Ja, i dag er det 25 år siden Steve Marriott døde. En lille mand med en stor stemme og energiske guitarspil i bands som Small Faces og Humble Pie. Og det giver mig så en passende anledning til at spille et nummer med hvert af de to fortrinlige bands..
Â
Ja, noget har ikke ændret sig meget, siden dengang USA forsøgte sig militært i Vietnam. Også i dag drager USA og dets allierede – fx Danmark – i krig, når Onkel Sam kalder…
“Vores sidste plade blev lige som vores første: rå og enkel. Det var som om en cirkel sluttede. Vi var igen et garageband, og det er der rock&roll startede”
(The Doors’ trommeslager John Densmore om Doors‘ L.A. Woman)
Det er i dag 45 år siden, The Doors udsendte deres sidste album som intakt band. Og det var den første plade med bandet, jeg købte. Dengang. Hos Jaspers Radio i Esbjerg. Og jeg har den stadigvæk den gamle vinylplade, i god stand og behold. Og den er stadigvæk en af mine favoritter blandt bandets få, men udsøgte, albums.
I denne måned for 50 år siden debuterede alle tiders garagerockband The Seeds med deres eponyme album. Pladen blev ikke nogen storsælger og fik en beskeden hitlisteplads langt nede på Billboards albumliste. Til gengæld fik pladen et eftermæle som en af garagerockens og punkens hovedhjørnesten. Alle sangene var skrevet af den legendarske Sky Sexton, der også var forsanger og producer på pladen .
Cheap Trick kom aldrig ind under min radar, dengang de var helt store. Og det var – set i bagklogskabens lys – en forsømmelse eller en fejl. Så nu er det ved at blive reintroduceret med mange års forsinkelse. Power-pop-rock.
Håkan er på vej med et nyt album, og vi glæder os.
Lydtroldmanden Brian Eno fortæller om sin yndlingsmusik til magasinet Quietus og kommer bl.a. ind på, hvorfor Velvet Undergrounds tredje album gjorde så stort et indtryk på ham:
“…the third album was the one that really killed me. The first album was quite wild and dark and weird, the second album was mad and intense. But the third album was so gentle and beautiful, but because you knew their history there was that undertone of violence and rage, something trying to burst out. Even on the love songs on this – and many of them are love songs – you hear that real tension. What made me think I could do it too was that the songs were simple and the playing was so simple. There’s very little artifice at all in this. But also the mood was something that I thought I could kind of connect to.
En fin og meget præcis karakteristik, synes jeg.
I dag er det 50 år siden, Rolling Stones fik deres fjerde album – Aftermath – ud. Jagger og Richard stod for alle numrene – for første gang i øvrigt – og tidsånden sneg sig ind på pladen i form af mærkelige lyde fra citarer og andre eksotiske instrumenter, der blev trakteret af Brian Jones.
I dag fejres Record Store Day. Og det er lidt paradoksalti Danmark, hvor vi netop har set FONA bliver forvandlet til El-giganten. Og det er der vist ikke meget grammofonplade i. Men der findes stadigvæk nogle få entusiatiske butikker rundt om i landet, fx Badstuerock i Aarhus og Mobydisc på Fyn. En lille oversigt kan man finde på hjemmesiden for Record Store Day – her. Så opfordringen skal lyde herfra: støt jeres lokale pladepusher, for vi ved ikke, hvor længe det holder.
Dagen markeres med diverse vinyludgivelser og arrangementer. Plader bliver udsendt, ofte i meget begrænsede oplag. Så man skal være på forkant, hvis man vil have fingre i nogle af særudgivelserne. En af de plader, der udsendes er en 10″-vinyl med 13th Floor Elevators og deres “You gonna miss me”. Meget passende, eftersom bandforgrundsfiguren Rocky Ericksson snart besøger Aarhus (den begivenhed skal jeg nok vende tilbage til).
Og medens vi er ved gamle dage, så faldt jeg over denne herlige samling optagelser med selveste Jefferson Airplane fra deres arbejde med albummet Bark. Det er musik, der har alt det, vi forbinder med de eksperimenterende og psykedeliske tresserdage. Tune in, drop out og hold en god weekend til lyden af Airplanes improvisationer og leg.
PS. Jeg tror, at der er tale om en slags bootlegoptagelser eller i hvert fald uofficielle optagelser. Jeg har ikke kunnet finde nogen plade med disse optagelser – desværre.
Hvis man har fri fra arbejde i dag (jeg har desværre ikke) og ikke har andre planer, kan man på DRs kulturkanal DRK gense to store afsnit af de såkaldte Woodstock Diaries med optagelser af fx Santana, Canned Heat, Sly & Family Stone, Janis Joplin, The Who, Jefferson Airplane og mange flere. Det hele begynder kl. 12.15 og varer til 14.15. Bedre end en morfar på sofaen. God weekend.
Fotoet ovenfor er taget fra en side med sjældne billeder fra festivalen.
Min gamle far plejede at sige til mig, at man skal lære så længe, man lever. Og det er så sandt, som det er sagt. Og selv om jeg elsker musik – i alle dens afskygninger – så er der meget, der går min næse forbi og er gået min næse forbi. Fx. har jeg ikke været særlig opmærksom på den engelske folkesanger, sangskriver, KOMMUNIST, aktivist og meget mere James Henry Miller, bedst kendt som Ewan Maccoll. Han blev født i 1915 og døde i 1989, Og efterlod sig en sangskat, der har optaget eftertiden. Og det er forståeligt, kan jeg bare tilføje. Hvis du ikke kender Ewan, så giv ham en chance – på din afspiller. Prøv at lytte til The Shoals of Herring i Seth Lakemans fortokning.
Nogle gange tænker jeg, at jeg burde lave et lydspor for mit eget liv. Men lige så hurtigt dropper jeg ideen, for den ville blive alt for lang. Og i øvrigt er store dele af den at finde her i bloggen. Men – lydspor er en genre, der optager mig mere og mere. Lydspor til spillefilm, tv-serier osv. er en stor kilde til inspiration, en stimulans for nostalgien og meget mere. Og her i dag tog jeg mig sammen til at bestille et par stykker på nettet, vel vidende, at jeg har meget af musikken i forvejen på andre medier. Men det er ikke det, det handler om. Men om den sammenhæng og de billeder, sporene skaber.
Hvem husker fx ikke den indledende scene i filmen Trainspotting, hvor et par narkomisbrugere kommer løbende med nogle stjålne ting, medens Iggy Pops “Lust for life” kører nedenunder billederne. Man kan aldrig høre den sang efterfølgende uden at tænke på den hektiske og meget fine scene. Eller hvem glemmer nogensinde den sidste scene i Fagre voksne verden (The Graduate), hvor hovedpersonen Ben Braddock (Dustin Hoffman) får sin hjertes udkårne Elaine (Katharine Ross) og stikker af med hende i en bus til tonerne af Simon & Garfunkel. En uforglemmelig scene, hvor tidsånd og popmusik på smukkeste vis smelter sammen i optimistisk tro på kærlighedens altovervindende styrke. Og hvor tresserrebellion og fremtidstro tager hinanden i hånden.
I den forgangne uge aflyste Bruce Springsteen en koncert i protest moed den såkaldte “toiletlov”, der diskriminer borgere, der er bøsser, lesbiske eller har en andens seksuel orientering end de heteroseksuelle – kaldet LGBT. Og nu får han selskab af ingen ringere end Ringo Starr, der også har aflyst en koncert i North Carolina. I Gaffa-bladet citeres Ringo for at sige: Jeg undskylder over for mine fans, men vi bliver nødt til at stå op mod dette had. Spred fred og kærlighed. Hvor er det trist, at denne gruppe af mennesker ikke kan blive forsvaret”. Et klart anstændigt og politisk budskab, der blot understreger – for mig – hvor sympatisk en kunstner Ringo Starr er og altid har været.
Engang kaldte de sig My Bubba & Mi. Siden blev de til My Bubba og fik pæn succes rundt omkring. Jeg skrev begejstret om dem, da de kom frem – i 2012 – og nu er den islandsk-svenske duo (My Larsdotter og Bubba Tomasdottir) klar med et nyt album Big Bad Good, der kommer i denne måned. I forvejen har de sendt en singlevideo, der fortæller mig, at de stadigvæk charmerer lytteren med jordbunden, akustisk musik, der emmer af gamle dage og af engleagtig feminitet. Jeg er forført…
