I mere end 20 år har walisiske Manic Street Preachers været på banen og selv om årene er gået, så har de ikke helt sluppet deres rebelske og punkede udgangspunkt. Det kan man forvisse sig om, når man lægger øre til det første videoudspil fra gruppens nye og tolvte album Futurology, der udkommer til juli.
Ja, jeg tænker på den svenske jazzgruppe, der var fremme i halvfjerdserne og bestod af kvinder. Tintomara optrådte første gang på Kvindekulturfestivalen i Stockholm i 1977 og udsendte deres første gruppeplade i 1979, men havde været bidragydere til to plader med musik fra omtalte festival. Tintomara bestod af Elise Einarsdotter (piano), Jenny Wikström (bas), Katarina Fritzén (fløjte og slagtøj) og Marita Brodin (trommer). Gruppen sidste plade kom i 1982 og hed Lek.
Her er bandet som backing for den navnkundige Turid.
Den 1. marts 2013 omtalte jeg Jacob Eriksens og Koldstarts album Antarctica og skrev bl.a. om pladens baggrund: “Baggrunden for pladen er alvorlig. Eriksen blev for nogle år siden ramt af en blodprop i hjernen og sendt derud, hvor tankerne om livet og døden blev mere presserende, end det måske ellers gør, når hverdagens hamsterhjul kører. Det blev til en del tekster, der først fik deres musikalske forløsning, da Eriksen fandt sammen med Simmelsgaard”. Og det var ikke første gang denne skæbne ramte Eriksen. Tre år før han udsendte sit soloalbum Populær Mekanik (2009) var det også sket. Og i dag kan man så i Gaffa læse, at endnu en blodprop har revet den 48-årige singer-songwriter bort fra denne verden.
Jacob blev først kendt som forgrundsfigur i det fine band Shirtsville, der udgav tre fornemme album og fik en mindre hit med titelsangen til det første album “Girls deserve the Best”. Siden arbejdede han med musikpolitik, udsendte sit soloalbum og så Antartica.
Jacob er blevet sammenlignet med Steffen Brandt og Peter Olesen. Og det var i samme liga, han befandt sig som sangskriver, så det siger sig selv, at det er et væsentlig tab for dansk populærmusik, vi står konfronteret med i dag.
Hvil i fred Jacob.
Lydtroldmanden Brian Eno er tilbage med albummet Someday World, som har har lavet sammen med Karl Hyde (fra Underworld) og en række musikalske venner, bl.a. Andy McKay fra Roxy Music. Pladen kan du høre i sin fulde længde lige her. I mine ører lyder det, som om Eno har fundet tilbage til den elektropop, han bl.a. dyrkede med John Cale på Wrong Way Up fra 1990. Og det er ment som et kompliment.
