Indlæg tagget med medier

Woody Allen vs. American Apparel

22. maj 2009

Sagen mellem Woody Allen og lingeri-firmaet American Apparel kom til at dreje sig om førstnævntes markedsværdi. I et tidligere indlæg skrev jeg afslutningsvis: “Sagen er altsÃ¥ en illustration af,
at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret
til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre
grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg,
udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed.
.” Nu er der indgÃ¥et et forlig i sagen og underbukse-firmaet med det populære, lumre image, har mÃ¥ttet betale 5 millioner dollars til Allen for misbrugen af billedet af Woody som ortodoks jøde. 1-0 til anstændigheden.

Noli tangere – om Cepos og medierne

6. maj 2009

Man mÃ¥ lade folkene bag den sÃ¥kaldte “tænketank” Cepos, at de forstÃ¥r at møve sig frem i medierne med deres forudsigelige forsvar for fri liberalisme. Jeg lytter ofte til DRs P1 Debat, nÃ¥r jeg kører bil. Og Ceposserne er ofte med. Det samme gælder i DRs journalistiske programmer. De skal selvfølgelig ikke klandres, at de er vakse ved havelÃ¥gen. Derimod kan man godt undre sig meget over journalisternes valg af “eksperter”. Er der tale om magelighed, dovenskab dumhed eller manglende kendskab til, hvilke “eksperter”, der faktisk findes i dette land inden for økonomi, politik osv.? Eller mener journalisterne virkelig, at Cepos eller 180% grader er centrale figurer i den poliske debat? Jeg tvivler pÃ¥, at Cepos og 180% grader tilsammen nogensinde vil kunne samle stemmer nok til at komme over spærregrænsen. Hvis de ellers ønskede det. Hvorfor sÃ¥ denne overrepræsentation i medierne? Man kunne med lige sÃ¥ stor ret indkalde talsmænd fra Kommunistisk Parti. Medierne har et problem med rekrutteringen af eksperter og politiske meningsdannere til debatprogrammer. Der er for megen Tordenskjolds Soldater-logik over det. Og Cepos er sÃ¥dan set bare et eksempel. Hvis journalisterne vil højne kvaliteten, hvilket der er al mulig grund til i disse krisetider, hvor aviser dør som fluer pÃ¥ væggen, sÃ¥ mÃ¥ man ogsÃ¥ sætte ind pÃ¥ dette omrÃ¥de. Ryste posen bedre, sÃ¥ seerne og læserne fÃ¥r en mere nuanceret debat af tidens store problemer…

PS. Denne undren skal selvfølgelig ikke forstÃ¥s som et ønske om, at Cepos skal holdes væk fra medierne. Men som undren over mediernes prioriteringer…

Levebrødspolitikere og journalistiske hyæner

13. april 2009

I folkedybet kan man undertiden møde billedet af en politikertype, der kun er foragt til overs for: “levebrødspolitikeren”. Det er den politikertype, for hvem avancement, løn, pension og gode “ben”, er vigtigere end politisk overbevisning. En type, der gerne lader sig kompromittere, hvis blot det kan gøres op i ussel mamon.

Når denne type er genstand for ringeagt i befolkningen, så skyldes det, at han eller hun er et vrængbillede af den demokratiske repræsentants ideal. Den repræsentant, der i følge grundloven kun skal stå til ansvar for sin egen overbevisning.


I de seneste dage har man kunnet følge Ekstra-Bladets og B.T.s jagt på hhv. Bendt Bendtsen og Lene Espersen. De to konservative forgrundsfigurer. Begge er hængt til tørre på de to boulevardblades sider, fordi de i embeds medfør har haft hænderne dybt ned i den statslige klejnekasse eller på anden vis har (mis)brugt de privilegier, der følger med en plads i folketinget eller en ministerudnævnelse.


Jeg vil pÃ¥ ingen mÃ¥de forsvare de to konservative ministre og finder det ynkeligt og udtryk for mangel pÃ¥ dømmekraft, nÃ¥r Lene Espersen i dagens aviser spiller forurettet i sagen om en kostbar flyvetur og forsøger at tørre ansvaret af pÃ¥ statsministeriets ansatte. At andre er moralsk korrumperede, gør jo ikke ens egne handlinger bedre. SpørgsmÃ¥let er blot, om ikke levebrødspolitikeren – eller karrierepolitikeren – snarere er reglen end undtagelsen i dansk politik. I hvert fald synes de idealistiske politikere at være i klart undertal. Ja, politisk idealisme og høj politisk moralsk integritet synes at være en mangelvare i vores repræsentative demokrati….


Nej, dér hvor jeg egentlig vil hen er til de to boulevard-avisers dagsorden. Er det mon tilfældigt, at de kaster sig over to konservative ministre? Ønsker de to boulevard-blade mon at svække det konservative folkeparti pÃ¥ et tidspunkt, hvor regeringspartiet Venstre som følge af minsterrokaden stÃ¥r lidt svagt i meningsmÃ¥lingerne? Eller er det et forsøg pÃ¥ at svække regeringen slet og ret – og dermed gøde jorden for oppositionens magtovertagelse? I hvert fald kan prioriteringen godt undre en. Hvorfor ikke i stedet kaste sig over Anders Fogh Rasmussens til pligtforsømmelse grænsende fravær i dansk politik i den periode, hvor han har melet sin egen kage i form af jagten pÃ¥ Natos toppost?

Erindringsglimt: Ferenc Puskàs – fodboldspiller

2. april 2009

PÃ¥ arbejde i gÃ¥r kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp pÃ¥ radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. SÃ¥ der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke pÃ¥ dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne pÃ¥ Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mÃ¥l scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mÃ¥l i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens mÃ¥lestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
NÃ¥r jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmÃ¥l er selvfølgelig absurde. Og dog…

Journalistikkens fremtid? Selvmord eller triumf?

25. marts 2009

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begÃ¥et en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier pÃ¥ nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro pÃ¥, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hÃ¥r – og at han tror pÃ¥ journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.


Imidlertid kan der være grund til at være bekymret pÃ¥ forfatterens vegne. For spørgsmÃ¥let, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…


Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe pÃ¥ med, nÃ¥r man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), sÃ¥ er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler pÃ¥, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken pÃ¥ den ene side og de nye webbaserede medier pÃ¥ den anden. Der er ogsÃ¥ tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger ogsÃ¥ en nedladenhed, en arrogant seen ned pÃ¥ de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer pÃ¥ nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og sÃ¥ videre.

Gennem disse citater fÃ¥r man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin stÃ¥r fast pÃ¥ journalistikkens klassiske idealer. Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ med al ønskelig tydelighed, nÃ¥r journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.


Men spørgsmÃ¥let er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder pÃ¥ meningsgyderi og nynarcissisme, sÃ¥ byder de ogsÃ¥ pÃ¥ megen velskreven og vidende journalistik. OgsÃ¥ journalistik, der overgÃ¥r, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dÃ¥rlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot pÃ¥ de sÃ¥kaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb pÃ¥ de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmÃ¥let er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?


Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret pÃ¥ en avis eller to. Med smÃ¥ pauser. Og vil fortsætte sÃ¥ længe jeg kan – og sÃ¥ længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, sÃ¥ er jeg ikke sikker pÃ¥, at den gammeldags avis vil bestÃ¥ i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, sÃ¥ tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere pÃ¥ gulvet…