Indlæg om Musik

Jag will bara va en gammal mand

11. april 2022

Ja, jag vill bara va en gammal man
som håller huv’et kallt och hjärtat varmt
som tror på solidaritet och kamp
och som är glad att va en gammal man

Hele teksten til Wiehes sang kan du finde og læse her. 

Desværre fik jeg ikke billet til Mikael Wiehes koncert i Musikhuset søndag aften, hvor han optrådte som led i sin allersidste afskedsturné. Men det var der heldigvis mange andre, der gjorde, og de fik en god oplevelse at dømme efter anmeldelserne. Andre kan endnu nå at få billet til hans optræden i DR Koncerthuset den 27. august.

Jeg deler helt Wiehes syn på det at blive gammel. At det ikke bare er livets sidste kapitel, der skrives, men en begyndelse på resten af livet. Begyndelsen på enden, vil nogen mene, men det er meget mere frugtbart og livsbekræftende at se det som begyndelsen på resten af livet.  Og glæden over livet og over det levede liv, der ligger bag en.

Erindringsglimt: Carly Simon anno 1976

10. april 2022

Nu hvor jeg alligevel er tilbage i midten af halvfjerdserne, så dukkede Carly Simon op i mit hovede. Hun er fyldt 76 og ikke længere så aktiv, som hun var engang. Forståetligt nok. Men i 1976 udsendte hun sit – efter min mening – hovedværk Another Passenger, hvor hun blev produceret af den dengang førende producer Ted Templeman, og blev backet op af cremen af amerikansk vestkyst-rock i form af Doobie Brothers og Little Feat. Jeg var solgt til stanglakrids, da det album kom ud og endte på min pladespiller. I dag er Carly måske gået lidt i g(l)emmebogen. Og det er synd og skam. For hun har en fin, lidt mørk, sensuel stemme, der er svær at få ud af systemet, når først den har indfundet sig der.

Tilbageblik: John Cale anno 1975

10. april 2022

For snart mange år siden skrev jeg om John Cales koncert på Gellerup Scenen i 1975. En af de bedste koncerter, jeg har været til. Jeg husker også, at en – nu desværre afdød – studiekammerat også var der og blev så bevæget af Cales kuldslåede rock-and-roll, at han skrev en slags anmeldelse i et af datidens lokale småskrifter, der nu er begravet i det Kgl. Biblioteks annaler. Og – af en eller anden grund dukkede mindet om netop den koncert op på mit indre erindringslærred og fik mig til at researche lidt. Og så fandt jeg den famøse dj John Peels sessioner med Cale fra netop 1975. Og straks var jeg tilbage. Her er stemningen, køligheden, den usminkede virkelighedsbeksrivelse igen. Fear is a man’s best friend.

Island-årene

Om Lead Belly

10. april 2022

For mange år siden – det har været i midten af 1970’erne – rejste jeg med tog fra Esbjerg til Århus. Jeg boede i Århus, hvor jeg havde været immatrikuleret på universitetet siden efteråret 1973. Og helt tilfældigt mødte jeg en gymnasiekammerat i toget. Han skulle til København. Og ved sin side havde han en akustisk guitar.

Det viste sig, at han var begyndt at studere biologi ved Københavns Universitet. Han læste oprindeligt – efter gymnasiet – til folkeskolelærer som mange andre af mine gymnasiekammerater fra Esbjerg. Men et halvt årstid før den endelige eksamen var det gået op for ham, at han skulle noget andet med sit liv. Så han sprang fra  uddannelsen lige før målstregen, tog sig et arbejde som jord-og-beton-arbejder – for at afvikle noget af sin studiegæld og lod sig indskrive ved Københavns Universitet på biologistudiet.

Men det er kun omstændighederne. Når mødet skal nævnes, så er det, fordi han ikke kun droppe læreruddannelsen, men også fattede interesse for det at spille guitar. Og i den forbindelse var han meget optaget af folk- og bluesmusikeren Huddie William Ledbetter (1888-1949), der er kendt under kunstnernavnet Lead Belly. Og her var vi på bølgelængde. Jeg kendte og elskede Lead Belly og hans sange (bl. a. “Good Night Irene“, “Midnight Special” og “Cotton Fields”), hans mørke baritonstemme og hans håndtering af den 12-strengede guitar.

Jeg kom i tanke om dette møde med min kammerat – det indtil videre sidste møde (han lever endnu, men jeg har ikke været i kontakt med ham de mellemliggende år) – under læsningen af Paul McCartneys autobiografiske Lyrics, som jeg læser langsomt ved nattetid (sammen med flere andre bøger). Og her kommer McCartney ind på sit forhold til netop Lead Belly, som han omtaler son en af sine ‘helte’, i forbindelse med sin omtale af sangen “Women and Wives” (fra McCartney III). McCartney fortæller, at han har læst en bog om Lead Belly. En illustreret bog, der ligger på  og ved hans piano. Og tanken om Lead Bellys stemme får, sammen med bogen, McCartney til at synge med en mere bluespræget, hård stemme, og en belærende tekst dukker op i hans hoved og mund: “Hear me, women and wives/ Hear me, husband and lovers/ What we do with our lives/ Seems to matter to others”. Og teksten får McCartney til at associere til Crosby, Stills, Nash % Young og deres “Teach your children” (fra Deja Vue). Og McCartney holder fast i sine indskydelser og indspiller sangen i al dens enkelhed – og bruger Bill Blacks (Elvis’ bassist) opretstående bas ved inspilningen, fordi den har en særlig, smuk tone. – Og så noterer komponisten, at datteren Mary kommer forbi og udbryder: “Oh, I like that one”. Og det kunne far rigtig godt lide…

Carl Perkins – 90

9. april 2022

Carl Lee Perkins ville være blevet 90 i dag, men døde allerede 65 år gammel i 1998. Han er kendt for sange som “Blue Suede Shoes”, “Matchbox” og “Everybody’s trying to be my baby” og for sit virke på det legendariske plademærke Sun Records.

Carl Perkins med venner

Gensyn: Benægtelse

9. april 2022

Efter en knap så seværdig fodboldkamp mellem det danske kvindelandshold og Malta, hvor de danske kvinder ikke rigtig kunne finde melodien fra tidligere overbevisende kampe, selv om meget af det dog var godt og solidt, så bød DR på den britisk-amerikanske film Denial (da. Benægtelse). En film, der handler om den britiske holocaust-benægter David Irvings injuriesag mod den amerikanske-jødiske holocaust-forsker Deborah Lipstadt og hendes forlag Penguin Books.

På papiret kunne det se ud som et dårligt udgangspunkt for en film. Endnu en retssagsfilm! Oven i købet om noget så perifert og kedeligt som historievidenskab og deslige! Men sådan er det slet ikke. Filmen, der er fra 2016  og instrueret af Mick Jackson, lever højt på sine skuespillerpræstationer. Rachel Weisz som den jødiske kvinde og historiker Lipstadt, Timothy Spall som David Irving, Tom Wilkinson som den skotske forsvarer og en række mindre kendte, men absolut ligeværdige skuespillere i de øvrige roller.

Og så tjener det instruktøren til ære, at han holder fast i, hvad retssagen drejer sig om. Ikke fx om, hvorvidt holocaust faktisk fandt sted, men om, hvorvidt David Irving med rette kan kalde sig historiker og i hvilken forstand. Og dertil kommer, at filmen på fornemste vis får beskrevet forskellen mellem det amerikanske retsvæsen og det britiske, en afgrundsdyb kulturforskel. Og filmen beskriver, hvorledes det hold af jurister, som Lipstadt repræsenteres af, møjsommeligt og grundigt får sandsynliggjort, at Irving er en holocaustbenægter, antisemit og racist, der bevidst af ideologiske grunde har fusket og svindlet med  historiske kendsgerninger.

Udfaldet af dommen vil være enhver bekendt, der har interesseret sig for holocaustbenægtelsen og dens historie. Men det er heller ikke det, der er filmens clou. Det er dramaet omkring den amerikansk-jødiske kvinde Lipstadt og hendes hold af britiske jurister og den britiske dommer, der langt hen ad vejen lader tvivlen komme Irving til gode. Altså en slags retssalsfilm, men netop langt fra den slags, vi kender fra amerikanske film. En lavmælt, stille film, der er mere filmkunst end underholdning.

Og så har den – selvfølgelig, hvad jeg nær skrevet (og gjorde det!) – en aktuel relevans i forhold til Ukrainekonflikten. Nemlig vdr. spørgsmålet om, hvad der kan bevises og hvad der ikke kan bevises. I går kørte historien om sprængningen af en banegård. Og vi fik masser af det journalisterne med himmelvendte øjne kalder “dokumentation”, billeder fra stedet af ødelæggelser og lemlæstede kroppe, men spørgsmålet om, hvem der egentlig var ansvarlig for sprængningen blæste i luften. Var det russerne eller var det ukrainerne selv…?!

PS. Denne filmomtale har jeg bragt i en lidt anden form for nogle år siden, men bringer den igen, fordi det er en rigtig god og seværdig film om et vigtigt emne.

Krigens love

8. april 2022

Invasionen i Ukraine bliver ved med at sætte tanker i gang og genopfriske erindringen om tidligere krige. I går var en af hovedhistorierne på de to store tv-kanaler, at der cirkulerede en video på internettet som angiveligt viste nogle ukrainske soldater, der henrettede tilfangetagne russiske soldater. Altså, at den slags overtrædelser af krigens vedtagne spilleregler også foregår på ukrainsk side.

Det er nemlig, som eksperter også gentog i går, forbudt at mishandle og henrette tilfangetagne soldater. De skal behandles på civiliseret måde. Og hvis det ikke sker, kan forbryderen regne med at blive stillet til regnskab for handlingen. Det er sket for russerne, der allerede er anmeldt til den internationale krigsdomstol i Haag. Det er endnu ikke sket for ukrainerne.

Men, kan man overhovedet forestille sig, at de internationale konventioner bliver overholdt i nogen som helst krig? Er de nogensinde blevet overholdt? Blev de overholdt i Syrien, Libyen, Irak, Afghanistan osv.? Jeg er ikke helt sikker, men tvivler på, at det er sket. Krig er jo krig, og det ligger næsten i sagens natur, at civiliserede, moralske og etiske regler bliver sat ud af kraft, når først krigen er i gang. Så tager følelser som had og hævnlyst over. Og det er også svært at håndtere krigsforbrydelser, for der er sjældent vidner til stede, når de foregår, og vi kan – som udgangspunkt – ikke tage internettets mange videoer og billeder på pålydende. I vores digitale tidsalder hersker simulakrets lovmæssigheder i medierne. Vi kan ikke se, om den video, vi ser, er et citat fra et computerspil eller en virkelig optagelse – for nu at sætte sagen på spidsen (med et aktuelt eksempel fra den aktuelle krig…).

Nej, det er ikke let, og det gør bestemt ikke pressens arbejde mindre besværligt, at det forholder sig sådan. Og det øger forventningerne til og kravet til pressen om at anstrenge sig endnu mere for at holde fast i, hvad der er fakta, og hvad der ikke er.

Nitty Gritty Dirt Band fortolker Dylan

8. april 2022

Under den spøjse titel Dirt does Dylan kaster det traditionalistiske band Nitty Gritty Dirt Band sig over 10 Dylan-sange. Bandet har en slags tradition for at lave plader, hvor de kaster sig over traditionen, f. eks. deres nok mest kendte plader under overskriften Will the Circle Be Unbroken. Og på den nye plade, der kommer til maj, får de hjælp af en række musikalske venner, bl. a. Rosanna Cash og Steve Earl. Lige noget for Dylanologer, små som store.

 

  • Tonight I’ll Be Staying Here with You
  • Girl from the North Country
  • It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry
  • Country Pie
  • I Shall Be Released (featuring Larkin Poe)
  • She Belongs to Me
  • Forever Young
  • The Times They Are A-Changin’ (featuring Rosanne Cash, Jason Isbell, Steve Earle, and The War and Treaty)
  • Don’t Think Twice, It’s All Right
  • Quinn the Eskimo (The Mighty Quinn)

The Times they are a-changin’

50: Savage Rose – Dødens Triumf og Babylon

8. april 2022

1972 var også året, hvor Savage Rose begavede os med hele to album. Dels det voldsomt populære lydspor til teaterstykket Dødens Triumf, og dels det knap så populære, men musikalsk udfordrende og modige album Babylon. To plader, der holder sig smukt den dag i dag.

Krigen i Ukraine udfordrer den ‘objektive’ journalistik

7. april 2022

Godt en måned efter, at Rusland invaderede Ukraine, vågner journalisternes fagblad op og erklærer, at “Medierne hoppede i med begge ben,da Christiansborg valgte Ukraines side“. Og som man siger: Bedre sent end aldrig. Men, for der er mindst et men, en ting er at indse, at man sådan er hoppet i med begge ben. Noget andet er at gøre noget ved det. Og her mangler artiklen noget, ja meget. Den kommer ikke rigtig længere end til at erkende, at pressen har ladet sig forføre af Christiansborgs enøjede valg.

Problemet er, at vi med den indrømmelse ikke kan forvente at få en mere kritisk presse. Tværtimod vil den nok fortsætte som hidtil. “Vi” vil stadigvæk stå på Ukraines side og holde kikkerten for det blinde øje, for nu at bruge tekstens ordvalg. Og der er, som jeg igen og igen har understreget, brug for andre journalistiske boller på suppen. Og der står jo ikke noget i vejen for at stille kritiske spørgsmål eller invitere vidende folk ind, der kan gøre det. Det er bare med at komme i gang.

Og det bliver ikke bedre af, at en cand. merc. og freelance journalist ved navn Uffe Gardel afviser artiklen i POV International blot for at fremture med sin egen ideologisk gennemfarvede opfattelse af, hvad krigen drejer sig om. Han får da også svar på tiltale i kommentarsporet. Man får ikke ændret noget ved bare at kalde Journalisten dum. Artiklen fortjener en kritisk nærlæsning, men det er ikke skribentens ærinde eller noget, han åbenbart evner.

Da Stevie Wonder kvajede sig…

7. april 2022

For mange år siden – i 1976 – købte jeg Stevie Wonders dobbeltalbum Songs in the Key of Life. Den var på alles læber dengang, og var et foreløbigt højdepunkt i mandens karriere. Og i dag betragtes den som værende et mesterværk. Jeg måtte dog straks bytte den, for mit eksemplar var behæftet med flere presningsfejl (noget, der var ganske almindeligt dengang…). Og pladen gav mig store forventninger om, hvad manden ville finde på næste gang.

Og næste gang blev, da han udsendte soundtracket Stevie Wonder’s Journey Through the secret life of plants. Og det var, for at sige det mildt, noget ganske andet. Og som den let excentriske, men særdeles velskrivende, amerikanske musikskribent Dave Marsh skriver et sted, så var der ingen, der forstod, hvad Wonder ville med den plade, og at mange latterliggjorde ham. Og faktum var, at pladen, hvor han forsøgte at skrive sine tekster set fra planternes synspunkt (!), slog hans karriere ud af kurs. Han mistede momentum, som Marsh noterer. Men, men, det ændrer ikke ved, at musikken er den mest ambitiøse og krævende, han nogensinde har leveret.

Lyt med her. 

Ingen ende på ABBA…

6. april 2022

Den meget omtalte, nye ABBA-plade har vist ikke solgt tilnærmelsesvis så meget som de gamle gjorde, selv om den da har solgt pænt. Tiden er gået, og tiden er en anden. Og hvad gør man så, når man har lagt energi i musikken efter alle de år? Jo, man putter den nye plade ned i ABBA-boksen, så den nu omfatter ialt 10 plader, hvoraf de to udgøres dels af omtalte nyindspilning og en anden af ikke-album-singler og B-sider. Og så kan boksen selvfølgelig fås både som CD-boks og vinyl-ditto, når den udkommer til maj. For inkarnerede fans – jeg tror jeg nøjes med den boks, jeg har i forvejen.

Og så til lykke til Agneta Fältskog, der fylder 72 netop i dag…

Slipping through my fingers

Dødsfald: Bobby Rydell – 79 år

6. april 2022

Bobby Rydell var en af de mange Bobby’er, der sang i amerikansk pop i halvtredserne. Han hed egentlig Robert Louis Ridarelli, men dengang havde man for vane at sløre kunstnernes etniske oprindelse (her Italien!) ved at give dem et mere gængs amerikansk navn.

Via et talentshow på tv kom den unge Bobby ind i underholdningsverdenen. Og efter at have indsunget et par singleplader for et lille plademærke uden den store succes, fik han en kontrakt med det noget større plademærke Cameo, og så begyndte der at ske noget.

I 1959 (!) hittede han første gang med “Kissin’ time“, der røg ind i top  20 og sendte ham på turné til blandt andet Australien sammen med store navne som Everly Brothers og The Crickets (Buddy Hollys band).

Men det opfølgende hit “We got love” voksede successen og den resulterede i en guldplade og et millionsalg af hans første album. Derefter gik det slag i slag med en lang række hits, og successen fortsatte frem til 1964, hvor hans sidste guldpladevinder “Forget him” kom. Samme år skiftede han til Capitol Records, men det hjalp ham ikke, for på det tidspunkt havde The British Invasion med the Beatles i spidsen overtaget den musikalske dagsorden i Amerika, og det var ikke længere så populært at være en syngende Bobby.

Men Rydell, der også havde snuset til skuespil, film og tv, fortsatte som tv-personlighed og optrådte også på natklubber og i Las Vegas, hvor man vist aldrig har glemt de gamle stjerner. Han fortsatte også med at indspille musik, men med mindre held, og det blev ikke bedre af, at folkene bag Cameo-mærket nægtede at genudsende hans populære indspilninger. Det lykkedes dog for ham at få et enkelt hit så sent som i 1976. Det var med disco-sangen “Sway“.

Rydell fortsatte med at turnere helt frem til de senere år. Nogle gamle med andre af halvtredsernes popstjerner. Og i 2016 fik han udsendt sin selvbiografi. Og nu er han altså død, af komplikationer i forbindelse med en lungebetændelse.

Største hits

Blomsterpistolen – et gensyn

6. april 2022

Som omtalt, så investerede jeg for nylig i den nye vinyludgave af Blomsterpistolen med Young Flowers. Og sørme om ikke man nu kan se den gamle tv-udsendelse igen på nettet, nemlig på siden Dansk Kulturarv. Så se eller gense Blomsterpistolen her.  Fra dengang, hvor man turde lave fjernsyn, som ingen forventede.

Dagens citat – af Natalie Wood om Elvis Presley

5. april 2022

“God it was awful. He can sing, but he can’t do much else”

[Skuespillerinden Natalie Wood efter sit første (!) besøg hos Elvis Presley]

Elvis 56