En afbrydelse af internetforbindelsen sendte mig på et par dages arbejde med computeren. Og det endte med, at det hele måtte retableres igen. Og desværre kostede det nogle data, men sådan er det, når det går rigtig galt med styresystemet. Nu håber jeg så, at skuden kommer til at sejle nogenlunde stabilt de næste mange måneder (uger, dage, timer…). I’m back, som Thorsen sagde, da han forlod fængslet.
I næste måned er det 54 år siden, jeg oplevede Savage Rose i Stadionhallen i Esbjerg. Og det var en oplevelse med blandede følelser, fordi jeg måtte gå halvvejs inde i koncerten på grund af en dårlig lyd. Men jeg husker endnu, at Annisettes stemmepragt gjorde et stort indtryk på mig midt i den elendige sportshalsakustik. Og dette indtryk har fulgt mig lige siden. Sådan en stemme i sådan et lille menneske.
Klaus og Henrik havde en fin snak med Annisette og datteren på Heartbeat.
Bedst som jeg sidder og er i færd med at opdatere mit styresystem (Linux) til et ny version – hvad sker der så!? Jovist, internetforbindelsen falder ud og installationen går i stå. Og det er umuligt at genstarte en ufærdig installation. Så på den igen. Starte en gammel computer op og forsøge at retablere den yngre computer. Heldigvis er der backup på det vigtigste denne gang. Lidt har man da lært hen ad vejen.
Efter længere tids sygdom er entertaineren Eddie Skoller død i en alder af 79 år. Skoller, der kom til verden i St. Louis, Missouri USA, blev som ganske ung en del af tressernes danske folk-scene med debut i det legendariske Vise-Vers-Hus i 1969. Men hurtigt derefter gik han sine egne veje og kreerede si eget show, der var en blanding af sang og (stand-up-)komik. Han fik også udgivet et stort antal plader, lige som han gjorde sig inden for filmens verden.
Eddie Skoller var nok en ener i dansk underholdning med sin særlige, humoristiske tilgang til det at optræde for et publikum. Og som sådan vil han være savnet på de danske scener.
PS. Jeg mødte Eddie Skoller for nogle år siden på stranden ved Tversted, hvor han havde sommerhus og vi havde lejet et i nærheden. Han var overraskende lille (det snyder altid at se folk på tv-skærmen) og en meget venlig mand. Vi snakkede mestendels om vores sommer og vores to hunde, der løb rundt på stranden og jagtede hinanden. Ikke noget om ugebladssladder og stjerneliv. Bare almindelig snak på en varm sommerdag. Et behageligt møde.
Ad omveje erfarer jeg, at sanger og frisørmester Johan Lind er gået bort 82 år gammel. Johan var Esbjergs “Hr. Pigtråd”, der var en umistelig del af Esbjergs rock-scene helt frem til i år. På nettet kan man blandt andet læse, at han kunne fejre sit 10 år jubilæum som sanger den 10. oktober 1968, hvor han selv var 26 år gammel. i 1963 dannede han sammen med blandt andre Eric Waldeir og Lars Tolsgaard The Sharons, der spillede Elvis- og Cliff Richard-sange og bevægede sig over i et Mersey Beat-repertoire. Han var også tilknyttet gruppen Swingsters, der blev dannet helt tilbage i 1957.
I sit civile liv var Lind frisør med egen forretning i Frodesgade og i årene 1966-1988 holdt han lav profil som sanger, men vendte så tilbage, blandt andet på nogle af byens nostalgiske festivaler. Nu er Johan så ikke mere og et kapitel i Esbjergs musikhistorie er skrevet færdig. Vi mangler bare, at den lokale presse mindes ham med manér.
Og heldigvis for det, hvis man er tilhænger af denne canadiske sangskriver. Hun fortsætter med at grave i arkiverne og restaurere sine albums til glæde for os der nyder hendes højt estimerede musik. Og snart ser Archives Vol. 3 dagens lys i vinyl og plastik. Og her finder man blandt andet denne sang, som er en af mine favoritter fra Mitchells opus.
Brænd mine bøger brænd mine bøger
brænd mine bøger lov mig bare det
Brænd mine bøger brænd mine bøger
dem skal den anden ikke se
I aften er jeg helt alene her
jeg går omkring og snakker med mig selv
Og jeg genta’r hvad jeg skrev
i den allersidste bog
jeg sendte dig som afsked og farvel
Brænd mine bøger lov mig det
dem skal den anden ikke se
Brænd mine bøger de betyder ikke spor
brænd dem og glem så hvert et ord
Det gik som det må gå
når de ord man stoler på
kan brydes som de var en bagatel
Du listed afsted mine bøger tog du med
du er ligeglad med mig men jeg si’r alligevel
Brænd mine bøger de betyder ikke spor
brænd dem og glem så hvert et ord
Nu forstår jeg du kun gør de ting du vil
du vinder kærlighedens svære spil
Derfor be’r jeg dig om noét
det er kun en lille ting og ganske ligetil
Brænd mine bøger lov mig det
dem skal den anden ikke se
Brænd mine bøger de betyder ikke spor
brænd dem og glem så hvert et ord
Højbjerg kl. 18.40, 21 grader.
Datter af TV-stemmen over dem alle, Thomas Winding (og Lulu Gaugin), Alberte Winding fyldte tres i går. Hun medvirkede tidligt som barn i tv-børneprogrammer og fik en glorværdig “karriere” som Luna i børneserien Bamses billedbog, der jo er blevet et af DRs klenodier fra den tid, hvor monopolet endnu var en kendsgerning. Og så har Alberte selvfølgelig også haft en karriere som musikskaber i sin egen ret med popplader og børnemusik. Og det har resulteret i en lang række – omtrent tyve – udgivelser. Senest -vist nok – Martha’s Vineyard, som jeg havde fornøjelsen af at anbefale, da den udkom i 2020. Et par bøger er det også blevet til.
Og nu er Alberte så rundet de tres år. Jeg er så gammel, at jeg har lært at man ikke taler om en dames alder. Jeg gør det nu alligevel i disse ligestillingstider, og Alberte bærer alderen med værdighed og ynde.
Den her skive får helt sikker lov til at blive i min samling. The B’52’s sjette studioalbum Good Stuff fra 1992. Selv om bandmedlem Cindy Wilson havde forladt gruppen for at få børn, sørge over sin afdøde broder Ricky Wilson, der også var bandrelateret, så formåede The B-52’s at lave en plade, der lyser og stråler af deres karakteristiske up-beat, dansante, pop-øreforførende stil, hvor der bare ikke er plads og tid til at sidde stille og falde sammen i lænestolen eller sofaen. The B-52’s er stadigvæk her knap tyve år efter dannelsen lige så vitale i deres særegne, amerikanske udgave af halvfjerdser-new wave. Kate Pierson og Fred Schneider sørger for den energiske, øjeblikkeligt medrivende vokale forgrund, medens Keith Strickland har strikket den dynamiske motor af guitar, digitale trommer, tangenter og backing vokal sammen til en særdeles effektiv fremaddrivende, pulserende, dynamisk motor. Og så er der også en mindre hær af studie-musikere, der viser deres fulde værd på pladen.
Good Stuff lever helt op til sin titel. Det er gode sager, trioen byder på. Og man skal være både tonedøv og tung et vist sted for ikke at lade sig rive med, når rillen arbejder sig gennem vinylen. Der i øvrigt har klaret de forgangne mange år uden synderlige spor. Lige som cover og inder-posen, hvor man finder sangtekster.
Ja, så kom turen til The Cowsills og deres hit fra 1967 “The Rain, The Park and Other Things”. da jeg var steget ud af sengen (hvorfor altid på det tidspunkt?!) satte den indre pickup sig fast i denne alt for iørefaldende og affable sang. Og måske for første gang lyttede jeg til ordene og kunne konstatere, at den velfriserede, pæne familievokalgruppe havde begået et stykke hippie-exploitation. 1967 var the summer of love, hippierne var i vælten og det samme musik, der havde inspiration i hippiernes besyngelse af peace and love. I sangen møder en ung mand en pige i en park, og hun bærer blomster i håret og det fører så det ene og det andet med sig. Jovist, det kommercielle popmusikmarked viste nok, hvordan man skulle slå mønt på hippie-naiviteten og -uskyldigheden. Det ændrer dog ikke ved, at det er en uforskammet fængende popsange, som først afspilning af en Elvis Costello-opsamling fik til at forsvinde om i baghovedets sangkatalog. “Was she reality, or just a dream to me?”
Forsangeren i Led Zeppelin (1968-1980 med sporadiske gendannelser siden hen) Robert Anthony Plant fylder 75 år i dag. Siden dagene med Led Zeppelin har han haft en ganske succesfuld solokarriere med en række fine albums. Nævnes skal også det succesfulde samarbejde med sangerinden Alison Krauss, der har resulteret i to lytteværdige album.
Tilbage til skraldepladerne. Denne gang til den kvindelige vokalgruppe En Vogue, der blev dannet i 1989 og straks fik hitlistesucces med deres særlige udgave af funk, soul, hip hop, pop og tilgrænsende stilarter. Trods diverse udskiftninger og intern ballade, så eksisterer gruppen stadigvæk med – vist nok – tre sangerinder. Og uanset om man kan lide den genre, de dyrker, eller ej, så kan man ikke tage fra dem, at de kan synges, så det både går lige i øret og i benene. For ingen tvivl om det: Det er musik, der er skabt til diskotekerne og andre dansesteder.
Og den skive, jeg har fået indlemmet i min samling, er en såkaldt extended remix, hvor seks af gruppens sange – bl.a. deres første store hit “Hold on” – får forskellige miksninger. Og det er effektivt, medrivende og helt forførende hvordan miksningen presser de sidste iørefaldende og dansante kalorier ud af de i forvejen popvenlige sange. Bortset fra et par fedtfingre, så er også denne plade i fineste form indvendig som udvendig.
En af de bedste, ja måske den allerbedste, koncertfilm er Talking Heads Stop Making Sense af Jonathan Demme (1984).Den gjorde et kæmpestort indtryk på mig, da jeg så den i biografen i première-perioden. Og nu kommer den så igen i en opdateret såkaldt 4K-opløsning. Og mon ikke den så på et eller andet tidspunkt også genudsendes på DVD og Blu Ray i en tilsvarende, moderniseret version!? I hvert fald må jeg hellere få undersøgt om nogen af de århusianske biografer har udstyret i orden til et gensyn (og -hør).
I gamle dage var man henvist til radioen og diverse blade, når man skulle finde inspiration til, hvad man ville lytte til. Det er stadigvæk sådan i et begrænset omfang, for ellers er det jo det store net, der er det hav, man kan fiske i. Og et sted, jeg synes er sjovt at fiske i, er andres spillelister. Som fx musikeren Eel, der på sin hjemmeside har lavet tre “smukke” lister. Og her finder man en skønsom blanding af gamle kendinge -som fx fra liste 1 “Herman’s Hermits”, “Leon Russell” og “Dionne Warwick” – og knap så kendte navne – fx “Lips”, “Chaos, Chaos” og “79,5”.
