Kampen om musikken på nettet er langt fra ovre, selv om streamingtjenester som Wimp, Spotify og andre har gjort det lidt lettere for musikforbrugerne og pladeselskaberne. Senest har de store pladeselskabsgiganter lagt sag an mod streamingtjeneste Pandora, fordi pladeselskaberne mener, at Pandora ikke har afregnet for sange, der udkom før februar 1972. Hvis anklagerne holder, så betyder det, at mange sangskrivere og kunstnere fra tiden før omtalte tidspunkt er blevet berøvet noget af deres indkomstgrundlag. Og det er selvfølgelig uheldigt og kritisabelt. Men Pandora har udnyttet et hul i de ameriakanske copyrightlove, der offielt ikke dækker indspilninger fra før 1972.
Ser man et øjeblik bort fra de juridiske slagsmål og de problemer, der ligger der, så er det på den anden side lidt ærgerligt, hvis ende på konflikten skulle blive, at Pandora, der har haft 250 millioner brugere i USA, skulle forsvinde fra internettet. For Pandora har dyrket et interessant lyttekoncept, hvor man ud fra lytternes valg kom med forslag, der stilistisk mindede op det valgte. Som lytter fik man med andre ord ørerne op for musik, man ellers ikke så let ville være kommet til at høre. For nogle år siden kunne man også her i Europa nyde Pandoras inspiration, men det blev der sat en stopper for, så man nu kun kan være med, hvis man har en ekstra IP-adresse, der giver adgang til det amerikanske marked på nettet.
