“Her songs are heartfelt without being overly earnest; her poetry is plainspoken but not overt, and her elegant voice is wrapped in enough rasp and sorrow to keep from sounding too pure or confident.” har NPR meget rammende skrevet om den 33-åroge amerikanske singer-songwriter Sharon Van Etten, der er aktuel med sit fjerde album Are We There. Og karakteristikken dækker også fint de to videoer, der indtil videre er udsendt i forbindelse med pladen.
Sidst jeg omtalte Manchester-bandet James var tilbage i 2008, hvor jeg fandt deres hovedværk Pleased to meet you som loppefund på biblioteket. Og nu er det gode, men oversete band tilbage med albummet La petite mort, hvor de viser, at de stadigvæk kan være med, når det gælder om at lave gode poprocksange. Hele albummet kan indtil videre lyttes til her.
The Doors analyseret og forklaret af keyboardtroldmanden, Ray Manzarek, selv – så selv de tonedøve Doorsfans kan være med….
Den gode singer-songwriter John Hiatt er klar med et nyt album – Terms of my surrender – der at dømme efter titelsangen trækker lidt mere i retning af den tradtionelle blues uden at miste Hiatts umiskendelige kvaliteter som sangskriver. Lyt til titelsangen her.
Hvem skulle have troet, at k. d. langs liv, musik og levned ville blive genstand for en ballet? Jovist, regnbuen har ramt baletten også.
Næste år i maj er det 50 år siden, bluesmusikeren Sonny Boy Williamson døde. Han var med sit mundharmonikaspil en af de væsentlige forudsætninger for tressernes britiske rhythm-and-blues-bølge, der frembragte navne som Them, Animals, Rolling Stones, Yardbirds m.fl. Han døde den 25. maj 1965. Men heldigvis nåede han at indspille med nogle af de unge lømler, der løftede arven efter ham, Yardbirds og Animals. Og indspilningerne holder 100% endnu.
Ja, tiden går. Og de unge popsangerinder bliver også ældre, selv om de med alle kunstens midler forsøger at holde rynker, appelsinhud og andre af kropsforfaldets tegn på afstand. Og i går blev australske Kylie Minoque 46 år. Og uanset hvad man ellers mener om damen, så har hun forstået at holde popskruen i vandet og sørge for, at hun stadigvæk hører til blandt poppens førende damer. I anledning af fødselsdagen kan vi jo passende kigge tilbage til dengang hun var i stalden hos Stock-Aitken-Waterman i firserne.
Og år vi endnu et skridt tilbage finder vi hendes gennembrudssang, en pæn og artig version af Little Evas hit “Locomotion” (skrevet af Carole King og Gerry Goffin)
Og sådan lyder hun så i dag…
“Nazis sprechen betrügend, aber zu Menschen, die Kommunisten völlig wahr, aber nur von Sachen.”
Dansk oversættelse: “Nazister taler bedragerisk, men til mennesker, kommunisterne taler helt sandt, men kun om fakta”
– måske kunne man erstatte (ikke identificere!) “nazister” med “Dansk Folkeparti” og “kommunister” med “den danske venstrefløj”!? Tænk på den netop overståede EU-afstemning. DF vandt stort. Hvorfor? Jeg tror, at det er, fordi DF bedre end deres politiske modstandere – herunder dem på venstrefløjen – forstår at tale til følelserne. Tænk blot på Morten Messerschmidts plakat: Mere Danmark, mindre EU – det er muligt. Budskabet taler ikke til fornuften, ikke om økonomi og politik, men til danskeres følelser for nationen og for EU. Folkebevægelsen mod EU forsøgte sig med et kortfattet slogan – Skal EU bestemme alt? – men det er stadigvæk et budskab, der primært taler til hovedet med sin forudsigelige magtkritik…
– Ernst Bloch, Erbschaft dieser Zeit, Gesamtausgabe Bd. 4, Frankfurt am Main 1985, S. 153, men citatet går selvsagt tilbage til nazitiden.
Og nu hvor vi er på spindesiden, så er der også godt nyt fra First Aid Kit, der følger op på deres roste album Lion’s Roar. Det nye album hedder Stay Gold og de første smagsprøver kunne tyde på, at de to unge damer fortsætter i det hippie-retro-spor, de dyrkede på deres første album.
Sidst man hørte noget til Jenny Lewis var tilbage i 2008, hvor hendes album Acid Tongue udkom. Men nu er hun klar med opfølgeren The Voyager, der udkommer i juli måned. Lewis var forgrundsfigur i det skammeligt undervurderede band Rilo Kiley, men gik siden solo. Men solo eller ej, så står Lewis for nogle af de bedste tekster i rockmusikken – intet mindre. Jeg har givet et eksempel tidligere. Og måske er det også noget af forklaringen på gruppens manglende gennemslagskraft til mainsstream. Lewis’ sange kræver, at man hører efter og tænker sig om. Og det er vi ikke altid forvænt med i pop og rock.
Det er nu ikke helt rigtigt, at vi ikke har hørt fra Lewis siden 2008. For sidste år udkom Rilo Kiley-opsamlingsalbummet RKIves. En samling demoer, b-sider og lignende, men også en samling, der understregede gruppens kvaliteter.
Det nye album er produceret af selveste Ryan Adams og er inspireret af Lewis’ egne problemer med søvnløshed. Og hvad skal man lave, når man ikke kan sove? Måske skrive en håndfuld gode sange?! Jeg glæder mig til at høre, hvad der er kommet ud af søvnløsheden.
01 “Head Underwaterâ€
02 “She’s Not Meâ€
03 “Just One Of The Guysâ€
04 “Slippery Slopesâ€
05 “Late Bloomerâ€
06 “You Can’t Outrun ’Emâ€
07 “The New Youâ€
08 “Aloha & The Three Johnsâ€
09 “Love U Foreverâ€
10 “The Voyagerâ€
I forvejen for et soloalbum kommer Nils Gröndahls video til og med nummeret “Du bist nicht da”. Gröndahl er blandt andet kendt for sin medvirken i det roste band Under byen. Som nummeret her demonstrerer, så befinder Gröndahl sig behageligt langt fra musikkens alfarvej, nærmest ovre i den grøft, hvor Velvet Underground ledte efter den hvide lyd og musikkens urstøj. Gröndahl går hverken af vejen for at skrue helt op for volumeknappen eller at tage den moderne teknologis muligheder i anvendelse for at nå ud over scenekanten og igennem højtalerne. Videoen, der er lige så rå og nøgen som musikken, er lavet af Madeleine Kate McGowan. Jeg vender tilbage til albummet, når det engang kommer på gaden…
Med ep’en R! følger sangerinden Nana Schwartlose og producer og lydtroldmand Morten Umpf – alias Terminal Argh – op på deres langspiller fra 2013. Som tilfældet var med debutalbummet, så er det musik, der er svær at sætte på genremæssig formel. Men denne gang trækker det musikalske makkerpar Schwartlose og Umpf lytterne lidt mere i retning af det mainstreampoppede og dansante.
Skal man tro PR-materialet (men det skal man ikke altid…), så er den indledende sang “Blue Balloon” en sang om orgasmens mysterier. Men måske er det bare en sang om at være lidt høj på kærlighed, se månen som en blå balon og være lidt ør i hovedet. Og musikalsk befinder vi os et frugtbart sted mellem kølig electronica, forførende jazz (i kraft af Schwarzlose gode stemme) og dansant diskopop.
Sangene har klare popkvaliteter med omkvæd, der lægger op til sing-a-long. Det gælder fx sangen om “Karma rule”, der gør op med vort evindelige brokkeri og den negative spiral, brokkeriet sætter i gang. Her er inspirationen fra raeggaen og – ikke mindst – Grace Jones’ night club-reggae hørbar, når den møder moderne hip hop-lyd og lokker lytteren ud på dansegulvet.
Dansen fortsætter ind i “Grab yoyr love”, hvor Schwarzlose med Grace Jonesk diktion råder os til at gribe dagen og – kærligheden, Rocken tager over efter raeggaen i en sang, der pulserer i takt med hjertets slag. Vel nok pladens mest enkle og ukomplicerede udspil.
“Lie for you” er også en lille heftig tilbageskuende rocker i et vildt dansant uptempo, hvor Schwarzlose rigtig får mulighed for at slå sig løs som uhæmmet poprocksangerinde. Et rigtigt lille beskidt hit.
Schwarzlose og Langkilde står for det meste af musikken på pladen, med undtagelse af sangen “Middle of a western”, der har tekst af Peter Kinsbery, og en fortolkning af den gamle David Bowie- Iggy Pop-sang “China Girl”. Sidstnævnte er i Terminal Arghs version blevet en tilbagelænet, nærmest kælent forførende sag, der måske i virkeligheden kommer sangens tekst meget nærmere end Bowies egen meget poppede og diskoteksegnede udgave.
EP’en har ikke mindre end ni bonusnumre, hvor makkerparret i Terminal Argh, udforsker det poppede og dansante i en række sange, der måske godt kunne være udviklet videre og blevet ophøjet til regulære albumnumre, men som dog demonstrerer det potentiale Terminal Argh har som en af de mest interessante musikalske duoer, som dansk populærmusik har at byde på lige nu. Hermed anbefalet.
Terminal Argh. R!. Produceret af: Umphff. Mabel the Label. Udkommer i dag.Â
Band- eller projektnavnet PissedPostPunk siger sådan set meget godt, hvor vi befinder os musikalsk på bandets debutalbum punkAtronic. Nemlig i det beskidte kølvand på halvfjerdserpunken – fra Sex Pistols over Clash til Ramones. Og albumtitlen opbløder de genremæssige lidt idet den trækker musikken i retning af electronica. Beskidt postpunk på en bund af electronica – sådan fremstår musikken på pladen.
Pladens ialt 10 numre, der alle på en eller anden måde står i gæld til punkens vrede, vrissende omverdenskritik og pisser stolt på systemet, politiet og konformister af enhver slags, er blevet til i studiet, nærmest som live-improvisationer med indlagt publikum. Og det forklarer den upræntiøse og umiddelbare karakter musikken har. Vi er langt fra overkalkulerede studieproduktioner og befinder os mere i retning af noget, der lyder som rå klubstemning.
Jonas Østergaard (kaldet Doc Jones) står for de medrivende elektroniske beats, der ligger under Uncle Punk (Lennert Røngren) og hans heftige punkguitar, bas og sang. Og det er medrivende som musikken var på de bedste af halvfjerdsernes overraskende punkudgivelser. Musik, der rykker og banker ind i øret og kroppen og opfordrer til uhæmmet fest og ballade.
PissedPostPunk er endnu et overbevisende eksempel på, at vi stadigvæk ikke er kommet os over det musikalske udbrud, der kom i halvfjerdserne med punken, der blotlagde selve nerven i rockmusikken. En blotlagt nerve, der stadigvæk ligger der og dirrer. PissedPostPunk sætter strøm til nerven igen – hermed varmt anbefalet.
PissedPostPunk. punAtronic. Mabel the Label. Udkommer i dag.
Yelp-rockerne Clap your hands say yeah er tilbage med albummet Only Run. Og de kan høres i sin fulde længde – lige her.
Det lille pladeselskab Charlie Records er i gang med at genudsende Small Faces plader i nye, lækre, udvidede udgaver. Og nu er turen kommet til bandets debutalbum – vel at mærke den amerikanske udgave med titlen There Are But Four Small Faces. Det er ikke, fordi det har skortet på genudgivelser med dette fine band – og deres samlede værk er for længst kommet i en ret dyr boks. Men som fan af Steve Marriott, Ronnie Lane, Kenney Jones og Ian McLagan er det lidt svært ikke at blive fornøjet over den nye udgivelse.
