5. august 2020 arkiv

Unge pigers sind

5. august 2020

“Der findes ikke magen til unge pigers sind/ De siger nej om dagen/ Men ja i måneskin”. Et sådant udsagn ville man nok ikke slippe heldigt af sted med nu om stunder, men i Tivolis Sommerrevy anno 1917 og en hel del år frem, var det helt i orden.
Efter lidt søgen rundt om på nettet, faldt jeg over en oversigt over nogle af de musikprogrammer, som Danmarks Radio sendte på tv i slutningen af halvtredserne og starten af tresserne under titlen Pladeparade (med Otto Leisner som vært). Og det er sjovt at se, hvad man kunne finde på at divertere med. Alt fra klassisk musik, gæster i studiet (fx Svend Asmussen) og nyere pop (fx Petula Clark, der er med flere gange).

Og så faldt jeg over Frankie Vaughan, der er en af de kunstnere fra den tid, jeg husker fra dengang. Her med Kisses Sweeter Than Wine fra 1957.

Og så faldt jeg over en indspilning med skuespillerinden Annie Birgit Garde med den forlokkende titel “Den slemme måne”. Desværre var den ikke på Youtube (og det skyldes nok ikke den aktuelle ballade med KODA), men heldigvis var der en anden udgave med Bror Kalles Kapel og Eddie Russell (et navn jeg også husker). Den slemme måne” er, som antydet, et studie i datidens kønsliv, ikke mindst det maskuline syn på femina. Og så er der – hvis vi ser bort fra det – en vis bedaget charme ved Bror Kalle og Russells fremføring.

Woodstock: John Sebastian

5. august 2020

John Sebastian – Younger Generation from Gord on Vimeo.

Den kendte fotograf Henry Diltz tager mange fotos på Woodstock Festivalen. Et af de uforglemmelige er et af John Sebastian (Lovin Spoonful), der ses bagfra på scenen. Foran Sebastan er mennesketæppet eller -havet, hundredtusindvis af mennesker, og selv syner Sebastian ikke af meget som han står der i sit hjemmefarvede tøj. Og som man kan høre på denne optagelse, så har Sebastian fået andet og mere end morgenmad, inden han gik på scenen. Sikkert noget af det diabetesmedicin, der blev indtaget rigtig meget af på den festival.

Tak corona!

5. august 2020

Så slog coronaen bremsen i igen. Her i Århus. Smittetallet voksede pludselig foruroligende hurtige hen over ugen. Så hurtigt, at den lokale borgmester måtte mande sig op, lade ansigtet finde alvorens folder og vise sig på tv-skærmen for at fortælle om de lokale planer for at begrænse smitten. Men – skaden er sket. At næsten halvdelen af de nye smittede tilhører, hvad der blev kaldt “de somaliske mindretal” i byen, skal nok få visse politikere op af stolene (for hænger det ikke sammen med dette mindretals sammenstimlen i moskeen osv.!?). Og var der ikke noget med, at AGF vandt bronze i fodbold og fik mange tilhængere af “de hviiiie” til at stimle sammen i midtbyen og smitte hinanden i beruselsens omfavnelser?

Nu står vi så i den situation, at næste fast af den såkaldte genåbning af samfundet nok ikke bliver til noget efter planen. At der ikke bliver åbnet op for større forsamlinger, diskoteker osv. Selv om den borgerlige opposition med sikkerhed vil gøre alt, hvad der er muligt for at udøve benspænd over for regeringens stramme kurs.

Men set her fra tastaturet, så er jeg ikke sikker på, at jeg på nogen måde ønsker at retablere normaliteten fra før pandemiens start. Jeg kan sagtens leve med, at sportsbegivenheder bliver suspenderet i nogle år (Olympiade, EM osv.), jeg kan sagtens leve med, at andre kulturbegivenheder (også musikalske) skal finde alternative måder at nå ud til publikum på, jeg kan sagtens leve med at holde afstand til alle andre end de allernærmeste og med at vaske hænder utallige gange i løbet af døgnet. Og så videre. Faktisk er jeg begyndt at se nogle fordele ved coronapandemien. Ikke ved selve smitten og sygdommen og dødsfaldene, men ved de effekter, coronaen har haft på vores levemåde.

Fx kunne jeg i går læse, at coronapandemien har betydet af jordklodens baggrundsstøj i universet er mindsket. Ganske enkelt fordi vi flyver mindre, kører mindre i bil og lignende. Forureningen er faldet ganske betragteligt globalt set. Alt andet lige er vi blevet mere solidariske under pandemien (selv om der er begræsninger, fx når solidariteten gælder andre nationaliteter og flygtninge). Vi har ændret levemåde i det små. Vi spiser og drikker lidt anderledes. Vi øger vores genbrug. Vi går og cykler mere. Vi avler flere børn (mer’ sex). Vi læser mere og hører mere musik. Og meget mere.

Summa summarum: Jeg synes ikke, at vi skal vende tilbage til normaliteten før pandemien, men lave en ny normalitet, hvor coronaen (og alle dens venner og efterkommere) fortsat vil være med til at sætte dagsordenen.