CAPAC

I 2016 havde jeg glæden af at anbefale Von Düs album Bankende Hjerter. Og jeg hæftede mig ved, at det var en plade med en bred appel, der både omfatter det festende, dansende popsegment og dem, der sidder i lænestolen med hørebøfferne i lyttemodus. Og nu er der gået syv år og Von Dü er tilbage med deres andet album Engangsliv, der oven i købet er et dobbeltalbum (i hvert fald i vinyludgaven), som selvfølgelig også kan fås i digitale formater.

Og de forgangne syv år har sat sig som et spor af modenhed og erfaring. Engangsliv er, med andre ord (mine), et midtlivsalbum. Et album, der oser af levet liv og den tyngde, det giver at have været igennem ungdommens vilde, rådløse, søgende år og nu er nået frem til et voksentliv, hvor kæresteri er afløst af det faste forholds og familielivets livsbetingelser, og hvor en form for afklaring er nået og resulterer i en række sange, der netop besynger dette levede liv og den erkendelse, det har kastet af sig. Og som ekkoer i titlen Engangsliv, som – i mine ører og øjne – fortæller om den indsigt, der siger, at vi “Lever kun en gang”, som titlen på en af sangene hedder.

Der er kun et skud i bøssen. Kun et liv at leve: “Vi lever kun én gang / Vi synger kun én sang / vi yinger kun én yang os to”. Og så gælder det jo om at få det bedste og meste ud af det ‘satans” liv (for nu at citere Steffen Brandt igen). Og det må jeg sige, at Von Dü gør på dette flotte og fine dobbeltalbum, hvor det ni mand store band fortsætter, hvor de slap for syv år siden. Med stærkt vanedannende popsange med ligefremme, mundrette syng-med-danske sange med oplagt hitpotentiale. Og i et musikalsk arrangement, der igen byder på bandets varemærke, en let reggae- og ska-ficeret poprock med fremdrift og appel til danseskoene og lyttelapperne.

Vinylalbummet, som jeg må anbefale lyttere at investere i, omfatter hele nitten skæringer, hvoraf en del er instrumentaludgaver af sange. Og her får man så også fuld valuta for pengene, hvis man vil have Von Dü ind under huden (igen). Og som for syv år siden, så er Von Dü stadigvæk et fascinerende band, der med deres musik vil nå ud til de fleste. Engangsliv er ikke en engangsoplevelse, men et album med varig appel til pop- og rockelskeren. Et album, der lyser af livsappetit og -erfaring og gør det i et musikalsk univers, der bør trænge igennem til det blaserte mainstream-segment og få koncertarrangørerne til at stå i kø for at engagere Von Dü til de danske scener. Hermed anbefalet på det varmeste.

Videoer

Von Dü. Engangsliv. Produktion: Von Dü og Emil Stricker. Von Dü Entertainment – Gateway Music. Udkom 1. april

Forleden stod jeg i det lokale indkøbssupermarked med Elton John-biografien Mig, men kunne ikke beslutte mig for at tage dem med hjem. Til trods for, at jeg har sat mig for at revurdere mandens værk. Jeg tror nemlig, at han fortjener et genhør – ikke mindst i perioderne omkring hans gyldne år, der for mig går fra gennembrudsalbummet Empty Sky (1969) til og med Captain Fantastic and the brown dirt cowboy (1975). Det vil sige årene frem til 1969 og efter 1975. Jeg ved der gemmer sig perler i den sidste periode. Men måske også i årene før Empty Sky.

I da jeg stod der med biografien i hånden, tænkte jeg lidt på den biografiske film Rocketman, jeg så for nylig. Den var ok, men ikke mere. Men gav dog en fornemmelse af den kreative Elton John, der var i gang længe før pladeudgivelserne. Og det første til lidt research, der blandt andet førte til lidt graveri i hans tid som kopimusiker. Akkurat som mange andre i hans generation og før den, tjente Elton John lidt skillinger på at lave kopinumre. Desværre er der ikke kommet nogen officiel, autoriseret udgivelse med eksempler på denne kunst, men mindre kan også gør det. Fx opsamlingen The Legendary Covers Album 1969-1970, som man kan lytte til på tuben, og som viser Elton John som en mere end kapabel fortolker af andres sange:

I går fik jeg ikke lavet et opslag. Og det er ikke noget, der er sket ret mange gange i de 17 år, hvor s/s capac har sejlet rundt på det store internethav. Men i går kom der hele tiden noget i vejen og inspirationen var gået i flyverskjul. Så det blev ikke til noget om Lula, nej ikke engang et stykke musik.

Så det retter jeg lige op på. En af gårsdagens små, skjulte, gode nyheder var, at den brasilianske, socialistiske præsident Luiz Inacio da Silve – populært kaldet Lula – besøgte den kinesiske præsident Xi og de gav hinanden håndslag på, at konflikten i Ukraine kun kan løses gennem forhandlinger. Nyheden fik ikke den store opmærksomhed på de danske tv-kanaler, hvor man som sædvanligt fortabte sig i mikronyheder om konflikten derovre østpå og små indenrigspolitiske krusninger. For man skal ikke undervurdere betydningen af Lulas besøg og fredsinitiativ. Brasilien er et kæmpestort land med knap 215 millioner mennesker – verdens femte-største land – og en stor betydning for den globale samhandel.

Ja. Det var faktisk i januar måned. DR skriver selv:

Jeg var lige ved at glemme det. Men i forgårs fyldte TV-2 trommeslager og ankermand Sven Gaul 70 år. Pulsen i bandet Taurus, der siden blev til TV-2 (sammen med bassist Georg Olesen), der også har en fornem karriere som booker, formand i ROSA, medlem af Statens Musikråd og medlem af Københavns Musikudvalg  bag sig.

Og mon ikke vi får at høre fra Gaul og de andre igen. Intet tyder på, at det band har nået udløbsdatoen.

I dag er det ti år, siden Torben Bille døde.Hans blog eksisterer heldigvis stadigvæk – og tak for det! Men jeg kan godt savne hans ideosynkratiske kommetnarer til musikken. Uden Torbens stemme synes anmelderverdenen at være fattigere og mere ligegyldig.

Heldigvis kan de fleste af hans bøger stadigvæk fås i hvert fald på anden hånd. Men der burde skrives en bog – biografi eller mindebog om ham.

Ovenstående digt af John Donne står på forsiden af mit første eksemplar af Shakespeares “Macbeth. Skrevet med min egen ungdommelige skrift. Og det har siden fulgt mig, og jeg synes stadigvæk, at det er et rigtig godt digt.

The Economist magazine among others has been warning that Europe’s going to move towards deindustrialization if it continues to back the NATO-based, U.S.-run war, which much of the world now regards as a proxy war between Russia and the United States over Ukrainian bodies. Actually, it goes well beyond that. In response to U.S. demands, NATO has now expanded to the Indo-Pacific, meaning the U.S. has Europe in its pocket for its confrontation with China, for encircling it with a ring of states heavily armed with U.S. precision weapons.

Meanwhile, the Biden administration has called for a commercial war to prevent Chinese development for a generation. We can’t compete with them, so let’s prevent them from getting advanced technology. The supply chains in the world are so intricate that almost everything — patents, technology, whatever — involves some U.S. input. The Biden administration says that nobody can use any of this in commercial relations with China. Think what that means for the Netherlands, which has the world’s most advanced lithographic industry, producing essential parts for semiconductors, for chips. It’s being ordered by Washington to stop dealing with its major market, China, a pretty serious blow to its industry. Will they agree? We don’t know. Same with South Korea. The U.S is telling Samsung, the big South Korean firm, you’ve got to cut yourself off from your major market because we have some patents that you use. The same with Japanese industry.

Nobody knows how they’re going to react. Are they going to willingly deindustrialize to fit a U.S. policy of global domination? The Global South — India, Indonesia, Latin American countries — is already saying, we don’t accept such sanctions. This could develop into a major confrontation on the world scene.

Og min fordanskning af hensyn til dem, der ikke læser engelsk:

Magasinet The Economist, blandt andre, har advaret om, at Europa vil bevæge sig mod en af-industrialisering, hvis det (Europa) fortsætter med at støtte den Nato-baserede, US-drevne krig, som en stor del af verden nu betragter som en krig per stedfortræder mellem Rusland og de Forenede Stater over ukrainske kroppe. Men det går faktisk videre end hertil. Som svar på krav fra USA har Nato nu ekspanderet til det indiske Stillehav, og det betyder,, at USA har Europa i sin hule hånd i dets konfrontation med Kina. dets omkredsen af Kina med en ring af stater, der er tungt bevæbnet med amerikanske præcisionsvåben.

I mellemtiden har Biden-administrationen åbnet for en handelskrig, der skal forhindre kinesisk udvikling i en generation. Vi kan ikke konkurrere med dem, så lad os i stedet forhindre dem i at få avanceret teknologi. Forsyningskæderne i verden er så forbundne, at næsten alt – patenter, teknologi osv. – involverer amerikansk indflydelse. Biden-administrationen siger, at ingen kan bruge noget af det her i handelsrelationer med Kina. Tænk over, hvad det betyder for Holland, der har verdens mest avancerede litografiske industri, der producerer vigtige dele til halvledere til chips. Washington beordrer Holland til at stoppe med at handle med landets største marked, Kina, og det er et meget alvorligt slag mod dets industri. Vil de være enig? Vi ved det ikke. Det samme gælder for Sydkorea. USA fortæller Samsung, det store sydkoreanske firma, at det skal afskære sig fra dets største marked, fordi vi har de patenter, I bruger. Og det samme gælder for japansk industri.
Ingen ved, hvordan de vil reagere. Er de villige til at af-industrialisere for at passe ind i en amerikansk global beherskelsespolitik? Det globale Syd – Indien, Indonesien, Latinamerikanske lande – har allerede sagt, at de ikke accepterer den slags sanktioner. Det kan udvikle sig til en større konfrontation på verdens scene.

Ovenstående citat fra et interview med den legendariske amerikanske sprogforsker og indædte kritiker af USA, Noam Chomsky, er værd at læse nøje (på engelsk). For den sætter et stort spørgsmålstegn ved det venskab, der efter sigende eksisterer mellem USA og Europa, og som blandt andre statsministeren flere gange har fremhævet. Lige som det sætter spørgsmålstegn ved amerikanernes dybereliggende bevæggrunde for at føre krig i Ukraine pr. stedfortræder. Lige som det understreger behovet for en snarlig igangsættelse af reale fredsforhandlinger i konflikten mod øst.

Før internettet og før grafitti blev allemandseje var der lokumsdigtere og dem, der med kniv og andre skarpe genstande satte sig spor i bløde materialer, ikke mindst træers bark. En eller anden “Kilroy” var der engang og skrev en lille hilsen. Måske til en ven(inde). Måske blev det ikke til mere. Men nu står det der og forandrer sig med træets aldring og sætter forbipasserendes tanker i gang. Tak. Tag.

Sådan siger Paul McCartney i en samtale med Ronnie Wood (i The Ronnie Wood Show) om Chuck Berrys evne til at skrive poetiske sangtekster. It’s not easy.

I sidste måned modtog Joni Mitchell den eftertragtede Gerschwin-pris. Og kvitterede med at synge to sange, efter i årevis at have været mere eller mindre tavs efter en længere periode med sygdom. Og selv om Joni er en alderstegen dame, så synes jeg hun klarer opgaven med bravour. Dels sangen “Summertime” fra Porgy & Bess og – sørme – så hendes egen klassiker, den uopslidelige “The Circle Game” fra 1966:

I mit forsøg på at være tv-abstinent kan det godt være svært at tilfredsstille sin tv-lyst. Men i går lykkedes det dog. Den stadigvæk halvt-hemmelige DR2-kanal brugte den gode sendetid fra kl 20 til at vise den franske dokumentar Hitler’s Teen Killers, der havde fået den danske title Nazisternes børnesoldater. Ser vi bort fra den forskellige vægtning de to titler er udtryk for, så var det en god dokumentar. Baseret på oprindelige tyske filmoptagelser fra de sidste par år af 2. Verdenskrig.
I 1943 erklærer Hitler ‘den totale krig’. Men han og det nazistiske regime har ikke soldater nok til at gøre hensigten til virkelighed. På det tidspunkt har man allerede mistet tre millioner tyske soldater ved fronterne. Især mod øst. Og der er brug for nye tiltag. Derfor gennemfører Hitler og hans militære ledere en omfattende rekruttering blandt landets teenagere, og det skal hverve 20000 unge til dannelsen af en ny soldaterdivision, den senere berygtede 12. SS Panserdivision Hitlerjugend.
Og vi får historien om, hvordan disse modtagelige unge mænd, ja drenge, indoktrineres og afrettes til at være en fortrop, når de vestlige allierede går i land i Normandiet. Og ved hjælp af interviews af overlevende fra den panserdivision får vi et forfærdeligt billede af, hvordan de unge med fysisk magt og voldsom disciplin og retorik bliver uddannet til at være regulære slagtere i krigens tjeneste. Og historien om, hvordan de bliver blodige, brutale bødler, de slagter mange soldater og civile, inden de selv bliver kanonføde for englændernes og amerikanernes fremmarch.
Selv om dokumentaren ikke svælger i blodige optagelser eller billeder af døde unge soldater, så er det skræmmende at opleve, hvad de unge tyskere oplevede – gennem interviewene.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der nu om stunder nærmest romantiserer konflikten i Ukraine, hvor andre unge mænd og civile dør og bliver lemlæstet under tilstande, der ikke er meget anderledes end dengang. Og dokumentaren får blot en til så meget mere at ønske en fredelig udgang på den igangværende konflikt, så mange andre unge ikke skal lide samme kranke skæbne som dem dengang og dem derovre.
Og efter at have set dokumentaren, der er at finde på DRs hjemmeside frem til august, var det en lillebitte smule opløftende at læse, at den franske præsident Macron under sit besøg i Kina har opfordret præsident Xi til at få Rusland til forhandlingsbordet, og at Ukraines præsident Zelensky omsider har åbnet op for forhandlinger med Rusland om Krims fremtid. Også formand for EU-kommissionen Ursula von Leyen har opfordret Xi til at kontakte Zelensky med henblik på fredsforhandlinger. Måske lysner det i øst..

I 2017 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Trouble Cats og deres livealbum fra det er i byen legendariske vandhul Fatter Eskild. En fin live-plade med vaskeægte roots-blues-rock i reneste aftapning, uden digitale svinkeærinder eller moderne overdrivelser. Det var tilbage til rødder i den bedste betydning af ordene.

Og nu er Trouble Cats ude igen. Denne gang med et studiealbum, der er kogt sammen her i Århus i Finlandsstudio og produceret af bandet og Jacob Worm. Hard Facts & Poetry er titlen, og den peger sikkert i retning af det ideal, bandet har for deres musik. Musik, der både indeholder virkelighedens hårde kendsgerninger og trivialiteter, men også poesien, som vi altid kan finde i sprogets sprækker og revner.

Og denne gange er alle sangene skrevet af hele bandet, dvs. Henrik Hansen (sang og mundharpe), Martin Blom (samng og guitar), Morten Brauner (bas, kontrabas og kor) og Henrik Thorsen (trommer og kor). To af sangene står Martin Blom dog alene for. Og det er tydeligt, at det er sange, der er skrevet af kollektivet, for de har en homogenitet og gennemgående soliditet. Det er garvet sangskrivning, der afslører både bandets sammenspillethed og dets kærlighed til rødderne, ikke mindst den blues, der altid har været og sikkert altid vil være kilde og inspiration til rockmusikken.

Og det er sange, der alle uden undtagelse er fængende og ørehængende. Slidstærke sange, der sagtens kan måle sig med det meste fra traditionen.

Og holdet spiller med energi og åbenlys spilleglæde. Og alle får lov til – i lydbilledet – at stå frem. Lige fra Henrik Hansens skarpe mundharpe, der allerede fra første skæring brænder sig igennem sangen, over Martin Blom guitar, der med slide sætter sig igennem  og videre til rytmemaskinen, Brauners bas og Thorsens trommer, der lægger en afgørende, fed puls under det hele.

Trouble Cats spiller musik, der vedgår arv og gæld til rockens rødder. Musik, der godt nok kigger tilbage i traditionen, men som vi som musikelskere har brug for en tid, hvor megen musik er i alvorlig fare for at blive tappet for livskraft af tom iscenesættelse og teknologisk overgreb. Hard Facts & Poetry er en plade, som der altid vil være behov for, og som der altid bør være plads til på pladehylden (og på radioerne afspilningslister). Det er den rene vare fra rockens rodnet. Og hermed varmt anbefalet.

Trouble Cats, Hard Facts & Poetry. Produktion: Trouble Cats & Jacob Worm. Eget plademærke. Er lige udkommet.