Nils Gr̦ndahl РDas Fenster
24. september 2014
Nils Gröndahls plade Endlos Routinen er lige på trapperne. Udkommer den 13. oktober på Drone Records. Læs lidt om Gröndahl her. Her er endnu en video med Gröndahl – Das Fenster
september 2014 arkiv
Nyt fra – Bryan Ferry
23. september 2014Så er Bryan Ferry omsider på banen med noget nyt materiale. Til november kommer albummet Avonmore, hvor Ferry får hjælp af notabiliteter som Johnny Marr, Nile Rodgers, Marcus Miller, Ronnie Spector, Mark Knopfler og Maceo Parker. Og der er kommet et singleudspil “Loop de li”, der lover godt.
Lucinda Williams går til benet
23. september 2014
Lucinda Williams har smidt en ny plade med den fascinerende titel Down where the spirit meets the bone. Og hvordan det lyder, når sjælen møder knoglen kan man høre lige her.
Krimianbefaling: Scott & Bailey
22. september 2014
Selv om allersidste afsnit af den britiske krimiserie Scott & Bailey løb over skærmen i går, så kan jeg godt give den en anbefaling med på vejen, for tro mig, DR skal nok genudsende den på et tidspunkt – for det gør DR med stort set alle de britiske krimiserier.
Hovedpersonerne i serien er de to politidetektiver Janet Scott (Lesley Sharp) og Rachel Bailey (Suranne Jones), der sammen opklarer forbrydelser i et fiktivt Manchesterpolitikorps under ledelse af den tredje kvindelige hovedperson Gill Murray (Amelia Bullmore), af Janet og Rachel kaldet Godzilla…
Serien har alle de kvaliteter, vi forventer af en god britiske krimiserie. Gode, indviklede plots. Fine miljøbeskrivelser og gode skuespilpræstationer over hele linjen. Når serien rager lidt ekstra frem, så er det, fordi den har to – ja, faktisk tre – kvindelige hovedpersoner. Uden at den af den grund kan kategoriseres som femikrimi. Og det interessante er, at de to detektivers privatliv spiller en næsten lige så stor rolle i serien som de enkelte plots og selve politiarbejdet. Både Janet og Rachel er nærmest gift med deres arbejde. Til gengæld har de masser af problemer på privatlivsfronten. Janet bor med sin gamle, skarptandede mor og børnene efter en seperation fra manden, og Rachel lever alene med alt, hvad det indebærer. På overfladen har de styr på deres privatliv, men i virkeligheden lever de i en skrøbelig virkelighed, der let kan bryde sammen. Janet holder krampagtigt fast i kernefamiliefacaden, medens Rachels liv bærer præg af, at hun langt fra har løbet hornene af sig. Løse seksuelle forbindelser og en del alkoholindtagelse er en del af det billede, der tegner sig – og noget af det, der sammen med arbejdslivets byrde binder de to i øvrigt vidt forskellige damer sammen i en venskab, de først med tiden lærer at acceptere.
Foreløbigt har serien løbet over tre sæsonner, men rygtet vil vide, at man er i fuld gang med at producere en fjerde sæson. Og det kan man kun håbe på, for det er en fremragende krimiserie, som man kun kan blive revet med af.
Mere tysk Leonard Cohen-celebrering
22. september 2014
Tyskerne kan ikke få nok af Leonard Cohen i disse dage. Og forlaget Schiermer/Mosel udsender en flot fotobog – Leonard Cohen – Almost Young – der følger den fotogene Cohen fra de unge dage, før musikken kom ind, og frem til i dag. Og hvad har vi så at byde ind med herhjemme? Måske skulle man genudsende På danske læber i en ny opdateret udgave? Vågn op pladeselskaber og forlag.
Ingen ende på The Doors
22. september 2014
Folkene bag The Doors helmer åbenbart ikke, før enhver stump musik og enhver strimmel film er blevet offentliggjort. Der er kommet en lang række, i øvrigt udmærkede liveoptagelser, med Doors gennem de seneste år. Og nu har man så restaureret en 40-minutter lang, gammel (1968) dokumentarfilm om gruppen. The Feast of Friends følger bandet på deres sommertur i ’68, og i datidens cinéma vérité-stil oplever man bandet på scenen og bag. Filmen blev vist på diverse festivaler dengang, men har aldrig været udsendt før. Ud over Feast of Friend indeholder dvd’en/Blue-ray’en også den britiske tv-dokumentar The Doors are open fra samme år og en kanadisk filmatisering af “The End”. For inkarnerede Doors-fans.
Leonard Cohen på tysk…
21. september 2014
På sitet leonardcohenfiles.com har man lavet en liste på ikke mindre end 2824 fortolkninger af Leonard Cohen-sange. Alene “Hallelujah” findes i mere end 300 coverversioner. Og i Tyskland markere man mesterens fødselsdag med udgivelsen Poem – Leonard Cohen in deutscher Sprache. Leonard Cohen på tysk – går det? Ja, det gør det bestemt. Selvfølgelig er det en fordel, at man behersker det tyske sprog – men gør man det, så er der gode oplevelser af Cohen på tysk. Oven i købet får man så smagsprøve på både kendte og mindre kendte tyske kunstnere.
- Madsen – Hey, Das Ist Nicht Der Tag Zu Geh’n – Hey, That’s No Way To Say Goodbye
- Mrs. Greenbird – Leb Wohl, Marianne – So Long, Marianne
- Anna Loos – Einer Von Uns Muss Sich Irren – One Of Us Cannot Be Wrong
- Max Prosa – Der Partisan – The Partisan
- Tim Bendzko – Geschichte Isaaks – Story Of Isaac
- Alin & Joa Kuehn Coen – Joan Of Arc – Joan Of Arc
- Reinhard – Mey Sternblauer Trenchcoat) – Famous Blue Raincoat
- Cäthe – Lover Lover Lover) – Lover Lover Lover
- Johannes Oerding – Die Frau Des Wanderers) – The Gypsy’s Wife
- Jan Plewka – Küss Mich Bis Die Welt Vergeht – Dance Me To The End Of Love
- Beautiful Losers – Hallelujah – Hallelujah
- Peter Maffay – Zuerst Also Manhattan – First We Take Manhattan
- Manfred Maurenbrecher – Hymne – Anthem
- Fehlfarben – Gerechtigkeit – Democracy
- Stefan Waggershausen – Alexandra Geht – Alexandra Leaving
- Nina Hagen – Am Dunklen Fluss – By The River Dark
- Suzanna & Karsten Troyke Der Sog – The Undertow
Til lykke til Leonard Cohen – 80 år i dag
21. september 2014
Jeg meldte mig ind i Leonard Cohens fanklub i halvfjerdserne – og er forblevet der til og med hans seneste udspil Popular Problems. Han tilhører den tunge klasse af drenge og piger – fra Dylan til Michell – der har formået at lade digtekunst og populærmusik gå smukt hånd i hånd. Som Bob Dylan er Cohen en ener – og det vil være urimeligt og misvisende at sammenligne de to unika.
Fotoet af en ung Cohen med en rumænsk veninde er lånt fra denne side.
Iceage smider punkjakken…
20. september 2014Danske Iceage gjorde ikke det store indtryk på mig, da de brød igennem, men de tog den internationale presse med storm. Og nu er de på vej med deres tredje album Plow in the field of love, hvor de åbenbart tager et skridt væk fra punken – uden dog at slippe dens indestængte aggressivitet og brændend energi. Lyt til udspillet “How many”, der godt kunne opfattes som et moderne bud på, hvordan postpunk skal skæres i 2014.
Sofie med lårene fylder 80
20. september 2014
Sofie med lårene. Det kaldte min far altid den italienske skuespillerinde Sophia Loren. I dag fylder hun 80. år. Hun er nok den mest berømte italienske filmskuespillerinde i det tyvende århundrede og nok den eneste, der med hensyn til udstråling og glamour kunne måle sig med de store amerikanske Hollywood-ikoner. Med sin blanding af ypperlig, italiensk feminin sexappeal og et indiskutabelt skuespillertalent, der er overhældt med Oscar og andre filmpriser, ragede hun op blandt blondinerne fra Hollywood. Lorens filmkarriere gik på hæld i 1990’erne, hvor hun efter sine mange bedrifter på de hvide lærred kastede sig over forretningslivet med perfumeproduktion, smykker, briller, kogebøger o.a. Samtidig med, at hun kræsent vurderede, hvad hun ville medvirke i af film. Et af de valg hun faktisk foretog var at medvirke i komedierne Gnavne gamle mænd med Walter Matthau, Jack Lemmon og Ann-Margret. Og med sin lille rolle beviste hun endnu engang, at en fremskreden alder hverken havde berøvet hende hendes udstråling eller skuespillertalent.
Brian Epstein – Beatles’ manager – 80
19. september 2014
Han blev kun 32 år og døde den 27. august 1967 af en overdosis Carbitral (sovemedicin). Men havde han fået lov til at brænde sit lys helt, ville han i dag kunne fejre sin 80 års dag.
Brian Epstein var et modsætningfuldt menneske. På overfladen indbegrebet af en pæn, ung mand i jakkesæt, men med et latent behov for at gå til yderligheder – bl.a. i sin karriere. Han var skabsbøsse med hang til SM-orienterede trækkerdrenge. Og det var ikke let i Storbritannien, hvor homoseksualitet var en forbrydelse frem til 1967. Han arbejdede i familiens møbelfirma, men fik udvidet aktiviteten til at handle med grammofonplader – og det var ad den vej, han stødte på fænomenet Beatles. Egentlig brød han sig ikke meget om gruppen og dens musik, men mente, at de fire drenge fra Liverpool, som han opsøgte i The Cavern, havde en “personlig magnetisme”. Måske var han også fascineret af fire unge mænd i lædertøj…
Det korte af det lange var, at Epstein kort tid efter lavede en kontrakt med Beatles og blev deres manager. Og resten er historie som man siger.
Torben Bille fortalte historien på denne måde.
Capac anbefaler: Markus Lake – EP
19. september 2014
Jeg har tidligere fremført mine forbehold over for genren rap, men jeg lader gerne mine fordomme sætte på prøve. Og nu er den unge rapper Markus Lakes eponyme ep landet på min computer. Og for nu at punktere spændingen omkring fordomsfuldhederne, så lad mig bare sige det lige ud af posen: Jeg bliver langt hen bekræftet i fordommene af Lakes fem numre.
Den indledende “Superman” er en næsten obligatorisk rap om pigen i mandens liv. På et grundlag af enkle, nærmest klassiske og ret så monotone beats, tilsat lidt opblødende guitar, fortæller “supermand” om sin pige. Lake er talentfuld nok til at lade sin rap følge pulsen tæt. Og det er en besyngelse af pigen Louis Lane, Mary Jane. En beskrivelse, der er vævet ind i en lidt overflødig (synes jeg) ramme af mytologi (Athene, Afrodite) og mediehelte (Supermand/Lois Lane – Bonnie and Clyde…). Og en beskrivelse, besyngelse, der sætter kvinden op på en piedestal som et af mange begæret objekt, som “supermand” ikke er helt sikker på. I mine ører er det et – kunstnerens alder taget i betragtning – temmelig bedaget kvindesyn, der lægges frem for lytteren. Fyrre års kvindefrigørelse finder man kun en flig af i pigens påståede selvstændighed.
“Så godt” er mere musikalsk kompleks. Godt nok er rytmen simpel, men monotonien opblødes af en pigebackingvokal og lidt synth (?). Sangen er en tematisering af kunstnerens forhold til sin sangskrivning. Og heller ikke her kan Lake slippe sin forkærlighed for at lufte mytologiske forbilleder (fx Hemmingway, Mozart og Beethoven…). Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men det virker alt for påtaget at sammenligne sig selv med de store mester i den klassiske musik og den internationale litteratur. Problemet er, at den slags staffage slører for den ærlige selvbevidsthed, som Markus Lake lufter med sin besættelse af rap. Man skal ikke gøre tingene mere indviklede end nødvendigt. Heller ikke i rap.
EP’en slutter af med to nærmest obligatoriske socialt bevidste tekster. “Amanda” handler om den 21-årige luder Amanda. Det er ikke en tekst, der rykker noget ved det stereotype billede af en misbrugende prostitueret. Musikalsk er det en af de mest sammensatte numre på pladen, idet et kraftigt lag af electronica svæver hen over den intense rappen og den bastante rytme.
Heller ikke rappen om pusheren på “Bænken” kan siges at løfte sig over det stereotype og forudsigelige. Musikalsk er det nok pladens mest diskrete rap. Rytmen er nedtonet og tilbagetrukket i lydbilledet, der domineres af stemmens rappen og electronicaklange.
Pladen henvender sig primært til de allerede overbeviste rapelskere. Markus Lake har ubestrideligt sans for rappen, men savner efter min opfattelse udfordringer både på tekst- og musiksiden. Samlet set er det en ret traditionel rapudgivelse, der nok skal finde sit hengivne, ortodokse publikum. Men rapskeptikere som undertegnede vil nok finde andre rapgræsgange at gå på. Hermed anbefalet.
Marcus Lake. Markus Lake. Eget forlag og produktion. Er lige udkommet.
ABBA på Wembley
19. september 2014
Der er heller ingen ende på Sveriges svar på the Beatles, ABBA. Ganske vist bliver de fire bogstaver aldrig gendannet, men genudgivet bliver de. Og lidt nyt er der også. Til november kommer ABBAs optræden på Wembley Arena den 10. november 1979 på en album. ABBA var da på toppen af deres karriere. Udgivelsen byder på en enkelt ‘sjældenhed’, nemlig Agnethas fortolkning af nummert “I’m still alive”. Den er dog ikke mere sjælden end at den er til at finde på Youtuben….
Disc 1:
1. Gammal fäbodpsalm
2. Voulez-Vous
3. If It Wasn’t For The Nights
4. As Good As New
5. Knowing Me, Knowing You
6. Rock Me
7. Chiquitita
8. Money, Money, Money
9. I Have A dream
10 Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)
11.SOS
12. Fernando
13. The Name Of The Game
14. Eagle
15. Thank You For The Music
16. Why did it have to be me
17. Intermezzo no 1
18. I’m Still Alive
19. Summer Night City
20. Take A Chance On Me
21. Does Your Mother Know
22. Hole in your soul
23 The Way Old Friends Do
24. Dancing Queen
25. Waterloo
Â
Til lykke Skotland
19. september 2014Et rungende nej blev det til i Skotland. Den historiske mulighed for autonomi og national selvbestemmelse blev smidt på historiens mødding og alle er tilbage i hverdagen som en del af det såkaldte Storbritannien. Nogle gange kan udsigten til frihed være skræmmende og tryghedstrangen så massiv, at man ikke kan løfte en hånd. Men – til lykke Skotland. I ligger som i selv har redt. Akkurat lige som os andre…
Capac anbefaler: Timber Timbre – Grand Canyon
18. september 2014
De små medier er i vælten. Jeg har efterhånden omtalt mange EP’er, disse forvoksede singler eller skrumpede LP’er, og nu er turen kommet til en single. Det er “Grand Canyon” fra den kanadiske kvartet Timer Timbre, der består af Taylor Kirk (sang, gt, tangenter), Simon Trottier (gt, slagtøj), Mathieu Charbonneau (tangenter)og Olivier Fairfield (trommer og tangenter). “Grand Canyon” besynger det sted, titlen angiver, og det gør den på en måde, der giver kraftige associationer i retning af gamle amerikanske westerns og tradiotion country and western. Det der en meget enkel, dragende, lidt mørk sang, der får sine associative lag fra forsangerens stemme, steel guitarrens klange og de orkestrale elementer. Og sangen giver appetit på at lytte til hele bandets nye album Hot Dreams.
Og måske giver denne videoudgave en idé om, hvad singlen har at byde på.
