I den forgangne uge har man været mere end almindelig døv og blind, hvis man ikke har opfattet noget om Se og Hør-sagen. Bladet, der med en tys-tys-kilde i Nets har haft adgang til borgernes – de kongeliges, de kendtes og alle de almindelige menneskers – betalingskortbevægelser. Og den lille snebold har trukket en lavine af associationer med sig: lige fra Watergate til Wikileaks, Snowden og NSA. Og sagen er også på mange måder interessant. En ting er, hvad Se og Hør så faktisk har brugt de ulovligt frembragte informtioner til? Det sædvanlige: Sladder om kendte personer og kongelige. Dataene har gjort det muligt at følge personernes bevægelser, og det har dannet røde tråde i sladderhistorierne. Dette forhold er fra flere sider blevet affærdiget som uinteressante nyheder og ligegyldigheder, hvilket jeg synes er en kende arrogant. Man overser helt det ikke uvæsentlige forhold, at rigtig mange mennesker faktisk køber det blad og gladeligt læser sladderhistorierne. Jeg er selv frisørlæser af bl.a. dette blad… Ingen har, så vidt jeg har kunnet registrere det, beskæftiget sig med dette forhold. Og det er jo ikke uvæsentligt, for hvis ingen gad læse om de royales pengeforbrug på en bryllupsrejse – hvor var Se og Hør så i dag?!
Et andet vigtigt spørgsmål, som sagen rejser, er: Hvor langt kan journalistikken gå, når det gælder jagten på informationer? Er der fx forskel på dagbladet Informations brug af de lækkede Wikileaksdokumenter og Se og Hørs brug af betalingskortdata? I går kunne man høre en journalist fra førstnævnte avis forklare, at det springende punkt sådan set ikke var, om informationerne var kommet frem med ulovlige metoder, men om informationerne havde almen interessse og vigtighed. Underforstået: Hvis nogen tilbød Information oplysninger om ulovlige, samfundsskadelige pengetransaktioner via betalingskortsystemet, så ville man da ikke sige nej, hvis det have almen interesse. Blot ville man ikke betale sin kilde for det, fordi betalte kilder er upålidelige. Inden man bliver moralsk angrebet, så skal vi også lige huske på, at vi lever i en tid, hvor vi alle bliver overvåget ned i mindste internetdetalje af en omnipotent stormagt, der ikke småligt skeler til borgernes rettigheder og nationale lovgivninger. Og jeg er enig med den pågældende journalist et langt stykke hen ad vejen: Der er forhold, der er vigtigere end hensynet til legitimiteten i data- og informationsfremskaffelsen. Og der er sådan set ikke noget nyt i, at journalister bruger juridisk tvivlsomme kilder i jagten på den gode historie og den samfundsnyttige nyhed. Det er historien fuld af historier om. Det nye er blot, at internettet og de nye medier har givet den slags kildegrundlag en helt ny dimension.
Det rigtigt ærgerlige ved sagen om Se og Hør er, at det er kommet til at skygge for de andre sager – især NSA, Snowdon og Mannings – der desværre ikke rigtig har haft politisk interesse herhjemme. Hvis Se og Hør-sagen fik det rigtige forløb, så ville den munde ud i et generelt opgør med de moderne mediers udnyttelse af ganske almindelige samfundsborgeres data.
