Jeg har været omkring albummet Déjà Vu og sangen “Ohio” i anledning af de forgangne fire årtier. Og meget passende læser jeg så, at der er et bokssæt CSNY 1974 på vej med dokumentation af bandets berømmede 1974-turne. På 3 cd’er og 1 dvd kan man følge bandets i dets formative år. Det er retroforlaget Rhino, der står for udgivelsen. Udkommer i næste måned.
The first X show
JD: It was in our house, an old Victorian Craftsman-type—I don’t know if those are conflicting architectural styles; you’ll have to fact-check that. But it was in Hancock Park, [Los Angeles] on Sixth and Van Ness, where Billy Zoom used to live, and then Exene [Cervenka] and I moved in. The garage was our practice space, and we threw a party in the living room, which I think had no furniture anyway. K.K. Barrett played drums, who was in The Screamers. He was our first drummer. I think we played maybe five or six songs because that’s all we knew. And maybe somebody else played some. There were probably 40 people there. It was a big deal. No, really. It was.
Jeg blev mindet om, hvor svært det er at udføre et godt interview, da jeg læste interviewet med forfatteren, skuespilleren og musikeren John Doe på sitet A. V. CLub. Den gennemgående tråd i interviewet er: den første gang. Første album , første sang osv. Men det er ikke videre inspirerende at læse. Man burde kunne få noget mere ud af en singer-songwriter, der har været med i bands som X, The Knitters og The Flesh Eaters og har adskillige fine soloalbum på samvittigheden. Så er der mere kød på den samtale, vi finder i denne fine optagelse på radiostationen KEXP:
Fotoet ovenfor viser X – det er John Doe med den grimme t-shirt.
Efter at have vist den fine serie Jordmoderen har DR kastet sig over – måske meget logisk – en serie, der foregår i et miljø af gynækologer. Stuegang hedder den på dansk, men den britiske titel er meget bedre og mere afslørende: Breathless.
I serien følger man den ledende gynækolog Otto Powell (Jack Davenport), hans kolleger og deres respektive familier og vennekreds. Handlingen foregår i de på mange måder opbrudsprægede tressere, men det egentlige fokus er på det emotionelle og seksuelle opbrud det tiår førte med sig. Vi er i tiden omkring p-pillens gennembrud.
På overfladen er alting pænt på en britisk middelklassevis. De mandlige læger er enten ‘godt gift’ eller på vej ind i ægteskabet sikre havn med nogle karrierestøttende, hjemmegående hustruer. Men skinnet bedrager. Powells ægteskab er goldt. Det er kærlighedsløst, selv om det dog har resulteret i et barn. Og han forelsker sig dybt i underklassesygeplejersken Cathrine, der har nok at gøre med at passe sin sindsyge far og støte søsteren Jean, der har kastet sig ud i et skrøbeligt ægteskab med lægen Richard, der på sin side ikke kan glemem andre kvinder og især ikke en gammel elskerinde, der dukker op. Heller ikke de andre ægteskaber går godt. Enten er de plaget af forfejlede karriereplaner eller også af en fortrængt fortid, der dukker op igen med seksuel afpresning og andet skidt i kølvandet.
Serien, der indtil videre er i seks afsnit (sidste afsnit vises i dag), minder lidt om den meget roste amerikanske Mad Men-serie i sit fokus på en bedrestillet tressermiddelklasse, og giver et fint, nuanceret tidsbillede af den følelsesmæssige og seksuelle uro, der som et behersket jordskælv slår igennem gynækologmiljøet. I følge oplysninger på producenten ITVs hjemmeside, så bliver sjette afsnit det sidste – og det er en skam.
