CAPAC

Selv om det ikke er mange dage siden jeg lod sandalerne stå, så er kendsgerningen den, at julen står for døren. Vi er sidst i oktober og november nærmer sig med hurtige skridt. Og de første kommercielle tegn på julen er allerede tydelige. Discount- og supermarksbutikkerne har allerede kørt julevarer i stilling, selv om den første rigige nattefrost og sneen lader vente på sig. Og også i musikken viser julen sig. De første juleudgivelser er allerede i handlen. Blandt dem den tilsyneladende evigt tilbagevendende opsamling Julemusik. Denne gang Julemusik 2022, som man kan få i en særlig grøn (green swirl) dobbeltalbum-vinyludgave. Men indholdet er stort set det samme som altid:

1. LP

Queen – Thank God It’s Christmas
Brenda Lee – Rockin’ Around The Christmas Tree
Andreas Odbjerg – God Jul – fra julekalenderen “Kometernes Jul”
Band Aid – Do They Know It’s Christmas?
Anders “Anden” Matthesen – Jul På Vesterbro
George Michael – December Song (I Dreamed Of Christmas)
Hjalmer – Kongespil – Tinka og Kongespillet
Drengene fra Angora – Jul i Angora
Ariana Grande – Santa Tell Me
Burhan G & Frida Brygmann – Tinka
Dean Martin – Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!
Rasmus Seebach – Der’ Noget I December
Paul McCartney – Wonderful Christmastime
Bjørn Tidmand – Når Du Ser Et Stjerneskud

2. LP

John Lennon – Happy Xmas (War Is Over)
Bobby Helms – Jingle Bell Rock
Gulddreng – Guld Jul
Mariah Carey Feat. Justin Bieber – All I Want For Christmas Is You (SuperFestive!)
Christian Hjelm – I Mørket Finder Lyset Vej
Lau Højen – Hold Mig Tæt
Nat King Cole – O Holy Night
Lukas Graham – HERE (For Christmas)
Elton John – Step Into Christmas
Shu•Bi•Dua – Ønskelisten
Tina Dickow – Save A Seat
Caroline Henderson – Vil Du Være Min I Nat
D-A-D – Sad, Sad X-Mas
Tuborg Juleband – Tuborg Julebryg Jingle

Bortset fra enkelt nytilkommende – Andreas Odbjerg og Gulddreng for eksempel – så er alt ved det gamle. Sådan som det skal være. De velkendte julehits, der har vist sig lige så slidstærke som julebryggen op til jul.

DR Pigekoret – River (Joni Mitchell)

Selv om Joni Mithchells sang ikke er en decideret julesang, men derimod en om hjertesorg, så citerer den skamløst fra “Jingle Bells” og hører til en af de julerelaterede sange, jeg holder mest af. Her i DR Pigekorets fortrinlige versionering.

Vågnede op, og der på sengekanten ved siden af min hund, begyndte den at køre rundt og rundt. Måske fremkaldt af valgets mange undermålere…  Randy Newmans “Short people“. Fantastisk sang, der bare skal have lov til at klinge ud i mit hovede.

Blandt vinylefterladenskaberne er jeg nået til en kuriositet. Ja, jeg måtte researche en del på nettet for at finde lidt information om foretagendet B. B. & Q. Band. Det viser sig så, at det står for The Brooklyn, Bronx & Queens Band, der var et såkaldt post-disco- og funk-band, der blev dannet i 1981 og opløst igen i 1986. Jeg mindes ikke at hørt om navnet før og hælder til den opfattelse, at der må være tale om et band, der især har gjort sig netop i disco-universet, dyrket af danseglade kendere med hang til svedige oplevelser på diskotekernes dansegulve.

Pladen er en såkaldt 12 tommer single med to ekstra lange numre på hhv. A- og B-siden. Og pladen er i relativ god stand, alder og brug taget i betragtning. Og den er fra 1988 og udkom på plademærket Streetheat.

BB Break Out Mega Mix

Ja, i blandt mine skraldefund befinder sig også Guns N’ Roses to album  Use your Illusion I og Use your Illusion II. Begge i velholdt og intakt stand. Bandets tredje albumudgivelse, der har solgt stort – ikke mindst i hjemlandet – og som for nylig er blevet genudgivet på vinyl i forskellige – heriblandt oppulente – udgaver. Og plader, der – har jeg læst mig frem til – markerer en kvalitativ udvikling i bandets lyd, fra den elementære hård rock til en stil, der involverer en række andre elementer, blues, klassisk musik, punk og gammeldags rock and roll. Og lige lidt hjælper det – jeg har stadigvæk svært ved at lytte til Guns N’ Roses. Det er et band – på linje med Metallica – der ikke rigtig falder i hak med min musiksmag.  Hvilket minder mig om, at Metallica-Lou Reed-samarbejdet på Lulu stadigvæk ikke vækker min begejstring, selv om den her og der udskriges til at være Lou Reeds bedste. Men sådan er der jo så meget…

Sangeren, guitaristen m.m. Robert Gordon er afgået ved døden den 18.oktober. Han voksede op med Elvis Presley, James Brown og Otis Redding i ørerne og ønskede kun at spille musik. Men det var først da han i 1970 flyttede til New York (fra hjembyen Bethesda, Maryland), at der for alvor begyndte at ske noget. Han blev forsanger i punkbandet The Tuff Darts, der fik lov til at være med på det sagnomspundne album Live at the CBGBs, der var newyorkernes svar på Pærepunk. Det førte – med produceren Richard Gothehrer som mellemand – til en solokarriere, der begyndte med et Link Wray-produceret album Robert Gordon with Link Wray (1977). Og herefter fulgte nogle år, hvor Gordon var helt fremme i rampelyset med en blanding af gammel rock-and-roll og rockabilly.

Jeg gik glip af en koncert med Robert Gordon og Link Wray i Botanisk Have dengang Gordon var allermest populær. En vens invitation på aftensmad fik mig til at gå andre veje. Lidt ærgerligt, for nu er både Wray og Gordon borte – bortset fra på plade selvfølgelig.

Fresh fish special

Wonderlost kalder Little Winter deres debutalbum. Og “wonderlost” er det man er eller føler, når man har alskens muligheder i livet, men bliver ramt af en følelse af fortabthed, rodløshed og meningsløshed. Det kunne være et signalement på mange menneskers oplevelse af den moderne virkelighed, de møder anno 2022. Og for tre år siden kom Little Winter ridende ind på denne weblog som riddere af den store melankoli med en eponym EP, som fik mig til at høre løfter om noget stort, noget større.

Og med Wonderlost indfrier Little Winter disse løfter om noget større. Tiden er gået, og bandet er blevet meget klogere og dygtigere, end de var. Og det kan høres. For det første er de ikke længere bare riddere af melancholia, men er nået et skridt videre i deres samtidsdiagnose. Fordi verden er wonderful, kan man godt føle sig wonderlost. Og denne grundstemning, der navngiver titelsangen på pladen, danner grundlag og klangbund for tolv sange, der sammen udgør et såkaldt concept-album.

“I GUESS IT’S UP TO YOU/ TO DO WHAT YOU WANT TO DO/ YOU MADE IT ON YOUR OWN NOW/ DIG YOU NOT?/ THE POSSIBILITIES/ ARE ENDLESS, DON’T YOU SEE?/ JUST FIND YOURSELV SOME PURPOSE/ EVERYTHING THAT PLEASES:/ IT IS YOURS, JUST REACH FOR IT/”

Sådan lyder anslaget i titelsangen. Jeg skal ikke her udpinde alle teksternes i detaljer, selv om de fortjener at blive læst og forstået, men vil overlade det til læserne at følge det spor, jeg her har angivet. Det lønner sig.

Det pudsige, ja jeg fristes til at sige: det paradoksale, er, at albummets musik på sæt og vis modsiger albummets titel. Der er ingen grund til at være wonderlost, når man formår at skrive, arrangere og spille så gode sange, som dette album byder på. Måske handler det ganske enkelt om den gamle indsigt – at man ikke kan se skoven for bare træer og ikke kan se, hvad der ligger lige foran en. At drengene i Little Winter skal få øjnene op for, at det er musikken, der skal få dem ud af rastløsheden og videre ind i livet med alle dets muligheder. Lettere sagt end gjort. Men alligevel…

For de tolv sange på pladen er fornemme eksempler på, hvad den såkaldte indierock kan levere, når den er bedst. Tolv fuldtonende poprockstykker, der emmer af melodisk kvalitet og er indspillet i yderst opfindsomme, komplekse, varierede arrangementer, hvor bandets fem medlemmer får fin assistance af til lejligheden indhentede musikere som Tue West (sang), Mette Hommel (fløjte m.m.), Marius Paschke(vibrafon), Viktoria Holde Søndergaard (vibrafon), Jakob Elleriis (slagtøj) og Palle Hjort (Hammondorgel). Wonderlost er en aktuel påmindelse om, at Århus-rocken langfra er død og borte, men – i hvert i Little Winters tilfælde – lever i bedste velgående og giver yderligere løfter om store sange og fine albums i fremtiden. Hermed varmt anbefalet.

Little Winter. Wonderlost. Produceret af: Little Winter. Celebration Records. Udkom 30. September

Den 17. oktober 1972 udsendtes Sebastians første dansksprogede album Den Store Flugt, der blev en stor succes, blandt andet i kraft af sangen “Hvis du tror du er noget”. Pladen er siden genudsendt på cd og kan blandt andet findes i serien Dansk Rock Historie og i serien Sebastian Sangskatten. Med Den Store Flugt grundlagde Sebastian den flotte karriere i dansk rock som stadigvæk kører – omend på lidt mindre blus end storhedstiden.

Og så blev jeg sendt tilbage i tiden sådan rent musikalsk. Til dengang omkring 1970, hvor den amerikanske guitarist Stefan Grossman opholdt sig i Europa og herunder i Danmark, hvor han blandt andet spillede sammen med Harmoniorkesteret Kærne (senere Østjysk Musikforsyning). Og tilbage til hans 1969-album Gramercy Park Sheik, som jeg købte på et udsalg hos FONA i Esbjerg.

Og Stefan Grossman, der i dag er 77 år, er stadigvæk aktiv som guitarist. Han spiller, underviser osv. og dyrker den musik, han har spillet i årevis med fingerspil, blues, country, folk, bottleneck og meget mere. En fin, fin guitarist, som et ungt menneske på nettet havde opdaget og mindet mig om.

Stefan Grossman

Indrømmet. Det er svært at holde sig helt fri af valgkampen, der buldrer løs i offentligheden, på gader og vej. Selv om det går ganske fint med hensyn til tv og radio. Alligevel smutter der noget gennem mit frivillige filter.

Men lad mig begynde et andet sted. Jeg tog bussen ind til Århus forleden. Og jeg sad ved siden af en rødhåret dame, der er lidt ældre end mig. Og på et tidspunkt lænede hun sig over mod mig og spurgte: Og hvad skal man så stemme denne gang? Jeg ville ikke pege på et bestemt parti, men sagde til hende, at jeg synes, hun skulle tænke på sine børnebørn, oldebørn og deres efterkommere, fordi klimaspørgsmålet er så påtrængende i disse år og desværre er lidt underprioriteret i den aktuelle valgkamp. Hvorpå hun affyrede en bredside mod partiet Venstre, der efter hendes mening holder hånde over det industrialisede landbrug, der både forurener vores grundvand med pesticider, mishandler dyrene og jordbunden. Så hun var allerede i gang med at overveje sit kryds.

Og så opfangede jeg i går en af de seneste meningsmålinger. Og den fik mig til at tænke på, om skællene var ved at falde fra mange vælgeres øjne!? Søren Pape Poulsen og De Konservative taber terræn i målingen, ja har fået deres flotte tal halveret fra ca. 16 til 8. Så det er gået op for en del vælgere, at Søren Pape Poulsen – til trods for den politiske ordførers stædige forsøg på at holde fanen højt – er en løgner og bedrager, man ikke kan sætte sin lid til. Og også dette valgs “stjerne”, Inger Støjberg, og hendes nye parti mærker tilbagegang før valget. Måske er det gået op for nogle vælgere, at også hendes troværdighed er tynd som den første is på vandpytterne?! Og opportunisten over dem alle, Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, nyder ikke helt den tilslutning, som nogle journalister gerne vil give ham og hans såkaldte ‘midtersøgende’ politik. Det klinger hult, når Løkke Rasmussen frontalangriber sundhedssektoren og dens forfald, når han selv i årevis har haft ansvar for dens indretning og udvikling (eller ‘afvikling’ som han selv kalder det).  Måske er der – trods en almindelig skepsis over for det repræsentative folkestyre – plads til et spinkelt håb med hensyn til valgets udfald. Måske.

En af de postive ting ved internettets fildelingsmuligheder er, at gamle optagelser, billeder m.v. bliver tilgængelige. For eksempel koncertoptagelser, som nogen engang har forestaget på smalfilm og lignende og nu har digitaliseret. Et eksempel er et foretagende som tapers.dk, der på deres Facebookside deler optagelser med Culpeper’s Orhard, Sods/Sort Sol, Burnin Red Ivanhoe, Tredje Tilstand m.fl. Optagelser, man ikke før har set – hurra. Lige her.

Et andet godt sted er hos Alrunen.

..da kaldte de sig The High Numbers og under det navn fik de udsendt deres første single i 1964. Og den floppede helt. Udkom nok på det forkerte tidspunkt, blev ikke markedsført ordentligt og i det hele taget var der meget galt. De havde heller ikke på det tidspunkt fået deres management på plads, hvilket blot forværrede omstændighederne om den første plade.

Og når man lytter til singlens to sange “Zoot suit” og “I’m the face” kan man høre, at The Who endnu ikke er landet med deres egen stil. Her lyder de mest af alt – især på “I’m the face” – som et af de mange, gode R&B-bands, der skød op af den musikalske muld i de år. “Zooit suit” lyder mere af tidlig Shadows og lignende.

Det var Linda Ronstadt, der fik flikket The Eagles sammen engang i Laurel Canyon og dermed skabte det vist nok største ountryrockband i halvfjerdserne. Men inden da havde sangskriverne Glenn Fry og Don Henley allerede vist, hvad de kunne i andre sammenhænge.

Don Henley sad bag trommerne i Shiloh, der fik udsendt et par singler og i 1969/70 et eponym album, der vist ikke er blevet genudsendt, men kan opdrives brugt til overkommelige penge. Det er et fint countryrock-album fra lige før, det for alvor gik løs.

Og Glenn Fry slog sine folder i Longbranch / Pennywhistle, der også fik et enkelt eponymt album ud i 1970 og i øvrigt indbefattede John David Souther fra kredsen omkring Ronstadt og Eagles. Også et fint album, der er blevet genudsendt på cd – og som blandt countryrockkendere ofte fremhæves på bekostning af Eagles. Tja. I hvert fald to absolut lytteværdige plader, hvis man holder af den genre.

Det er oppe i tiden, at man skal/bør være frivillig. Jeg er også frivillig. For eksempel sidder jeg i bestyrelsen for den lille bitte ejerforening, familien bor i. Og jeg er formand – mere præcist: ejerrepræsentant – i en tilsvarende lille viceværtordning i lokalområdet. Begge dele lægger beslag på meget af min tid, men – og det er vigtigt at tilføje – jeg modtager ikke betaling for at udføre disse to opgaver. Jeg får dog et mindre vederlag til dækning af internet, mobiltelefon, porto og lignende. Og så blev jeg også i går udstyret med endnu et frivilligt arbejde: Jeg skal være valgtilforordnet ved det kommende folketingsvalg. Det vil sige: Være en af dem, der sørger for, at vælgerne får udleveret stemmesedler, får lagt dem i stemmeboksen og så videre. Igen et ulønnet job, der varer hele dagen, og et lille vederlag for ulejligheden. Godt så.

Jeg synes det er helt fint med frivillige. Hvor ville vi være henne i vores mange lokalforeninger – for eksempel sportsforeninger – hvis ikke frivillige havde lagt mange, ulønnede timer i dem?! Men jeg er indædt modstander af den tendens, der er i tiden, hvor frivillige skal påtage sig jobs, der tidligere var lønnede jobs. Det gælder fx inden for hele velfærdsområdet. Seneste har man set politiske udmeldinger om, at familier selv skal tage vare på deres ældre medlemmer, når de blev syge. Fordi politikerne ikke har formået at løse det problem, det er, at finde finansiering af velfærden (jvf. hele debatten om sygeplejerskerne).

Og så er der den krølle på problemet, at vi i disse år oplever en manglende tilslutning til det frivillige arbejde. Sportsklubber melder ud, at det er svært at få nogen til at komme og gøre det nødvendige arbejde – ulønnet. Og så må man også spørge: Skal nogle tidligere frivillige jobs erstattes af lønnet arbejde? Er det for eksempel rimeligt – et eksempel fra virkeligheden – at nogle arbejder mange timer som frivillige i en badmintonhal, når en træner sammesteds får 600000 kr. om året for at udføre sit job? Her synes jeg, det vil være på sin plads, at se på, hvordan man bruger lønkronerne.

Nej, frivilligt arbejde skal ikke være arbejde, der har været eller burde være lønnet arbejde. Jeg kunne for eksempel ikke drømme om (som tidligere underviser) at være ulønnet lektiehjælper på en lokal skole eller et bibliotek, fordi forældrene og skolen ikke udfører deres opgaver godt nok. Nok sagt.

Tiden går. Slip slidin away, fristes man næsten til at sige. Og Paul Simon har rundet 81 år, i går. Og det er nok værd at vifte lidt med flaget over. Han er en af mine absolutte favoritter blandt vor tids sangskrivere. Helt i klasse med Paul McCartney. Og som denne endnu ikke for alvor gået på pension.

Sangen “Slip slidin away” er en godt eksempel på Simons musikalske overskud. Den var tænkt som en af sangene på hovedværkert Still crazy after all these years (1975), men Simon besluttede alligevel at droppe den i den ombæring. I stedet for endte den på en af mandens mange opsamlinger Greatest Hits, Etc. (1977) og på en single, der gjorde sig rigtig godt på hitlisterne, med en femteplads på Billboards singleliste i ’77. Siden er den dukket op på flere opsamlinger.

Paul Simon “The Sound of Silence” 2022