CAPAC

Efter 28 år sluttede tv-udsendelsen Søren Ryge direkte, hvor hovedpersonen i hundredvis af programmer har ført tv-seerne rundt på sin matrikel – eller rettere: haven på matriklen – og fortalt om alt, hvad der hører til at være haveejer på Djursland. Men nu er Søren blev 75 år og synes ikke, der er mere at vise frem, som han spøgefuldt siger til DR.

Søren Ryge har samme baggrund som jeg. Han er uddannet på Nordisk Institut på det gamle Århus Universitet. Sådan cirka en generation før mig, så han slap for 68-oprøret og alt, hvad det førte med sig. Og det var måske godt nok for Søren.

Jeg har set rigtig mange af udsendelserne gennem årene og har været nogenlunde godt underholdt. Men det er ikke og har aldrig været en programtype, der appellerede til mig. Jeg interesserer mig ikke synderligt for haver, og causerier på haveniveau rammer helt forbi mit tv-behov. Men selvfølgelig har programmet haft sin plads og berettigelse. Sådan er det med alsidighedsprincippet på en såkaldt public service-station.

Grateful Deads optræden på Woodstock, d. 16. august 1969, blev ikke nogen succes, til trods for, at bandet – om nogen – var indbegrebet af det, festivalen stod for.

Da bandet lodser deres tunge grej op på den store drejescene kollapser hjulene under scenen. Og koncerten må udskydes. Bedre bliver situationen ikke af, at bandets lydmand, Owsley Stanley, finder ud af, at han vil flytte om på ledningerne i lydsystemet. Det får den effekt, at guitarerne i mere end en forstand bliver elektriske.

Og da koncerten kommer i gang, kan bandet ikke få showet til at køre. Lyden er forfærdelig, og sangene vil ikke makke ret. Det blæser og er koldt. Jerry Garcia fortæller, at det hele var forfærdeligt. Han oplevede at store “kugler” af elektricitet fløj over scenen og op på hans guitar, når han rørte ved strengene. Samtidig var der frygt for, at scenen skulle bryde sammen. Og Bob Weir fortæller, at det regnede i stænger, medens de forsøgte at spille. Og hver gang Weir rørte ved sin guitar, fik han stød. Scenen var våd, og strømmen løb igennem Weir. Han oplever, hvordan et stor blå “gnist” på størrelse med en baseball rammer ham og kaster ham hen mod forstærkeren. “Det var nok det værste set, vi nogensinde har spillet”. For nogle navne blev Woodstock en styrkelse af karrieren, “men vi brugte cirka tyve år på at komme over det”.

Hiroshima: Ground Zero 1945 from ICP on Vimeo.

“Der findes ikke magen til unge pigers sind/ De siger nej om dagen/ Men ja i måneskin”. Et sådant udsagn ville man nok ikke slippe heldigt af sted med nu om stunder, men i Tivolis Sommerrevy anno 1917 og en hel del år frem, var det helt i orden.
Efter lidt søgen rundt om på nettet, faldt jeg over en oversigt over nogle af de musikprogrammer, som Danmarks Radio sendte på tv i slutningen af halvtredserne og starten af tresserne under titlen Pladeparade (med Otto Leisner som vært). Og det er sjovt at se, hvad man kunne finde på at divertere med. Alt fra klassisk musik, gæster i studiet (fx Svend Asmussen) og nyere pop (fx Petula Clark, der er med flere gange).

Og så faldt jeg over Frankie Vaughan, der er en af de kunstnere fra den tid, jeg husker fra dengang. Her med Kisses Sweeter Than Wine fra 1957.

Og så faldt jeg over en indspilning med skuespillerinden Annie Birgit Garde med den forlokkende titel “Den slemme måne”. Desværre var den ikke på Youtube (og det skyldes nok ikke den aktuelle ballade med KODA), men heldigvis var der en anden udgave med Bror Kalles Kapel og Eddie Russell (et navn jeg også husker). Den slemme måne” er, som antydet, et studie i datidens kønsliv, ikke mindst det maskuline syn på femina. Og så er der – hvis vi ser bort fra det – en vis bedaget charme ved Bror Kalle og Russells fremføring.

John Sebastian – Younger Generation from Gord on Vimeo.

Den kendte fotograf Henry Diltz tager mange fotos på Woodstock Festivalen. Et af de uforglemmelige er et af John Sebastian (Lovin Spoonful), der ses bagfra på scenen. Foran Sebastan er mennesketæppet eller -havet, hundredtusindvis af mennesker, og selv syner Sebastian ikke af meget som han står der i sit hjemmefarvede tøj. Og som man kan høre på denne optagelse, så har Sebastian fået andet og mere end morgenmad, inden han gik på scenen. Sikkert noget af det diabetesmedicin, der blev indtaget rigtig meget af på den festival.

Så slog coronaen bremsen i igen. Her i Århus. Smittetallet voksede pludselig foruroligende hurtige hen over ugen. Så hurtigt, at den lokale borgmester måtte mande sig op, lade ansigtet finde alvorens folder og vise sig på tv-skærmen for at fortælle om de lokale planer for at begrænse smitten. Men – skaden er sket. At næsten halvdelen af de nye smittede tilhører, hvad der blev kaldt “de somaliske mindretal” i byen, skal nok få visse politikere op af stolene (for hænger det ikke sammen med dette mindretals sammenstimlen i moskeen osv.!?). Og var der ikke noget med, at AGF vandt bronze i fodbold og fik mange tilhængere af “de hviiiie” til at stimle sammen i midtbyen og smitte hinanden i beruselsens omfavnelser?

Nu står vi så i den situation, at næste fast af den såkaldte genåbning af samfundet nok ikke bliver til noget efter planen. At der ikke bliver åbnet op for større forsamlinger, diskoteker osv. Selv om den borgerlige opposition med sikkerhed vil gøre alt, hvad der er muligt for at udøve benspænd over for regeringens stramme kurs.

Men set her fra tastaturet, så er jeg ikke sikker på, at jeg på nogen måde ønsker at retablere normaliteten fra før pandemiens start. Jeg kan sagtens leve med, at sportsbegivenheder bliver suspenderet i nogle år (Olympiade, EM osv.), jeg kan sagtens leve med, at andre kulturbegivenheder (også musikalske) skal finde alternative måder at nå ud til publikum på, jeg kan sagtens leve med at holde afstand til alle andre end de allernærmeste og med at vaske hænder utallige gange i løbet af døgnet. Og så videre. Faktisk er jeg begyndt at se nogle fordele ved coronapandemien. Ikke ved selve smitten og sygdommen og dødsfaldene, men ved de effekter, coronaen har haft på vores levemåde.

Fx kunne jeg i går læse, at coronapandemien har betydet af jordklodens baggrundsstøj i universet er mindsket. Ganske enkelt fordi vi flyver mindre, kører mindre i bil og lignende. Forureningen er faldet ganske betragteligt globalt set. Alt andet lige er vi blevet mere solidariske under pandemien (selv om der er begræsninger, fx når solidariteten gælder andre nationaliteter og flygtninge). Vi har ændret levemåde i det små. Vi spiser og drikker lidt anderledes. Vi øger vores genbrug. Vi går og cykler mere. Vi avler flere børn (mer’ sex). Vi læser mere og hører mere musik. Og meget mere.

Summa summarum: Jeg synes ikke, at vi skal vende tilbage til normaliteten før pandemien, men lave en ny normalitet, hvor coronaen (og alle dens venner og efterkommere) fortsat vil være med til at sætte dagsordenen.

Connie Francis – Everybody's Somebody's Fool (1960) from MUNROW'S RETRO on VIMEO on Vimeo.

Indlægget om Brenda Lee sendte mig ned ad erindringens boulevard og ind af en af de små sideveje. Til dengang mine forældre fik en ny nabo. En trind lille fyr, der var uddannet kleinsmed og havde arbejdet i nogle år på Thule-basen. Der havde han tjent nok til at kunne købe sig et parcelhus i mine forældres nabolag. Og det viste sig, at han var en stor musikelsker. Og han havde i sin tid i Grønland købt mange meter grammofonplader til næsten ingen penge. Det var selvfølgelig meget interessant for sådan en som mig med en spirende musikinteresse.
Og en af naboens favoritter var Connie Francis. Han havde nærmest alt, hvad Francis havde indspillet, og det siger ikke så lidt. Jeg havde dog lidt svært ved at dele hans interesse dengang – men det har ændret sig siden.

Brenda Lee – Sweet Nothin’s (1959-60) from MUNROW’S RETRO on VIMEO on Vimeo.

Vi er langt tilbage i tiden. En meget ung Brenda Lee fremfører sit hit “Seet nuthins”. Det er tydeligvis “play back”, og publikum klapper som dresserede aber. Men det kan ikke skjule, at vi har med Little Miss Dynamite at gøre.

Og her fortæller hun os så – meget senere i karrieren – noget om musikbranchen, plader, Elvis m.m.

Brenda Lee from Leigh Greenwood on Vimeo.

Jeg husker det, som var det i går: Jeg kom gående hen ad Sjællandsgade, sikkert på vej hjem fra skole, og så kom min far imod mig, kørende på sin sorte Swell knallert med vridegear og iført sin trekvartlange læderjakke med bælte og på hovedet sin uundværlige kasket. En klassisk kasket, grå, mønstret og med svederem.

Den kasket bar han altid og holdt vist først op, da han fik bil. Men billedet af ham med kasketten har brændt sig ind i mit sind i en sådan grad, at jeg for snart længe siden besluttede, at jeg en dag ville overtage denne beklædningsgenstand. Og sådan gik det. For godt og vel et årstid siden købte jeg en rigtig Stetson kasket (som de derovre i United Bluff kalder en “cap”). En forårs-sommer-model i let stof. Og det affødte selvfølgelig, at jeg også måtte have en til den kølige tid på året. Og således blev det. Og heldigvis fandt jeg en butik i byen, der stadig gør sig i “gammeldags_” og “traditionel” herrebeklædning (fx lange underbukser, islandske trøjer, skisokker osv.) og som har et pænt lager af netop Stetson kasketter. Så nu er jeg så at sige trådt i min fars fodspor -også hovedbeklædningsmæssigt.

I øvrigt kaldte min far, der var inkarneret sømand og havde en rigtig sømands sprog, kasketten for en “nedgroet negl”. Også den stump erindring har jeg bevaret. Jeg går med en “nedgroet negl” – lige som Kim Larsen, som jeg et par gange er blevet sammenlignet eller forbundet med (selv om jeg overhovedet ikke ligner eller bare minder om afdøde Larsen). Men det skyldes nok at kasketter er relativt sjældne i bybilledet.

Den britiske avis The Guardian rejser spørgsmålet, hvor man skal begynde i gruppens bagkatalog. Tænk, hvis man ikke kendte Ray Davies og Kinks, hvor skulle man så begynde? Med “You really got me”? Næh, mener Guardians skribent, man skal begynde med The Kinks are the Village Green Preservation Society. Albummet fra 1968, hvor The Kinks var blevet bandlyst i USA og så at sige måtte genopfinde sig selv. Det skete ved at gøre det, som Ray Davies altid har været bedst til, nemlig at skrive sange om den virkelighed, han kender. Og det vil bl.a. sige det “gamle” England, det England, der gennemgik radikale ændringer fra tresserne og frem. Et England, hvor kolonitidens glans var der lidt endnu, hvor klassesamfundet var intakt, hvor traditioner og kulturelle vaner fortsat blev dyrket. Som skribenten er inde på, kan man opfatte Village Green som en slags nostalgisk bestræbelse på at fastholde noget værdifuldt, der nu var borte og borte for altid. Men Davies undgår den ‘kedelige selv-tilfredse engelske nostalgi’, fordi han er en vittig, surreal og skarp observatør. Og med Village Green åbner døren sig til Davies’ sangskriverunivers, og man kan fortsætte, hvor man lyster i bagkataloget.

The Kinks – “Village Green” from Samm Langer on Vimeo.

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad sagen drejer sig om, så finder man snart ud af det, når man kigger lidt rundt på platformen Youtube. Den seneste tid er der – når man forsøger at aktivere en video – dukket en lille bjælke op med budskabet “spring annoncer over”. Og i forlængelse af konflikten mellem Google-ejede Youtube og KODA er, som nævnt, alle danske videoer blevet spærret for danske brugere. Først med en besked om, at videoen indeholder KODA-materiale, men det er nu ændret til noget i stil med denne:

We’re only in it for the Money, som Mothers of Invention sang på pladen af samme titel. Google/youtube bruger deres globale dominans til at forsøge at knægte brugerne. Indtil videre har Youtube været et “gratis”, reklamefinansieret alternativ til de mange andre musikstreamingtjenester, men nu tyder alt på, at det skal være slut. Så KODA og danske musikere (og ikke at forglemme: danske lyttere og videoseere), skal være en slags prøveklud på en ny tid, hvor det vil koste kassen at se musikvideoer på Youtube.

Ingen tvivl om, at danske musikere og KODA står i en vanskelig situation, hvor kravet om en reduktion på den i forvejen latterligt lave indtjening med 70% er svært at imødegå på anden måde end at sige: Farvel og tak. Vi finder en anden holdbar løsning for vores musikere. Det kan godt være, at det vil tage tid og koste en del penge, at opbygge en dansk platform for dansk musik, men det vil være en farbar vej, der vil kunne styrke dansk musik og formidlingen af den. Og indtil den kommer op at stå, må vi musikelskere støtte musikerne ved at købe deres musik på faste medier eller download og gå til de musikbegivenheder, der trods alt er. Og vi må håbe, at KODA ikke ryster i bukserne og bøjer sig for mastodonten Google/Youtube.

I dag ville Jerry Garcia været blevet 78 år. Men sådan gik det ikke, og jeg husker nøje den dag, i august 1995, hvor meddelelsen om hans tidlige død blev nyhedsstof i medierne. Jeg var på et kedeligt jobcenteropfundet it-kursus, og brugte den dag på at søge efter historier om og billeder af Jerry Garcia og Grateful Dead, medens en håbefuld, men viste det sig: håbløs, ung mand forsøgte at fortælle os noget om it-netværk. Det endte med at vi fik ham fjernet og afløst af en ældre it-nørd. Og så var vi lige vidt.

Ovenstående koncert var den sidste med Jerry Garcia. Den findes på archive.org, som man kan se.

Joyce Mitchell: Alle var på hotellet, og de sloges om værelserne – der var ikke nok værelser. Janis var der. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af i lobyen, for hun var meget fuld og meget krævende. Grateful Dead var søde. De sagde, de gerne ville dele værelserne. The Who var der og det var svært at få Keith Moon på plads. Idioten [the son of a bitch] forsøgte at voldtage mig! Jeg måtte virkelig skubbe til ham for at komme ud. Han greb ud efter mig. [The Road to Woodstock]

Joyce Mitchell var en central person i festivalledelsen med ansvar for dens lokale kontor. Hun havde en fortid som mediekoordinator for Robert Kennedy i hans præsidentvalgkamp, havde været producer for de væbnede styrker i radioen og havde været ven med forfattere fra Beat-generationen og andre forfattere som fx James Baldwin. Hun var i trediverne, brunette og havde en universitetsgrad fra universitetet i Miami.

TV-sendefladen bød ikke på meget seværdigt, hvis man var i filmhumør. En tju-bang-agentfilm på DR1 og en sagførerdrama på DR2. Så der var ikke andet end at søge eksterne kilder. Og valget faldt på filmen Still Alice fra 2014.

En film om en af vor tids tungeste plager, sygdommen Alzheimer’s. Emnet er ikke nyt. Heller ikke på det hvide lærred. Jeg kan i hvert fald optælle ni stykker, bl.a. Iris: A Memoir about Iris (om den kendte forfatterinde Iris Murdoch). Og ofte er der tale om film, der bygger på bøger. Still  Alice bygger på en meget omtalt fortælling af Lisa Genova.

Ikke overraskende er Still Alice en fortællng om, hvordan sygdommen langsom forandrer det menneske, der rammes, og dennes omgivelser, familie, venner, arbejdsplads osv. I dette tilfælde er den ramte en højt estimeret, kvindelig sprogforsker – lingvist – ved Columbia universitet, spillet af ingen ringere end Julienne Moore. Hun er på højde af sin karriere, har udgivet flere toneangivende bøger, har en lige så højt rangerende ægtemand, kognitionsforskeren John, spillet af Alec Baldwin, tre voksne børn og et par børnebørn på vej. Og der på toppen af tinderne melder sygdommen sig så. Bliver glemsom (kan fx ikke få mobiltelefondystspillet Wordfeud til at makke ret), kan ikke finde hjem igen efter en af sine sædvanlige løbeture i naboområdet og så videre.

Og hun ved godt, at noget er galt og søger hjælp hos en neurolog. Og det viser sig, at Alice er ramt af den sjældne sygdom præ-senil Alzheimer’s. En variant af Alzheimer’s, der adskiller sig ved at ramme relativt unge mennesker og ved at være genetisk betinget. Alices tre børn screenes efterfølgende, og det viser sig at sønnen er positiv, en af døtrene negativ og den sidste vil ikke kende screeningens resultat.

Og filmen, instrueret af Richard Glatzer og Wes Westmoreland, fortælles helt konventionelt lige ud af landevejen. Stille og roligt oplever vi sammen med Alice, hvordan hendes personlighed langsomt men sikkert går i opløsning. Det er i sig selv en smertelig oplevelse og forandring, og instruktørerne formår både at fremstille forfaldet i al dets uundgåelighed og forfærdelighed, samtidig med, at vi skånes for de værste, ubærlige detaljer i processen.

Filmens kvalitet står og falder selvfølgelig med skuespillernes præstationer. Julianne Moore fik ikke uventet og bestemt ikke ufortjent en Oscar for sin præstation i filmen. Hun gestalter da også Alice på en måde, der både gør det let at sætte sig i hendes sted og som undgår de værste Hollywoodmanierismer. Og hun får fremstillet Alice således, at vi både bevidner personlighedens og identitetens nådesløse opløsning og sygdommens effekt på de nærmeste. Først og fremmest ægtemanden John, som Alec Baldwin spiller med en for ham klædelig nedtonet medleven. Og også dem, der spiller børn og svigersøn udfylder rollerne godt. Især Kristen Stewart, der spiller den lidt oprørske datter Lydia, der ikke vil følge moderens forventninger om den akademisk karriere, men insisterer på at slå igennem som skuespiller på en mindre selvfinansieret teater. Hun bøjer sig ikke og får til sidst den sygdomsplagede mor til at se hende som den hun er.

Jeg er stadig Alice er ganske enkelt en god film. I kraft af en god historie og gode præstationer. Og en film, der er svær at ryste af sig på grund af dens dybt tragiske tematik. Det er ikke rart at se et menneske dø før kroppen dør.

Trailer kan ses på Youtube.