2. marts 2024 arkiv

Fødselsdag: Mike D’Abo – Manfred Mann – 80 år

2. marts 2024

Endnu en firsårig. Mike D’Abo – sanger og sangskriver – der blev international berømt, da han i 1966 med succes afløste Paul Jones i Manfred Mann og blev indtil bandets opløsning i 1969. Her havde han stor succes med en række hits, hvoraf “Mighty Quinn” nok er det største. Ved siden af skrev han sange til andre, fx “Build me up buttercup”, der hittede med the Foundations. Efter tiden med Manfred Mann forfulgte han en karriere som skuespiller, blandt ande i en række af datidens store musicals – fx Jesus Christ Superstar og Evita.

Keef hylder Lou Reed – Waiting for my man

2. marts 2024

I dag er det Lou Reeds fødselsdag og det er næsten 11 år siden, han døde. Men glemt er han ikke. I forbindelse med den kommende Record Store Day, hvor pladebutikkerne hyldes – hyldes også Lou Reed med en særlig plade med titlen Power of the Heart. Og her fortolker en lang række koryfæer sange fra Reeds katalog. Blandt andre finder vi selveste Keith Richard med en kongenial, loyal og god fortolkning af Waiting for my man.

  • 1 Keith Richards – I’m Waiting for the Man 4:15
  • 2 Maxim Ludwig & Angel Olsen – I Can’t Stand It 2:58
  • 3 Rufus Wainwright – Perfect Day 3:32
  • 4 Joan Jett and the Blackhearts – I’m So Free 2:32
  • 5 Bobby Rush – Sally Can’t Dance 4:06
  • 6 Rickie Lee Jones – Walk on the Wild Side 4:55
  • 7 The Afghan Whigs – I Love You, Suzanne 3:07
  • 8 Mary Gauthier – Coney Island Baby 7:13
  • 9 Lucinda Williams – Legendary Hearts 3:01
  • 10 Automatic – New Sensations 4:41
  • 11 Rosanne Cash – Magician 4:52
  • 12 Brogan Bentley – The Power of the Heart (Bonus track CD/Digital Only) 6:05

     

Roger Daltrey – The Who – fyldte 80

2. marts 2024

Så var det The Whos forsanger Roger Daltryes tur til at træde ind i række af firsårige rockstjerner. Og som mange af de andre er han stadigvæk aktiv, som om alderen ikke var et problem. Han er sikkert en af dem, der først stopper, når han falder om på scenen (som kollega Pete Townshend antydede i et interview). Keep on rocking Roger.

Rod Stewart – nummer 1 på albumlisten

2. marts 2024

Så gjorde han det igen. Fik en førsteplads på albumlisten med pladen Swing Fever, som han har lavet sammen med Ex-Squeeze-musiker og tv-vært Jools Holland. Stewart har prøvet det før. Første gang med Every Picture Tells a Story i 1971, hvorimod det er første gang for Holland. Godt gået af de to ældre rock-gentlemen.

Anders And-bladet fyldte 75 år

2. marts 2024

I går var det 75 år siden, det første Anders-And-blad udkom i Danmark. I 1949 og til en pris af 75 øre. I dag – for bladet udkommer stadigvæk – koster det omkring 40-50 kr. for et eksemplar, afhængigt af, om der skal være plastiklegetøj med eller ikke.
En af mine bekendte, em mand på 91 år, har abonneret på bladet, siden han var dreng og gør det stadigvæk. Selv har jeg aldrig været donaldist, som man kaldes når man er inkarneret fan. Men Anders Ands univers var en del af min barndom og jeg kender de gamle historier, lige som jeg kender alle de film, der er blevet lavet om Anders And, Mickey Mouse m.fl. Og jeg kan huske, at jeg engang vandt et helt års hæfter i en konkurrence i bladet. Jeg fik dem dog aldrig, fordi firmaet bag løb tør for blade. Så jeg fik en kompensation, som jeg ikke husker hvad var.
I dag er Anders And slet ikke så populær, som bladet var engang. Tiderne er skiftet, og nye generationer har fået masser af andre underholdningstilbud. Og Anders And er blevet et niche-blad og de gamle numre samlerobjekter, der går til høje priser.

Da jeg begyndte at læse på universitetet i 1973 mødte jeg igen Anders And, idet bladet blev genstand for en stor undersøgelse af en gruppe studerende, der med inspiration fra de dengang herskende teoridannelser – fx marxisme og psykoanalyse – satte Anders And-bladet ind i en historisk kontekst. På bogens bagside kan man bl.a. læse: “Undersøgelsen redegør for, hvorledes tegneserierne blev til o. 1900 som led i strukturomdannelsen af pressen under kapitalismens ekspansion fra liberalkapitalisme til monopolkapitalisme. Undersøgelsen behandler de dominerende tegneseriegenrer og er lagt an på at vise, hvorledes disse er et produkt af en konflikt imellem det kapitalistiske samfunds ideologi og den monopolistiske virkelighed. Til forsoning af konflikten tilbyder tegneserierne liberalkapitalismens myter, men afslører herigennem, at kapitalismen er på vej til at udvikle sig ud over grænserne i det forestillingssystem, den legitimerer sig ved. “. Ja, det var dengang.