Coronaen gør det svært, ja umuligt, for musikere at møde deres publikum på traditionel vis. Heldigvis er der alternativer, som mange har opdaget. Hjemmekoncerter osv.
Og så kan vi jo grave lidt i tv-annalerne. Og er der nogen, der kunne det der med at lave live-koncerter for tv, så var og er det tyskerne. Beat-Club, Musikladen, Pop-Rock und so weiter. Uden dem… Og her har de fanget de fotogene og friske Talking Heads i Dortmund.
Jeg har hilst på Tom McEwan en gang. Det var tilbage i midten af 1970’erne, hvor han var med i Culpeper’s Orchard som trommeslager, slagstøjsspiller og sanger. Og det foregik i Stakladen. På et tidspunkt blev jeg prikket på skulderen og der stod Tom. Han ville bare låne lidt ild til sin cigaret. Men da jeg var og er ikke-ryger, kunne jeg ikke hjælpe. Men et par ord, fik vi da udvekslet.
I dag fylder Tom så 80. Og kan se tilbage på en imponerende karriere som musiker, komiker, skuespiller og meget mere.
Bissekræmmeren, klaverstemmeren, pløksmeden, protesebyggeren, udtrækkeren, landtæge. Kært barn har mange navne – i hvert fald i følge min slangekspert Kaj Bom. Og i dag var det så min tur. Uvist af hvilke årsager er jeg en af dem, der er blevet indkaldt til tandeftersyn her i coronatiden. Selv om jeg som regel – dvs. de seneste mange gange – ikke har haft nævneværdige problemer med gebisset. Men, de skal vel have noget at leve af – tandlægen og i dette tilfælde tandplejeren.
Og tandplejeren, der er en ung dame, iførte sig en plastikbeklædning, der lignede (og måske var) en stor hvid affaldspose, af den slags man har under køkkenvasken. Dertil den obligatoriske lyseblå maske og beskyttende handsker. Jeg tillod mig at ymte noget om, at vi skulle huske – ud over alle adfærdselsreglerne – ikke at gå i panik. Og det var vi til dels enige om – “men jeg er i højrisikogruppe”, som hun sagde. Og jeg havde frygtelig lyst til at sige: Ikke med mig i tandlægestolen. Men jeg beherskede mig og samlede kræfter til den lidelsesfulde tandrensning.
Heldigvis var alt som det plejer, så et kvarter efter, jeg havde sat mig i stolen, stod jeg igen ude på fortorvet og svedte tran.
Crosby, Stills & Nash – Woodstock from Shawn Rosvold on Vimeo.
I epilogen til sin bog om Woodstock fortæller Michael Lang, hvordan han nogle dage efter festivalen kommer kørende en solskinsdag i Los Angeles og bliver kontaktet af en anden bilist, en ung mand med sandfarvet hår, lange bakenbarter og et furet ansigt. Det er Steven Stills, der insisterer på, at Lang skal høre noget. Sammen kører de til Stills hjem i Laurel Canyon, hvor Stills sammen med trommeslageren Dalla Taylor spiller ‘sangen’ for Lang. Og sangen er “Woodstock”, som Joni Mitchell skrev i New York efter at have set noget om festivalen på tv (hun var nemlig selv blevet forhindret i at deltage, fordi hun skulle være med i The Dick Cavett Show). Og Lang skriver: “Jeg var fuldstændig overvældet. Følelsen af at høre den sang for første gang på den måde er blevet hos mig til i dag”.
Ovenstående video med Kjeld Petersen og denne sang “Bare græd”, har jeg lige brugt i en sammenhæng om mandlig gråd. Men genhøret med sangen fik mig til at tænke over teatergenren “revy”. Hvordan står det egentlig til med denne engang så elskede og dyrkede genre i dagens Danmark? Er det hele overtaget af såkaldte “stand-ups”?
Nej, genren er der endnu. Fx kan man se nogle skuespillere (Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Niels Ellegaard, Carsten Dahl og Mille Lehfeldt) fra den københavnske Cirkusrevy optræde på tv i en coronaficeret udgave med den rammende titel Revy på afstand. En række små sketches med aktuelt indhold.
Og hvor Cirkusrevyen, der næsten traditionelt vises hvert år på DR, ofte har en kedelig tendens til at blive lidt for indforstået københavnsk med klakkerende hjemmepublikum og en horisont, der ikke strækker sig ud over Valby Bakke, dér lykkes det ganske godt for corona-udgaven at ramme ned i nogle af tidens tendenser. Når fx Lisbeth Dahl folder sig ud som corona-tester mede vatmundpind og får vendt den aktuelle kønsforvirrings (LGBTQ+) absurditet, eller når Ulf Pilegaard parodierer den aldrende Jørgen Leth som rapporterende (à la Tour de France) fra et job i et supermarked. I denne korte serie lykkes det næsten teamet at nå forne tiders højder fra hedengangne tv-satireprogrammer.
Det forlyder også, at det går ganske godt med de lokale revyer rundt om i landet, så der må jo være et behov. Og det ville da også være synd og skam, hvis ikke der var plads til sådan en genre, hvor satire, humor, tekst og musik kan gå op i en højere fornøjelig enhed. Det gælder bare om at få nogle unge talenter til at indse det.
Sidespring: I det filmklip, der ledsager Kjeld Petersens sang ser man en af mine yndlingsskuespillerinder, Birgitte Reimer. Om hvem en sand cineast og connaisseur skriver på Filminstituttets side:
Ved siden af den mere kødelige Judy Gringer er hun vores eneste rendyrket erotiske komedienne. Hun hæver pikanteriet til raffinement og forførelseskunsten til underfundig leg. Charmen og de erotiske antydninger har musikalsk brus. Mon ikke Hollywoods komedie-mester Ernst Lubitsch ville have elsket hende lige så højt som hans danske elev Erik Balling gjorde det?
Jeg kunne ikke have formuleret det mere diskret og på samme tid præcist. Og hvornår har man sidst set det dejlige ord “komedienne”?! Nej, vel!?
Og hvis jeg ikke tager fejl, så er klippet fra filmen “Den grønne elevator” (1961), hvor Petersen spiller en ægtemand, der roder sig ud i nogle ægteskabelige problemer. Filmen er i øvrigt et remake af en tysk film Der Mustergatte (Mønsterægtemanden)fra 1937 af Wolfgang Liebeneiner og med Heinz Rühman i hovedrollen. Der blev siden lavet endnu to tyske udgaver, inden den nåede til Danmark og fik en anden titel (efter en drink, der spiller en vigtig rolle i filmens handling). Nu har jeg beskæftiget mig så meget med emnet, at jeg har bestilt filmen på biblioteket til et gensyn.
