21. juli 2023 arkiv

Dødsfald: Tony Bennett – 96 år

21. juli 2023

Tony Bennett var en af den store crooner-generations store stemmer. På linje med Frank Sinatra, Bing Crosby og andre var han fra halvtredserne og frem med til at tegne den genre. Og efter en vis nedgang i successen i tresserne, fik han en renæssance, da han fra starten af firserne begyndte at synge duetter med andre stor stjerner. Senest nåede han at indspille med Lady Gaga, lige som han gjorde et stort indtryk, da han allierede sig med nu afdøde Amy Winehouse.

De sidste år af sit liv, led Bennett af den stærkt invaliderende demens-lidelse Alzheimer og han måttet af samme grund trække sig fra scenen allerede i 2016; meget til sin egen fortrydelse, efter sigende. Men hans stemme lever videre på alle de optagelser, der findes med ham. Heldigvis.

Capac anbefaler: Marie Fjeldsted – Keep it alive

21. juli 2023

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og det gælder også for den ganske lange pandemi, vi alle har været igennem, og som nødvendiggjorde, at vi alle i større eller mindre omfang måtte minimere vores aktiviteter og afstå fra mangen en social udfoldelse. Og i Marie Fjeldsteds tilfælde betød den tid, at hendes kunstneriske skaben – der tidligere havde udfoldet sig under dæknavnet Penny Police – fik en saltvandsindsprøjtning og blev genstartet.

Hvad der skulle have været to projekter – et for Marie og et for Linus Valdemar – endte med at blive et fælles projekt med Marie som dominerende tekstforfatter og medkomponist på albummets ialt ni numre.

Keep it alive er titlen. Og hvad der skal holdes i live fremgår af sangteksterne. I titelsangen hedder det: “Try to let it in, try to let it out, try/ Try to keep it alive/ Try to let it in, try to let it out/ try”. Og hvad det er, er slet ikke så mystisk. Det er åndedrættet; og som det videre hedder i sangen “Got to love”: “A heart is pumping blood easily/ keeping us alive”. Det er – forenklet sagt – livet, det drejer sig om. At holde sig i live. Trække vejret, være til, leve.

Det er med andre ord et livsbekræftende budskab, albummet gemmer i sin sangskat. Trods pandemi-isolation og dertil hørende depressive tilstande, så er de negative følelser her fejet ganske godt til side til fordel for en oprigtig hyldest til livet i dets enkelhed. På den måde adskiller Marie Fjeldsteds plade sig en del fra meget af den vemodige pop, der i disse år kommer ud på plade. Og det er et sundhedstegn.

Og de ni sange er helt i denne positive ånd en god håndfuld smægtende, iørefaldende popsange. Bløde og indsmigrende og fremført af Marie Fjeldstads blide og bløde vokal, der smagfuldt og fint er indlejret i arrangementer, der er tilsvarende imødekommende og forførende. Med Anders Haanings kongenialt afdæmpede, men alligevel markante trommespil; diskrete synths, der mere fremhæver stemning og emotioner, end modsiger dem; smagfulde backingvokaler (af Linus Valdemar, Sebastian Martin Munk Autzen og Christian Hjelm), der støtter Maries forgrundsvokal; lige som de øvrige instrumenter – guitar, piano, bas m. fl. – nærmest ømt omslutter Maries stemmepragt.

Albummet er fuld af sange, der er selvskrevne til enhver popplayliste i dette land og som alle har et klart hitpotentiale. I det hele taget er Keep it alive et bevis på, at den enkle, iørefaldende pop, der taler på egne veje og uden store udenomsværker, stadigvæk er aktuel og relevant i disse tider, hvor udadvendthed og iscenesættelse nogle gange truer med at overtage og overdøve det kunstneriske. Tag godt imod Marie Fjeldsteds nye plade, der er fuld af håb for fremtiden. For musikken og for dens publikum og udøvere. Hermed varmt anbefalet.

Marie Fjeldsted. Keep it alive. Produceret af: Linus Valdemar. Celebration Records. Udkom den 26. 5. 2023