James Gurleys, Big Brother and the Holding Company, er død, 69

25. december 2009

Juletiden stopper ikke manden med leen. I søndags satte et hjertetilfælde en stopper for guitaristen James Gurleys gang på denne jord.

Gurley var en selvlærd guitarist, der som ganske ung fik en guitar og tilegnede sig akkorder osv. ved at lytte til gamle grammofonplader og radioudsendelser med bluesfolk som fx Lightnin’ Hopkins. Egentlig skulle Gurley have været præst, men da han slog sig ned i San Francisco i starten af tresserne blev han indfanget af det frodige og kreative folkemusikmiljø. Kort tid efter – i 1965 – blev han introduceret til det nydannede Big Brother and the Holding Company og gled ind i gruppen som guitarist.

Big Brother and the Holding Company, som egentlig var musikpromotoren Chet Helms’ idé, havde kastet sig over tidens toneklang – progressiv rock med psykedeliske elementer – og fik status som husorkester i Avalon Ballroom, som et par år var et af in-stederne i Frisco. Det var også her gruppen blev sat sammen med Janis Joplin. Igen var det Chet Helms, der var på spil. Han mente, at gruppen manglede en god forsanger, og det må man jo sige, at frk. Joplin var.

Det var som bekendt begyndelsen til Joplins korte og glorværdige sangkarriere. Men det var også begyndelsen på en amourøs affære med den gifte Gurley. En affære, der efter sigende endte med, at Gurley vente tilbage til konen – og Janis blev nær veninde med konen. Ja, det var jo i hippiefilosofiens gyldne år…

Selv om Gurley havde en aktiv karriere som musiker i forskellige løse projekter efter Big Brother-tiden, så er det for tiden med Big Brother og Janis Joplin – 1966-1972 – han især huskes. Joplins indlemmelse i gruppen var ikke helt uproblematisk, for den betød, at gruppen måtte lægge sin stil om fra en eksperimenterende, improviserende progressive rockform, hvor Gurley ofte fik plads til lange soli, til en mere ligefrem og stram rockmusik. Måske er det ikke helt tilfældigt, at den første eponyme plade blev indspillet på Mainstream Records…

Janis overtog også rollen som frontfigur, en rolle, som Gurley havde haft indtil da. Albummet fik en vis succes i lokalområdet og det andet singleudspil – Down On Me/Call On Me – formåede at rumstere i nederste halvdel af den nationale top 100-liste. Nok til at bane vejen for en optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Resten er kendt.

Det var gruppens markante optræden på Monterey, der sendte bandet ud i international berømmelse. Gennembruddet banede også vej for en pladekontrakt med det store Columbia Records, som også sørgede for at gruppen fik koncerter rundt omkring i USA. Big Brother fik huritgt et ry som et band, der spillede meget højt og råt. Og det gav problemer, da deres første album skulle indspilles for Columbia. Pladeselskabet havde sat den navnkundige producer John Simon på opgaven, og han havde sine vanskeligheder med gruppens psykedeliske, guitarbaserede rock. Men som ofte i pladebranchen blev der slugt en del kameler fra begge parter – både med hensyn til musikken, coveret og titlen – og Cheap Trills så dagens lys i efteråret 1968 – og kravlede derefter op på Billboards førsteplads, hvor den landede i oktober. Singlen “Piece of my Heart” blev også et hit – og en af Joplins største succeser. Albummet blev en af det års største sællerter i USA med mere end 1 million eksemplarer.

Kort tid efter forlod Janis Big Brother for at danne sit eget orkester Kosmic Blues Band og Big Brother gik mere eller mindre i opløsning, men blev dog gendannet hurtigt i 1969 med en ny guitarist, David Nelson. På albummet Be a Brother, som udkom i 1970, spillede Gurley bas, medens Peter Albin og David Schallock tog sig af hhv. rytme- og leadguitarerne. Pladen kunne ikke leve op til Cheap Thrills’ succes og efter at have indspillet plade nr. 3, How Hard It Is i 1971, var det sådan set slut med gruppens rolle som pladeprojekt og som gruppe. I 1972 gik bandets medlemmer hvert til sit på grund af interne uenigheder, stofproblemer, manglende management og manglende jobs…

Big Brother er dog blevet gendannet i halvfemserne og indspillede i 1997 Can’t Go Home Again uden at vække den store opmærksomhed i pressen. Det samme kan man sige om pladerne Do What You Love (1999) og Hold Me (2006). I mellemtiden er meget af det materiale, som Janis Joplin og Big Brother indspillede sammen blevet genudgivet og suppleret med hidtil uudgivet materiale. Det gælder ikke mindst albummet Live at Winterland ’68 fra 1998. Nu er hverken Joplin eller Gurley mere, men musikken fra dengang har vi da lov at have.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    I min barndom blev værdien af klassisk hhv. klassisk-moderne (Schoenberg og Darmstadt-skolen) musik ofte diskuteret og plaget af det synspunkt at musikken viste sin (“sin”?) værdi ved at være “levedygtig” eller “overleve” i mange år, underforstået helst 200 år. Modsætningen var (selvfølgelig) “døgnfluer”.

    Jeg er ikke helt sikker på at jeg husker sproget nøjagtigt, men jeg er ret sikker på, at der var en del lærere og andre voksne, som ikke havde de synspunkter, selvfølgelig. Så det var “den fattiges argumentation” der skulle munde ud i at Haydns musik har været spillet i 150 år, ergo er den bedre end musik, som er glemt i morgen. Problemet er selvfølgelig at vi ikke kan forudse, hvad der vil være glemt i morgen.

    Det kunne jeg ikke lade være med at tænke på, da jeg læste din sidste sætning: Vi har lov at have musikken fra dengang. Min CD med NHØP på “akustisk bas” er lige kørt ud af sidste spor, men den – og Janis Joplin “Oh Lord, won’t you Buy me a Mercedes Benz” og flere andre – kan heldigvis spilles igen.

    Glædelig Julefred ønskes/Donald

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Ars longa, vita brevis, som latinerne sagde. Som du rigtignok skriver, så kan vi ikke forudse, hvad der holder. Det er enhver kanons problem, enhver klassikerdefinitions problem. Da jeg var en lille purk, mente mine forældres generation, at “pigtrådsmusikken” og rock’n roll (Beatles! og Elvis!) ville gå i glemmebogen hurtigt. Nu er vi klogere. For mig at se, er det svært at sammenligne musikformer. Er klassisk musik (Beethoven, Mozart…) bedre end en fire- eller ottetakters blues? Er improvisationsjazz finere kunst end en hitlistepopsang? Jeg tror mere, det handler om, at musikken har utrolig mange kvaliteter at give os mennesker. Nogle flere end andre, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er bedre end andre. Og med hensyn til kunsten, så holder jeg mig til PHs kloge ord. Spørgsmålet er ikke, om det er kunst eller ikke kunst, men om det er god kunst eller dårlig kunst.
    Rigtig glædelig jul til dig Donald. Nytårsønskerne kommer vi til!

Skriv en kommentar

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image

læst 198 gange
9240