Tyve år efter bandets dannelse fortsætter Athens-Georgia-bandet Drive by Truckers med at lave musik. Senest har de udsendt albummet med den nærmest ikoniske titel American Band der har fået fine anmeldelser hele vejen rundt. Og her træder de op på public-service-radioen NPRs skrivebord. Og så kan det næsten ikke blive ret meget bedre…
En hjerneblødning kunne ikke stoppe ham. Tværtimod. Det er som om den satte ekstra skub i Neil Young, der har været mere aktiv og udadvendt end nogensinde før. Og i december er han ude med en ny plade på sit gamle plademærke Reprise. Peace Trail kalder han den og sender dermed et budskab om, at han ikke har i sinde at lægge det politiske til side foreløbigt.
Fantastisk sang til en video, der er en bl.a. af slapstick, Monty Pyton, Star Trek, Little Richard og andre rock’n rollere og så Long John Baldry selvfølgelig.
I år ville han være blevet 75 år. Og selvfølgelig markeres soulikonets årsdag med manér. Man har således udgivet hans legendariske optræden på spillestedet Whisky a go go med en lille boks på seks skiver, der omfatter alle de koncerter Redding gav på stedet i april 1966.
“And this I believe: that the free, exploring mind of the individual human is the most valuable thing in the world. And this I would fight for: the freedom of the mind to take any direction it wishes, undirected. And this I must fight against: any idea, religion, or government which limits or destroys the individual.”
(John Steinbeck, East of Eden)
Bobby Vee er død 73 år gammel. Vee var en af de mange Bobbyer, der huserede i amerikansk pop i de tidlige tressere, hvor han blev teenageidol med masser af hitlistesange (38 ialt). Vees karriere blev initieret på en tragisk baggrund. Da Buddy Holly – sammen med Riche Valen og The Big Bopper – blev dræbt ved en flyulykke den 3. februar 1959, fik Bobby Vee til opgave, sammen med et til lejligheden sammensat band, at overtage Buddy Hollys engagement i byen Moorhead. Og det blev så stor en succes, at det satte gang i den unge Bobbys musikalske løbebane.
Og Wikipedia fortæller en sjov historie om Bobby Vee:
Early in Vee’s career, a musician named Elston Gunnn [sic] briefly toured with the band. “Gunnn”, whose birth name was Robert Allen Zimmerman, later went on to fame as Bob Dylan.
Dylan’s autobiography, Chronicles, Volume One, mentions Vee and provides complimentary details about their friendship, both professional and personal.
In a concert at Midway Stadium in St. Paul, Minnesota, on July 10, 2013, Dylan said he had been on the stage with many stars, but that none of them were as meaningful as Vee. He said Vee was in the audience and then played Vee’s hit “Suzie Baby” with emotion. Dylan said (in an audio recording of the concert),
Thank you everyone, thank you friends. I left here a while back, and since that time, I’ve played all over the world, with all kinds of people. And everybody from Mick Jagger to Madonna. And everybody in there in between. I’ve been on the stage with most of those people. But the most meaningful person I’ve ever been on the stage with, was a man who is here tonight, who used to sing a song called “Suzie Baby”. I want to say that Bobby Vee is actually here tonight. Maybe you can show your appreciation with just a round of applause. So, we’re gonna try to do this song, like I’ve done it with him before once or twice.
Sangeren, banjospilleren, skuespilleren, billedkunstneren og smeden Freddy Fræk – egl. Freddy Poulsen – er død, 80 år gammel. Freddy Fræk var et muntert indslag i den folkemusikbevægelse, der rullede over populærmusikken i tresserne. Han var en slags modpol til Cæsar, der repræsenterede den socialt bevidste del af folkemusikbølgen. Og Fræk, der egentlig kom fra jazzen, gjorde sig i muntre viser og børnesange. Da tidsånden fra tresserne begyndte at tabe pusten i starten af halvfjerdserne slog Freddy Poulsen sig efterhånden på billedkunsten og lagde musikken på hylden. Freddy Fræk var en i ordets bedste betydning original, der var med til at sætte kulør på tressernes og halvfjerdsernes kulturliv.
Â
En passende sang at starte dagen med, når man nu alligevel skal ud på de våde, kolde lande- og motortrafikveje. Gillian Welch’s ærkeamerikanske sang “I dream a highway” fra hendes nu genudsendte 2001-album Revelator. I modsætning til Welch drømmer jeg ikke (om) veje, men om at stoppe med al den kørsel. Sådan er vi så forskellige Welch og jeg, amerikaneren og danskeren. Men en meget fin sang er det…
I forbindelse med Neil Youngs årlige velgørenhedskoncerter – Bridge School Benefit – optrådte manden selv i selskab med bandet Metallica. En overraskende konstellation, sådan som disse koncerter har for vane at skabe dem. Men, men, jeg bliver ikke fan af Metallica, selv om de spiller sammen med Young (eller tidligere med Lou Reed).
Sammen med sin broder Leonard, der døde allerede i 1969, grundlagde Phil Chess det navnkundige plademærke Chess Records i 1950. De to polsk-jødiske immigranter ville tjene penge. Og vejen til pengene gik gennem blues og rhythm and blues. Deres idégrundlag var at opspore ukendte blueskunstnere, indspille med dem og få de lokale radiostationer til at spillle pladerne (gerne ved hjælp af lidt bestikkelse…). Det betød, at Chess fik fat i kunstnere som Muddy Waters, Howlin Wolf, Little Walter, Sonny Boy Williamsen og mange flere. Og det er ikke forkert at sige, at Chess med deres promovering af den såkaldte Chicago-blues var med til at gøde jorden for rock’n roll – og Chess fik da også en vis hr. Chuck Berry (dengang en ukendt kkunstner fra St. Louis) i sin stald, hvor han indspillede klassikere som “Maybellene” og “Roll over Beethoven”.
I 1969 blev Chess solgt til General Recorded Tape, man havde da sat sit tydelige fingeraftryk på den folkelige musik. Nu er Phil så død og et kapitel om et inspirerende og indflydelsesrigt plademærke er skrevet færdig.
I slutningen af tresserne kom den indiske musik ind i den vestlige popmusik, bl.a., fordi The Beatles have åbnet dørene for den musik på deres plader, ikke mindst Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Og det satte gang i den del af world music, der lod de to kontinenter – østen og vesten – smelte sammen. Fx hos den bengalske musiker Ananda Shankar, der tog Rolling Stones og The Doors og lod dem indificerer…
Good morning, little schoolgirl
Good morning, little schoolgirl
Can I go home with you?
Won’t you let me go home with you
So I can hug, hug, squeeze, squeeze?
If you let me I can tease you baby
Hey, hey hey hey
Hey hey hey hey
Hey, yeahLet’s dance, little schoolgirl
Let’s dance, little schoolgirl
Won’t you let me take you to the hop, hop
Have a party at the soda shop
So we can do the twist, do the stroll
To the music of the rock ‘n’ roll
Hey, hey hey hey. Hey hey hey hey. Hey, yeahGood morning, little schoolgirl
Good morning, little schoolgirl
Can I go home with you?
Won’t you let me go home with you
So I can hug, hug, squeeze, squeeze?
If you let me I can tease you baby
Hey, hey hey hey
Hey hey hey hey
Hey, yeahGood morning, little schoolgirl
Good morning, little schoolgirl
Can I go home with you?
Won’t you let me go home with you?
Tell your mama and your papa that I love you
Tell your sisters and your brother that I love you
Hey, hey hey hey
Hey, hey hey hey
Hey, hey hey hey
Hey, hey hey hey
Chuck Berry vil ikke sådan slippe sit greb i mig. Måske fordi han nu er 90. Og her på sengekanten var det meget passende hans udgave af “Good morning little schoolgirl”, hvor to af hans yndlingstemaer – hverdagsliv og piger – mødes på smukkeste vis… Her i en alternativ udgave med Steve Miller.
Det var også i denne måned i 1966 – nærmere bestemt d. 10-oktober – at Beach Boys udsendte deres vel nok bedst kendte sang “Good Vibrations”, der stadigvæk fremstår lige så overraskende, nyskabende og fascinerende, som første gang den løb i dampradioen.
På dette tidspunkt i 1966 udkom 13th Floor Elevators debutalbum The Psychedelic Sounds of… og lagde en god grobun for de psykedeliske rock med sin særlige blanding af blues, folk, garagerock og psykedeliske elementer. Efter sigende er det også første gang, man så ordet “psychedelic” på tryk på coveret af denne plade, hvilket så legitimerer påstanden om, at det begyndte her. I hvert fald blev pladen en kultplade, og den dag i dag henvises der igen og igen til den og dens betydning for megen af den rock, der er kommet til siden hen. Frontfigur Roky Erickson er stadigvæk aktiv, som man kunne læse i min omtale af mandens koncert i Aarhus i april måned.
“There’s a Chuck Berry recording where he plays pedal steel on a 12-bar blues. It’s called “Deep Feeling,†and it’s on the other side of one of those famous cuts. You’ll know right away what it is although you’ve heard it before and probably didn’t recognize what it was. You probably thought it was just an extremely well-articulated guitar or maybe slide guitar. But you listen to it and it’s pedal steel. He plays it in a way that nobody else plays it, and it’s really beautiful. There are other guys who play pedal steel blues, but nobody’s been able to get out of that stiff phrasing. Nobody’s really gotten into playing the steel with a super amount of expression. It’s like a sitar; anything you can do with strings you can do on steel. You can create any number of microtonal variations. By rolling the bar you can get all different speeds of vibrato. The kinds of things you come up with on the pedal steel are usually along the lines of chordal and transitional things. The steel really lends itself to harmonic changes. For example, chord sequences are something you fall into on the pedal steel, just goofing with it. It’s not really a linear instrument; it’s more a simultaneous instrument, if you know what I mean. With the guitar you have linear stuff, then blocky stuff, linear stuff, then blocky stuff. With the pedal steel you could conceivably think and execute three lines at once. It can do that. That’s the thing that’s wow. Listen, you can experiment with contrary motion. It’s difficult to do that on the guitar. Musically, I tend to think in long, emotional, expressive lines. On the steel that tends to be what I find myself playing.” – Jerry Garcia, 1971
