Indlæg tagget med Lou Reed

CAPAC anbefaler: North Ship – Murder River

5. november 2013

Vi skal ikke slippe Lou Reed helt. Han nævnes helt eksplicit som inspirator for det pladedebuterende band North Ship. Og der er da ogsÃ¥ noget Reedsk over sangene pÃ¥ albummet Murder River. Momentvis kan numrene lede tankerne hen pÃ¥ Velvet Underground og den unge Lou Reed, nÃ¥r de var i det mest lyriske og neddæmpede hjørne. Men ellers er det mest moderne folk, jeg fÃ¥r i tankerne, nÃ¥r jeg lytter til North Ship, der har indspillet deres plade uden rytmegruppe og med vægten lagt pÃ¥ akustisk guitar, cello og vokaler. Hovedindtrykket er en samling melodiske, meget nedtonede sange, der med en typisk debutantattitude gerne – i følge pressemeddelelsen til pladen – vil skille sig ud fra mængden af nutidig musik, men et eller andet sted lyder vældig gammeldags. Nej, man kan ikke opfinde den dybe tallerken pÃ¥ ny – og singer-songwriter Thomas Golzen og hans musikalske venner skriver sig ind i en folky akustisk tradtion, der i hvert fald gÃ¥r tilbage til tresserne.

Golzen synger for med sin maskulint rustne stemme og fÃ¥r et modspil af Signe Haupts og Nadja Uldalls pæne, blide pigestemmer, og de passer godt sammen, selv om man godt kan savne lidt mere passion og vildskab undervejs. Men mÃ¥ske det kommer næste gang…

Murder River er en plade, der i allerhøjeste grad inviterer lytteren til stille lytten bag hovedtelefonerne. Alternativt vil plade være fint akkompagnement til opvasken eller andre rutinegøremål i hjemmet. Hermed anbefalet.

North Ship. Murder River. Melodika. Er udkommet.

Laurie siger farvel til Lou

1. november 2013

Laurie Anderson – Lou Reeds elskede og elskende kone og ‘evige ven’ har skevet et lille, meget smukt mindeord til Lou i lokalavisen The East Hampton Star:

To our neighbors:

What a beautiful fall! Everything shimmering and golden and all that incredible soft light. Water surrounding us.

Lou and I have spent a lot of time here in the past few years, and even though we’re city people this is our spiritual home.

Last week I promised Lou to get him out of the hospital and come home to Springs. And we made it!

Lou was a tai chi master and spent his last days here being happy and dazzled by the beauty and power and softness of nature. He died on Sunday morning looking at the trees and doing the famous 21 form of tai chi with just his musician hands moving through the air.

Lou was a prince and a fighter and I know his songs of the pain and beauty in the world will fill many people with the incredible joy he felt for life. Long live the beauty that comes down and through and onto all of us.

— Laurie Anderson
his loving wife and eternal friend

 

Det er kærlighedens tale -. Langue d’Amour

Farvel min gamle ven – Gravhunden Bruno

30. oktober 2013

Det var ikke kun Lou Reed, der elskede sin gravhund. OgsÃ¥ jeg har indtil i dag haft min gravhund Bruno. Men i dag mÃ¥tte jeg og hele casa sige farvel til ham. Sygdom gjorde, at han mÃ¥tte stedes til hvile, inden det blev for svært og uværdigt for ham. Og det skete pÃ¥ en mÃ¥de, der bÃ¥de var tryg og professionel. SÃ¥ jeg siger farvel til en ven, der har fulgt mig trofast gennem godt og vel tretten Ã¥r – med blødende hjerte.

Men livet gÃ¥r videre. Og det ville Lou ogsÃ¥ sige. SÃ¥ her fÃ¥r han ordet med en sang, der ikke har spor med anledningen at gøre – Dirty Boulevard.

Om ‘demoitis’ og musikalsk nerve – Lou Reed som eksempel

4. oktober 2011

For mange Ã¥r siden – engang i de tidlige 1970’ere lyttede jeg til en bootlegplade med Neil Young hos en studiekammerat. Jeg husker ikke hvilken, men jeg kan huske, at jeg blev slÃ¥et af den intensitet og nerve, der var i optagelserne, selv om der var tale om uprofessionelle optagelser, tappet direkte fra kunstnerens lydanlæg. Eller mÃ¥ske netop derfor. MÃ¥ske var den ufiltrerede, uredigerede lyd netop en del af forklaringen pÃ¥ magien i musikken?

Det er en kendt sag, at musikken ofte mister noget af sin uskyld, nÃ¥r først pladeproduktionen kommer ind over. Tænk bare pÃ¥ forskellen mellem The Beatles første album og sÃ¥ fx Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. NÃ¥r musikerne bliver bevidste om produktionens muligheder, sÃ¥ gÃ¥r noget tabt. ‘Demoitis’ har Jools Holland kaldt fænomenet, det uskyldstab, der sker, nÃ¥r musikken bevæger sig fra de første rÃ¥ demooptagelser til de polerede produktioner.

MÃ¥ske er det ogsÃ¥ en væsentlig del af forklaringen pÃ¥, hvorfor bootlegoptagelser har haft en konstant og tilsyneladende ustoppelig indflydelse pÃ¥ receptionen af musik. MÃ¥ske var det – ud over de hÃ¥ndgribelige økonomiske Ã¥rsager! – en af grundene til, at Bob Dylan gjorde mange af sine ‘bootlegs’ officielle? MÃ¥ske, mÃ¥ske…

I hvert fald er det min oplevelse, at mange af de optagelser, der aldrig oprindeligt var tænkt til officiel udgivelse, er værd at lægge ører til, fordi de har bevaret noget af den nerve, intensitet, autencitet osv., som ofte går tabt, når produceren får magten over lydbilledet.

Et godt eksempel er Lou Reeds liveoptagelse “American Poet”, der fanger Lou Reed ved en koncert den 26. December 1972 (Boxing Day) pÃ¥ Hempstead Theater i New York. Optagelsen er en del af mandens Transformer-tourné. Musikken spænder over sange fra tiden i Velvet Underground over numre fra solodebutalbummet og Transformer. Med sig har Lou The Tots, der bestod af VINNY LAPORTA, guitar, EDDIE REYNOLDS, guitar, BOBBY RESIGNO, bass og SCOTTIE CLARK, drums. Albummet cirkulerede først som regulær bootleg, men er siden blevet genudsendt som officiel udgivelse pÃ¥ forskellige plademærker. Der er oven i købet kommet en særlig “American Poet Box”, der indeholder to CD’er.

Sammenlignet med officielle liveoptagelser som “Rock’n Roll Animal” (1974) og “Live”(1975), sÃ¥ udmærker “American Poet” sig ved i højeste grad at besidde det nærvær og den nerve, som ofte gÃ¥r fløjten i pladestudiet.

“White Light/White Heat” (4’04)

“Vicious” (3’06)

“I’m Waiting For The Man” (7’14)

“Walk It Talk It” (4’04)

“Sweet Jane” (4’38)

“Interview” (5’01)

“Heroin” (8’34)

“Satellite of Love” (3’28)

“Walk on the Wild Side” (5’55)

“I’m So Free” (3’52)

“Berlin” (6’00)

“Rock ‘N’ Roll” (5’13)

PS. Coverfotoet er taget af Mick Rock