Noget om biografer, pølsevogne – og røde pølser, krassere og hotdogs med det hele…

6. september 2006

Jeg har tidligere været inde på min store kærlighed til de gamle biografer, både dem i barndommens Esbjerg og dem i Århus. Phønix bio i Esbjerg fik en særlig betydning for mit cineastiske liv, fordi den tidligt var leveringsdygtig i 4-forestillinger søndag eftermiddag. Disse børneforestillinger har haft en kolossal betydning for filmkunsten i Danmark. Ingen tvivl om det. Er man i tvivl, så kan man bare spørge de filmkritikere og -anmeldere, der er gamle nok til at huske 4-forestillingerne.

For et beskedent beløb kunne man komme ind i den store biografsals mørke og se reklamer og diverse forfilm (tegnefilm, Gøg & Gokke og andre stumfilmstjerner), inden hovedfilmen rullede over lærredet. Til minderne hører ogsÃ¥ reklamepigerne med deres trompeter – og pæne pigeben… Hør dem spille fanfaren:
trut.mp3
(De er i øvrigt indlemmet i Ib Michaels nye roman BlÃ¥ Bror, hvor de oven i købet figurerer pÃ¥ forsiden). Hovedfilmen var typisk en drengerøvsfilm: en western (fx med John Wayne – Red River fik set jeg en del gange…), en ridderfilm (Kong Arthur og Ridderne om det runde bord), Zorro-film osv.

Filmene var brændstof til drengefantasien. PÃ¥ vejen hjem, nÃ¥r vi var kommet ud i lyset, men endnu ikke ud af filmens fortælling, legede vi ‘cowboydere og indianere’, Zorro osv. Men det skete ogsÃ¥, at et par af os slog et smut forbi Havnegade. En af kammeraternes forældre havde nemlig en pølsevogn pÃ¥ havneomrÃ¥det. Dengang var det ofte handicappede og andre uarbejdsdygtige, der fik lov til at fÃ¥ en pølsevogn. Min kammerats far var tidligere sætteskipper og manglede det ene ben. Det gjorde et stort indtryk pÃ¥ mig, første gang jeg blev konfronteret med det manglende ben eller rettere: den protese, som manden var udstyret med. En dag var jeg med kammeraten hjemme, og fra entreen i den lille to-værelses lejlighed kunne jeg se et kunstigt ben stikke ud fra dynen i sengen i soveværelset. Da der ikke var noget menneske i sengen, kunne jeg godt lægge to og to sammen. Og da jeg kom hjem til mine forældre udbrød jeg: Hans far har piratben! Hvorefter latteren brød løs i det lille hjem.

Pølsevognen så cirka ud som den renoverede model på billedet ovenfor.

Tidspunktet – lige efter 4-forestilingen – passede med, at kammeratens far eller mor var ved at lukke forretningen efter dagens arbejde. Og medens de, iført deres hvide kitler med store lommer, ryddede op og gjorde kassen op, sÃ¥ fik vi lov til at spise os mætte i de rester, der var tilbage i det varme vand. Som regel var der nok til alle, og vi kunne selv bestemme, om vi ville have pølser med brød, en “krasser” eller “kradser” (tak til Henrik for dette illustrative link!) eller en hotdogs, som vi sagde. En eller flere af slagsen.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at det madorgie foregik, før de øvrige fast-food-menuer gjorde deres indtog i pølsevognen!? Gik det rigtigt højt, fik vi også en Kosmos-sodavand med patentprop eller en kold Cocio chokolademælk. Cocio blev i øvrigt lavet i Esbjerg dengang.  Men det var sjældent, bølgerne gik så højt.
NÃ¥r jeg tænker tilbage pÃ¥ disse pølsevognsbesøg pÃ¥ den ofte øde havnevej, sÃ¥ mindes jeg til en kvalme grænsende forspisthed. Tanken om, at man bagefter skulle hjem og spise aftensmad, var næsten ikke til at holde ud. Men, det er ogsÃ¥ mindet om røde pølser med smag, sennep, der brændte smagsløgene af, frisk, hakket løg, der rev i næsen, ketchup, der smagte af solmodne tomater og krydderier osv. En kulinarisk oplevelse af de store – længe før sundshedspolitikerne gjorde det skamfuldt at opsøge disse fast-food-templer en miniature.

Når jeg en sjælden gang køber en hotdog i nutidens luksuøse spisevogne, så synes jeg, de er en bleg udgave af dem, vi dengang fortærede. Men det skyldes nok smagsløgenes forfald, erindringens skabende kraft og indførelsen af positivlister og andre ernæringspolitiske tiltag.

PS. Jeg har skrevet flere gange om Fønix bio, men har stavet det forkert. Navnet er: Phønix bio. Lokalhistorisk research har opfrisket denne fejlerindring… Og, hvad man kan læse af fotografiet af Phønix Bio pÃ¥ Esbjerg Fotoarkiv, sÃ¥ var biografen oprindeligt Esbjerg Teater. OgsÃ¥ det er forsvundet af min erindring, hvis det da nogensinde har været der. For det var biografen, der havde min interesse. Medens vi er vi tilføjelserne, sÃ¥ er det ogsÃ¥ sjovt at tænke pÃ¥, at samme bygning, som husede biografen, ogsÃ¥ husede Hotel Spangsbjerg og tresser-pop-og-beat-templet Africano. Man skulle lige højre rundt om hjørnet fra Kongensgade til Stormgade, og sÃ¥ var man der.

Africano var sÃ¥ landskendt dengang, at DR-TV – dengang kendt som “fjernsynet” – faktisk lave nogle programmer derfra. Jeg husker blandt andet, at The Hollies optrÃ¥dte der. Africano var de unges sted – og i forældrenes bevidsthed et “syndens og lasternes sted”. Jeg kan huske, at nogle af mine forældres bekendte mente at vide, at nogle unge mennesker havde haft “siddende samleje” i lokaliteterne. Ærgerligt, at man ikke var gammel nok til at gÃ¥ pÃ¥ Africano…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. klaus kommentarer:

    fantastisk trutterutlyd..!

  2. capac kommentarer:

    Ja, og så er det den oggenale! ;-)

  3. Henrik kommentarer:

    Ville have sendt dette tidligere, men kunne sÃ¥ pludselig ikke finde linket og hjemmesider har det jo med at forsvinde for et godt ord, sÃ¥ jeg frygtede det værste. Men her er den: siden om “kradsere” :-)
    http://www.schou.dk/artikler/kradser/

  4. capac kommentarer:

    Tak, Henrik, for det kulinariske link! Har lagt det ind i indlægget. Sjovt, at en fattigmandsopfindelse således ophøjes til officiel pølsevognsmenu! ;-)

  5. Niels kommentarer:

    Du er fejl pÃ¥ den – fra Phønix var det til højre fra Strandbygade ad Stormgade for at komme til Africano (lysten hule). :-)))

  6. capac kommentarer:

    @Niels: Ja, du har selvfølgelig helt ret. Sådan kan det gå, når man kigger på et fotografi, hvor venstre bliver til højre om omvendt!

Skriv en kommentar

3.963 har læst indlægget
13,536