Indlæg tagget med ideologikritik

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidliger stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Tak er kun et fattigt ord – Giro 413 fylder 60

3. maj 2010

I lørdags sendte den halvhemmelige kanal, DR2, en temaaften om Giro 413. Tilsyneladende en selvmodsigelse, at fjernsynets eneste KlogeÃ…ge-kanal skulle bruge en lørdag aften i primetime pÃ¥ noget sÃ¥ “folkeligt” som Giroen. PÃ¥ den anden side, sÃ¥ har KlogeÃ…gerne vist populærkulturen interesse siden dengang, kulturradikalisterne var – eller rettere: mente at være -  smagsdommere pÃ¥ alles vegne. Og der er løbet meget vand ud af ørerne siden dengang.

Medens udsendelsen gled over skærmen, og jeg med ambivalente følelser hørte strofer af “Tak er kun et fattigt ord” (med en meget, meget sentimentalt henført Povl Bundgaard), “Hvide MÃ¥ge”, “Den Gamle Gartner” og alle de andre, sÃ¥ kom jeg med en usynkelig klump i halsen i tanke om dengang i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor jeg som grøn og pÃ¥ alle mÃ¥der temmelig uerfarent, ungt menneske kastede mig ud i studierne af nordisk sprog og litteratur pÃ¥ Ã…rhus Universitet.

Det var lige efter studenteroprørets højdepunkt, og alle værdier, traditioner og institutioner blev mÃ¥lt og vejet pÃ¥ en samfundskritisk guldvægt. PÃ¥ mit institut hærgede den sÃ¥kaldte “ideologikritik”, der – nÃ¥r den var bedst – grundigt nærlæste og analyserede tekster (i bredeste forstand) for bagefter at smide dem pÃ¥ historiens losseplads, fordi de var udtryk for “falsk bevidsthed”. “Borgerlig” eller “smÃ¥borgerlig” bevidsthed fx og ikke for en bevidshed, der kunne befordre en forestÃ¥ende fundamental omvæltning af samfundet. Jeg læste de mange ideologikritiske tekster med interesse og dyb undren. Hvad enten det drejede sig om modernistisk poesi, familie- og dameblade (rapporter om “Eva” og “Søndags-BT”), Anders And eller – dansktoppen.

Fra Københavns Universitet havde jeg ved egen kraft fÃ¥et tilsendte et digert værk – et sværteduplikeret, centertungt, maskinskrevet værk – hvor folk fra Litteraturvidenskab (ja!), havde lyttet til, nedskrevet og gennemanalyseret Dansktoppen, medens den strømmede ud af radioens højtalere. Ideologikritisk. Og den fik selvfølgelig ikke for lidt med den for ungdommen kendetegnende arrogance og KlogeÃ…ge-indsigt. Og jeg funderede over, om der mÃ¥ske var mere end faglig, politisk interesse i at sidde og lytte i timevis til Dansktoppens sange…

At ideologikritikerne – lige som deres forgængere og faderskikkelser – de kulturradikale, i udsendelsen repræsenteret ved en modnet Klaus Rifbjerg, ikke havde sans for kvaliteterne i det, de pulveriserede, er én ting; noget andet er – set i bagklogskabens lys – at det jo et eller andet sted var udtryk for seriøs interesse for “folkelig kultur”. En interesse, der banede vejen for og legitimerede en bredere funderet, humanistisk beskæftigelse med folkelige kulturelle emner. Det havde ikke været muligt før 1968.

I udsendelsen var en af ideologikritikkens efterkommerne Henrik Smith-Sivertsen, der er forfatter til afhandlingen “Kylling med soft ice og pølser” om ‘populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007’ (den universitære sprogtone fra halvfjerdserne er næsten intakt…). Han kommenterede vidende og med diskret humoristisk sans stort og smÃ¥t.

Tema-aftenen kom ganske godt rundt om programmet, der ikke vil dø. Og to ting gjorde indtryk. Dels den nuværende programbestyrer Margaret Lindhardts entusiasme og engagement, som nok skal sikre, at Giro 413 ogsÃ¥ kommer til af fejre sit næste Ã¥rti. Og dels indslaget om de velgørende formÃ¥l, som den i BH’er, vaskebaljer, parykker osv. indsamlede penge, gÃ¥r til. Børn og unge. Alene dét perspektiv begrunder programmets eksistensberettigelse.

Da udsendelsen var slut sad jeg tilbage med en blandet fornemmelse, akkurat som dengang, hvor man havde siddet og lyttet ved middagsbordet og mÃ¥ske havde fÃ¥et for meget af den varme mad og desserten – og de sentimentaleste af sangene… Et pÃ¥ godt og ondt nostalgisk program, og en pÃ¥mindelse om, hvorfor pigtrÃ¥den og beaten var sÃ¥ befriende…

Torben om Nonnen, Sømanden og Giro 413