23. august 2020 arkiv

Capac anbefaler: Helene Bak – Under One Roof

23. august 2020

 

 

Fem år  er gået siden Helene Bak debuterede med Oh so quiet, som jeg havde fornøjelse af at anbefale her i bloggen. Og dengang  hæftede jeg mig bl.a. ved, at Helene Baks plade var svært at indfange i en bestemt genre. Var det jazz, singer-songwriter-sange, pop m.m. ? Og min pointe var, at min tvivl eller forvirring netop sagde noget om den særlige niche, som Helene Bak havde fundet med sine intime, inderlige sange.

Og på sin nye plade Under One Roof er Bak lige så svær at sætte på formel som første gang. Og det er en styrke. Det er dog tydeligt, at sangerinden og sangskriveren har noget på hjerte. Hun vil fortælle os noget med otte sange, der er fulde af introspektion, refleksion og erfaring. Det er intime, introverte historier, der inviterer lytteren ind og med på en genkendende oplevelse. Og Helene Baks smukke alt står klart i lydbilledet og sørger for at sangene står tydeligt og letopfatteligt for lytteren (selv om et tekstark ville have været på sin plads i vinylcoveret…).

Og Helene Bak får et godt mod- og medspil af Mikkel Bøggild, der ud over at være medskaber af sangene spiller med (på guitar, lap steel, slagtøj og sang) og står for produktion, optagelse og miksning af pladen. Og dermed er Mikkel også garant for den særlige sound, der er på pladen, hvor singer-songwriter-sangene omfavnes af let americana, folk og diskret jazz-feeling. Igen må man bare sige, at Helene Bak er lykkedes med at tegne sin egen lille niche, der let kunne gå hen og blive hendes stil.

Og bag sig har Helene – ud over Mikkel Bøggild – igen et suverænt hold af musikere – Michael Vestbo (guitar), Jens Jefsen (bas), Søren Pedersen (trommer og slagtøj), Nikolai Bøgelund (trombone) og Jesper Riis (trumpet & flygelhorn) – der forstår at skabe de optimale musikalske rammer for Helenes sange. Med Under One Roof   bekræfter Helene Bak den position, som hun indtog med debutpladen for fem år siden, og der er al mulig god grund til at se frem til næste udspil og til at følge hende fremover.  Hermed anbefalet.

Helene Bak. Under One Roof. Producer: Mikkel Bøggild, Gateway Music. Udkom: 21.08.2020

 

 

 

Ghostbusters – det store flop

23. august 2020

I 1984 kom Ivan Reitmans komedie Ghostbusters. Plottet var helt igennem håbløst og nærmest uspiseligt. Tre parapsykologer laver en forretning med det formål at fange spøgelser i New York. Alene denne korte sammenfatning burde være nok til at afholde de fleste fra at se filmen. Når den alligevel lykkes bedre end man kunne forvente, så var det, fordi de bærende hovedkræfter var de tre veletablerede komikere Dan Aykroyd, Harold Ramis og Bill Muray, der var vant til at få meget ud af lidt. Så filmen endte med at blive en meget populær omgang underholdning, hvis succes blev understøttet af en fængende kendingsmelodi.

Heldigvis blev Ghostbusters dengang ikke genstand for kommerciel “exploitation” i form af en serie, sådan som konventionen foreskriver i Hollywood. Men for nogle få år siden fik Sony den ide at genoplive filmen. Men det blev besværliggjort af, at Harold Ramis i mellemtiden var afgået ved døden og Bill Murray ikke ønskede at medvirke. Derfor blev det besluttet at genopfinde filmen. I stedet for de tre mandlige komikere valgte man tre kvindelige – Melissa McCarthy (især kendt fra tv), Kristen Wiig, Kate McKinnon, Leslie Jones og Chris Hemworth (bedst kendt for Marvel-filmatiseringerne om guden Thor). Dan Aykroyd stod som producer og andre af de gamle skuespillere – Bill Murray, Sigournew Weaver – medvirker dog i små klip (såkaldte “cameo” optrædener), der primært har som funktion at minde yngre publikummer om filmens fortid.

Plottet i den nye udgave er mindst lige så tåbeligt og uholdbart som den gamle films. Den kvindelige kvartet finder sammen for at jagte spøgelser i New York og får hjælp af den unge mand, der arbejder for dem som receptionist. Nogen må have tænkt, at det var nyskabende at lade nogle unge kvindelige komikere – hvis fælles erfaringsgrundlag har været deltagelse i tv-serien Saturday Night Live – overtage hovedrollerne i den hellige ligestillings navn. Problemet er bare, at det slet ikke virker. De er ikke spor morsomme. Og bedre bliver det ikke af, at historien er ganske forudsigelig, uopfindsom, langtrukken og, ja, kedelig. Og det hjælper slet ikke på historien af den anvendte computeranimation slet ikke lever op til vor tids niveau. Og hvad skal man med en komedie, der kun er komedie på papiret, og som slæber sig af sted, ikke formår at aktivere smilebåndet og lattermusklerne det mindste. Det eneste formildende omstændighed ved gårsdagens visning på DR1 var, at tv-kriminalserien “Vera” kom bagefter.

Nej, den nye udgave af Ghostbustersi, er nok den dårligste film, jeg har set i rigtig mange år. Ja, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, der bare kom i nærheden af den. Og det siger trods alt ikke så lidt.

Opdatering: Og medens jeg har skrevet dette indlæg har jeg fundet ud af, at endnu en Ghostbusterfilm er på vej – Ghostbusters: Afterlife – der angiveligt forsøger at knytte an til den oprindelige film og har deltagelse i nogle af de overlevende skuespillere fra dengang.

50: Lou Reed takker af i Velvet Underground

23. august 2020

I dag for 50 år siden stod Lou Reed for sidste gang på scenen sammen med resten af Velvet Underground. På spillestedet Max’s Kansas City. Derefter tog Reed et job i sin fars firma i en kort periode. Velvet Underground fortsatte uden Reed og blev gendannet i 1993, men uden at kunne genfinde ånden fra gamle dage.

Koncerten på Max’s blev optaget på kassettebånd og senere – 1972 -udgivet på vinyl. Det er ikke et hovedværk i bandets diskografi, men en dokumentation af, hvor bandet var på det tidspunkt.