CAPAC

I Penkowa-sagen overgår virkeligheden næsten ens værste fantasier. Hvad skal det ikke ende med? I dag kan man – som “forbipasserende” allerede har påpeget i en kommentar – læse, at Helge Sanders håndvaskeri forleden ikke har hjulpet. Han trækkes langsomt men sikkert ind i sagen. I følge Weekeavisens Poul Pilegaard Johnsen har Sander – angiveligt for at promovere Penkowa – indirekte insinueret, at Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme var styret af nepotisme. Weekendaviser skriver mere i weekenden. Foreløbigt kan man læse Berlingske og Politiken.

Det burde jo ske efter de seneste ugers afsløringer i Pankowa-sagen. Pankowas situation ser mere og mere håbløs ud. Og rektor Hemmingsens rolle i sagen bliver også mere og mere umulig at forsvare. Og nu kommer vi så til den tredje aktør i Pankowa-sagen, nemlig den tidligere forskningsminister Helge Sander, som ikke blot er en nær ven af Pankowa, men også har stået i forreste række, da hun skulle promoveres som mønstereksempel på en nutidig eliteforsker.

I dag fortæller medierne, at S, SF og EL vil have en undersøgelse af Sanders rolle i sagen. Sander har i går vasket hænder i offentligheden og påpeget, at ikke han, men Det Fire Forskningsråd, har givet Milena Pankowa Eliteforskprisen – og at han som minister ikke har følt sig forpligtet til at blande sig i sagen. Ikke mindst det sidste kan man af mange grunde sætte spørgsmålstegn ved. Fx : Kan en minister med ansvar for universiteterne se gennem fingre med, at landets største universitet bringes i misry i udlandet, fordi den af ham sanktionerede ledelse ikke magter sin opgave? Bare som eksempel. Nu må vi håbe, at Weekendavisen m.fl. kender deres besøgelsestid og graver i Sanders rolle… Hver en sten bør vendes i denne betændte sag.

Rigsrevisoren er også gået ind i sagen…

Ja, man kunne næsten forudse, at det måtte komme. Efter rektor Hemmingsens indrømmelse af, at noget er ravruskende galt med frk. Penkowas forskning, kræver de forskere, der først afviste Penkowas skandaliserede disputats, nu oprejsning. Rektor Hemmingsen underkendte nemlig deres vurdering og sendte opgaven videre til to udenlandske forskere. Det er universitetets politianmeldelse af Penkowa, som får de danske forskere til at kræve oprejsning, fordi de heri ser en indirekte indrømmelse af, at deres vurdering var korrekt. Rebet strammes om Ralf Hemmingsens hals…

Læs også: “Bestyrelsesformand: Penkowa er en bedrager “. Men er det kun Penkowa, der er problemet?

En sag, er ikke vil dø…. Ingen navne. Ingen nævnt, ingen glemt.

link

Opdatering: Politiken har nu opdateret sin nyhed, og det fremgår af den pågældende hjerneforsker er frk. Milena Pankowa og anmelderen er rektor Hemmingsen fra Københavns Universitet. Ehem…

Opdatering 2: Brækkende nyt – Rektor Hemmingsen er nu åbenbart indstillet på at få sagen om Penkowa kulegravet. Gælder det også hans eget intrikate forhold til Penkowa, mon?

Kulegravningen

Sagen om en kendt hjerneforsker bliver gradvist mere og mere beskidt og betændt. I dag kan Politiken afsløre, at ‘ledelsen på Københavns Universitet’ i over et år så gennem fingre med, at ‘en kendt forsker’ (du kan selv gætte…) fabrikerede falske beviser mod en studentermedhjælper og derved forsøgte at tørre en anklage om underslæb og dokumentfalsk af på ham.
Ikke alene lod ledelsen som ingenting, men indstillede også den navnløse forsker til en millionpris. Og forskeren blev også forfremmet otte måneder senere, selv om politiet på det tidspunkt havde rejst tiltage mod vedkommende. Først da Rigsadvokaten kom ind i billedet mere et år senere revnede ballonen og luften slap for alvor ud til offentligheden…
Rektor er tavs og skjuler sig bag forvaltningsloven, der angiveligt forbyder ham at udtage sig i personalesager (også når der er tale om kriminelle forhold?!).
Den mistænkeliggjorte studentermedhjælper er siden blevet fuldstændig renset og har – selvfølgelig – krævet at sagen blev undersøgt til bunds. Men det blev afvist, sådan som det også skete, da 58 fremtrædende forskere gentog kravet og stadigvæk gentager det.

Der er mange ting, der kan korrumpere mennesker. Penge, sex og magtbegær for eksempel. I den aktuelle, skandaløse sag tegner der sig efterhånden et omrids af en højst speget sag, hvor en mere end ambitiøs forsker indgår en mesalliance med en rektor, hvis dømmekraft synes at være påvirket af det ‘forhold’ til den kvindelige forsker, han har stået i. En sag, hvor mange andre motiver end de rent forskningsmæssige har været i spil.
Universitetets renommé har allerede lidt alvorlig skade af sagen. Og jo før man får kastet lys over sagens slibrige detaljer, jo større er chancen for hurtigt at få genoprettet universitets omdømme i omverdenen. Prisen er til at overse: en afsporet forskerkarriere, en rektor og en alt for loyal bestyrelse.

Som AagePK andetsteds gør opmærksom på, så er der navneforbud i sagen. Vi vil prøve at overholde det, når navnet ikke direkte fremgår af de referede artikler. Ikke så meget af hensyn til den anklagede forsker, som vi jo alle ved, hvem er, men for at understrege, hvor absurd denne intrikate sag (bestående af flere sager) faktisk er…

I følge Politiken har frk Penkowa tilbagebetalt 276000 kr. til Københavns Universitet. Pengene stammer fra den forskningsstøtte, som den unge forsker har modtaget via IMK Almene Fond. Efter anklager om at have misbrugt midlerne til private formål – middage, advokatregninger osv. – har universitetet returneret penge til fonden. Og nu returnerer Penkowa altså penge til universitetet.
Men i følge Penkowa selv skal det ikke ses som en indrømmelse af misbruget. Hun siger:”Det var så absolut min og andres opfattelse, at det var relevant for min forskning at anvende juridisk bistand. Hele beløbet er anvendt til at besvare de forsknings- og arbejdsrelaterede spørgsmål, der opstod i anledning af behandlingen i Praksisudvalget”. Det må forstås således, at det er en del af acceptabel videnskabelig praksis at engagere advokater for at forsvare sig mod anklager om fx videnskabelige uredelighed. Tja. Argumentet er vel lige så holdbart som rektor Hemmingsens påstand om, at det er rimeligt at godkende en doktorafhandling, selv om den ikke kan dokumentere centrale elementer (rotteforsøgene), med den begrundelse, at det på den anden side ikke kunne udelukkes, at forsøgene faktisk var gennemført…

Den sag bliver mere og mere speget – og underholdende.

Kristelig Dagblad fortæller i dag, at bestyrelsen for Københavns Universitet efter et timelangt møde er nået frem til sit udgangspunkt: At man stadigvæk har “fuld tillid” til rektor Ralf Hemmingsen. Alligevel har bestyrelsen valgt at imødekomme de 58 professorer, der har krævet en tilbundsgående, uvildig undersøgelse, og har besluttet af universitetet i samarbejde med Kammeradvokaten skal udarbejde en redegørelse for sagens forløb. Hvordan de to ting hænger sammen, kan man så fundere over…

I går kom det frem, at en række ‘fremtrædende forskere fra danske universiteter, heraf 36 professorer’ rejser krav om en ekstern, uvildig og ’tilbundsgående’ undersøgelse af sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, herunder af rektor Ralf Hemmingsens rolle i sagen. Kravet rejses i et brev til Københavns Universitets bestyrelse. Henvendelsen er interessant, fordi den kun kan forstås som en kritik af universitetsledelsen og dennes håndtering af sagen. Det understreges da også af en af professorerne, Olaf Paulson, der til Politiken siger, at ‘det ikke kun er lødigheden af Penkowas videnskabelige resultater, der bør undersøges, men også Københavns Universitets håndtering af sagen’. Universitetets rektor nævnes ikke eksplicit, men han er i sigtekornet, for i fredags gav universitetsbestyrelsen udtryk for, at den havde accepteret en ‘fortrolig’ redegørelsen om sagen fra rektor.
I dag afviser bestyrelsen så at gennemføre en ekstern granskning af sagens detaljer med henvisning til at Penkowas påståede videnskabelige uredelig allerede behandles af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Samtidig peger bestyrelsen på, at flere af underskriverne af kravet er part i sagen og derfor ikke uvildige. Til gengæld forholder bestyrelsens tals- og formand, Niels Strandberg Pedersen, sig ikke til den del af kravet, der gælder universitetets – herunder rektors -rolle i sagen.
Det er – set udefra – svært at forstå, hvorfor det skulle være et problem, at nogle af underskriverne har været ‘part i sagen’ og derfor ikke ‘uvildige’. En redelig ekstern, faglig kvalificeret, tilbundsgående undersøgelse ville jo netop afsløre, om de involverede havde snavs på hænderne! Argumentet ligner mest af alt et forsøg på at dreje opmærksomheden bort fra universitetets egen betændte rolle i sagen.
I sidste udgave af Weekendavisen kunne man således læse, at universitetets rektor har haft en vigtig finger med i godkendelsen af Penkowas doktorafhandling, som i første omgang blev afvist af et professorudvalg og derefter godkendt – efter at universitetet på rektor Hemmingsens foranledning ganske usædvanlig havde lavet et nyt udvalg til bedømmelse af afhandlingen. Detaljerne af forløbet er ikke klare, og Hemmingsen henholder sig til sin tavshedspligt i følge personaleloven.
Senest har rektor gjort sig bemærket ved at tilbagebetale ca. 2 millioner kroner, som Penkowa har modtaget til sin forskning, men angiveligt har misbrugt til andre formål. Også over denne beslutnings detaljer hænger et tågeslør.
Men set udefra så er det det klart, at en ekstern undersøgelse af sagen – med det rette mandat til at gå til bunds – må være den eneste farbare vej til at få kastet lys over sagens detaljer, hvilket er i offentlighedens interesse. Som situationen er nu, tegner der sig et billede af et universitet, der ikke vil stå ved sine gerninger og tror, det tjener sin egen sag ved tavshed, fortielser osv. Sagen om den feterede eliteforsker Penkowa er givetvis skadelig for universitetets omdømme. Men det vil være endnu mere skadeligt, hvis universitetets strategi i sagen lykkes og institutionen fremover skal leve med halve sandheder, løgne, fortielser, sladder osv. Til gengæld vil universitetet på lidt længere sigt kunne skabe respekt om sig selv ved at få skabt fuld klarhed omkring denne historiske sag – også selv om prisen måske vil blive høj for såvel Penkowa som universitetsledelsen…

Sagen om hjerneforskeren Milena Penkowas påståede misbrug af betroede forskningsmidler og “videnskabelig uredelighed” vil ikke sådan dø. Forleden kom det frem, at hun havde valgt en såkaldt ‘frivillig’ opsigelse, og det lå i luften, at denne udgang skulle tage trykket af sagen. Men nu kommer det så frem, at den frivillige fratrædelse skulle dække over, at hun reelt stod til fyring og bortvisning. Det er Weekendavisen, der kommer med oplysningen. Sammesteds kan man læse, at Københavns universitet tilbagebetaler to millioner kroner i IMK Almene Fond i følge en ‘hemmelig aftale’. Allerede med den oplysning må man spørge, hvad der mon har førsteprioritet i denne sag? Afsløringen af den unge stjerneforskers uhæderlighed og anløbne moral som forsker (og de perspektiver, det lægger på den forskningspolitik, der føres i dette land…) eller universitetets – og ikke mindst universitetsledelsens – renommé? Som det fremstår nu, får man et billede af et universitet, der næsten for enhver pris vil forsøge at sløre og hemmeligholde, at ledelsen ikke har hånd i hanke med sine forskere.
Weekendavisen fremfører også, at sagen om Penkowas videnskabelige uredelighed er vokset, idet op mod 100 artikler nu er under mistanke for at være resultat af ‘sjusk’ og ‘fusk’.
Offentligheden og det videnskabelige miljø må have en klar interesse i, at sagen vedr. frk. Penkowa undersøges til bunds. Det handler i bund og grund om videnskabens anseelse i befolkningen, og tilliden til, at vi har en redelig forskning i dette land står og falder med, at der bliver ryddet op i den slags sager. Men offentligheden har også et klar interesse i at få afdækket universitetets mummespil i denne sag. For det vil kaste en ubehagelig lys over, hvordan universiteterne fungere i disse år i en borgerlig-liberalistisk konjunktur. Penkowa-sagen er eksemplarisk. Jeg mindes ikke at have set en sag i Danmark af sådanne dimensioner, hvor en forsker, der er blevet fremhævet som forbillede for andre og rollemodel for magthaverne, står for fald på grund af embedsmisbrug og videnskabelig uredelighed. Meget tyder på, at det er en ny variant af historien om Kejserens nye klæder. Men det er ikke kun frk. Penkowa, der vil stå afklædt til det bare skind, hvis anklagerne holder stik. Det vil også universitetets ledelse og forskningsministeren …

Tilbagespoling

I min grønne ungdom, da jeg forlod gymnasiets dannelseskuvøse og betrådte Århus Universitets smukke gule bygninger for at studere nordisk sprog og litteratur havde jeg en vag forestilling om, at forskning og videnskab var aktiviteter, der ikke var besmittet med politik og i al væsentlighed var om ikke objektive aktiviteter, så dog nøgterne og præget af den sunde, klare fornuft.

Men den vildfarelse blev jeg hurtigt revet ud af. For jeg befandt mig pludselig midt i de siden hen så dæmoniserede marxistiske dage i halvfjerdsernes start, hvor der netop blev sat spørgsmålstegn ved forskningens, videnskabens, universitetets og andre institutioners upartiskhed. Det var faktisk en af de store fortjenester, universitetsmarxismen gjorde sig: At kaste lys over, hvilke interesser der var på spil i forskning, videnskab, fag osv.

I mit fag – litteratur- og sprogfaget dansk – fik denne kritiske aktivitet navnet “ideologikritik”. Og der udkom mange skrifter og bøger under den overskrift. Dengang skrev en ung venstreorienteret mand med langt hår og afghanerpels ved navn Peter Wivel en læseværdig, ideologi-kritisk bog om folkeskolen – Slaeanstalten (1972, Høst og søns forlag) – ud fra marxistisk vinkel (i øvrigt illustreret af Claus Deleuran).

I gårsdagens udgave af Politiken vender samme Peter Wivel – nu velbjerget journalist af borgerlig obseravans – tilbage til problematikken vedr. forskning, ideologi og politik i en artikel om koldkrigsforskeren Bent Jensen. Og selv om Wivel for længst har skiftet afghanerpelsen og det lange hår ud med mørkt jakkesæt og kort frisure, så kan man med god vilje godt genkende den ideologikritiske tankegang fra dengang i hans artikel om Bent Jensen og dennes politiske forviklinger.

Artiklen handler om benævnte Jensens forfølgelse af en bestemt journalist (alle der kender til sagen vil vide, hvem vi taler om!), der angiveligt skulle have virket som “KGB-agent” i den kolde krigs tid. Den handler også om forskningspolitik og forskning, der er blevet politiseret i en hidtil ukendt grad. Nemlig den forskning, der foregår på Center for Koldkrigsforskning med samme Bent Jensen i spidsen. Et forskningscenter, der blev etableret, fordi Dansk Folkeparti ønskede det. Og som kostede et andet, anerkendt humanistisk forskningscenter livet: Humanistisk Forskningscenter. Endelig handler artiklen især om, hvad der sker, når man kaster med sten, når man selv – dvs. Bent Jensen – bor i et hus af glas.

Artiklen er værd at læse, fordi Wivel skriver i et nedtonet sprog, hvor det væsentlige står mellem linjerne. Faktisk fungerer Peter Wivel som den lille dreng i H. C. Andersens historie om Kejserens nye klæder, der peger på Kejseren – i dette tilfælde forskeren Bent Jensen – og siger: Han har jo ikke noget tøj på! Andersens lille dreng var måske den første ideologikritiker i dette land. Med andre ord bliver Jensen klædt af til det bare skin som forsker. En forsker, der i den grad er blind over for sine egne ideologiske og politiske sympatier, at han kommer til at smadre sit lille glashus. Det er også indirekte en fortælling om, hvor grueligt galt, det kan gå, når politikere (Dansk Folkeparti), fordi de vil have en bestemt “sandhed” frem, blander sig i, hvem der skal forske og i hvad, i stedet for at lade dem, der har de faglige kvalifikationer til det, foretage de rette valg. Den er et glimrende eksempel på, at halvfjerdsernes ideologikritik hverken helt er gået i glemmebogen eller har mistet sin relevans…

Revideret let i juli 2023