30. september 2023 arkiv

Opsamlingsheat 2 af #pd-bunken – og hermed punktum

30. september 2023

Så er jeg vist kommet til bunds i bunken af erhvervede vinyler. Og sikke mange, der er… Og det er tydeligt, at den gamle ejer havde en svaghed for sort musik – soul, disco, hip hop og deslige. Og da disse genrer brillerer ved deres fravær i min  gamle samling, så passer det jo som Hans i Grete (som Klaus Lynggaard en gang ville have udtrykt det). Men nu i gang.

Ralph Trevant er et ukendt navn for mig, men researchen fortæller, at der er tale om en amerikansk R&B-kunstner og producer, der har sunget for i et foretagende ved navn New Edition. Og så fik han et stort hit med sit eponyme debutalbum fra 1990. Og fra dette album udsendtes singlen “Sensitivity“. Og den plade, jeg sidder med, er en 12”-single med netop dette nummer i hele fire udgaver; heraf et instrumentalt. Det er super-lækker soul, der smyger sig blidt ind i øret og bringer mindelser som Michael Jackson i dennes mest kælne og forførende øjeblik. Bestemt ikke dårligt og i fineste stand.

Fra blød soul er der et ille spring til danske Moonjam og deres album 1991 fra – ja! – 1991. Og jeg kan godt lide Moonjam og deres fængende pop-rock, der sender tankerne hen på hele den såkaldte “gymnasiepop”, som herskede i firserne især. Solidt produceret og skabt pop-rock med flair for hitliste-mainstream-segmentet; og der er ikke rigtig noget at sætte en kritisk finger på. Pladen holder 100% her mange år efter, fordi den oser af spilleglæde og gode sange med fængende kvaliteter; og man tager sig selv i at ønske, at bands som Moonjam ville fylde lidt mere på den danske hitliste. I fineste stand og derfor selvskreven til min hylde.

Fra Danmark til Holland og pigegruppen Loïs Lane -Suzanne og Monique Kleeman – der tog navn efter en noksom bekendt tegneseriefigur (Supermans kæreste i DC Comics). Ser man bort fra det med det hollandske, så kunne der sagtens være tale om en amerikansk udgivelse på albummet Fortune Fairytales fra 1990. Lækker sag med lækker soul-orienteret popmusik, hvor de to unge kvinder synger forførende og lokkende og fører sig frem på sælgende foto-modelvis på coveret. Jovist, det er kommerciel musik fra øverste hylde. Og det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er uinteressant eller uden indtagende kvaliteter. De gør det i hvert fald godt, de to søstre, og får flot støtte fra et hold anonyme studiemusiker, der bare kan deres kram. Jeg kan godt lide Loïs Lane, selv om det er så kommercielt, at det halve kunne være nok. Men måske har jeg bare et svagt øjeblik…Album og cover i fin stand.

Videre til selveste Barbra Streisand; en kunstner, der ofte deler vandene mellem dem, der kan lide hende og dem, der vender tomlen ned. Hun er repræsenteret med albummet Till i loved you (1988), hendes 25. album. En slags concept-album, der følger et kærlighedsforhold fra begyndelse til slutning og hvor de enkelte sange er skrevet af gode, garvede sangskrivere som fx Glen Ballard, Burt Bacharach og Andrew Lloyd Webber, som til sammen sikrer et solidt slutprodukt. Barbra synger med sin karakteristiske stemme og musikken er under indflydelse af årtiets musikalske smag og produktionsmåde. Og på et nummer får hun hjælp af den dengang populære Don Johnson (Miami Vice-tv-serien); sikkert for at sikre pladen et singlehit, hvilket da også til dels lykkedes. Fin plade og velholdt.

I en lidt anden boldgade finder vi NKOTB – boybandet New Kids on the Block – og deres H.I.T.S. Som titlen på albummet fra 1991 siger, så er det en opsamling af bandets bedst-sælgende numre fra de forudgående fire albums. Der er tale om udspekuleret, kommerciel pop, der ikke forsøger at dække over den kendsgerning, at det fra start til slut (bandet kører vist endnu) er mere produkt end kunstnerisk nødvendighed. Med alt hvad det indebærer af fanhysteri og medial fremtræden. Fred med det, men ikke lige min kop øl.

Så er der helt andre boller på soul-suppen hos selvest James Brown og hans I’m real fra 1988. På hvid vinyl og med en storsmilende Brown på coveret. Og denne, mandens 54. album er udgivet på Scotti Brothers Records. På albummet får han hjælp af konstellationen Full Force, der sørger for at Browns velkendte funk sidder lige i skabet. Og der er da også tale om den ægte vare fra den gamle kæmpe. Pladen solgte vist ikke stort, men den holder helt, hvis man er til denne sex machine af en funk-mester. Igen i fremragende stand. Klar til en plads på hylden. Og hermed punktum for graveriet i de herrerløse albums, der fik en ny ejer…