30. april 2014 arkiv

Skuespilleren Bob Hoskins er død, 71 år

30. april 2014

madeindagenham_4

åh, nej, nåede jeg lige at tænke, inden jeg fik læst den første nekrolog over den britiske skuespiller Bob Hoskins, der er blevet revet bort af en lungebetændelse. Et tab for britisk film- og tv-kunst. Et tab for filmkunsten og tv i det hele taget. Jeg mindes ikke en eneste rolle, som han ikke har bestridt med liv, pondus og overbevisning. Lige fra de første småroller i halvfjerdserne over markante roller som fx Arthur Parker i Dennis Potter-tv-serien Pennies from Heaven (1978), den dystre Hilditch i filmen Felicia’s Journey og frem til rollen som den feministiske fagforeningsmand Albert i Made in Dagenham. Blot for at nævne nogle tilfældige favoritter.  Heldigvis efterlader Bob en lang række mere end seværdige film og tv-serier til os efterladte. Hvil i fred.

 

 

 

 

Kvinden eksisterer ikke – men kvinder kan ryste deres røv

30. april 2014

Den unge Miley Cyrus startede og gjorde det til skandalesucces, det med at ryste måsen. Og nu følger danske kvinder med. På nutidens svar på de gammeldags danseskoler udbydes disciplinen “twerk”. Der skal sågår afholdes DM i måserystning. Så kom bare her!

Og så er feministiske kritikere og livsstilsekperter selvfølgelig på banen for dels at fordømme det kvindeundertrykkende i denne bagdelsdans – og det modsatte: At forsvare twerkeriet som udtryk for handlekraftige subjekter.

Det giver mig så anledning til at optrykke et læserbrevsindlæg fra Information. Det handler om en anden kvindesagssag… I Information har man – helt i bladets ånd – diskuteret kussehårenes status. Skal dusken klippes af eller ej. Den nye trend er åbenbart at lade skægget stå – so to speak. Men Tone Frank Dandanell sætter med skarp filosofisk pen tingene på plads. Som Jacques Lacan noterede: La Femme n’existe pas.

 

Looking into You: a Tribute to Jackson Browne – lyt med

30. april 2014

Medens vi er ved de gratis lytteglæder, så iler jeg med en henvisning til det fine hyldestalbum for Jackson Browne Looking into you, som the Telegraph streamer i fuld længde – lige her. Prøv fx at lytte til Don Henleys udgave af “These Days”. Det lyder sgu næsten som manden selv – dengang i halvfjerdserne. Blødt, smuk og forførende er det.

Lyt til Nels Cline Singers – Macroscope

30. april 2014

Der ligger en underlig ironi i at kalde et band Nels Cline Singers og så være et rent instrumentalband. Men sådan er det – og måske siger det ikke så lidt om Wilco-guitaristen Nels Clines uortodokse tilgang til musikken. I Wilco er han den, der trykker den af på el-guitaren, men uden for det band går han sine egne syrede veje og vrider guitarstrengene, så de omfatter rock, jazz, støj og meget mere. Lyt med til Nels Cline Singers nye plade Macroscope her – det er bevidsthedsudvidende lytning.

Bob Dylan – hvad kan vi mon forvente?

30. april 2014

Som omtalt her og hisset, så gæster Bob Dylan Aarhus senere på sommeren. Og hvad mon han vil spille? I aften spiller han og bandet i Honolulu på Blaisdel Arene, og i går og i forgårs var han i henholdsvis Maui (Hawaii) og Osaka og begge steder så setlisten sådan ud:

Things Have Changed
She Belongs To Me
Beyond Here Lies Nothin’
What Good Am I?
Huck’s Tune
Duquesne Whistle
Pay In Blood
Tangled Up In Blue
Love Sick
High Water (For Charley Patton)
Simple Twist Of Fate
Early Roman Kings
Forgetful Heart
Spirit On The Water
Scarlet Town
Soon After Midnight
Long And Wasted Years
All Along The Watchtower
Blowin’ In The Wind

Måske er det også denne spilleliste, han vil bruge på Amfiscenen? Og selv om listen dækker årtier tilbage, så kan man godt sidde og drømme om denne og hin sang fra den store sangskat. Men sådan vil det vel altid være, når man har så mange gode sange på samvittigheden.

Medens vi er ved his Bobness, så reklamerer han på sin hjemmeside for den nye plade med The Secret Sisters – Laura og Lydia Rogers – hvor de fortolker dylans sang “Dirty Lie”. Rolling Stone fortæller, at Dylan sendte nogle ufuldendte sange til pigerne, da de var i færd med at indspille deres album med et opfordring til at finde en sang, de kunne tænke sig at fuldende. Og det blev så “Dirty Lie”, der endte med at blive en duet med en tilrøget 1950’er-jazz-club-vibe, som Rolling Stone skriver. Tja, døm selv.