CAPAC

“Denmark Street” førte mig på sporet af The Kinks måske mest oversete og -hørte album, nemlig soundtracket til filmen Percy fra 1971. Albummet rummer fire rigtige Kinks-numre – “God’s Children”, “The Way Love Used to Be”, “Moments” og “Dreams” – der blev udsendt på en separat EP. Ellers var der tale om instrumentalnumre. Blandt dem finder man en instrumentaludgave af Kinks vel nok mest kendte og populære sang, “Lola”.

Denmark Street ligger i Londons West End og går fra Charing Cross Road til St. Giles. Navnet fik gade tilbage i det 17. århundrede, hvor gade opstod og blev opkaldt efter prins Georg af Danmark. Men siden er gaden først og fremmest blevet kendt som et af de vigtigste centre for populærmusikken i Storbritannien i kraft af studer og musikforretninger. Og netop i år er der blevet afsløret en blå mindetavle for gadens betydning for musiklivet. Gadens bliver nævnt i Elton Johns sang “Bitter Fingers” (Captain Fantastic) og altså i Ray Davies skarpe “Denmark Street” fra albummet Lola versus Powerman and the Moneygoround and Percy. Part One. Både Elton John og The Kinks har i øvrigt indspillet i Denmark Street. I 1964 indspillede Kinks “You really got me”…

Down the way from the Tottenham Court Road
Just round the corner from old Soho
There’s a place where the publishers go
If you don’t know which way to go
Just open your ears and follow your nose
‘Cos the street is shakin’ from the tapping of toes
You can hear that music play anytime on any day
Every rhythm, every way
You got to a publisher and play him your song
He says ‘I hate your music and you hair is too long
But I’ll sign you up because I’d hate to be wrong’
You’ve got a tune it’s in your head you want to get it placed
So you take it up to a music man just to see what he will say
He says ‘I hate the tune, I hate the words but I’ll tell you what I’ll do
I’ll sign you up and take it round the street and see if it makes the grade’

Down the way from the Tottenham Court Road
Just round the corner from old Soho
There’s a place where the publishers go
If you don’t know which way to go
Just open your ears and follow your nose
‘Cos the street is shakin’ from the tapping of toes
You can hear that music play anytime on any day
Every rhythm, every way
You got to a publisher and play him your song
He says ‘I hate your music and you hair is too long
But I’ll sign you up because I’d hate to be wrong’
You’ve got a tune it’s in your head you want to get it placed
So you take it up to a music man just to see what he will say
He says ‘I hate the tune, I hate the words but I’ll tell you what I’ll do
I’ll sign you up and take it round the street and see if it makes the grade’
And you might even hear it played on the rock ‘n’ roll hit parade
Daytime, night time, every week you can hear that heavy beat
Now the walls are shaking from the tapping of feet
Daytime, night time, every day you can hear that music play
Every rhythm, every way

And you might even hear it played on the rock ‘n’ roll hit parade
Daytime, night time, every week you can hear that heavy beat
Now the walls are shaking from the tapping of feet
Daytime, night time, every day you can hear that music play
Every rhythm, every way

Jeg har været omkring den unge produktive garageindierocker Ty Segall før, Han har allerede et betragteligt antal indspilninger på samvittigheden og tilføjer nu endnu et ret stort kapitel i form af et dobbeltalbum med titlen Manipulator, der trækker på både T Rex og David Bowie i følge NPR. Og du kan lytte til hele skiven lige her.

I 2010 udsendtes en omfattende box med titlen The Promise: The Darkness on the edge of town story, hvor Springsteens navnkundige album blev udsat for boksens oppustning i form af ekstramateriale fra arkiverne og – ikke mindst – koncertoptagelser fra tiden dengang. Nu forlyder det fra hestens egen mund, at noget lignende er tiltænkt hovedværket The River (1980). Springsteen har løftet sløret i en samtale med Rolling Stone og andre forlydender på nettet peger på, at boksen nok vil se lyset her til efteråret. I betragtning af, at The River-perioden hører til Springsteens bedste, så er det en glædelig nyhed – på linje med nyheden om, at Springsteen udsender et splinternyt album i starten af 2015.

Ja, også The Hollies – den måske bedste vokalpopgruppe fra tressernes Storbritannien – runder de 50 år.  Og det markeres bl.a. med den prunkløse boks Hollies at 50, der over tre cdskiver giver et snit gennem bandets mange slidstærke sange fra “Just like me” til “Skylarks”.

Paul McCartney har rejst sig fra sygelejet og genoptaget sin heftige koncertaktivitet. Og det har bla. ført ham til Candlestick Park i San Francisco, det sted, hvor Beatles spillede deres sidste officielle koncert for mange år siden. Nu skal stedet kondemneres, men Macca nåede lige at give en koncert, der også knyttede tråde tilbage til Beatlemania. Long Tall Sally…

Hamilton “Walkmen” Leithauser og band har taget udfordringen fra AV Club op og fortolker John Cougars hit “I need a lover” (Cougar, der senere kaldte sig Mellencamp). Og det er en både loyal og energisk udgave.

Det er næsten 50 år siden Bob Dylan og The Band udsendte dobbeltalbummet The Basement Tapes. Helt nøjagtigt var det i juni 1975. Men flere af sangene – med Dylan selv i forgrunden – stammer helt tilbage fra 1967, hvor Band og Dylan indspillede dem i Woodstock, hvor de alle boede på det tidspunkt. Musikken stammer altså fra en periode, hvor Dylan var et stort og etableret navn (pladen var hans nr. 16) og The Band var ved at kaste deres fortid som The Hawks på historiens store bål. En meget produktiv tid, og konstellationen indspillede i følge forlydender i omegnen af 100 skæringer, hvoraf kun en lille del er kommet ud til offentligheden (inkl. bootlegs). The Basement Tapes anses af mange for at være en vigtig brik i etableringen af den såkaldte americana-genre og som en understregning af, at Dylan var på vej hovedkuls ind i rockmusikken.

Mange år senere bliver produceren T Bone Burnett kontaktet af Dylans forlægger, der fortællerom en bunke sangtekster, der er blevet fundet i en æske. Tekster, som Dylan angiveligt har skrevet i tiden omkring de originale Basement Tapes-optagelser, altså ca. 1967. Og forlæggeren spørger Burnett, om han er interesseret i at gøre noget med teksterne? Burnett fortæller:

“Last autumn, I received a message from Bob Dylan’s publisher telling me that a box of lyrics had been found, all hand-written by Bob in 1967, during the time of the original Basement Tapes recordings. The question to me was, “Would you like to do something with these?” Shocked, I asked if Bob was into this, and having been told he was, I asked no more questions, but rather set out to come up with something that would do justice to Bob and be true to the spirit in which the lyrics were originally written. Bob had been collaborating with an extraordinarily talented group of musicians at the time, any of whom could have led their own bands. So, the first step was to find a group of song writers/band leaders who would be able to work together to write, sing, and perform melodies for these soulful and playful lyrics.

The artists we invited – Elvis Costello, Rhiannon Giddens, Taylor Goldsmith, Jim James and Marcus Mumford – were equal to the task. Not only do they have the talent and the same open and collaborative spirit needed for this to be good, they are all music archaeologists. They all know how to dig without breaking the thing they are digging. We sent sixteen lyrics to each artist ahead of time, and they all showed up at Capitol Studios in the basement of the Capitol Records building in Hollywood in March of this year. Some had written a melody or two, others had written a dozen, but a couple of days before the sessions started, an additional eight lyrics from that same period showed up. Those lyrics, which no one had time to think about, led to some of the freest recordings.

The first day, we recorded one song – the killer “Down On The Bottom,” led by Jim James and supported mightily by the others. At the end of that day, we started looking at the number of songs we had in front of us – there were going to be multiple versions of many of the songs – and we didn’t want to turn this into any sort of competition, so we decided to record everything.

What transpired during those two weeks was amazing for all of us. There was a deep well of generosity and support in the studio at all times, which reflected the tremendous trust and generosity shown by Bob in sharing these lyrics with us in the first place. More than 40 recordings were created, the first 20 of which will be released this fall on Lost On The River: The New Basement Tapes. Sam Jones captured all of it on film, and we’re creating a documentary that will give audiences an inside look at the making of this album and explore the historical context of Bob’s original Basement Tapes recordings and their enduring influence. We are all looking forward to sharing this project with you.

All good wishes,

T Bone”

Resultatet af anstrengelserne ser nu dagens lys i udgivelsen Lost on the River: The New Basement Tapes, der kan erhverves i forskellige formater fra den 10. November. Det skal blive spændende at høre, hvad de har fået ud af Dylans gamle tekster…

Og i denne nøgne akustiske udgave når Edwards helt ind til ordenes dybeste betydning. Godt gået.

Man skulle ikke tro, at Leonard Cohens stemme kunne blive mørkere, dybere eller hæsere. Men sådan er det. Den 80-årige troubadur og poet er på vej med et nyt album med den spøjse titel Popular Problems og har sendt et udspil i forvejen – Almost like the Blues…

Mathias Elrød Madsen og Djarn Kargin udgør duoen Men of Poloroids, der i starten af oktober albumdebuterer. Måske kan jeg vende tilbage til albummet til den tid – i mellemtiden kan vi lægge øre til sangen “Darkness” fra pladen. Det er som titlen angiver en lidt mørk sag, dyster folkrock, der med sin melodiøsitet bevæger og vugger lytteren ind i sit univers. Måske kan den opleves som et forskræp til det kommende efterårs og dets mørke? “Darkness”-singlen udkommer officielt i dag!

Jeg tror nok, at jeg har nævnt den før, Cameron Crowes romantiske komedie Elizabethtown. Og i går aftes blev den så genudsendt sent på DR3, og jeg fik en chance for at se den fra ende til anden.

Eller se er så meget sagt, for filmen i sig selv er en Hollywoodbagatel af letteste slags. Det er historien om en ung karrieremand, der mister sin kæreste, påfører sit firma et milliardtab (mindre kan ikke gøre det…) og midt i denne elendighed mister sin far og må tage sig af faderens begravelse. Det fører så til en rejse til Elizabethtown i Kentucky for at hente faderens afsjælede legeme og bringe ham tilbage til familiens skød, hvor den sidste rejse så efter planen skulle gennemføres. Men på flyet til Elizabethtown støder den unge Drew (Orlando Bloom) så ind i stewardessen Claire (Kirsten Dunst) og så er den romantiske komedie sat på skinner.

Det umage par er selvfølgelig skabt til hinanden og skal blot gå gennem nogle mere eller mindre absurde optrin og hændelser for til slut at få hinanden. Det gør ikke så meget, at jeg her afslører filmens happy end, for dels ligger det allerede i Hollywood-kortene, at det kun kan gå sådan. Og for det andet, så er det slet ikke historien, der gør filmen værd at bruge lidt tid på, selv om den er både velspillet og -fortalt, – men derimod et særdeles iørefaldende og omfattende soundtrack med en perlerække af gode sange og musikstykker. Så omfattende, at der er udkommet hele to cd’er med musik fra filmen. Mange af sangene er kendte sager, men der er også relativt ukendte godbidder på lydsporet.

Volume 1

60B (Etown Theme) – Nancy Wilson
It’ll All Work Out – Tom Petty and the Heartbreakers
My Father’s Gun – Elton John
10 (This Time Around) – Helen Stellar
Come Pick Me Up – Ryan Adams
Where to Begin – My Morning Jacket
Long Ride Home – Patty Griffin
Sugar Blue – Jeff Finlin
Don’t I Hold You – Wheat
Shut Us Down – Lindsey Buckingham
Let It Out (Let It All Hang Out) – The Hombres
Hard Times (Come Again No More) – Eastmountainsouth
Jesus Was a Cross Maker – The Hollies
Square One – Tom Petty
Same in Any Language – I Nine

Volume 2

Learning to Fly – Tom Petty and the Heartbreakers
English Girls Approximately – Ryan Adams
Jesus Was A Crossmaker – Rachael Yamagata
Funky Nassau Pt. 1 – Beginning of the End
Loro – Pinback
Moon River – Patty Griffin
Summerlong – Kathleen Edwards
…Passing By – Ulrich Schnauss
You Can’t Hurry Love – The Concretes
River Road – Nancy Wilson
Same in Any Language – Ruckus
What Are They Doing in Heaven Today – Washington Phillips
Words – Ryan Adams
Big Love (Live)- Lindsey Buckingham
I Can’t Get Next To You – The Temptations

Skinnet bedrager måske lidt. Hvis det grå foto på forsiden af Pillar Points eponyme album med den unge mand på sengekanten signalerer en lidt søvning morgen med søvn i ansigtet og pudehår. For musikken der gemmer sig bag fotoet er alt andet end søvnig.

Pillar Point er Scott Reithermans projekt. Han har tidligere slået sine folder i det relativt ubemærkede indieband Throw Me The Statue, men er nu gået solo (med venners hjælp). Og vennerne er bl.a. James McAlister og Tylar Swan, der begge spiller rigtige analoge trommer, der er med til at skre musikken et energisk, levende rytmisk grundlag på hvilket de i alt ni indiepoprocksange rejser sig.

Albummet begynder med kærlighedssangen Diamond Mine, der er et pejlemærke for musikken på pladen. En momentant medrivende sang, der er popmelodiøs, men samtidig bærer en rockheftighed i sig i kraft af et insisterende spor af synth-riffs og -lyde. Og oven på det store lag af electronicapop ligger Scott Reithermanns klare stemme med prisværdig dechiffrerbarhed og gennemslagskraft.

Og Diamond Mine afslører, hvad PIllar Point har at byde på på dette fine album. To håndfulde poplækre sange i krydsfeltet mellem renlivet pop, dansant electronica og pulserende og pumpende rock.

Teksterne kredser om ungdommelige emner som kærlighed og drømme og er alt andet end simple lettilgængelige poptekster. Her er noget for pophovederne at læse og fordybe sig i. Men vigtigst af alt er, at sangtekster fungerer optimalt i forhold til musikken og smyger sig kærligt om rytmer og riffs.

Pillar Points debutalbum er sådan et album, der let kunne forsvinde i strømmen af nye udgivelser. Men hvis man er til inciterende synth-pop-rock, der sagtens kan måle sig med de bedste udøvere inden for det felt – Daft Punk, OMD, Petshop Boys osv. – så går man ikke galt i byen ved at tage Pillar Point til sig. Og det skal blive spændende at høre, hvad Scott Reithermann og Co. finder på fremover… Hermed anbefalet.

Pillar Point. Pillar Point. Polyvinyl Records / TAMBOURHINOCEROS. 2014 – Er udkommet.

“I went to Woodstock as a member of the audience. I did not show up there with a road manager and a couple of guitars. I showed up with a change of clothes and a toothbrush. It just so happened that because most of my friends were musicians I ended up backstage. There was a moment when the stage had filled up with water and it was impossible to put electric instruments onstage. At that time Chip Monck (Woodstock announcer, stage co-ordination) said to me ‘Look, we need somebody who can go out there with an acoustic guitar and hold ’em (the audience) while we go out and sweep the water off the stage and let it dry up and you’re elected.’ So, I had to run and borrow a guitar from Timmy Hardin and go on. But, it was not anything I had planned for. It was just one of those nice accidents and it resulted in my career then taking another step forward.”

 

Titlen på finske Mirel Wagnes andet album, Når kælderbørnene ser dagslyset, anslår en lidt dyster, mørk og melankolsk tone. Og det er måske sådan, man skal opfatte Mirel Wagner: Som en lidt mørk og melankolsk lillesøster til kendte feminine sangskrivere som Suzanne Vega, Joan Armatrading, Ani DiFranco osv. Med sin guitar og sin såre smukke stemme fremfører Wagner sine skyggefulde sange, så ingen lytter kan blive uberørt af dem.