Indlæg tagget med krimi

Mere musik fra tv-lydsporet: George Gently og Northern Soul

6. maj 2013

Søndag er en af de meget få dage i ugen, hvor jeg får set lidt tv. Og meget passende udsender DR 1 den meget fine britiske krimiserie George Gently. Serien er en klassisk britisk krimiserie med et umage par i hovedrollerne. Martin Shaw som den ældre, erfarne politikommisær George Gently og Lee Ingleby som den unge spradebasse af en politiassistent John Bacchus. Helt efter bogen er de så forskellige som sol og vind, men finder hurtigt sammen i en uartikuleret forståelse for hinanden og løser den ene mere komplicerede kriminalgåde efter den anden. I går aftes var serien kommet til afsnittet Northern Soul, der ganske rigtigt involverer northern soul. En ung mørk pige findes død efter at hun har været på det lokale dansested for at danse til tonerne af Northern Soul. Noget tyder på, at hun er blevet myrdet. Men som så ofte i denne serie, er virkeligheden ikke, som den ser ud til at være. Du kan endnu nå at streame afsnittet på DRs hjemmeside, hvis du er til god engelsk krimi..
Soundtracket var spækket med Northern Soul og anden tressermusik – fra Dionne Warwicks “I say a little prayer” over Four Tops (“Sweet was the love“) til Bill Withers (“Lean on me“). Og det var virkelig med til at skabe en helt særlig stemning i den film. Kunne man forestille sig en dansk kriminalserie, der fx brugte tresserne pigtrÃ¥dsmusik som soundtrack? MÃ¥ske. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig det.

En krimi-anbefaling: Vera

1. oktober 2012

 

PÃ¥ dette sted burde jeg mÃ¥ske slÃ¥ et slag for tredje ombæring af den danske krimi-serie Forbrydelsen. Anden del løb over skærmen i gÃ¥r aftes, og indtil videre tegner den til at leve op til de foregÃ¥ende to sæsonner og mÃ¥ske endda overgÃ¥ dem. Men nej, jeg føler trang til at anbefale den britiske serie Vera, der ogsÃ¥ løb over skærmen i gÃ¥r aftes. Meget senere (kl. 22.40) og helt uden den opmærksomhed, som Forbrydelsen bliver til genstand. Ja, faktisk har DR ikke engang kunne tage sig sammen med at lave en programside for serien…

Desværre er jeg kommet sent ind i serien (for jeg ser ikke ret meget tv for tiden), og DR er allerede i gang med anden sæson. I gÃ¥r vistes sidste kapitel af denne sæson, “En barmhjertig samaritan“. En hverdagsrealistisk historie om drabet pÃ¥ en ung mand, hvis lig findes pÃ¥ en skraldebil ved havnen i Southampton, mange kilometer fra gerningsstedet. Bag drabet gemmer sig en fortælling om omklamrende, kvælende moderkærlighed, ulykkelige forelskelser, leukæmi, biavl og meget andet godt (eller skidt), der kunne være taget lige ud af den virkelighed, vi gerne forestiller os liggende uden for fiktionen.

Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.

For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.

Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger pÃ¥ den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, sÃ¥ rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger pÃ¥ slæb og en række fornemme birollepræstationer.

Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.

Selv om jeg har følt mig rigtig godt underholdt af Forbrydelsen, tror jeg nok, at jeg vil foretrække Vera, hvis jeg blev sat over for valget…

Endnu et forsøg med genren kriminalroman: Leif G.W. Persson – Den døende detektiv

10. juni 2012

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hÃ¥nden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gÃ¥ galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fÃ¥et fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er ogsÃ¥ overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles Ã¥rets bedste kriminalroman. Og bogen har fÃ¥et tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da ogsÃ¥ ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, fÃ¥r et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slÃ¥r vejen forbi pølsevognen pÃ¥ Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger pÃ¥ hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-Ã¥rige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 Ã¥r gammel sag om en niÃ¥rig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, sÃ¥ synes jeg den mangler bÃ¥de fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række smÃ¥ kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fÃ¥et dramaturgiske beta-blokkere. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de, sÃ¥ forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg pÃ¥ forhÃ¥nd accepteret som et vilkÃ¥r ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. MÃ¥ske har jeg bare for høje forventninger til den sÃ¥ populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og mÃ¥ske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse pÃ¥ det tidspunkt.

 

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

For krimi-fans: The Red Riding-trilogien på DR 1

5. december 2011

Som så ofte før var det en tilfældighed, der gjorde, at jeg fik set den engelske tv-krimi Red Riding: In the Year of Our Lord 1974, der har fået den danske titel Pigen med den røde hætte: 1974. Jeg blev hængende ved tv, efter at have set The Walking Dead...

Filmen er den første i en serie pÃ¥ tre, hvor Channel 4 omsætter forfatteren David Peaces  Red Riding Quartet (1999-2002) til filmmediet. De næste to dele skulle komme pÃ¥ DR den kommende tid – pÃ¥ søndage. Hold øje med dem, hvis du er til krimier, der hæver sig over gennemsnittet.

I aftenens afsnit, der foregår i det herrens år 1974, møder vi den unge avisrapporter Eddie Dunford fra Yorkshire Post. Han er vendt tilbage til Nordengland efter et mislykket ophold i den sydlige del af landet, og bliver kastet ud i en modbydelig sag om en ung pige, der er fundet tortureret, voldtaget og kvalt på en byggegrund. Den kæderygende rapporter får hurtigt den ide, at sagen har forbindelse til to lignende sager med to forsvundne og formodentlig døde piger.

En fordrukken kollega, Barry Gannon (Anthony Flanagan), er samtidig pÃ¥ sporet af en større korruptionssag, der involverer det lokale politi, avisens ledelse, de lokale politikere og byggematadoren og forretningsmanden John Dawson som den magtfulde edderkop i det korrupte nets midte. Og det viser sig snart, at der er en ubehagelig forbindelse mellem de forsvundne piger og korruptionen. Den myrdede pige findes pÃ¥ Dawsons byggegrund, hvor Dawson ogsÃ¥ har sørget for at brænde en sigøjnerlejr ned med den begrundelse, at sigøjnerne ville skade byggeprojektets omdømme. Da Barry dør ved en mystisk trafikulykke fÃ¥r Eddie overdraget Barrys informationer – fotos osv. – af BJ, en ung rødhÃ¥ret, homoseksuel mand, som Barry vist har haft et mere end professionelt forhold til. Og sÃ¥ ruller lavinen.

Dunford er en ung baryler, der akkompaneret af smøger, øl, sex og rockmusik forfølger sagen med ungdommelig ildhu og i voksende konflikt med sin chef, politiet og det korrupte sammenrend af magtfulde personer i byen. Han opfører sig og ligner det, han er: en ung halvfjerdseroprører. Dunford er en herlig atypisk detektivtype. En anti-helt, der gÃ¥r sine egne veje og ikke af vejen for at indlede et hedt, erotisk forhold til den myrdede piges moder, der ogsÃ¥ viser sig at have et problematisk forhold til byggematadoren Dawson. Men Dunford lader sig ikke korrumpere, og det betyder, at han fÃ¥r magten – og ikke mindst et par bundkorrupte politibetjente – pÃ¥ nakken. Bogstaveligt talt.

Hvordan afsnittet ender vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af (den er kommet pÃ¥ dvd…). Men slutningen er ikke helt ordinær.

Det, der gør filmen værd at bruge et par sene nattetimer pÃ¥, er, at den er fornemt filmet i mørke, langsomme, stemningsfulde billeder fra det nordengelske landskab, og fordi, skuespillerne – som sÃ¥ ofte i engelsk tv-dramatik – spiller mere end overbevisende godt. I alle roller.

Aftenens krimi: Anamorph (2007)

4. juli 2011

Kriminalromaner læses bedst i biografen. SÃ¥ kort kan min foreløbige fordom over for tidens kriminalromaner sammenfattes. Efter adskillige forsøg pÃ¥ at læse nogle af de meget omtalte og meget solgte kriminalromaner, mÃ¥ jeg erkende, at jeg synes, de – generelt set – er for dÃ¥rligt skrevet. Litterært betragtet.
Derfor foretrækker jeg at se kriminalfortællinger i biografen og pÃ¥ tv, hvor billedmediet kan kompensere for megen litterær hakkelse…

Aftenens filmoplevelse var Henry Millers Anamorph fra 2007 med Willem Dafoe (kendt fra Lars von Triers Anti-Christ) i hovedrollen. Jeg havde fÃ¥et den ned i indkøbkurven i den lokale brugs, hvor den var til salg for en tier. Jeg faldt for coveret, der signalerede noget Saw-blodigt, og sÃ¥ den kendsgerning, at Willem Dafoe havde hovedrollen. SÃ¥ kunne det nok ikke gÃ¥ helt galt…

Og det holdt stik. Willem Dafoes præstation er bestemt med til at hæve niveauet i filmen.

Plottet i filmen kan ikke siges at være specielt opfindsomt eller udspekuleret. Et langt stykke hen ad vejen ligner det, hvad vi har set i andre tilsvarende amerikanske kriminalfilm. En politimand inddrages i en makaber sag om en serial killer, der – som titlen antyder – arrangerer sine mord efter nøje tilrettelagte æstetiske kriterier. Mordenes karakter genopliver mindet om en tidligere række mord, som angiveligt var blevet udført af ‘Uncle Eddie’. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om der er tale om en sÃ¥kaldt ‘copy cat’, eller om ‘Uncle Eddie’ alligevel ikke er død, sÃ¥dan som politiets fortælling om den gamle sag foreskriver.
Stan Aubrey – aka Dafoe – bliver sat pÃ¥ sagen. Og til klicheerne hører, at han er en afdanket politimand, der nærmer sig pensionsalderen, er tvangsneurotisk og lettere fordrukken. Han har ogsÃ¥ – som det sig hør og bør – en yngre kollega, der er lige sÃ¥ meget konkurrent som samarbejdspartner.
Aubrey går fåmælt i gang med at opvikle den indviklede sag, der snart viser sig at have tråde tilbage til Uncle Eddie og til Aubreys egen forhistorie. Mere skal ikke afsløres her.
Det interessante ved filmen er såmæn ikke de spektakulære mord og deres leg med det æstetiske anamorph-tema, men derimod Willem Dafoes neddæmpede, indadvendte og alt andet end heroiske spil. Her har vi at gøre med en slags moderne anti-helt. Og han får godt modspil af Scott Speedman i rollen som den unge Carl, men også Peter Stomare gør indtryk som den skarpsindige ven og kunstkender Blair Collet.

Til plussiden hører også, at filmen er fortalt i et tempo, der ligger langt fra tidens pulserende actionfilm. Den lever mere ved sin rugende stemning end ved adrenalinfremkaldende handling.

Alt i alt er det en kriminalfilm, der trods mængden af klicheer nok er værd at bruge en almindelige hverdagsaften pÃ¥ – hvis man ellers er til krimi. Især pÃ¥ grund af Willem Dafoe…

PS. Filmen bygger vist ikke pÃ¥ en roman …

Trailer