19. juli 2020 arkiv

L-o-l-a

19. juli 2020

Det må ikke altid være lige let at afholde koncerter, når man han et nummer – et hit – som i den grad er blevet næsten definerede for et band og en sangskriver. Og ingen tvivl om det: Ray Davies’ sang om “Lola” er sådan en sang, som publikum næsten forventer, man spiller. Også her i denne optagelse fra 1980 (og albummet/videoen One for the Road). Og Ray Davies kan ikke nære sig for at lege med netop den status, sangen har. Først er der en cirka et minutter lang instrumentalt forspil til sangen. Dernæst begynder Ray at spille, men siger så, at de ikke vil spille den sang, for i næste moment at sige, at de kun gør det, hvis publikum synger med. Og det gør publikum selvfølgelig.

One for the Road er en af de Kinks-plader, der har stået lidt i skygge af de store album fra tresserne og halvfjerdserne, og som blev afskrevet af en del kritikere. Men det er faktisk et udmærket album, der viser, at Kinks sent i karrieren sagtens kunne matche andre bands på koncertområdet. Masser af energi og mange af de gode, uopslidelige sange.

Post-corona?

19. juli 2020

Nej, den er her endnu. Coronavirus. Og det er langt fra, at vi kan se enden på pandemien, selv om mange er begyndt at opføre sig, som om det var noget, vi snart kunne lægge bag os. I omegnen af 6000000 mennesker er døde i forbindelse med en coronainfektion, og flere millioner er smittet, og tallet vokser dagligt, ikke mindst i de mest befængte lande som USA og Brasilien. Så det er med god grund, at WHO – verdenssundhedsorganisationen i FN – er begyndt at advare om, at pandemien vil lægge beslag på vores opmærksomhed og kræfter langt frem endnu. Det kan godt være, at nogle lande – fx Danmark – har fået nogenlunde styr på smitterisikoen, men globalt set går det i en kedelig retning.

Oven i dette perspektiv skal lægges, at forskerne i coronasmittet er nået frem til den indsigt, at coronaen ikke bare medfører en influenzalignende infektion af luftvejene, men at den har langvarige skadesvirkning på hele kroppen. Og at det ikke kun er dem, der har været alvorligt syge og hospitalsindlagt, der får alvorlige eftervirkninger. Også dem, der “bare” er blevet smittet uden de store symptomer, må forvente, at coronaen vil skade dem på længere sigt.

Så er det, man ikke kan lade være med at spørge (sig selv i det mindste…): Er det mon en illusion at tro, at “genåbningen” af samfundene vil resultere i en “normalitet”, som den, vi oplevede før helvede brød løs? Og vil nedlukningen af samfundene (den famøse “lock down”) mon afløses af en permanent tilstand, hvor alskens smitteforebyggende forholdsregler vil blive den nye virkelighed? Hvor store menneskeforsamlinger ikke vil blive mulige (sportsarrangementer, koncerter, festivaler og så videre)? Hvor udlandsrejser og i det hele taget kontakter mellem landene vil blive begrænset til de allermest nødvendige. Og hvor vi derfor må indrette os på nye økonomiske vilkår? Svaret blæser måske i vinden.