Han var en af inderkredsen hos Linda Ronstadt, Jackson Browne og The Eagles i halvfjerdserne, og bragede igennem lydmuren til kritikere og publikum med sit andet album, der bare bar hans navn. Warren Zevon. Desværre fik han ikke så mange år på denne jord. En kræftlidelse tog ham af dage i 2003, kun 56 år gammel.
Men han efterlod sig en sangskat, der stadigvæk skattes højt af rockfans, selv om hans plader aldrig blev store kassesuccesser. I dag ville han være blevet 75 år, men sådan skulle det ikke være. Så vi må nøjes med at kigge i kataloget for at fejre den fødselsdag, der aldrig blev til virkelighed.
Det eponyme album Paul Simon var Paul Simons første skridt væk fra tiden med Art Garfunkel (der med succes havde kastet sig over filmarbejde). Simon søgte i retning af det, der siden blev kaldt world music. Fx reggae med sangen “Mother and Child Reunion”. Og med hjælp fra musikere fra fx jazzen (Stéphane Grappeli og Airto Moreira) søgte og fandt Simon nye udtryksmuligheder.
Pladen blev godt modtaget af pressen, men blev ikke en kæmpemæssig sællert.
I formiddags havde jeg fornøjelsen af at se Moesgård Museums nye udstilling RUS- vikinger i øst. Og den er absolut værd at se, hvis man ellers interesserer sig for vort lands forhistorie og ikke mindst vikingerne. For udstillingen giver os et indblik i hvilke mennesker vikingerne var, når vi ser bort fra det fordomsfulde billede af vildmænd, der røvede, voldtog og slog ihjel på deres færd. Vi får et meget mere nuanceret billede af vikingerne som handelsmænd, skibsbyggere, håndværkere, nysgerrige globetrotter og meget mere. Det er en udstilling, der rokker ved det fordomsfulde billede af vikingen og nuancerer det. Og det er al ære værd. Og jeg skal bestemt ud og se udstillingen (der løber til september) igen, for der er så meget at se, så mange informationer at hente, at det halve kunne være nok. Hermed anbefalet.
Selv om Grateful Dead var et højproduktivt band, så fik medlemmerne mulighed for at indspille soloalbums i starten af halvfjerdserne. Og den første på banen var guitarist og sangskriver Jerry Garcia med debutalbummet Garcia. Ikke et stortsælgende, karrieredefinerende album, men et album, der både duftede af Grateful Dead (flere af sangene indgik siden i Grateful Deads koncertrepertoire) og af Jerry Garcias lyst til at fylde mere (han spillede de fleste instrumenter). Et album, der især henvendte sig til Deadheads og yndere af Jerry Garcia.
Med albummet Bat out of Hell (1977) bragede Meat Loaf internationalt igennem og sikrede sig en varig plads i rockhistorien med et album, der både var voldsomt, farverigt og havde stor publikumsappel. Det siges, at albummet stadigvæk – efter et salg på 65 millioner eksemplarer – sælger stort hvert år (i hvert fald indtil streamingtjenesterne tog over…). Og selv om sangeren har lavet mange albums siden hen, så er det stadigvæk flagermusen fra helvede, han huskes for. Og det har nok været lidt af en byrde at skulle leve med en så stor succes som konstant målestok for sine kunstneriske udfoldelser. Jim Steinman, der var Meat Loafs samarbejdspartner på Bat-pladen, døde i 2021, og Meat fastholdt samarbejdet med Steinman til det sidste – sikkert i håb om endnu engang at kunne levere en stor succes. Men døden kom i vejen for den drøm.
Det var først for ganske nyligt, jeg stødte på Blossom Toes. Et psykedelisk band, der huserede i de gyldne år 1966-1970 og var under den excentriske og indflydelsesrige manager Georgio Golmelskys vinger og pladeselskab (Marmelade). Tre album blev dt til, og den første blev nådigt modtaget og – som overskriften viser – sammenlignet med Beatles’ Sgt. Pepper (i Melody Maker). Og betragtes af samlere og psykedelia-elskere som noget af det bedste inden for sin genre. Et af medlemmerne – Jim Cregan – kom siden med i Family, Cockney Rebel og Rod Stewarts backingband. Man kan være heldig at finde en opsamling (faktisk to…), hvor det meste af gruppens produktion er med.
A Hard Day’s Night og Help! var med til at gøre filminstruktøren Richard Lester verdenskendt. Han var autodidakt, begyndte sin filmkarriere som altmuligmand for først amerikansk og senere britisk tv, hvor han fik lov til at lære håndværket på den hårde måde og fra grunden. Og hans første “rigtige” film blev The Running, Jumping and Standing Still Film i 1959 med selveste Peter Sellers i en vital rolle.
Og da den film var en af en The Beatles’ – og ikke mindst John Lennons – yndlingsfilm kom Lester i søgelyset, da de fire drenge fra Liverpool selv ønskede at lave film. Og med Lester som instruktør fik de skabt en klar succes. Og af den sort-hvide film kan man også se, at Lester også må have brugt tid i biografen og have lært et og andet af de moderne europæiske instruktører, fx den nye franske bølge med dens sanselige realisme og de tjekkiske instruktørers blanding af realisme og humor. Og det absurde teater må også have været en slags inspirationskilde, måske filtreret gennem Peter Sellers’ og The Goon Shows gakkede humor.
Efter Beatles fik Lester lavet en lang række succesfulde film, fx Superman I-III, How I won the war (m. John Lennon), Petulia, De tre musketerer og De fire musketerer.
Denne plade, Ronstadts tredje soloalbum, blev en kommerciel fuser, men et hit hos mig. Og siden er den blevet udnævnt til at være en af countryrockens forløbere. Og det er den plade, hvor Ronstadt fik hjælp af en flok af netop countryrockens fremmeste repræsentanter – den flok, der blev til The Eagles. Plus flere andre musikere med fremtid i den form for rock.
Nej, jeg kunne i stå for Ronstadts stemme og så de der brune øjne…
Nogle gange kan man også blive positivt overrasket i sine forventninger. Det gælder gårsdagens film Stan & Ollie. Jeg var egentlig negativt stemt, da jeg hørte om filmen om de to komikere Gøg og Gokke. For hvordan i alverden skulle man kunne lave en film om det makkerpars komik fra stumfilmens epoke – uden at komme til at gøre skade på billedet af en unik komisk duo?
Svaret er ganske enkelt. Filmens instruktør Jon S. Baird har lavet en film – ikke om parrets mesterlige filmkomik – men om forholdet mellem de to personer bag figurerne Gøg (Stan) og Gokke (Ollie). Og handlingen er forlagt til den sidste del af duoens karriere, hvor de har måttet sige farvel til stumfilmen, de mange små film og goddag til en ny virkelighed med fjernsynet som voksende underholdningsfaktor i de mange hjem og med nye ansigter på komikkens scene.
Og dertil skal lægges af de to skuespillere – Steve Coogan og John C. Reilly i hhv. rollen som Gøg og som Gokke – er godt castet og faktisk ligner de rigtige personer forbavsende meget, spiller dem lige så overbevisende og – ikke mindst – formår at levendegøre menneskene bag navnene. I en fortælling om et makkerpar, hvis makkerskab går langt ud over penge og karriere og nærmest har karakter af et kærlighedsforhold mellem to mandlige venner. Og det er her filmen har sin styrke – i fortællingen om, hvordan de to mænd i den sidste brydsomme tid med nederlag, vigende succes og til sidst: et farvel til karrieren – fastholder det ubrydelige venskab. En loyalitet, der understreges af det forhold, at Stan/Gøg i tiden efter Laurels/Gokkes død bruger sine sidste år til at skrive scener og situationer til makkerparret.
Det er en film, der sælges som en komedie, men som mest af alt er en tragisk fortælling om et ubrydelig venskab hinsides penge, berømmelse og så videre. Se den, hvis du har et forhold til Gøg og Gokke.
Utroligt, men sandt. I år er det tres år siden The Rolling Stones blev skabt. I efteråret 1961 havde de to centrale figurer, Mick Jagger og Keith Richards mødt hinanden på den lokale banegård, Dartford Railway Station, hvor de fandt ud af, at de havde samme interesse for musik og samme smag (Jagger bar på nogle plader med Chuck Berry og Muddy Waters) og et venskab blev grundlagt. I starten af 1962 dannede Jagger sammen med vennen Dick Taylor garagebandet The Blue Boys, der blev forudsætningen for Rolling Stones, som Brian Jones senere dannede.
Det er vist det tredje udspil fra Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, der ser dagens lys. Denne gang er det digtsamlingerne Hjemfalden og Nye digte, der står for skud i det musikalske samarbejde. I vintersolen hedder den nye udgivelse, der udkommer den 4. februar, hvis alt går som det skal.
Her giver de et nummer hentet fra Hjemfalden – “Dybblå skyers bulede kufferter”.
1971 var det store albumår. Men 1972 var heller ikke noget ringe år, hvad dette medium angår. For 50 år siden udkom således kultalbummet Jammin’ with Edward.
Pladen blev til, medens The Rolling Stones var i gang med at lave Let it bleed i april 1969. Pladen var ikke en umiddelbar succes, men med tiden fik den status af at være for feinschmeckere, et kultalbum. Og med til historien om den hører, at Keith Richard ikke medvirkede ret meget. Det hed sig – og Christoffer Sandford bekræfter det i sin jubilæumsbog – at Richard var sur over, at Ry Cooder medvirkede som ekstra-guitarist. Til Sandford fortæller Cooder, at stemningen var halvdårlig i studiet, at der ikke skete noget musikalsk, og at Richard udvandrede, så snart Cooder indfandt sig. Han fortæller også, at han benyttede de små pauser i studiet til at spille guitar – medens båndoptagerne kørte. Richar vendte tilbage det øjeblik, Cooder forlod studiet igen.
Den Edward, titlen omtaler, er pianisten Nicky Hopkins, der fik øgenavnet af Brian Jones.
Som rockskribenten Dave Marsh skriver et sted, så var Phil “Wall of Sound” Spector forelsket i Veronica Bennett og byggede en musikalsk katedral omkring hendes stemme. Senere giftede han sig med hende og hun blev Ronnie Spector. Som frontkvinde i The Ronettes var hun med sin Brooklynprægede stemme med til at definere Spectors sound og dermed også tressernes pigegruppelyd.
Ronettes brød igennem i 1963 med signatursangen “Be my baby”, som de skrev sammen med Phil Spector og som indtog hitlisternes top 10 på begge sider af Atlanten. Den blev fulgt op med en god håndfuld, succesfulde singler. Og Ronettes fik æren af at være support for The Beatles i USA, og Rolling Stones fik æren af at være support for Ronettes i Storbritannien. Ronnies ægteskab med Phil holdt ikke, fordi han var voldelig anlagt (og senere endte han sine dage i fængslet, dømt for mord på en anden hustru). Og i 1967 gik Ronettes hver til sit og Ronnie fortsatte som solist.
Med Ronnie forsvinder en af de helt store kvindestemmer. Det er sgu trist.
Nogenlunde samtidigt med Pink Floyd dukkede bandet Tomorrow op og var med til at introducere den psykedeliske lyd for englænderne. Men modsat Pink Floyd havde Tomorrow ikke megen succes – bortset hos nogle anmeldere.
Det mest kendte medlem var den senere Yes-guitarist Steve Howe. Et andet medlem, Keith West, blev kendt, da han fik et hit med sangen “Except from ‘a teenage opera’ (Grocer Jack)”. Og gruppen hed oprindeligt The In Crowd og gjorde sig bemærket ved at levere musik til filmen Blow Up. Men desværre var det Yardbirds, der fik lov til at være med i filmen og spille nummeret. Bandet nåede at indspille et eponymt album og har siden været at finde på diverse opsamlinger med psykedelisk musik fra England i tresserne.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
