“Jeg tror ikke, at nogen voksen mand kan være i et band. Et band er en teenager-bande. Og hvem på næsten 70 vil være med i en teenager-bande?” [Sting til magasinet Mojo, min fordanskning]
Hvad mon Mick Jagger, Keith Richard, Pete Townshend m.fl. vil mene om den sag?
Mim første guitarhelt på plade var Duane Eddy (hvis vi tillader os at se bort fra Elvis’ guitarist og dem i Beatles…). Twang-guitaristen, der skabte en særlig twang-guitarlyd, der stadigvæk er efterspurgt blandt guitarister. I dag fylder manden 84 år. Hans storhedstid var halvtredserne og tresserne, men han har været aktiv lige siden. Så sent som i 2018 var han på en lille 80-års-turné til England.
Den kendte producer m.m. T Bone Burnett har igennem lang tid arbejdet på at skabe en ny analog lyd til optagelse af musik og lyd i det hele taget. CD’ens fremkomst betød bl.a. at noget af lydbilledet forsvandt i digitaliseringens hellige navn og vinylpladens genkomst har blandt andet noget at gøre med, at vinylen var den gamle, analoge lyds hjemsted. Og – så har der blandt musikere og folk med interesse for lyd været en forståelse af, at den analoge lyd kunne noget særligt. Der har været en hel niche af analoglydsdyrkere, der har dyrkert analoge instrumenter, analog optagelse og ditto indspilning.
Men nu er Burnett så klar til at introducere sin nye, forbedrede analoge lyd – på et medie, der endnu ikke er skabt en standardafspiller til. Men det skal jo nok komme. Og den første, der får æren af at indspille på den nye lyd er ingen ringere end Bob Dylan, der vil genindspille nogle af sine gamle sange, måske også nogle nye.
Hvor henter man sine musikalske inspirationer, når nu pressen ikke længere har pladeanbefalinger på prioritetslisten!? Ja, så er der jo internettet. Og fred med det – der er mange muligheder. Og jeg har erfaret, at noget, der kan inspirere mig, er andre menneskers musikoplevelse. Man kan nogle gange bare mærke, at de taler om musik, der kan noget.
Senest kom inspirationen fra en af mine nu afdøde venner. I en email fortale min ven om en plade, han havde købt i sin yndlingsgenbrugsbutik: Charles Mingus’ Oh Yeah. Mingus kendte jeg især fra hans samarbejde med Joni Mithell på pladen Mingus. Men sorgen over min vens død og tanken om, at denne plade bevægede ham i hans sidste tid, fik mig til at købe den. Sådan kan det gå.
Min yndlingsfilosof pt., den slovenske Slavoj Zizek, benytter lejligheden – et møde i det slovenske venstreorienterede parti Levica – til at forklare den ukrainske krise. Det er mere end tankevækkende. Zizek taler slovensk, men der er en engelsk undertekst – og man skal altså kunne læse og forstå engelsk for at få noget ud af det. Men det er det værd. Man bliver klogere på Putin, Rusland, Ukraine, Europa, USA og den globale liberale kapitalisme. God fornøjelse og oplysning.
Dr. Johns karrieredefinerende album Gumbo udkom for halvtreds år siden. Og den fortjener et genhør.
Og sørme om ikke DR også diskede op med en ny krimiserie i går. Noget, man som krimifan har ventet længe på, især hvis man har været igennem stakken af genudsendelser. Og den nye serie Chelsea Detective tegner til at leve op til de bedste serier fra Storbritannien.
Helt efter bogen følger man en kriminalkommisær, Max Arnold – en separeret midaldrende mand, der lever på en husbåd – og hans nærmeste medarbejder, den nybagte moder Priya, der skal opklare et drab på en enlig, ældre mand, der bliver skubbet ud foran et tog.
Plottet er lige så indviklet som man kan forvente sig af en god krimi. Skuespillet er pletfrit i alle roller og så har serien et særligt anstrøg af underdrevet humor, der får den til at adskille sig lidt fra andre serier i genren. Og det hjælpes på vej af Max Arnold, der er ordblind, visuelt tænkende og for nylig blevet faderløs, og Priya, der har mere end svært ved at få sit liv som nybagt moder til at fungere. Man aner, at deres personlige forhold vil blive et tilbagevendende, stærkt underholdende element i de kommende afsnit.
Det første afsnit – der også kan ses på DRs hjemmeside – giver appetit på mere, så der er al mulig grund til at følge med de kommende tirsdag på DR1. Hermed anbefalet alle krimifans.
Blind høne finder også et kort, og DR sender også nu og da interessante programmer, der ikke bare vil underholde, men også gå lidt dybere i tingene. Det skete således i går, hvor dokumentaren “Knud bliver blind” blev sendt. En dokumentar om forfatteren Knud Romer, der i en sen alder er blevet ramt af lidelsen grøn stær, der gør den lidende blind til sidst.
Filmen følger Knud Romer fra et tidspunkt, hvor sygdommen har fået reduceret hans syn ganske betragteligt. Og oven i købet er Romer også blevet ramt på noget andet i sit liv. Hans kone har forladt ham og krævet skilsmisse. Og begge dele slår benene væk under Romer. Han er eksistentielt udfordret og føler, at livet er ødelagt og måske slut. Men noget i ham driver ham videre. Han vil overleve, leve og gøre det, han opfatter som sit arbejde: skrive. Og ved hjælp af forstående mennesker – en fra blindesamfundet, en psykiater, en ny kæreste m.m. – får Romer langsomt gang i sit liv igen. Blandt andet ved at optræde som blind mand i klædt sort bowler, sorte briller, blindearmbånd og Armani habit optræder med en slags stand-up-show, hvor han fortæller om sin situation. Han hader det egentlig, men han gør det for at få penge på bordet.
Knud Romer, som jeg ikke har læst noget af (jo, nogle uddrag…), er en interessant person, fordi han er mærkbart ekcentrisk. Selvoptaget og uden selverkendelse (som psykiateren pointerer). Med andre ord: lidt en særling af den slags, der desværre ikke findes så mange af mere i disse ensrettede politisk korrekte tider.
Og dokumentaren fortæller om Romer med håndbåret kamera og i en slentrende, lidt tilfældig stil, der passer rigtig godt til den excentriske forfatter. En både underholdende og ikke mindst lærerig dokumentar, som man kan se på DRs hjemmeside.
Apropos Glen Tilbrook, så lad os vende tilbage til de skjulte perler på B-siderne af de gamle singleplader. Her Squeeze med “Elephant Girl”, der var B-side til “When the hangover strikes”, begge fra albummet Sweets from a Stranger (1981).
En af mine musikalske helte, Glen Tilbrook (Squeeze) griber guitaren og synger en lille, velkendt sang.
Line Kruses nye plade Bånd rammer lige ned på en tør plet. Europa er for tiden tynget af konflikter, krigeriske og andre. Og Line Kruse er ude i et helt andet ærinde. Hun citeres for at sige: “Jeg har kaldt albummet for bånd fordi det giver så meget mening lige nu. En hyldest til alt det der binder os sammen, til vores oprindelseslande og adoptionslande, til vores kulturer som gensidigt beriges af vores møder og sammentræf”. Og, kunne man passende tilføje, hvad er mere forbindende, båndskabende, grænse- og modsætningsoverskridende end – musikken. Ja den. Med sit universelle sprog, der taler til vores følelsesliv og lader os forstå hinanden hinsides tale- og skriftsproget.
Og Line Kruse er en fuldgod eksponent for netop denne grundholdning. Født og opvokset i Danmark, nu bosiddende og levende i Frankrig og med en musikalsk horisont, der omfatter både jazzen, den klassiske musik og latinamerikansk musik. Og lader man disse inflydelsessammenhænge blande sig lystigt og frugtbart, så opstår der en musikalitet, der netop skaber bånd mellem mennesker.
Jazzen, denne i forvejen universelle musikform, står centralt på dette album. Jeg skulle ikke lytte længe før tankerne sendte mig i retning af for eksempel Weather Report (og andre af halvfjerdsernes jazz-fusions-grupper). Der er en umiskendelig jazz-stemning og følelse på denne dejlige plade. Både når Line Kruse selv udfolder sig på sin violin. Og når hendes musikalske legekammerater og båndfæller, det franske strygerensemble Bow Lines, de danske instrumentalister Jesper Riis (trumpet, flugelhorn), Frederick Menzies (tenorsax, klarinet), Steen Nikolaj Hansen (trombone), Peter Rosendal (piano, Fender Rhodes), Kaspar Vadsholt (double bass)og Jonas Johansen (trommer) og Helgi Jonsson (herhjemme også kendt som Tina Dickows ægtefælle) og Cæcilie Norby – udfolder sig, så swinger jazzen og alskens musikalske impulser blander sig som krydderier i en sammenkogt ret. Her er anstrøg af tango, rock m.m. – og i allerhøjeste grad af dansk musik. Dette ikke mindst i kraft af brugen af Carl Nielsen, der har leveret hele to numre på pladen. Og det er selvfølgelig (ja, selvfølgelig) med til at give albummet en ikke bare nordisk, men i særdeleshed dansk tone. Og af en eller anden grund så passer Carl Nielsens musik bare så fint ind i en jazzet sammenhæng som denne. Måske var der noget jazz i Carl fra begyndelsen af!?
LIne Kruses Båni er som sagt en plade, der falder på et tørt sted. Men det er ikke kun den aktuelle kulturelle og politiske ustabilitet i Europa, der gør albummet til noget særligt. Det er dens – og Line Kruses – fundamentale kærlighed til musikken og tro på, at musikken formår at skabe bånd mellem mennesker. I første omgang mellem musikere med forskellige baggrunde, dernæst mellem musikere og publikum og i sidste instans bare mellem mennesker. Albummet bliver således både en slags kulturpolitisk manifestation og en smuk demonstration af, at musikken kan sætte sig ud over grænser, begrænsninger, modsætninger, konflikter og så videre. Jeg kan kun give Line Kruses plade min varmeste anbefaling og håbe, at rigtig mange vil tage den til sig.
Lien Kruse. Bånd. Produceret af: Line Kruse. In Focus Music/ Continuo Musique. Udkom d. 22/4-2022
Jeg har med jævne mellemrum omtalt The Flying Lizards, der i 1976 bragede igennem new wave-muren med deres excentriske udgave af Barrett Strongs “Money“, som The Beatles som bekendt også har fortolket. Og for nogen tid siden faldt jeg over en opsamling med noget af Flying Lizards produktion, dvs. de to første album – det eponyme fra 1980 og opfølgeren Fourth Wall fra 1981 (begge kom på Virgin) – plus det løse. I 1984 kom også Top Ten, der som titlen antyder består af coverversioner af James Browne, Leonard Cohen m.fl., der alle er udsat for Flying Lizards skæve, dekonstruktive tilgang. Og så sent som i 1994 kom The secret dub life of the Flying Lizards., hvor der leges med dub-genren.
Men dermed var det også mere eller mindre slut for det projekt. Trods fine anmeldelser kneb det med pladesalget, og det kan jo dræbe ethvert musikalsk projekt.
Det er “Money” Flying Lizards huskes for. Og det er lidt en skam, at alt det andet, skal stå i skyggen af denne fine sang. For David Cunninghams projekt er interessant ved sin minimalistisk-dekonstruktive niche i new wave-bølgen. Og så var projektet legestue for en række gode navne i den britiske rock, fx Robert Fripp og Steve Beresford. The Flying Lizards kunne godt fortjene en lille boksudgivelse med det hele.
Det er selvfølgelig ikke helt muligt at undgå tv-pressens håndtering af krigen i Ukraine. Den buldrer derud af og kaster sig over hver eneste fragment i informationsstrømmen.
Og forleden besøgte den danske statsminister Mette Frederiksen Ukraine og var bl. a. på besøg i hovedstaden Kiev, hvor man kunne se hende stå i et udbombet kvarter sammen med sikkerhedsfolk o. a. Og hun udtalte noget i retning af, at ‘det var åbenlyst, at der var tale om krigsforbrydelser’ (citeret efter hukommelsen). Og statsministeren har selvfølgelig lov til at mene, hvad hun vil. Men – hvorfor var der ikke en eneste repræsentant for pressen, der spurgte hende om, hvilket grundlag hun baserede sin påstand på? For lytter man til de såkaldte eksperter, der hives ind i tv-studierne, så siger de nogenlunde samstemmende, at krigsforbrydelser – som andre forbrydelser – skal bevises og at det, situationen taget i betragtning, er meget svært at føre bevis for, at der har været tale om krigsforbrydelser. Vi kan sagtens formode det, bl. a. fordi krigsforbrydelser nærmest er et forudsigeligt fænomen i forbindelse med krige. Men det er umådeligt svært at føre bevis for, at der er tale om sådanne forbrydelser. Dels vil parterne i krigen forsøge at slette alle spor efter sådanne hændelser, dels ved vi faktisk ikke, om de personer, der er blevet dræbt og såret, er civile eller måske civilt klædte partisaner (vi skal fx huske på, at alle mænd i Ukraine er indkaldt til militærtjeneste, og at Ukraine – i hvert fald i den østlige del i Donbasområdet – har ført partisankri gennem lang tid før den nuværende krig), dels er der sjældent vidner til sådanne hændelser (FN har sendt folk til Ukraine for at undersøge, hvad der er sket) og endelig skal det fastslås ved den internationale krigsdomstol, om der har været tale om krigsforbrydelser. Så det var lidt uheldigt, at landets statsminister slap uimodsagt igennem med den udmelding.
Og igen er vi tilbage ved pressen, der gladeligt og uden den store omtanke kolporterer påstanden om krigsforbrydelser videre – uden at standse op og spørge ind til påstanden. Jeg mener, at det må være pressens fornemste opgave at gå i kødet på en sådan udmelding. Hvis vi som almindelige borgere og tv-seere skal blive bare lidt klogere på konflikten i Ukraine, så er det nødvendigt at journalisterne ikke bare er mikrofonholdere, men også formår, tør og vil forholde sig kritisk til den slags påstande og formodninger. Ellers bliver vi igen ofre for propagandaen.
Hvorfor overhovedet gå op i sådan noget som Record Store Day? Der kan være to grunde. Den ene er, hvis man er pladesamler, så er der mulighed for at få fat i et genoptryk af et album, der har “manglet” i samlingen. Den anden, hvis man bare er musikelsker, så er det muligt at få fat i et album, man længe har kigget efter og som man måske kun har kunnet komme i nærheden af på genbrugsmarkedet og ofte til skyhøje priser.
Selvfølgelig handler RSD som det meste andet i musikbranchen om penge. RSD sikrer en ekstraindtægt til dem, der står bag pladselskaberne. Ingen tvivl om det.
Men er det musikken, der optager en, så kan der være gode ting imellem. Fx er The Replacements første album – Sorry Ma , forgot to take out the trash! – igen til at få som vinyl. Ganske vist blev den genudsendt i 2016, men blev nærmest revet væk, så nu er chancen der, hvis man synes de purunge Mats er noget at lytte til med deres rå, uslebne, testosterondampende garagerock anno 1981. Måske skulle man…
Hvad der ellers er i spil kan man læse om på RSDs hjemmeside.
Historien om “California Dreamin'” – gennembrudshittet for Mamas and Papas – er lidt sjov. Sangen blev skrevet af John og Michelle Phillips (dengang medlemmer af The New Journeymen, der siden blev til Mamas and Papas), og de gav den til Barry “Eve of Destruction” McGuire. Barry havde hjulpet John og Michelle med at få en pladekontrakt hos Dunhill Records, og som tak fik Mamas og Papas lov til at synge kor på McGuires udgave af sangen. Og The Wrecking Crew tog sig af instrumenterne.
Chefen for Dunhill Records, Lou Adler, blev så imponeret af Mamas and Papas vokalarbejde på nummeret, at han besluttede at genindspille sangen med Papa Denny Doherty som forsanger, Bud Shank på alt fløjte og P. F. Sloan på intro-guitaren. Og hvis man lytter godt efter på Mamas and Papas indspilning kan man i starten høre lidt af Barry McGuires stemme., der ikke var blevet helt slettet.
De to indspilninger er altså stort set identiske, men det var Mamas and Papas der fik det store hit med sangen. Og det skete ikke lige med det samme. Som det så ofte skete derovre, var det en radiostation (i Boston), der spillede den i tide og utide og gjorde den til et nationalt hit med en fjerdeplads på Billboards Hot 100 og en førsteplads på Cashbox’ hitliste. I Danmark fik pladen en guldplade. Og siden er den indspillet af bl. a. America og The Beach Boys.
Hvad kan man så udlede af denne historie? At Mamas and Papas version er bedre end Barry McGuires? Næh, nok snarere noget om de sære, lidt vilkårlige veje, der førte til en hitlisteplacering – dengang hvor radioen var den primære vej til musiklytternes ører.
