26. juli 2020 arkiv

Piraten Keith Richard

26. juli 2020

Genudsendelser er godt, synes DR (og alle andre kanaler) at mene. Og mange genudsendelser er endnu bedre. Derfor kan man være forvisset om, at salgbare spillefilm ofte vil vende tilbage til skærmen med jævne mellemrum. For tiden har DR1 kastet sig over den kulørte og meget underholdende serie om piraten Jack Sparrow og hans oplevelser i Pirates of the Carribean. I går aftes blev tredje film – At World’s End – sendt. Og i den har rullesten Keith Richard en lille birolle som Sparrows sørøverfar. Og han passer fint ind i galleriet af skurke.

Serien er ikke højpandet filmkunst, men solidt filmhåndværk, der på bedste måde formidler de drengerøvshistorier, som universet lægger op til. Man skal sluge en masse vås undervejs, men det tager man gerne med i købet, når serien ellers byder på en kærlighedshistorie og tegneseriekulørte skrøner om det vilde liv til søs på det gode piratskib Den Sorte Perle. I et senere afsnit dukker Paul McCartney også op i en mindre rolle.

I øvrigt fylder Keiths kollega Mick Jagger 77 år i dag. Men han får nok ingen rolle som pirat.

Dødsfald: Peter Green – guitarist – 73 år

26. juli 2020

https://youtu.be/62wTSUTBoj0

Det var den sidste nyhed, der ramte min skærm i går lige før sengetid. Guitaristen Peter Green, der var en af grundlæggerne af Fleetwood Mac, sov stille ind i en alder af 73 år. Sammen med trommeslager Mick Fleetwood dannede han Fleetwood Mac i 1967 og satte sit markante præg på gruppens første plade – uofficiøst kendt om “Peter Greens Fleetwood Mac” – der var en af de plader, der gav genlyd i det bluesorienterede beatmiljø i hjemlandet og udenfor.
Green var med på endnu to plader, hvorefter han løb ind i nogle mentale problemer, der fik ham til at forlade bandet. Det viste sig, at Green led af skizofreni, der til dels var fremskyndet af for meget LSD. Efter en hel del år som ufaglært arbejder vendte han tilbage til musikken i 1990’erne.
Inden han dannede Fleetwood Mac fik han fornøjelsen af at erstatte Eric Clapton i John Mayall’s Bluesbreakers. Dengang en tilsyneladende håbløs opgave, men det viste sig at Green sagtens kunne træde i Claptons sko og han fik mange fans og blev kendt som “the Green God”. Jovist, dengang satte man virkelig pris på leadguitarister (vi husker graffittien: “Clapton is god”).

I 2008 udsendtes en retrospektiv antologi, der giver et fint tværsnit af Greens musikalske udfoldelser. Den kan lånes via www.bibliotek.dk.

BBC leverer en læseværdig analyse af Greens formåen.