september 2016 arkiv

Svenske beatpiger

16. september 2016

Pladeforlaget Ace specialiserer sig i antologier med musik fra til forn. Og det kommer der meget lytteværdigt ud af. Og nu kommer der så en opsamling med svenske beatpiger fra årene 1964-1970. Man kan bl.a. lytte til en ung ABBA-Agnetha og en lige så  ung ABBA-Anni-Frid. Også Lill-Babs og Lill LIndfors er også med. Ellers er der mange mindre kendt og måske glemte navne på listen. Gefundenes fressen for enhver beat-og-pop-nostalgiker. Tænk om de kunne lave en tilsvarende med danske beatpiger!

Læs mere »

At rejse er at leve – eller er det?

16. september 2016

Jeg kører en del i bil i forbindelse med mit job. Af nødvendighed. Den offentlige transport er ikke til megen nytte, hvis den da overhovet er der, når jeg skal bruge den. Og jeg supplerer i lokalområdet med netop den offentlige transport, selv om den både er for dyr og for besværlig. Og derfor tænker jeg en del over det at rejse. Er det at leve, som H. C. Andersen m.fl. gav udtryk for? Jeg ville helst undgå alt det rejseri. Her er Chuck Berrys rejsesang i en udgave med Johnnie Allan.

Kalvefrikassé med delta blues

16. september 2016

Jeg har ofte nok her i bloggen brokket mig over tv-mediets – ikke mindste DRs og TV2s – stedmoderlige forhold til pop og rock. Selv om det sker, at de store tv-kanaler viser noget – fx DR i forbindelse med Roskilde Festival eller North Side Festival – så er der langt mellem snapsene i den daglige tv-produktion. Og for mig er det en illustration af, hvor udvandet public service-begrebet er blevet her i 2016. Til gengæld kan man være heldig at støde på levende musik på andre kanaler, fx den lille kanal DK4. Således kom jeg – helt tilfældig i øvrigt – til at se den musik- og madglade Mick Schacks udsendelse “Mick Schacks Public Service” i går, hvor Schack var på besøg hos en madklub på Nørrebro. Og sammen med nogle unge og ældre damer lavede Schack kalvefrikassé, som blev indtaget til tonerne af selveste Delta Blues Band med Troels Jensen i spidsen. Selv om det kun blev til et par numre, blev det en påmindelse om, hvad vi mangler på de store dyre kanaler.

Jeg kunne ikke finde et nyere indslam med Delta Blues Band, så I må nøjes med et med Mick Schack (på vaskebræt) sammen med HP Lange og Hugo Rasmussen

A whiter shade of pale

15. september 2016

På grund af særlige omstændigheder (læs: fruens ønsker) måtte jeg med bybussen i dag. Og medens jeg stod og ventede et sted i Aarhus’ midtby hørte jeg velkendte toner fra en personbil i nærheden. Som regel er den musik, der strømmer ud fra personbiler ikke just min kop te, men i dette tifælde…

Bruce Springsteen i ord og toner

15. september 2016

Springsteen har som nævnt skrevet en erindringsbog. Og her læser han lidt op fra bogen, og det giver nok appetit på at gå i gang med den også.

Og på det obskure site Vulture har Caryn Rose lavet en liste over Springsteens sange (314 i alt), fra den værste til den bedste. Og på toppen ligger – ja gæt engang – Born to run. Er det så virkelig den bedste sang fra Springsteen? Det overlader jeg gerne til jer at skændes om. I mellemtiden vil jeg så lytte til en af mine yndlings-Springsteen-sange. Den lyttede jeg meget til i det år, hvor The River udkom – og hvor jeg bl.a. malede vægge i min nye lejlighed inde i byen.

Mørk, mørkere, Cohen

14. september 2016

En lille smagsprøve på Leonard Cohens kommende album “If you want it darker” er sluppet ud via en tv-serie…

Kim Gordon som solist

14. september 2016

Det lå næsten i kortene, da Sonic Youths Kim Gordon fik anmeldersucces for sine erindringer, at hun kunne gå solo. Og nu er det så sket – med singlen “Murdered out”. Jeg håber dog, at hun forbliver i gruppen.

Ty Sedall fortolker Neil Young

14. september 2016

Den hyperaktive, unge, garagerocker Ty Segall er en stof fan af Neil Young og spiller gerne hans sange ved sine koncerter. Her giver han en fin udgave af Young-Crazy Horse-sangen “Down by the river”

50 år siden: The Monkees indtager tv

14. september 2016

Den 12. september 1966 indtog den designede gruppe the Monkees amerikansk tv med deres tv-serie. Et håndfast bevis på, at ungdommens musik for alvor havde fået fat i kulturen. Det viste sig, at bandet var langt bedre end man kunne forvente i betragtning af, at det var et tegnebordsprojekt. For nylig blev tv-serien genudsendt på dvd/blue ray og Monkees har fået fornyet succes med deres seneste album.

Beatles-optrækkeri

13. september 2016

I denne uge er der lokal premiere på Ron Howards imødesete film om Beatles i USA Eight days a week. The touring years. Og i et svagt øjeblik overvejede jeg at bruge en aften i biffen på filmen. Men billetprisen er 195 kr. Det er ca. det dobbelt af, hvad man betaler ved andre film. I forvejen synes jeg billetprisniveauet er alt for højt, men at doble det op, kan kun være udtryk for optrækkeri. Filmen er ikke længere end andre, så det kan kun være emnet og B-navnet, der gør udslaget. Godt nok holder jeg af Fab Four, men kan godt vente til filmen kommer på DVD, Blue-Ray eller digitalt. Hvad var det de sang dengang? Money, that’s what i want.

Ramones ved de 40

13. september 2016

Som tidligere nævnt, så bliver pladen med de unge lømler ovenfor 40 år i år. Og det fejres med – ja, hvad andet – en oppulent udgivelse bestående af 3 CD’er plus en LP, hvor den får alt, hvad den kan trække. Som om pladen i sig selv ikke står distancen.

Barry Walters fra NPR sammefatter, hvad lømlerne havde gang i dengang for fyrre år siden (og ellers taler pladen for sig selv):

By marrying surf rock, British Invasion, ’60s girl groups, garage R&B and bubblegum to incongruous tales of beating on brats, serial killers and sniffing glue, they reinvigorated and reanimated them all. The buzz of Johnny’s guitar was undeniably brutal, but you couldn’t call the vocals macho: The Bowie influence in Joey Ramone’s delivery on “I Don’t Care” — the first demo on the new deluxe edition and a song that would be included on the band’s third album, 1977’s Rocket to Russia — is undeniable

Lynggaard om Birthday Party

12. september 2016

Til dem af jer, der ikke holder Information. Klaus Lynggaard har skrevet en typisk personlig artikel om sit forhold til Nick Cave i anledning af mandens nyeste plade. Og han kommer bl.a. ind på den store betydning The Birthday Party fik for ham i firserne. Du finder artiklen i avisen fra  fredag d. 9/9. Lynggaard, når han er bedst.

Fra Cars til Pixies

12. september 2016

Jeg nåede aldrig at komme op at køre med bilen, dengang den kørte. Altså bandet The Cars, som jeg først på det seneste har fået ørerne op for (selv om det var et stort navn engang).

Cars er et af de navne Paste Magazine har med i deres liste over de 50 bedste new wave-plader. Og man kan læse følgende kommentar om bandets betydning(fra Pixies’ guitarist Joey Santiago).Understreger blot, at jeg har overhørt noget. (Tak til hh og Modstrømmen for henvisningen). I øvrigt kører Cars vist stadigvæk derudaf…

“I think the Cars did it right… Charles and I really like the Cars. That’s where we got our chugging sound.”

Penkowa igen: Penkowa frifundet ved landsretten

11. september 2016

Østre Landsret har frifundet den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa. Det skete i torsdags, hvor landsretten frifandt hende i anklagen om at have bedrevet groft dokumentfalsk. Penkowa var tidligere blevet idømt ni måneders betinget fængsel ved byretten i samme sag.
Frifindelsen ved landsretten er dog alt andet en utvetydig, idet dommerne var enige om, at Penkowa havde gjort sig skyldig i dokumentfalsk, men var uenige om, hvorvidt der var tale om “groft” dokumentfalsk. Samtidig er sagen forældet.

På tv har Penkowa (Aftenshowet på DR i forgangne uge) plæderet for, at enten bliver man  dømt eller også bliver man frifundet. Så simpelt er det. Eller er det? Enhver, der har læst om sagen her – og ikke mindst om hele Penkowa-sagen (se fx mine skriverier) – vil vide, at det er alt andet en sikkert, at Penkowa er så uskyldig, som hun gerne selv vil fremstille det.

Who is Who? Pete Townshend genudgives

11. september 2016

Hans første soloalbum hed Who came first og hans erindringsbog hedder Who i am. Og det er svært ikke at lade titlerne som: Jeg – Pete Townshend – er Who – The Who. I hvert fald har Townshend aldrig ladet sit tællelys stå under en skæppe. Og selv om han selvfølgelig må dele æren for det hæderkronede bands musik med de andre, så har hans selvtillid ikke været bygget i den tomme luft. Som sangskriver og musiker har Townshend altid været noget for sig selv – og værd at lægge øre til. Derfor er det dejligt at læse, at hans soloalbums – syv stykker i alt – snart bliver genudsendt. Specielt glæder det mig, at hans duoprojekt Rough mix, som han lavede med Ronnie Lane, igen er til at få på plade. For det fortjener den, og den viser en anden tilbagelænet, diskret og kreativ side af manden, der vil være The Who.