Opgaven ligger lige til højrebenet: Hvis Milena Penkowa har snydt med sin doktorafhandling, hvordan står det så til med alle de andre omkring 100 artikler, hun er forfatter til? Det skal et uvildigt panel af internationale forskere nu undersøge til bunds. Spændende.
Apropos: Subø-sagen i Norge.
Jeg har ventet på, at det skulle ske: At de studerende kom på banen og krævede en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen. For dybest set er det dem, det drejer sig om. Det er de studerende, der er universitets grundlag og fremtid. Det er dem, der skal leve med den første politik på området. Og så er det også dem, der oprindeligt fik lavinen til at rulle. Det sidste er værd at huske på, nu hvor fokus er på Milena, Ralph og Helge.
PS. Mere i Universitetsavisen. Professorer skriver til bestyrelsen igen. Underskriftindsamling. Ga-gung-ga-da-gung…
PPS. Lars Løkke Rasmussen vil ikke røre ved sagen med en ildrager. I det hele taget vil han helst ikke have flere sager… Men Penkowa-sagens ‘politiske forbindelse’ stopper åbenbart ikke ved dumme Sander. For han har også involveret Lars Barfoed. Tja, de konservastive kan da heller ikke holde sig ude af noget som helst snavs…
- og meddeler, at han har ‘virkelig’ tænkt over sagen, men ‘sidder ikke tilbage med en dårlig smag i munden’. Ser vi bort fra de orale associationer, udtalelsen kunne give anledning til, så er det mest interessante nok, at han mener, at de famøse spørgsmål, som han videresendte – og som menes at stamme fra selveste rottefængersken Pankowa – ‘har vist sig at være rimelige’. Dermed kan han vel kun mene, at hans efterfølgende lovændring for FSS’s arbejde – og besværliggørelse af rådets arbejde – retroaktivt har givet de injurierende spørgsmål mening eller hvad? [link]
Ja, et par millioner til forskning er rare at have – især når det kan bruges til tant og fjas… Politiken.
Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, er Penkowasagen også omtalt i denne uges udgave af Weekendavisen. Ikke på forsiden som sidst, men på side 3 – hele side 3. Og selv om der ikke er noget nyt at hente, så er Poul Pilgaard Johnsens helsidesartikel interessant læsning. Han tager udgangspunkt i det forhold, at sagens seneste udvikling har forskudt opmærksomheden fra den centrale person – Milena Penkowa – til henholdsvis rektor Hemmingsen og Helge Sander.
Pilegaard træder et skridt tilbage og prøver at se på de to herrer på afstand.
Det kommer rektor til gode. Som man siger, så skal tvivlen komme den anklagede til gode, og det gør Pilegaard, idet han prøver at forklare nogle af rektors fejlbedømmelser som udslag almindelig menneskelig adfærd. Det gælder fx historien om telefonopkaldet til Spanien, som skulle dokumentere, at Penkowa faktisk havde foretaget rotteforsøg dernede. Her hæfter Pilegaards sig ved, at rektors accept af forklaringen bygger på den tillid, vi som mennesker pr. definition udviser over for et andet menneske – indtil andet er bevist.
Pilegaards argumentation frikender ikke rektor i sagen, men gøre plads for en god portion almindelig menneskelig fejlen. Indirekte er det dog også en kritik af den måde, det universitære system fungerer på. Magtfuldkommenheden. Men det nævner Pilegaard ikke.
Langt værre ser det ud for ex-minister Sander, der i følge Pilegaard står med en regulær tilståelsessag. Alt tyder på, at de famøse spørgsmål til FSS var fabrikeret af Milena Penkowa – og at Sander var det villige sendebud for spørgsmålene. Nyligt udgivne dokumenter hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen peger næsten entydigt på, at Penkowa var forfatteren, og at Sander ikke alene gør sig skyldig i utilbørlig vennetjenesteri, men også i decideret embedsmisbrug. Pilegaard lægger ikke fingre imellem. Læs artiklen.
Selv om jeg ikke har fået læse Weekendavisen endnu, så sover Penkowa-sagen ikke. Universitetsavisen beretter, at rektor Ralph Hemmingsen uderkendte sit eget fagudvalg i forbindelse med vurderingen af Penkowas doktorafhandling. Citat: “Da Milena Penkowas første doktordisputats blev enstemmigt afvist af de tre professorer, som bedømte den, var det rutinemæssigt op til Det Forskningsstrategiske Udvalg (dengang hed det blot Forskningsudvalget) at afgøre, om disputatsbedømmelsen var foretaget korrekt. Det fandt udvalget, at den var, bekræfter udvalgets daværende formand, Elsebeth Lynge.
Derfor forbløffede det flere medlemmer, at dekan Ralf Hemmingsen uden kendt fortilfælde besluttede at sende den afviste doktorafhandling videre til ny bedømmelse hos en norsk og en svensk ekspert, der kvitterede med en begmand til de oprindelige bedømmere – og indirekte til medlemmerne af Det Forskningsstrategiske Udvalg.”. Læs mere om den magtfuldkomne rektors adfærd her.
Omsider en dag, hvor pressen ikke producerer nyheder om Penkowa-sagen i en lind strøm. Men i morgen er det fredag, og vi får se, hvad Weekendavisen har at byde på. Og så alligevel. Helt Penkowa-fri-dag er det ikke. Berlingskes IT-kommentaro og blogger Dorte Toft har et indlæg, der prøver at perspektivere sagen i forhold til den lokale andedams universitetsmiljø.
For Penkowa-sagen er ikke den eneste svindel-og-snyd-sag, den danske universtetsverden kan prale af. Og ikke kun Københavns Universitet har den tvivlsomme ære. Toft henviser til Århus Universitet og sagerne om den karismatiske autismeforsker, der kassebedrøvede for 10 millioner, om Dandy-tyggegummifirmaet og den eksterne forskningsfinansiering og – endelig – sagen om den tidligere kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborgs problemer med data, metoder og konklusioner.
Selv om der er forskelle på de forskellige sager – og Penkowa-sagen skiller sig ud ved sin langvarighed og sine forgreninger til rektor og det politiske lag (Sander) – så er der også mange paralleller. Og som Toft demonstrerer med sin gennemgang af Nyborg-sagen, så tyder Penkowa- og Nyborgsagen på, at universiteterne – sådan som de er struktureret nu om stunder – ikke er i stand til at kvalitetssikre forskningen.
Med andre ord så peger de nævnte sager på ikke alene universitetsledelsernes ansvar (og manglende vilje og evne) for sagernes forløb og udvikling; men de peger også på politikernes ansvar i og med, at det er dem, der har bestemt, at universiteternes skal ledes på udemokratis vis à la virksomheder. I bedste fald kan vi derfor håbe på, at Penkowa-sagen med tiden vil føre til en reform af universiteternes ledelse og struktur.
I TV-Avisen kræver flere forskere rektor Ralph Hemmingsens afgang efter afsløringerne af hans rolle i det, vi kender som Penkowa-sagen. Hemmingen svarer på spørgmål om Syddansk Universitet tidlige advarsel om svindel i forbindelse med doktordisputatsen, sagen om den opdukkende døde moder, om bagklogskabens lys og om sagens betydning for forskningens og universitetets pris og – ikke mindst – rektors ansvar. Rektor Hemmingsen svarer egentlig ganske godt for sig, men det er – i mine øjene – tydeligt, at en væsentlig del af forklaringen på sagens langtrukne udvikling ligger i magtens centrering om rektor og ledelsen. Det kommer bl.a. til udtryk, når Hemmingsen dels forklarer, hvordan han selv har forsøgt at få svar på nogle af de mange spørgsmål tidligt i forløbet, medens han på den anden side ikke han huske flere ting, fx et brev, hvor Penkowa omtaler sin moders begravelse. Hemmingsen mener ikke, at sagen ‘skal lægge universitet og forskningen ned’, fordi den slags sager kan opstå i store virksomheder, og han har ingen planer om at gå af, men vil følge sagen til dørs. Sagen fortsætter altså.. Se klippet her (indslaget begyder ca. halvvejs inde i programmet).
Socialdemokraterne sender nu sorteper videre til statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skal svare på, om Helge Sander havde loven på sin side, da han nægtede at afsløre sin(e) kilde(r) til de famøse spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme . Professor og ekspert i forvaltningsret Rasmus Prehn ved CBS mener, at Sander ikke kan hemmeligholde kilden, fordi det omhandler det tjenestelige område.
Der er ikke noget nyt i, at politikere kan være drevet af andre end politisk-idealistiske motiver. Der er heller ikke noget nyt i, at politikere kan bilde sig selv ind, at de kan slippe godt fra at forlade den politiske dyd smalle sti. Alligevel kan det godt undre en, at de fristes til at gøre det. For – især i de alvorligste sager sker der oftest det, at de før eller siden bliver trævlet op. Jeg forudser, at det vil ske med Birthe Rønn og den “glemte” konvention. Før eller siden vil det stå lysende klart, hvilke bureaukratiske og politiske motiver, der lå bag “glemsomheden”. Det samme gælder for den tidligere videnskabsminister Helge Sanders famøse, anonyme anklager i Penkowa-sagen.
I Politiken i dag kan man læse, at formanden for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdomme (FSS), professor Jens Christian Djurhuus, nu i en idrekte henvendelse til den ferierende Sander opfordrer ham til at afsløre, hvem der står bag anklagerne. Og det er en yderst pinligt dilemma, Sander befinder sig i. Afslører han ikke, om det var Penkowa, så vil mistanken om magtmisbrug hænge som en tung sky over hans hoved i lang, lang tid fremover og hans troværdighed som politiker vil have lidt et alvorligt knæk. Afslører han, hvem der stod bag – og at det måske og sandsynligvis, som rygterne vil vide, er Penkowa – så er han lige vidt. Han har sat dansk sundhedsvidenskabelig forsknings fremtid og arbejdsvilkår på spil for at promovere sin ‘veninde’ og har dermed blameret sig selv om seriøs politiker. Det bedste Sander kan håbe på, er – ved at lægge kortene på bordet – at sagen hurtigere vil blive klarlagt, og at han derfor hurtigere vil kunne komme videre med sit liv…
