juli 2020 arkiv

KODA_CS, Youtube og musikken der forsvandt fra skærmen

31. juli 2020

I lang tid har Youtube bragt danske musikvideoer, og et stort problem har været, at det store firma ikke har afregnet kunstnerne og KODA en rimelig betaling for streamingen. Og senest har firmaet oven i købet krævet, at danske kunstnere skal have formindsket deres betaling, vist med 70%. Og det har KODA afvist – med den effekt, at Youtube straks har stoppet for dansk musik på sin platform. Forsøger man at afspille en video, så får man besked om, at der ‘er indhold fra KODA_CS i videoen og at den ikke vises i dit land’.

Spørgsmålet er så, om det er godt eller skidt!? Skal KODA og kunstnerne bøje sig for det multinationale selskabs krav? Nej, selvfølgelig skal de ikke det. Kunstnerne – og deres rettighedssrepræsentation – skal selvfølgelig have en rimelig betaling. Hvad enten platformen hedder Youtube, Spotify, Apple Music eller noget helt tredje.

Situationen demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvilke vilkår musikken bydes i den globale tidsalder. Den udbytning, som musikere har været genstand for, siden musikindustriens opståen, fortsætter ufortrødent og med øget styrke. Og de store streamingtjenester gør en dyd ud af den effekt internettet fik på den digitaliserede musik (med komprimering og mulighed for nedhentning), nemlig at ‘musikken blev gratis’. En tanke samme streamingtjenesters bagmænd engang for ikke så længe siden gjorde en dyd ud af at bekæmpe, men nu har taget til sig i den modificerede form: Vi streamer din musik, men du får ingenting for den.

Og det er selvfølgelig uholdbart. Men hvilken løsning er der så?! Jo, jeg tror, at danske musikere og deres interesseforeninger skal skabe deres egen platform – udelukkende for dansk musik. Danmark er et lille sprog- og kulturområde, og i sammenhæng med de store globale streamingtjenester er det kun en lille, ret ubetydelig del, det fylder. Men vi har – som danskere – en interesse i, at dansk musik kan nå ud til alle danskere på en måde, der både tilgodeser danske musikeres indtjening og danske lytteres interesse for dansk musik. Så det kan kun gå for langsomt med at få etableret sådan en dansk platform. Ideen kunne også vise sig at være en torn i øjet på de store streamingtjenester. For hvis alle nationaliteter gjorde noget lignende ville streamingtjenesterne tabe terræn og det er ikke i deres ekspanderende interesse.

Situationen betyder selvfølgelig også, at musik, jeg anbefaler her i bloggen – efter aftale med kunstnerne, pladeselskaberne, promotorerne osv. – ikke vil kunne følges af smagsprøver fra Youtube. Men det er til at leve med, da det jo er mine anbefalinger, der skal få læserne til at lytte – enten via nettet, lån på biblioteket eller køb af medier.

Woodstock – dem der kom og der der ikke kom

31. juli 2020

Det er lidt (vid-, for-)underligt at læse om den lange, møjsommelige vej til Woodstock Music Art and Fair, som skaberen Michael Lang fortæller detaljeret og ærligt. Underligt i denne coronatid, hvor et mennesketæppe af dimensioner dækkede Yasgers farm (og tilstødende arealer) og hvor afstand og håndvask ikke var noget, der optog nogen. Og hvor der herskede en stemning og en ånd, der siden har været et ideal og en målestok for alle efterfølgende festivaler. Ingen tvivl om, at Woodstock 1969 – selv om ikke alt lykkedes eller var perfekt (langtfra…) – var en enestående begivenhed, der blev tænkt som sådan fra starten af.

Og det er interessant at følge Langs og de andres udvælgelse af musik til festivalen. Som nævnt blev nogle store navne valgt fra. Andre – fx Bob Dylan – nåede det aldrig. Og så var der dem, der var i sigtekornet med blev forhindrede af et eller andet. Fx sangskriveren Tim Hardin, der sammen med Richie Havens var tænkt som åbningsnummer til festivalen. Men Hardin, der var til stede afviste. Han havde forinden festivalen lagt heroinen på hylden og var på metadon, han var skrøbelig og kunne slet ikke se sig selv som åbningsakt. Og det respekterede Lang. Hardin optrådte dog senere.

Heller ikke den navnkundige sangskriver Fred Neil kom til Woodstock, selv om Lang kendte ham fra tidligere koncerter og havde kontakt til ham.

 

 

Capac gik i sort

30. juli 2020

Det var næsten som i gamle dage, når tv-skærmen pludselig blev sort. Tekniks uheld, vi beklager. Capac gik også i sort. Og så er gode dyr rådne. Men supporten hos webfirmaet – den engelske support (tak Gefil) fik ordnet det. Det var noget med serverens cache, der var overfyldt. Det tror jeg gerne, men nu er der så ryddet op igen. Hurra.

Opdatering: Men belært af erfaringen fra mange års bloggeri, så skal man ikke bliver for kålhøgen. Og kort efter, at jeg havde skrevet ovenstående notits, så blev min side suspenderet. Af sikkerhedsmæssige hensyn, hvad det så end betyder. ‘Men du skal ikke foretage dig noget’. Det har jeg oplevet før, og mon ikke det vil ske igen.

Kink 2: Bebel Gilberto

30. juli 2020

Kinks på brasiliansk. Hvorfor ikke!? Nej, når det sker så loyalt og dog sambaficerende som i tilfældet Bebel Gilberto, så må man bare overgive sig. Sangen stammer fra – oprindeligt – Something Else (1967) og i Gilbertos udgave fra det fine Ray Davies-hyldest-album This is where I belong… (2002), hvor en række inkarnerede fans – fra Fountains of Wayne til Damon Albarn hylder den gamle sangskriver og hans Kinks.

Kink 1: Annie Lennox – nedlukket

30. juli 2020

https://www.facebook.com/annielennox/videos/3243130115709266/

Lou Reed: New York – anno 2020

30. juli 2020

Måske var det med New York, at Lou Reed kom nærmest det adult rock and roll album, som han drømte om at lave. “You can’t beat two guitars, bass, and drums,”, som han selv skrev på pladens noter. Om måske mener retro-plademærket det samme. I hvert fald udsender det til september en tidstypisk boks omkring New York.  For medeles 90 $ får man en deluxe 3CD/DVD/2LP +Cassette bundle (så skulle der være noget for enhver mediofil).

Barndomserindringsglimt: Pelikano

29. juli 2020

Lige siden jeg var en lille purk, har jeg været fascineret og – ja – draget af skriveværktøj. Lige fra de almindelige blyanter (dengang af mærket Viking) over dyppepennene med blækhus og trækpapir. Senere kom så kuglepennene og alskens varianter – “ballpenne”, fiberpenne osv. Og ikke at forglemme myriader og alskens varianter af trykblyanter. Alt sammen noget, der betog – og stadigvæk betager mig – i en sådan grad, at jeg virkelig skal styre mig selv, når og hvis jeg kommer forbi en velassorteret papirhandel (nu om stunder en mangelvare) eller bare en ditto boghandel med papirafdeling. Meget let kommer endnu et skriveværktøj med hjem til den efterhånden betragtelige samling.

Jeg har tidligere fortalt om dengang på Vestre Skole, hvor vi skulle lære at skrive med dyppepen (med træskaft med små riller, der hvor man holder ved) og blæk. Det var ikke let, nej nærmest en kunst, at få blækket derhen, hvor det skulle gøre en forskel. På papiret og ikke på fingrene eller tøjet. Men alligevel var jeg betaget af værktøjet.

Og jeg har også fortalt om dengang, hvor jeg var hos huslægen sammen med min mor, og jeg fik den trinde læges store sorte fyldepen at se i aktion. Det var en nærmest mirakuløs oplevelse, og jeg ønskede mig mest af alt sådan et stykke værktøj. Og der gik ikke længe, før jeg fik noget, der lignede, nemlig en Pelikano fyldepen. En børneudgave af Pelikans fyldepen. Oveni købet med patroner, så det med smøreriet næsten var en saga blot. Jeg har den endnu et eller andet sted i mine gemmer. Senest havde den rødt blæk. Men det er nok tørret ind for længst.

Lidt søgen på nettet afslører, at der er en hel side, der fortæller historien om Pelikano, fra “legendens” fødsel i 1960 og frem.

PS. Ovenstående “flashback”, som det hedder i filmsproget, er affødt af, at mit skriveværksted har udvidet sig med endnu en fyldepen – en moderne en, der slet ikke tåler sammenligning med Pelikanoen.

Capac anbefaler: Michael Dalgas Trio – Death of a Tree

29. juli 2020

Michael Dalgas er ikke et ubeskrevet blad her i bloggen. I 2015 anbefalede jeg en plade med Nicolai Mailand Trio, og der sad Michael Dalgas bag trommer og var med til at løfte pladen. Og nu har han så sin egen trio og er ude med albummet Death of a Tree.

Den tid, vi lever i nu, kalder på eftertænksomhed, fordybelse, refleksion og – ja – meditation. Og på den led passer Death of a Tree fornemt til vor pandemiske tids til dels pålagte isolation og indadvendthed. Baggrunden for pladen er, at komponisten – Dalgas selv – blev slået ud af kurs af nogle uheld, der medførte depression og identitetskrise. Og ud af rekonvalescensen er musikken så opstået. Og pladens titel henviser til et træ, som Dalgas plantede som tiårig og som blev ramt af sygdom og døde. Så oven i depression og identitetsproblematik kom så også et memento mori, en påmindelse om altings forgængelighed.

Og musikken stemmer fint med denne kontekst af melankoli, depression, eftertanke og dødsbevidsthed. Numrene – ti i alt – er tilbagelænede, refleksive og stemningsfulde i det mørke register. Og så dominerer det improvisatoriske, sådan som det sig hør og bør, når man har med jazz at gøre. Og musikken svinger mellem det let tilgængelige – grænsende til den sentimentale pop – og det grænseoverskridende, der vil appellere til dem med trænede ører for det eksperimentale i jazzmusikken.

Der er ikke nogen grund til at fremhæve enkelte numre på pladen, selv om de sagtens kan tale for sig selv. For det er som en eftertænksom helhed denne trioplade fungerer optimalt. Og de tre musikere – Dalgas på trommer og cymbaler, Lars Fiil på piano og Würlitzer – og Jasper Jags på bas – musicerer smukt og indforstået, og produktionen lader instrumenterne så klart i deres samspil.

Death of a Tree rammer med sin næsten eksklusive fordybelse og tilbagelænethed noget særligt ved vores tid, og er sådan en plade, der egner sig rigtig godt til stunder, hvor eftertanken skal dominere. Hermed anbefalet

Michael Dalgas. Death of a Tree. Produktion: Thor Madsen. Gateway Music. Udkommer i dag.

Farvel til Bent Fabricius-Bjerre – 95 år

28. juli 2020

Billedet af en ung Bent Fabricius-Bjerre ved klaveret omgivet af unge, dejlige damer, tonerne fra sangen om gadekatten, Huset på Christianshavn, Matador, Olsenbanden og flere til danser hen over hjernens folder ved læsningen om Fabricius-Bjerres bortgang – efter kort tids sygdom.

At Fabricius-Bjerre fik lov til at skrive signaturmusikken til nogle af dansk films og tvs største, folkelige successer – Olsen-banden, Huset på Christianshavn og Matador – siger vel alt om den position, musikeren og komponisten Fabricius-Bjerre havde i dansk kulturliv. Dertil skal lægges den, han fik, som forretningsmand inden for samme branche. Ingen tvivl om, at nekrologmagerne vil få kronede dage  på de store medier, nu hvor han i en fremskreden alder har sluppet klaverets tangenter.

Ceres

27. juli 2020

I dag kom jeg tilfældigvis forbi Ceres Byen – eller Ceresbyen – og tog et billede af et hjørne af området. Det hjørne, der ligger lige over for Den Gamle By. Og på fotoet kan man ved foden af den store bygning i midten se rester af den oprindelige bryggeribygning, med de karakteristiske buede vinduespartier. Det er, hvad der er tilbage af Ceres bryggeriet.

Og jeg kunne ikke lade være, medens jeg stod og ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen, at mindes de mange gange jeg til fods eller på cykel har passeret netop dette sted og har fået markant duft af humle i næseborene. En af byens mange kendetegnende dufte.

Nu står den lille stump murværk tilbage som en påmindelse om, hvad der var engang, eller som et måske flygtigt tegn på at “fremskridtet” lader smukke gamle bygninger vige for det nye. Og debatten om kampen mellem fortid og nutid ruller til stadighed i medierne. Og måske er det tidsånden, der gør sig gældende, når det gamle må vige for det nye?! Tendensen er i hvert fald tydelige i mange danske provinsbyer. Og medens alle disse og lignende tanker gled forbi på den indre skærm fik jeg helt lyst til at drikke en Ceres Top Pilsner – bare for at holde tanken ud og tanken om fortiden fast. Det blev dog kun til et glas danskvand med brus, da jeg omsider nåede hjem. Tiderne skifter jo, som sagt.

Det er i øvrigt et sjovt sted at befinde sig dér mellem Den Gamle By og Ceresbyen. På den ene side genopbygger de gamle bygninger fra hele landet med mange penge og med allerstørste respekt for, hvordan de egentlig blev bygget; på den anden side får man så et eksempel på, hvordan bevaringsværdige gamle bygninger i bedste fald får lov til at efterlade en stump til eftertiden og til mindernes skatkammer. De nye bygninger vil, hvad man ellers måtte mene om dem, sandsynligvis ikke holde halvt så længe som de gamle og sikkert heller ikke blive genstand for genopbygning i Den Gamle By eller lignende museumsinstitutioner.

At svømme

27. juli 2020

Da jeg for et par år siden cirka, kunne se frem til pensionering, satte jeg mig nogle små mål for, hvad jeg skulle bruge min otiumstid på. En slags personlig tjekliste (eller som amerikanerne måske vil kalde den: en “bucket list”), og øverst på den stod der: genoptage svømningen.

For mange år siden, inden jeg blev far for anden gang, svømmede jeg regelmæssigt i en af byens idrætsforeninger – efter først at have lært at svømme i en relativ sen alder (herom har jeg fortalt for længe siden…). Og da det kørte bedst svømmede jeg tre gange om ugen, tre timer om ugen. Og det var – velgørende. Jeg tænker ikke så meget på det med at holde sig fysisk i form – for det gør man, når man svømmer – men mere på den mentale effekt, svømmeriet havde. Efter at have tilbagelagt en hel del baner af 25 meter – ca. 70, hvis jeg husker ret – så nærmest forsvandt alle tanker og blev erstattet af en zen-agtig tilstand af renselse og afklaring. Og man kunne derefter genoptage hvmerdagen på ny. Og denne oplevelse, som jeg også har skrevet om før, har jeg nok savnet lidt, medens andre ting lagde beslag på min tid.

Nuvel. Jeg har ikke fået realiseret denne lille plan endnu. For pensionistlivet har vist sig at være mere krævende, end jeg havde forestillet mig. Så jeg har – ikke opgivet planen, nej – udskudt de indtil videre, og er overbevist om, at den dag kommer, hvor jeg igen vil bevæge mig gennem klorvandet iført svømmebriller og badebukser.

PS. Loudon Wainwright, der har skrevet “Swimming song” fortæller et sted, at sangen var tænkt som en afløser for gennembrudssangen “Dead Skunk”. En sang med kommercielle muligheder i. Men sådan blev det ikke. Tll gengæld blev den en sang, som Loudon stadigvæk optræder med – og med glæde – og en sang om den eneste sportsaktivitet, han stadigvæk dyrker.

Piraten Keith Richard

26. juli 2020

Genudsendelser er godt, synes DR (og alle andre kanaler) at mene. Og mange genudsendelser er endnu bedre. Derfor kan man være forvisset om, at salgbare spillefilm ofte vil vende tilbage til skærmen med jævne mellemrum. For tiden har DR1 kastet sig over den kulørte og meget underholdende serie om piraten Jack Sparrow og hans oplevelser i Pirates of the Carribean. I går aftes blev tredje film – At World’s End – sendt. Og i den har rullesten Keith Richard en lille birolle som Sparrows sørøverfar. Og han passer fint ind i galleriet af skurke.

Serien er ikke højpandet filmkunst, men solidt filmhåndværk, der på bedste måde formidler de drengerøvshistorier, som universet lægger op til. Man skal sluge en masse vås undervejs, men det tager man gerne med i købet, når serien ellers byder på en kærlighedshistorie og tegneseriekulørte skrøner om det vilde liv til søs på det gode piratskib Den Sorte Perle. I et senere afsnit dukker Paul McCartney også op i en mindre rolle.

I øvrigt fylder Keiths kollega Mick Jagger 77 år i dag. Men han får nok ingen rolle som pirat.

Dødsfald: Peter Green – guitarist – 73 år

26. juli 2020

https://youtu.be/62wTSUTBoj0

Det var den sidste nyhed, der ramte min skærm i går lige før sengetid. Guitaristen Peter Green, der var en af grundlæggerne af Fleetwood Mac, sov stille ind i en alder af 73 år. Sammen med trommeslager Mick Fleetwood dannede han Fleetwood Mac i 1967 og satte sit markante præg på gruppens første plade – uofficiøst kendt om “Peter Greens Fleetwood Mac” – der var en af de plader, der gav genlyd i det bluesorienterede beatmiljø i hjemlandet og udenfor.
Green var med på endnu to plader, hvorefter han løb ind i nogle mentale problemer, der fik ham til at forlade bandet. Det viste sig, at Green led af skizofreni, der til dels var fremskyndet af for meget LSD. Efter en hel del år som ufaglært arbejder vendte han tilbage til musikken i 1990’erne.
Inden han dannede Fleetwood Mac fik han fornøjelsen af at erstatte Eric Clapton i John Mayall’s Bluesbreakers. Dengang en tilsyneladende håbløs opgave, men det viste sig at Green sagtens kunne træde i Claptons sko og han fik mange fans og blev kendt som “the Green God”. Jovist, dengang satte man virkelig pris på leadguitarister (vi husker graffittien: “Clapton is god”).

I 2008 udsendtes en retrospektiv antologi, der giver et fint tværsnit af Greens musikalske udfoldelser. Den kan lånes via www.bibliotek.dk.

BBC leverer en læseværdig analyse af Greens formåen.

Tyggegummimusikkens gyldne år

25. juli 2020

På Youtube kan man være heldig at finde en (slags) dokumentar med titlen The Golden Age of  Bubblegum Music. Altså om tyggegummimusikkens gyldne år i sidste halvdel af tresserne med navne som The Monkees, The Archies, Ohio Express og 1910 Fruitgum Company. Og selv om udsendelsen ikke er specielt god, når man lige ser bort fra en tur gennem mange af de sange, der tilhører genren, så får den dog slået en pæl gennem den misfortåelse, at tyggegummimusikken var dårlig.

Nej, det var en kommerciel musikform, der rettede sig mod børn og teenagere (dengang en voksende forbrugergruppe). Den var designet: Man hyrede nogle af de bedste sangskrivere i perioden (fx Neil Diamond) til at skrive enkle, fængende popsange med sangtekster, der ikke bød på de store udfordringer, og så engagerede man nogle af de bedste studiemusikere til at levere varen. Forgrundsfigurerne behøvede ikke at være rigtige bands, men kunne fx være tegneseriefigurer eller tv-stjerner, sammensat til lejligheden. Og genren blev en kæmpesucces og gjorde det, den skulle: Tjene penge til pladeselskaberne. Men dybest set gjorde tyggegummimusikken blot det, som populærmusikken altid har gjort: Levere hits, der fik pengene op af lommerne på de unge. Og først og fremmest til fordel for musikkens bagmænd.

A fucking bitch

25. juli 2020

Jeg har en lille drøm om, at denne unge kvinde fra New York engang bliver præsident i USA. Alexandria Ocasio-Cortez er ikke alene politisk begavet og en af Bernie Sanders’ strålende efterfølgere, men hun er også modig, frygtløs, skarp og velargumenteret, når hun – som i denne video – klæder en anden politiker af til skindet og udstiller den kulturelt forankrede misogyni i guds eget land. Hvor ville det være dejligt, hvis vi havde bare en kvindelig dansk politiker, der kunne matche hende.