I et andet socialt medie er jeg løbet ind i en mindre diskussion omkring det 1. maj-scenarie, medierne har opmalet omkring statsminister Helle Thorning Schmidt. En gruppe mødedeltagere med delvise rødder i Enhedslistens bagland har meldt ud, at de vil forsøge at skabe opmærksomhed om deres modvilje mod ministerens politik ved at starte en fløjtekoncert på medbragte trillefløjter.
Kan man nu tillade sig det? Nyheden har straks fået ytringsfrihedsdebatten til at koge lidt op igen. Selv Enhedslistens ledelse har set sig foranlediget til offentligt at tage afstand fra denne happening, fordi man – måske meget sympatisk – mener, at man skal lade politiske modstandere komme til orde og udtrykke deres meninger.
Jeg synes, der er to problemer i aktionen. Den ene er ytringsfriheden. I mine øjne er det lige så meget et udtryk for ytringsfrihed at bruge en protesterende fløjte som det er at stå på talerstolen og tale i mikrofonen. Det er muligvis forstyrrende og udtryk for ekstra-parlamentarisk metodik, men ikke desto mindre.
Det andet problem er så, hvad man vil opnå med denne happening. Andet end at vise, at man er utilfreds med regeringens og socialdemokraternes politik? Jeg mener, at aktionen er udtryk for politisk fantasiløshed, fordi den politiske kritik helt er borte. Fløjteriet er politisk gadedrengeri af den mest politisk impotente slags. Og det er sørgerligt, fordi der netop er brug for en velfunderet kritik af det socialdemokratisk-revisionistiske forrædderi mod den almindelige lønmodtagerbefolkning. Selv på et elementært symbolsk niveau fejler aktionen og bliver ikke meget bedre end sidste års brug af vand mod statsministeren. Så var den røde maling mod Fogh Rasmussen af en helt andet symbolsk vægt.
Jeg synes fløjterister burde putte fløjten i lommen og sætte sig ned i rundkredse og diskutere, hvad fanden vi stiller op med et tidligere arbejderparti, der i sin reformiver har bevæget sig helt over under det Radikale Venstres blå faner.
