Jamaica fejrer friheden – et apropos
7. august 2012
I dag fejrer Jamaica, at det er 50 år siden, landet fik sin frihed og dermed slap det britiske overherredømme. Det markeres hos andre bloggere – som Jens Unmack og Mod Strømmen. Og det skal heller ikke forbigås her.
Den glædelige begivenhed fik mig til at tænke tilbage på dengang, hvor reggaen for alvor trængte sig på i halvfjerdserne og især i kraft af et navn – Bob Marley. Ganske vist havde reggaen rørt på sig i poppen også i tresserne – fx er der dem, der mener, at Beatles lod sig inspirere i sangen “Ob la di, ob la da” – men det var i halvfjerdserne, at Bob Marley og the Wailers byggede bro mellem den jamaicanske musikform og de vesterlandske mainstreampop og -rock. Og trak en lang række navne med sig. Jimmy Cliff, Sly & Robbie, UB40 osv. Musiktidsskriftet MM skrev flittigt om det nye fænomen og Danmarks Radio fulgte godt med, så man også kom lidt ud i krogene til roots reggae og andre mindre mainstreamprægede underafdelinger. Og reggaebølgen var uden tvivl en katalysator for hele det område, vi i dag betegner “World Music”. Da den første reggaefeber var taget af, kom det brasilianske og latinamerikanske ind over med Milton Nascimento, Gilberto Gil osv. I hvert fald som jeg husker det – fra bl.a. MM.
Bob Marley står med sin musikalske arv stadigvæk for mig som det ypperste, reggaen har frembragt. I sit alt for korte liv formåede Bob Marley og hans musikere med en serie popsange at gøre en esoterisk, etnisk, lokal musikform folkelig og almengyldig. Marley nedbrød nogle fordomme om, hvordan populærmusik kunne lyde – og det er i sig selv en præstation af format.
Apropos Marley, så udkommer Kevin Macdonalds roste dokumentar Marley på dvd i denne uge.
7. august 2012 kl. 17:30
D’yer Mak’er med Led Zeppelin var da ogsÃ¥ reggaerytme sÃ¥ der pludselig skulle slÃ¥es pÃ¥ 1 og 3 i karlekammerbordet.
Jeg husker det som en slags omvendt erkendelse for mig, da jeg med Bob Marleys gennembrud indså, at det var reggae, jeg havde lyttet til på (var det ikke?) Houses of the Holy-LPen.
Indtil da havde D’yer Mak’er blot været et nummer med en sær skæv og stærkt fængende rytme.
Bønders skæve erkendelsesmønstre :-)
8. august 2012 kl. 01:15
@Farmer: Ja, der er flere eksempler. Men vi tænkte nok ikke over det, før Marley kom og kastede lys over reggaens velsignelser. PÃ¥ den mÃ¥de er vi nok alle nogle bønder…
9. august 2012 kl. 01:15
Bob Marley var exceptionel i det han naaede det europaeiske og amerikanske marked. Hans tidligere musik var mere jamaikansk og klart mit foretrukne. Nu har jeg vaeret saa svineheldig at blive introduceret til en kaempe variation af tidlig reggae og er en stor fan af blandt andre Toots and the Maytals og Ken Boothe. Min elskede er som et omvandrende leksikon paa omraadet, det er fedt.
I forgaars fik vi besoeg af et par kvinder vi kender, som havde vaeret til 50-aars jubilaeum hos den jamaicanske forening. De inviterede os med til alverdens festeligheder denne weekend i samme forbindelse, men vi bliver desvaerre noedt til at takke nej. I stedet saetter vi nogle af de gode gamle klassikere paa anlaegget og holder vores egen lille fejring. :)
9. august 2012 kl. 08:40
@Tina: Ja, Bob Marley kan mange heldigvis være enige om. Og sÃ¥ er der alle de andre i den rige, varierede musikalske tradition. Du er heldig at have en, der kan introducere dig til godbidderne…