Endnu et eksempel på moderne amerikansk country, hvor en ung kvindelig kunstner fører sig frem. Desværre findes hendes musik kun som stream og download. Hun fortjente bedre – vinyler og rigtige cd’er. Men talentet kan hun ikke skjule.
Who wants yesterdays papers Who wants yesterdays girl Who wants yesterdays papers Nobody in the world(Rolling Stones)
Jeg var længe i tvivl om jeg skulle købe den bog, 1964 Eyes of the Storm med fotos af Paul McCartney. Ikke fordi den – som fotobøger ofte er – koster en del, men fordi jeg ikke er Beatles-fan i den forstand, at jeg finder ethvert billede af Beatles interessant. Jo, engang havde jeg også Beatles-billeder over min seng. Det er vel 60 år siden. Men, nej, jeg er ikke Beatles-fan på den måde. Jeg har det som komponisten Aaron Copeland, der citeres for at sige: If you want to know about the Sixties, play the music of The Beatles. Og videre: Vil du vide noget om The Beatles, så spil gruppens musik.
På den anden side, så kan fotografier noget. For eksempel indfange noget af – med et begreb, jeg ofte har brugt – tidsånden. Forstået cirka i den betydning et wiki-opslag angiver: ” en tidsperiodes intellektuelle og kulturelle klima. Med udtrykket påstås det således, at der er en identificerbar tendens eller trend i perioden. “. Som al god kunst formår fotografiet, når det er bedst, at indfange noget af sin samtids tidsånd. Og det er lige netop derfor McCartneys bog er endt på min bogreol.
Bog rummer især billeder, som McCartney har taget i 1964, året, hvor Beatlemanien for alvor tog fart med de fire Liverpool-drenges indtog i USA og Europa. Men der er også en del fotos fra slutningen af 1963 – især fotos af Beatles-medlemmerne og deres nærmeste. Disse billeder afslører især de fires berømmede, nære venskab og den veneration, McCartney følte for de tre andre.
De resterende billeder registrerer med den følsomhed, som den unge amatørfotograf Paul McCartney besidder, tidsånden i ’64. De pågående fans (især piger), de pågående professionelle fotografer, snapshots fra de steder, bandet besøger, almindelige mennesker i almindelige situationer, kropssproget, moden (igen især pigernes). For en, der levede dengang, er der en række små aha-oplevelser at lade blikket vandre hen over de sort-hvide fotos, der med den særlige sensibilitet sort-hvide fotos besidder registrerer, hvad der rørte sig i det særlige år 1964, hvor det for alvor begyndte for de fire drenge fra havnebyen Liverpool.
Selv om McCartney var amatør, så skal man ikke tage fejl af, at han har haft et godt øje for motiverne (en meget vigtig kvalitet i fotokunst). Og vi skal huske, at tresserne også var en periode, hvor fotografiapparatet blev hver mands eje. Det var netop i 1963, at Kodak Instamatic – det lille nemme lommekamera – kom frem. Tidligere var fotografi forbeholdt dem, der havde råd til kamera (som i McCartneys tilfælde). Og vi skal også huske, at dengang var det primært sort-hvide fotos, man tog. Farvefilmen var kun i sin vorden. At det forholdt sig sådan, er sikkert svært at forstå for dem, der ikke var født dengang og er vokset op med farvefilm, og oven i købet hele den digitale billedstrøm, hvor man med sin smartphone kan tage lige så mange fotos om dagen, som man dengang tog i løbet af et helt liv.
Mccartneys bog er et stykke levende historie., der inviterer læseren ind i et gensyn med – og dermed en genoplevelse af – en ganske kort periode af tresserne. For en gammel gut som mig er det velgørende – lige som at lytte til bandets musik fra dengang eller læse god litteratur fra samme tid.
