Indlæg tagget med Beatlemania

Beatles: Paperback Writer

25. november 2010

I gÃ¥r satte jeg The Beatles “1” pÃ¥ afspilleren. I ved den med “27 No. 1 singles on 1 CD”, som der stÃ¥r pÃ¥ den lille sorte, markskrigeriske mærkat pÃ¥ plastikæsken. Selv om den endnu ikke er kommet i en digital forbedret udgave (med det gør den, tro mig…), sÃ¥ er den et genhør værd, for det giver et særligt, lidt skævt fugleflugtsoverblik over den legendariske gruppes musikalske udvikling fra Love Me Do til The Long And Winding Road.
Og for mig, som voksede op med singleplade-og EP-Beatles, er det frydefuldt at løbe denne perlerække af sange igennem, fordi genhøret genoptrykker stemninger og situationer fra de første gange, musikken åbnede sig for en. Et eller andet sted inde i hjernens grå masse må disse tidlige musikoplevelser havde lejeret sig med forbindelser til kropslige og andre stemninger, følelser, lugte, redundante lyde, synsindtryk osv. Forbindelser, der reaktiveres ved genhøret. Hver gang.

Singlen “Paperback Writer/ Rain” mÃ¥ttt jeg sÃ¥gar sætte pÃ¥ repeaten, fordi den sendte frydefuld kuldegysninger ned ad ryggen. SÃ¥dan som den gjorde dengang for mange, mange Ã¥r siden ved den grønne rejsegrammofon og familiens store rørforstærkede radio.

“Paperback Writer” er ogsÃ¥ noget særligt. Alene det forhold, at sangen ikke handler om kærlighedens gerninger og genvordigheder, men om et ungt menneske, der vil være billigbogsforfatter, er usædvanligt. Den intellektuelle, socialt bevidste, skarpe analytiker Ian McDonald noterer i sin bog om ‘Revolutionen i hovedet’, at sangteksten vittigt afspejler “dens æra af klasseløs ambition: generationen af ‘unge meteorer’, der i midten af tresserne  steg op fra provinsiel og proletarisk baggrund for at lade britisk mode, film og litteratur strÃ¥le”. I en note antyder McDonald mÃ¥ske ogsÃ¥ en anden, mere subjektiv baggrund for sangen. Paul McCartney skulle have fÃ¥et ideen, da han hjalp en ven i dennes boghandel. MÃ¥ske er sangen ogsÃ¥ Paul McCartneys dagdrøm: Hvad kunne det være blevet til, hvis ikke musikken havde taget over? For godt nok var det Lennon, der fik image som den semi-intellektuelle Beatle, men det var i allerhøjeste grad McCartney, der gik pÃ¥ kunstudstillinger, læste kloge bøger osv.

I følge Beatles-litteraturen var Paperback Writer i høj grad Paul McCartneys sang. Faktisk var den næsten fiks og færdig, da han kom i studiet med den. Men det betyder ikke, at de andre ikke havde indflydelse. SÃ¥ledes fortæller Mark Lewison i sin bog om Beatles optagelser, at det var John Lennons idé at gøre bassen til et markant instrument. John havde hørt et nummer med soulsangeren Wilson Pickett, hvor baspillet havde en mere fremtrædende plads end pÃ¥ nogen Beatlessang. Og meget typisk for gruppen, sÃ¥ tog de inspirationen til sig ud fra devisen: Det kan vi ogsÃ¥ – og bedre. McCartney skiftede Höfnerbassen ud med en Rickenbackerbas, og ved at bruge en bashøjtaler som mikrofon (og nogle andre tekniske fiduser) lykkedes det at fÃ¥ den distinkte, “tykke” baslyd frem, der som en bølge bærer denne pragtfulde sang frem – og som understreger med en tyk sort streg, at McCartney er en fremragende bassist, hvis man skulle have overhørt det tidligere.

Ian McDonald peger ogsÃ¥ pÃ¥ et andet interessant forhold. Selv om han har et skarpt blik for det sociale i Beatles’ musik, sÃ¥ fremhæver han, at Paperback Writer (og singlen i det hele taget) ikke først og fremmest handler om tiden og tidsÃ¥nden generelt, men om popmusikken pÃ¥ det tidspunkt. Beatles havde antennerne ude og registrerede med næsten seismisk finesse, hvad der skete pÃ¥ popmusikkens overdrev – for at lade sig inspirere og drive gruppens egen musikalske udvikling videre mod hidtil ukendte horisonter. SÃ¥ledes antager Beatlelogerne, at gruppen mÃ¥ have lagt øre til Beach Boys’ og deres flerstemmige vokalarbejde pÃ¥ “Sloop John B”, som netop var kravlet op pÃ¥ hitlisterne pÃ¥ tidspunktet for indspilningen. Og Beatles tangerer, ja overgÃ¥r, Beach Boys’ flerstemmige sang – og tilføjer oven i købet en dimension af humor. Prøv at nærlytte beatlernes falsetsang. De synger med tungen kinden, hvis man ellers kan udtrykke det sÃ¥dan i denne sammenhæng. Diverse outtakes fra indspilningen understreger kun, at de har moret sig kosteligt i de 11 timer, der tog at indspille sangen.

Paperback Writer spiller lige nu på repeaten igen. Den er ikke til at blive træt af. Og der er hele tiden detaljer, der træder frem. Er det mon McCartney, der (også) spiller guitarriffet, sådan som Lennon har antydet? Macca var perfektionist og vist ikke så lidt pedantisk i studiet, når det kom til realiseringen af sine ideer. Sikket en pain in the Ass for de andre, men også en dedikeret kunstner. Never mind. Det er en uopslidelig Beatlessang.

Paperback Writer – Remaster!

iTunes: Ingen ende på The Beatles

24. november 2010

[ukrediteret foto af nogle meget unge Beatler…]

SÃ¥ kom Beatles pÃ¥ iTunes. Og medens debatten gÃ¥r pro-et-contra, sÃ¥ overrasker gruppen igen – salgsmæssigt. En uge efter lanceringen af Beatles som digital download er der solgt 450.000 album og 2 millioner singler. I følge Apple selv. Med en pris pÃ¥ 12.99 $ pr. album og 1.29 $ pr. single løber det op i omkring 8 millioner  $. Dertil skal lægges salg af dobbeltalbum (19.99 $) og de digitale Beatles-bokssæt (149 $).

En bieffekt af denne Ã¥benlyse succes er, at Apple i samme Ã¥ndedrag har valgt at begynde at sætte priserne pÃ¥ de fysiske cd-udgivelser ned, sÃ¥ pladerne nu sælges til 7.99 $ (altsÃ¥ væsentligt billigere end downloadudgaverne…) for enkeltalbum, 11.99 $ for dobbeltalbum og 129.99 $ for stereobokssættet. Som Beatlesfans vil vide, har gruppen sjældent været pÃ¥ tilbud, der kunne matche den almindelige inflation pÃ¥ omrÃ¥det. Nedsættelsen har resulteret i, at seks af gruppens plader er dukket op igen pÃ¥ Amazons top 100.

Nyheden er ogsÃ¥ en understregning af cd’ens aktuelle udviklingsstatus i forhold til de digitale download…

Nekrofili: John Lennons Sgt. Pepper-jakke

21. november 2010

Det er snart jul. Og hvis man mangler en original julegaveidé – og ellers har en stor tegnedreng – sÃ¥ er der mulighed for at erhverve John Lennons Sgt. Pepperjakke (eller rettere: en af dem) i Los Angeles. Eller hvad med et røngtenbillede af Albert Einsteins hjerne. Nærmere geniets materie kan man vel ikke komme? Men der er ogsÃ¥ andre gode sager fra de dødes efterladenskaber, bl.a. en hel del fra boet efter Johny Cash. Og sÃ¥ et pilleglas – tomt – som Marilyn Monroe nÃ¥ede at tømme inden hun forlod denne verden… Her.

Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band- The Beatles

Dick Matthews – Beatlesfotograf – er død, 80

14. november 2010

Manden bagerst på fotoet ovenfor er Dick Matthews. En amatørfotograf fra Liverpool, som fik æren af at tage nogle af de allerførste snapshots af Beatles, før de blev store. Omkring 200 billeder fik Matthews taget. En del af dem kan man se på denne side. Nogle af billederne er siden indgået i berømmelsens fotomappe. Matthews døde den 11. november af et hjertetilfælde, 80 år gammel.

“it got to be a gimmick so we dropped it” – John Lennon og mundharmonikaen

14. november 2010

Som skrevet er jeg i denne weekend nedsunken i Beatles’ første tid, første halvdel af tresserne. Og en af de ting, der har imponeret mig, mÃ¥ske mere end nogensinde før, er John Lennons mundharmonikaspil pÃ¥ de tidlige sange.

Som Torben kan fortælle, var det af bluesmanden Delbert McClinton , Lennon tog ved lære på det lille mundorgel. Og nærlytter man til fx Love Me Do, må man sige, at Lennon har været en mere end lærenem elev. (I dette interview kan man høre, McClinton fortælle, at Lennon ikke lærte noget af ham, men lod sig inspirere, medens Lennon anerkender sin påvirkning). Lennons mundharmonikaspil har den samme frenetiske energi, som kendetegner gruppens musikalske udfoldelse i det hele taget i disse år. Lennon gør McClintons bluesharmonika til beatharmonika. Og det er et element, der virkelig giver et ekstra drive til de tidlige sange, instrumentet bruges i.

SÃ¥ vidt jeg kan læse mig frem til, sÃ¥ begyndte Lennon allerede at spille mundharmonika som 8-9-Ã¥rig (i en alder, hvor han stadigvæk gik i korte bukser, som han fortæller i et interview). PÃ¥ en tur til Edinburgh med sin tante Mimi spiller John hele vejen og gør sÃ¥ stort et indtryk pÃ¥ buschaufføren, at han næste dag forærer ham en anden og bedre mundharmonika. Det fortælles ogsÃ¥ (i Philip Normans “Shout!”), at Lennon stjal en mundharmonika i en forretning i Arnhem, Holland, da gruppen var pÃ¥ vej til deres engagement i Hamborg.

I hvert fald var det i forbindelse med Delbert McClintons og Bruce Channels turné i England i 1962, John aflurede Delberts cross harp stil. Lennons markante harmonika høre pÃ¥ “I Remember You” (Star-Club-optagelse), “Love Me Do”, “Please Please Me”, “There’s A Place”, “Chains”, “From Me To You”, “Thank You Girl”, “I’ll Get You”, “Little Child”. “I Should Have Known Better” og “I’m A Looser”. Sange fra Ã¥rene frem til og med 1964.

Derefter forstummer Lennons markante, rock’n roll-mundharmonika. Mundharpen forsvandt ikke helt ud af det musikalske billede, fx kan man høre den pÃ¥ “Rocky Racoon” (Det Hvide Album), All Together Now, Being for the Benefit of Mr Kite, Fool On the Hill og i Lennons solokarriere: Oh Yoko. Men det er ikke den samme markante brug. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥ hvorfor?

Lennon citeres flere steder for at sige “it got to be a gimmick so we dropped it”. Og peger dermed pÃ¥ den ændring af Beatles musik, som netop skete i Ã¥ret 1965. Beatles var stort set færdig som koncertband pÃ¥ det tidspunkt, og musikken bevægede sig i en mere eksperimenterende og kompleks retning. I 1965 kom “Rubber Soul” og Ã¥ret efter “Revolver”.

I’m A Looser

Beatles i København

14. november 2010

For øjeblikket er jeg ved at gense The Beatles Anthology, den lange dokumentar om gruppens karriere. Ved gensynet af de første to dvd’er har jeg bemærket mig, at gruppens besøg i København spiller – for at sige det pænt – en yderst beskeden rolle. Og jeg kom til at tænke pÃ¥, om det mon hang sammen med det forhold, at gruppens besøg i hovedstaden – til forskel fra Beatles’ optræden i Sverige, Holland, Paris osv. – kun i ringe grad blev dokumenteret filmisk? Var Danmark ogsÃ¥ pÃ¥ dette punkt nogle skridt efter det øvrige Europa?

I hvert fald er det slående, hvor mange særdeles fine filmoptagelser, der er med gruppen fra de første banebrydende år. En af de sjove afsnit drejer sig om gruppens besøg i Hong Kong i 1964, hvor de mod deres egne forventninger kommer til at spille for udstationerede, engelske militærfolk og ikke de lokale asiater. Et andet sjovt afsnit er deres optræden samme år i Washington, hvor de spiller i en arena (Coliseum) og er placeret midt i rummet, så de hele tiden må vende sig rundt for at alle publikummer kan få en chance for at opleve gruppen forfra. Ringo bliver placeret på en drejeanordning med sine trommer, men den fungerer ikke optimalt og der må bruges knofedt for at få vendt den. Men alligevel bliver koncerten en succesoplevelse for alle parter. Mon nogen i dag ville lade sig byde sådanne forhold?

En anden ting, der igen får hårene til at rejse sig på mine arme, er Beatlemania-fænomenet. Pigernes vildskab og den smittende begejstring.

Yeah, Yeah, Yeah! – en bogomtale

29. oktober 2010


Omslaget på Torben Billes nye bog “Yeah Yeah Yeah. En krønike om The Beatles” prydes af et sort-hvidt foto, taget af Erik Petersen i 1964. Fotografiet viser et udsnit af publikum ved The Beatles’ legendariske koncerter i København samme år. Taget fra scenekanten. Man kunne godt forestille sig, at det så nogenlunde sådan ud deroppefra, hvor John, Paul, George og Jimmy Nicol var placeret. Hvis de da overhovedet kunne se noget… For høre noget kunne de vist ikke.

Begejstringen lyser ud af de unge mennesker, men der er ikke meget Beatlemania over det. En ung fyr i nappajakke og stribet T-shirt har friseret håret ned i øjnene, og en anden har en kraveløs, grå Beatlesjakke (el. måske hjemmesyet kopi) på. Men ellers er det slående – som Torben selv er inde på – at fotografiet viser ungdommen anno 1964. En ungdom, der mere ligner deres forældre end noget som helst andet. En ungdom, der iklædte sig voksenverdenen ved konfirmationen.

Vi befinder os midt i tresserne, på kanten til “ungdomsoprøret” osv., men er endnu “langt” fra det tidspunkt, hvor ungdommen for alvor begynder at træde i karakter som en særlig afgrænset gruppe af forbrugere med en egen identitet. Ungdommen som et særligt fænomen er forpuppet i dette foto, selv om der er sprækker. Der er langt til 1966-67-68…

Men fotografiet viser også noget andet. Det viser en diskret hovedperson i Torbens bog. For ganske vist er The Beatles selvfølgelig hovedpersonerne i bogen – lige som Torben selv i øvrigt – men også fansene, The Beatles’ entusiastiske publikum spiller en diskret, men central hovedrolle. For, hvor banalt og indlysende det end må lyde, så ville Beatlemania aldrig være blevet noget uden den specifikke klangbund, som den unge Beatlesfans leverede i tresserne. Det skal jeg vende tilbage til.

Torben kalder sin bog en krønike. Og ifølge min gamle fremmedordbog kendetegner det krøniken, at den ikke alene er en kronologisk fremstilling, ‘en historisk fremstilling efter tidsfølgen’, men også har karakter af digt eller ‘skrøne’. Jeg vil hellere formulere det på den måde, at som enhver gedigen historisk fremstilling har krøniken om The Beatles karakter af fortolkning. Nødvendigvis, for der findes ikke slet og ret en historisk sandhed – heller ikke om The Beatles – eller hvis den findes, så skinner den kun igennem i fortolkningen. Og tager Torben fortolkerrollen på sig. Det er befordrende for bogen.

Men “Yeah Yeah Yeah” er mere end en krønike. Krøniken er hovedstykket i bogen og fylder ca. 275 sider. Dertil skal lægges et supplement, der dels består af fire små portrætter af John, Paul, George og Ringo, hvor Torben så at sige sammenfatter og uddyber det billede af gruppens medlemmer, som læseren har fået i løbet af krøniken. Miniportrætter af ti siders længde, hvor de mytologiske billeder af de fire måske ikke ligefrem afmytologiseres, men i hvert fald nuanceres, så personerne fremstår som mere sammensatte og dermed mere levende størrelser, end den mest firkantede mytologi har villet det.

Portrætterne følges om af en fyrre sider lang ‘genanmeldelse’ af Beatles’ album, hvor Torben – igangsat af den nye boksudgave – forsøger det umulige: At vende tilbage og lytte til pladerne, som om det var første gang. Som al nostalgi er det selvfølgelig illusorisk. Og dog. For det er netop karakteristisk ved The Beatles musik, når den er bedst (og det er den for det meste), at den paradoksalt nok lyder, som var det første gang, man lagde øre til den. Og denne “friskhed” er jo netop en af hemmelighederne i fænomenet The Beatles.

Endelig bruger Torben en god snes sider på at følge inspirationens spor efter Beatles. Et emne, der sagtens kunne give anledning til et eller flere større værker, men her begrænser sig til album, teaterstykker m.v., som direkte knytter an til gruppens værk.

Men tilbage til hovedstykket, bogens centrale afsnit, krøniken. The Beatles’ historie er fortalt mange gange, ikke mindst på engelsk, og Torbens bog bygger og trækker selvfølgelig også på de bedste af slagsen, fx Hunter Davies’ uomgængelig monografi, Bob Spitz’ på enhver måde voluminøse og stofmættede fortælling og Ian McDonalds banebrydende, intellektuelle “Revolutionen i hovedet”. Og det sikrer, at fremstillingen bliver informationsmættet, stofrig, fuld af nyttige detaljer og oplysninger, men også med underholdende historier og anekdoter om gruppen og dens medlemmer. Som sådan kunne fortællingen være blevet endnu en i rækken af historiske fremstillinger, men det forhindrer Torbens særlige fortællergreb.

Krøniken begynder med Torbens besøg i Liverpool, hvor han bogstaveligt talt vender tilbage til den kontekst, hvor det hele begyndte. Til de arbejderbydele og huse, hvor hovedpersonerne voksede op. Fidusen ved dette fortællergreb er ikke kun, at vi får en iscenesat, nostalgisk tilbagevenden til oprindelsen med lokalkolorit og aktuel historisk autenticitet, men også, at Torben med et snuptag får skrevet sig selv ind som figur i krøniken. Torben er ikke kun fortælleren, men også en del af det fortalte. Og det gør, for mig at se, en væsentlig forskel for læseren. For det betyder, som indledningsvist antydet, at krøniken ikke kun kommer til at handle om fire musikeres vej til berømmelsens tinder og hinsides det, men også bliver en fortælling om Torben og – i en vis forstand – alle andre “indviede”, dvs. alle “os” andre, der var med dengang, The Beatles og Beatlemania ramte Kulturen og forandrede den for stedse.

Og jeg tror, det er væsentligt, fordi det slet ikke er muligt at forstå eller forklare fænomenet The Beatles uden at få den side med. Men også, fordi det giver krøniken et selvbiografisk tilsnit, der – som selvbiografisk forankrede fiktioner – lader læseren og sine indviede samtidige træde ind i i fortællingen. Og det sker også helt bogstaveligt i løbet af beretningen om de fire. Samtidig med, at vi følger de fire Liverpools vej fra hjembyen via Hamborg og lige lukt ind i Beatlemania, så får vi, omend i fragmenter, historien om Torben fra Sydhavnen og hans forhold til fænomenet. Men vi får også et sideblik til Torbens samtidige. Fx træder vennen og musikeren Billy Cross lyslevende ind i fortællingen for at fortælle sin historie om The Beatles’ betydning. Eller “Benedikte”, som var med ved The Beatles’ optræden i København, og som Torben opsøger og giver en personlig stemme i bogen.

Torbens krønike er – det er umuligt andet – endnu et bidrag til forståelsen af fænomenet. Og det siger måske noget om styrken i Torbens fortælling, at man sidder tilbage med en bestyrket opfattelse af, at fænomenet The Beatles ikke bare var et fænomen blandt andre – sådan som de efterhånden mange og obligatoriske sammenligninger kunne lade en tro – men at der var tale om et unikt, et i ordets egentlige forstand enestående, fænomen. Noget, der kun kunne ske denne ene gang. Og hverken før eller siden.

Til forklaringen hører mange elementer. Mange determinatorer. Og Torbens krønike kommer rundt om mange af dem. Vi kender også de fleste. Talentmassen i gruppen med sangskriverbroderskabet, der i løbet af ganske få år når højder, som få – om nogen – har nået eller overgået siden hen. Konstellationen af fire personligheder, der næppe kunne være mere forskellige, men også – når musikken spillede – kunne falde i hak, indgå i et symbiotisk forhold, som er sjælden. Men især to forhold eller forklaringspunkter har læsningen af Torbens bog skærpet min bevidsthed om.

For det første betydningen af læretiden i Hamborg og tiden lige efter. Firkantet sat op, så var The Beatles røv og nøgler, før de som helt unge mænd drog til den store tyske havnebys forlystelses- og luderkvarterer for at stå i lære som musikere og som gruppe. Som Torben er inde på i sin bog, så spillede Beatles mere i de formative år end noget andet band når at spille i hele dets karriere… Det var på de skrå brædder i Hamborg, gennem et dagligt hårdt program, holdt oppe på bl.a. “ferietabletter”, The Beatles fik sat deres professionalisme på plads, fik samspillet til at falde helt naturligt og fik skabt den ideelle grobund for de efterfølgende års talentudvikling.

For det andet så efterlader Torbens fremstilling af Beatles’ gennembrud i hjemlandet, i USA og i Danmark en med det indtryk, at Beatlemania aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke det var for ungdommen i disse vestlige lande. Stod det alene til pladeselskaberne, pressen, radio- og tv-stationerne, journalisterne, koncertarrangørerne osv., så ville The Beatles aldrig være blevet til et fænomen. Men den udbredte modstand, de etablerede repræsenterede, blev ophævet af den begejstring, Beatles musik vakte hos de unge. Torbens beskrivelse lader en ane, at ganske vist kom Beatles med fornyelse af populærmusikken, et overstrømmende talent, en uhørt energi, et til stadighed overraskende nærvær osv., men alle disse kvaliteter modsvaredes også af et ungt publikum, der var klar til at sætte sig selv fri, slippe tøjlerne, slippe energien løs. Jeg tror, og Torbens krønike bekræfter det, at The Beatles’ held var, at gruppen med sit ubestridelige kreative potentiale skrev sig ind i en unik, historisk situation, som vi endnu ikke helt har forstået. Vi, de “indviede”, der var med dengang, forstod det ikke dengang, men oplevede det “bare”. Og dette billede gentager sig i bogens små personlige beretninger om det første møde med gruppens musik. Torbens eget og de andre medvirkendes. Og de små anekdoter bekræfter på mikroplan, hvad der skete på Beatlemanias makroplan. Til billedet hører også, at den ungdommelige energi rev de ældre generationer med sig. Mangen et oprindeligt forbehold smuldrede eller blev fejet bort i glemslens mørke.
Et andet tankevækkende forhold, som Torben også får skærpet ens bevidsthed om i krøniken om The Beatles’ storhed og ophør (ikke fald), er tidsfaktoren. Som bekendt er vi i 50-året for gruppens allertidligste start, og det vil sige, at gruppen med god vilje havde en karriere på 10 år. Det er slet og ret imponerende, hvad gruppen nåede på det tiår med hensyn til koncertaktivitet, sangskrivning osv.
Jeg vil ikke følge Torben helt til dørs. Men han følger gruppen helt til dørs. Gennem den første fase, hvor de arbejder around the clock med hektisk koncertaktivitet og pladeindspilninger i “pauserne”, til den anden fase, hvor Beatlemania og stadig mere avanceret pladeproduktion gør det umuligt at gøre det, de måske var bedst til, når regnskabet skal gøre op: optræde for et publikum. Og frem til den uomgængelige opløsning af gruppen på et tidspunkt, hvor kreativiteten langt fra var udslukt, men hvor de fire individer var vokset fra hinanden.

Torben fortæller krøniken med et skarpt, kritisk, men også muntert, blik for udviklingens alt andet end éntydige forløb, personligt konfliktstof, mytologiske fordrejninger osv. Alt bliver anskuet gennem det personlige filter, der blev lagt ned over krøniken fra starten af, alt bliver vejet, vurderet og kommenteret med Torbens velkendte friske, pointerende stil, der ofte lægger op til citat. Af det foregående skulle gerne være fremgået, at jeg synes, der er tale om en vellykket krønike. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at det er den bedste Beatlesbog på dansk, man kan finde, og jeg har svært ved at forestille mig, at den vil blive overgået i mange år frem. Styrken i bogen er den personlige, ja næsten esoteriske fortolkning af Beatleshistorien. Torben er – som undertegnede – en af de “indviede”, der var med, da de sneede. Til allersidst skriver Torben: “Ville verden have været den samme uden John, Paul, George og Ringo og det, de gjorde ved hinanden og os? For den, der skriver dette, er det så uimodsigeligt som jordens runding, at hvis man ikke kan høre undertonerne i og rækkevidden af de tre ord ‘yeah, yeah, yeah’, kan man ikke sige, at man har levet fuldt og helt.” Punktum. Spørgsmålet er selvsagt retorisk. Bogen giver svaret. Spørgsmålet er så, om efterkommerne kan dele denne passionerede erfaring? Vil senere generationer kunne fatte denne rækkevidde? Det vil jeg overlade til andre – yngre læsere og lyttere – at svare på . Hermed er min begejstrede anbefaling givet videre.

Tilbagespoling: Torben Bille – Når lyset bryder frem


Beatles – blÃ¥ og rød

27. oktober 2010

I 1973 udsendtes de to compilations The Beatles 1962-1966 og The Beatles 1967-1970 – populært kaldet henholdvis “det røde album” og “det blÃ¥ album”. De to albums udvalg blev formelt godkendt af de fire Beatlesmedlemmer og markerede, hvad man kunne kalde post-Beatles-fasen. Tiden efter gruppens faktiske ophør. Men ogsÃ¥ startskuddet for nye generationers dyrkelse af gruppen. Generationer, der ikke var vokset op med Beatles som levende baggrundslyd. Hvad man end mÃ¥tte mene om disse opsamlinger, sÃ¥ blev de populære. I 1993 blev de genudsendt pÃ¥ cd og indtog, sÃ¥dan som de gjorde, da de udkom, hitlistetoppen igen. Og nu er de sÃ¥ udkommet i nyistandsatte versioner i forlængelse af Beatles-boksen. Nye fans kan begynde her.

Apropos genudgivelser så tænk jer om, inden i smider kronerne ud.

Yeah Yeah Yeah РTorbens bog er p̴ gaden

20. oktober 2010

Lige et lille forskræp. I dag udkommer medblogger Torben Billes krønike om The Beatles med den oplagte og forjættende titel Yeah Yeah Yeah. Beatlemaniens kampsprog. Jeg er i fuld gang med at (gen)læse bogen, så i må vente nogle dage, inden I får min udførlige og uforbeholdne mening om den. Men spinatfuglene har sikkert allerede skræppet rundt i aviserne. Og Torben selv er i radioen.
Det minder mig om, at jeg i gÃ¥r (gen)hørte The Beatles og deres version af Barrett Strongs Motown-sang fra 1959 “Money (That’s What I Want)” for fuld udblæsning fra en gammel, stor ghettoblaster og blev endnu engang ramt lige i solar plexus af gruppens elektrificerende, hÃ¥rrejsende energi. Nummeret er fra den tid, hvor gruppen endnu var et udpræget coverband, der havde næsen ude efter gode sange til repertoiret. Denne sang, som de brugte til deres audition for Decca i 1962, fandt de i følge George Harrison i en af manager Brian Epsteins pladeforretninger.

John Lennon som 70-Ã¥rig

24. september 2010

Apropos de fire jubilæumsramte Beatler, sÃ¥ har Vanity Fair taget konsekvensen af en tanke, som mange af os nok har tænkt: Hvordan ville det være, hvis John Lennon (eller you name them…) levede i dag? Journalisten David Kamp lader fiktionen tage over og møder den gamle Beatle for at høre, hvordan det gÃ¥r. Hvordan med Plastic Ono Band, forholdet til Macca osv. En sjov idé. Bare for sjov.