oktober 2014 arkiv

Dadrockerner er tilbage: Neil Young og Bob Dylan

27. oktober 2014

De to gamle gutter Neil Young og Bob Dylan fortsætter ufortrødent med at lave musik i en fremskreden alder. Og nu er Young aktuel med albummet Storytone, hvor han iscenesætter sine sange med symfoniorkester eller big band. Hele pladen kan man nu lytte til hos NPR – lige her.

Og om en lille uges tid udkommer omsider Bob Dylans komplette udgave af de legendariske Basement Tapes, der ser ud til at få en veritabel renæssance i år med denne udgivelse og coverversionerne. En smagsprøve på boksudgaven kan man også lytte til hos NPR – her.

The War on Drugs – Voxhall, Aarhus, søndag d. 16.10.2014

27. oktober 2014

Som tidligere antydet, så er The War on Drugs et orkester, man har store forventninger til. Med deres tredje album Lost in the Dream er bandet for alvor brudt igennem fra undergrunden til mainstream, og bandet har haft kritikerne med sig – også når de har optrådt rundt omkring. På den baggrund ville det være naturligt at have visse forventninger til koncerten denne milde efterårsaften i den jyske hovedstad. Levede den så op til forventningerne? Ikke helt efter min opfattelse.

Men aftenen begyndte et andet sted. Uden at være på plakaten fik den unge, blonde belgiske singersongwriter Karolien Van Ransbeck rollen som opvarmningsnavn klokken 20, hvor musikken skulle begynde. Uden megen snak afleverede Ransbeck en god håndfuld sange fra sit solorepertoire (til daglig spiller hun i bandet Few Bits). Lidt indadvendte, melankolske sange, der godt kunne minde mig om en tidlige Suzanna Vega. Og Ransbeck viste sig at være både en god sangerinde og en god guitarist. Hun kunne godt fortjene selv at være på plakaten engang. Og publikum var hende venlig stemt og klappede pænt efter hvert nummer.

Lidt over klokken 21 var det så tid for hovednavnet at tage over. Voxhall har jeg ofte nok rost for at have en god akustik og en god lyd, men det kneb med det sidste denne aften. Lyden var – oplevet fra midten af gulvet blandt publikum – en anelse overstyret. Især stortrommen slog sig bogstaveligt talt ind i kroppene på publikum. Der kunne godt være skruet lidt ned for volumen uden at det ville være gået ud over det musikalske udtryk. Bedre blev det ikke af, at bandet åbenbart ikke havde færdiggjort deres lydprøver og insisterede lidt på at bruge indledende minutter på den øvelse, hvilket kun kan opfattes som uprofessionelt. Oven i skal så lægges, at den obligatoriske baggrundsdåsemusik ganske uhæmmet og højt fortsatte helt ind i de første akkorder af bandets musik. Temmelig respektløst over for både musikere og publikum.

Men så kom det seks mand store The War on Drugs da omsider igang og spillede godt og vel halvanden time nærmest non-stop. Det ene nummer efter det andet gled over i hinanden og først i sidste tredjedel begyndte forsanger og -grundfigur Adam Granduciel at henvende sig høfligt til publikum.

Hvordan oplevedes så bandets skamroste, sjælfulde, detaljrede udgave af FM-rocken på en dansk scene? I mine ører afsløredes gruppens musikalske begrænsninger sig i livesituationen. Og disse begræsninger klæber sig især til bandets på enhver måde centrale hovedperson, sangskriveren og orkesterlederen Adam Granduciel. Selv om Granduciel blev backet op af kompetente og godt sammenspillede musikere på guitar, tangenter, trombone, saxofon, bas og trommer, så blev det tydeligt, at Granduciel selv er en ganske ordinær kunstner. En ordinær sanger, en ordinær guitarist og en ganske ordinær mundharmonikaspiller. Og det ordinære stopper ikke her. I mine ører er han også en ganske ordinær sangskriver. Jeg tror ikke, at en eneste af de sange, orkesteret fremførte denne søndag aften vil overleve i rockens store sangbog. Så er det sagt.

Det ordinære i Granduciels kunst bliver udstillet, når man som han og bandet har valgt at spille storladen rock på de stier, som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neil Young, Bob Seeger m.fl. har trådt for mange år siden. En musikform, der egner sig til festivaler og store sportarenaer, og hvor der i numrene er obligatorisk plads til guitarsoloer. Granduciels sange, der på plade især gør sig ikraft af deres introverte og rigt facetterede lydbilleder, kom i koncertsituationen her til at fremstå som sange, der ganske enkelt ikke er gode nok. Ordinære sange, der mangler melodisk prægnans, iørefaldende b-stykker, fængende riffs og hvad der ellers kan gøre, at dad-rocken, som den jo flatterende kaldes, kan mønstre noget af den bedste rockmusik, der er blevet frembragt. Granduciels manglende format som sangskriver trak det samlede indtryk ned på det ordinære plan. Og bedre blev det ikke af, at han hverken er en særlig god sanger (det var også mere end svært at opfatte, hvad han sang) eller nogen original guitarist (i de ret lange til dels improviserede solopassager stod klicheerne i kø) og en fatalt dårlig mundharmonikaspiller (heldig vis fandt han kun mundharmonikaen frem et par gange eller tre). Det samlede indtryk var – for nu at skære det ud i pap: en ordinær koncert.

Men det overvejende ungdommelige publikum var tydeligvis tilfredse med forestillingen og fik de ekstranumre, de bad om. Og jeg er ret sikker på, at der er en eller anden anmelder rundt om i dette land, der vil have en ganske anden mening om koncerter. Men sådan er der jo så meget.

Hvordan The War on Drugs kommer videre må guderne vide. Men oven på denne aften synes jeg ikke der er grund til at forvente en himmelflugt. Men vi får se og ikke mindst – høre.

Opdatering: For god ordens skylde: Hvis man vil læse mere positive anmeldelser, så foreslår jeg at man går til Gaffa, Aarhus Stiftstiden, Jyllands-Posten eller Soundvenue (google: the war on drugs voxhall – og du skal finde…).

 

Jerry Lee Lewis er tilbage: Rock and Roll Time

26. oktober 2014

I en alder af 79 år er pianomishandleren og rock’nrolleren Jerry Lee Lewis klar med en ny plade, der bærer den indlysende titel Rock & Roll Time. Lewis er blevet ældre og måske er der kommet en anelse tilbagelænethed over ham, men ellers lyder det som det altid har gjort. Great Balls, Lewis.

Og så til koncert: The War on Drugs rammer Voxhall, Aarhus

26. oktober 2014

Med mange flotte koncert- og pladeanmeldelser i ryggen kommer Philadelphia-bandet The War on Drugs forbi Aarhus i aften, og jeg har været ude tidligt og sikre mig en adgangsbillet til den for længst udsolgte koncert.

Orkesteret blev dannet af Kurt Vile og Adam Granduciel i 2005, men allerede efter debutalbummet Wagonwheel Blues (2008) valgte Kurt Vile at forfølge sin drøm om en solokarriere og overlod derfor roret til Graduciel. Man kan vel sige, at The War on Drugs først blev et sammentømret band efter Viles afsked, for de første år brugte Vile og Graduciel forskellige musikere som backing, men de besluttede til sidst at etablere et rigtigt orkester med Charlie Hall på trommer og orgel, Kyle Lloyd på trommer og Dave Hartley på bas. Men siden er der sket flere ændringer. Hall og Lloyd har forladt gruppen, og i dag består The War vist nok af Granduciel, David Hartley, Robbie Bennett og Charlie Hall.

Tre album er det efterhånden blevet til. I 2008 kom de svære toer Slave Ambient, der fik kritikerne med sig. Og i år er så kommet Lost in the Dream.

I sin nuværende form spiller The War on Drugs en traditionsladet rock, der ville være utænkelig uden traditionen over Bob Dylan og Bruce Springsteen. Hos War finder du samme ubesværede storladenhed som hos Dylan og Springsteen, samme flair for episke rocksange, men også et let og luftigt klangunivers, der afslører, at The War on Drugs tilhører en yngre generation og har fået impulser fra moderne indierock, americana og folk. Som de bedste nye rockbands bærer The War on Drugs traditionalismen med sig og forvalter den med både respektfuldhed og nytænkning. The War on Drugs er et band, man gør klogt i at holde øre med.

Et dødsfald: Jack Bruce

25. oktober 2014

åh nej, nåede jeg lige at tænke, da nyheden om bassisten, sangeren m.m. Jack Bruce tikkede ind. Kendt og skattet for sin indsats i det toneangivende tresserband Cream, hvor han spillede sammen med Eric Clapton og Ginger Baker. En af rockens helt store trioer med helt sin egen sound. Jack Bruce døde i sit hjem 71 år gammel. Dødsårsagen er ikke oplyst endnu.

Tilføjelse: Det oplyses nu, at dødsårsagen skyldes en leversygdom.

Tilbagespoling: Da Jack Bruce fyldte 70.

Og Bruce og de andre to, da de var med i en dansk spillefilm:

Tak til Gertrud for linket…

Total Heels sætter ikke hælene i…

25. oktober 2014

Total Heels må være et af tidens varmeste undergrundsnavne. Aktuelle med deres eponyme album på deres eponyme plademærke… Og jeg kan vældig godt lide Total Heels usminkede, elementære rock – og ikke mindst deres brug af Hammond-orglet med klare referencer til tressernes beatmusik…

Ray Charles – 84

25. oktober 2014

I dag ville Ray Charles være blevet 84 år, men han slap desværre tangenter den 10. juni 2004. Mess around Ray…

 

Pharrell i Lederhosen?

25. oktober 2014

Giv Pharrell Lederhosen på – og så har du tyske Munk alias Mathias  Modica? Nej, den går vist ikke helt. Men jeg forstår godt, hvor den tyske journalist ved Die Zeit vil hen med sin smarte association. Munks digitalefunk kan godt lede tankerne hen på Pharrell og “Happy”. Det er dansant, iørefaldende moderne populærmusik, men mangler Pharrells talent for virkelig at skrive langtidsholdbar pop.

Lera Lynn

25. oktober 2014

Fra den ene yderlighed til den anden. Fra garagerock med Coathangers til no-bullshit singersongwriterkunst med texanske Lera Lynn, der er aktuel med albummet The Avenues. Som nedenstående fine, enkle video demonstrerer, så holder Lynn sig til et basalt udtryk uden nogen dikkedarer. Kald det folk, kald det country, kald det americana. Det er velgørende singersongwriterkunst, når det er bedst.

 

Coathangers: Drive

25. oktober 2014

Atlantapunkbandt Coathangers har været forbi bloggen før. Og nu er de aktuelle med singleudspillet fra deres seneste albuk Suck my Shirt. Drive hedder sangen og den lever pænt op til tltlen. Måske er pigerne knap så punkede længere og måske mere powerpoprockede. Men charmerende er det stadigvæk…

John Peel – in memoriam

25. oktober 2014

I dag er det nøjagtig 10 år siden, den navnkundige britiske DJ John Peel døde. The guardian markerer dagen med en billedkavalkade med mange af de store navne, som Peel var med til at lancere og understreger dermed den betydning Peel havde gennem mange år for britisk populærmusik. En betydning, der rækker langt ind i eftertiden. Man får også et godt indblik i mandens uhæmmede interesse for musik ved at besøge hans internetarkiv. Jeg tror ikke, at vi i Danmark har (haft) en enkelt person, der kan måle sig med Peel som talentspejder og promoter for nye navne.

Et obskurt tresserband: The Artwoods

24. oktober 2014

Forsangeren var Art Wood, Ron “Rolling Stone” Woods storebroder. Jon “Deep Purple” Lord spillede et markant orgel og ved trommerne tronede Keef Hartley. Alligevel forblev The Artwoods, der blev dannet i 1963, et outsiderorkester blandt de bands, der i starten af tresserne satte sig på beatmusikken med inspiration fra amerikansk blues i Alexis Corners og John Mayalls aftapning. Rolling Stones, Animals, Who m.fl. havde førertrøjerne på, medens the Artwoods måtte nøjes med en plads i anden division.

Hvor retfærdigt det var, kan man så diskutere nu, hvor bandets samlede indspilninger fra de tre aktive år frem til 1967 er udsendt i en lille boks. Måske var det i virkeligheden ydre omstændigheder og tilfældigheder, der gjorde, at de ikke kom til at flugte med Yardbirds og andre af tidens topnavne?! I hvert fald er der masser af saft og kraft i Artwoods R&B-beat.

Og farvel til – Alvin Stardust

24. oktober 2014

Da glamrocken satte dagsordenen i rocken sprang den gamle rocker Shane Fenton ud som Alvin Stardust. Navnet fortalte alt om transformationen fra gammeldags rock til glam. Med “My Coo-Ca-Choo” bragede Alvin Stjernestøv ind på hitlisterne.

Bag Stardust og Fenton gemte sig en dreng ved navn Bernard Jewry fra Finchley, hvor han blev født i 1942. Som ganske ung blev han inficeret at rock’n roll- virussen. Og via et job som turmanager for Johnny Theakston and the Beat Boys kom han ind i den gruppe, der siden blev til Shane Fenton and the Fentones, der fik nogle mindre hits og figurerede på plakaterne til rock’n roll-shows rundt om i Storbritannien. Da Beatlemania blæste hen over de britiske øer, dalede interessen for musik som den, the Fentones stod for – og i nogle år måtte Bernard tage til tak med småjobs på passagerbåde og i små folkklubber.

Det var Bernards held, at produceren Pete Shelley i 1973 ledte efter en sanger, der kunne synge “My Coo-Ca-Choo”. Den blev straks et hit og blev fulgt op af flere hits, der kombinerede glamrock med dansante disko- eller balladetoner.

Alvin Stardust var aktiv til det sidste og skulle efter planen have udgivet et album i næste måned. Det nåede han ikke at opleve, da han døde den 23. oktober af prostatakræft. 72 år gammel.

 

Grateful Dead – 50

24. oktober 2014

Også den legendariske, californiske band The Grateful Dead nærmer sig 50-års-jubilæet. Og det skal selvfølgelig markeres med manér. Hvad det kaster af sig af musikalske udgivelser, må vi vente og se, men det er allerede nu blevet meddelt, at der kommer en stor dokumentarfilm om gruppen. Med Martin Scorsese som “excecutive producer” og Amir Bar-Lev som instruktør. I følge Deadline Hollywood vil filmen indeholde hidtil usete optagelser af bandet på scenen og bag scenen og interviews med de gruppemedlemmer, der stadigvæk er i live og aktive på musikscenen. Et must for deadheads…

Chris Stein fotograferer

24. oktober 2014

Uden en række professionelle fotografer og amatørfotografer ville rockens og poppens historie ikke have været den samme. Ja, jeg fristes til at mene, at fotografiet er lige så vigtig en del af popkúlturen som selve musikken. Måske en overdrivelse, men så alligevel ikke helt. Populærkulturen og dens musik har fra starten været ikonisk og – fotogen.

Man bliver mindet om det ved nyheden om, at Chris Stein – guitarist i Blondie – nu har fået udgivet sin egen fotobog Chris Stein/Negative: Me, Blondie and the Advent of Punk, hvor han deler sine personlige fotos fra halvfjerdserne og firserne. Endnu en mulighed for at dykke ned i rockens ikoniske sider. Og det er en amatørfotografs insiderfotos. Ovenfor kan man se Chris Steins egen selfie fra en tid, hvor begrebet selfie endnu ikke eksisterede.

Jovist, man forstår godt, at Stein var vild med at fotografere Blondie…