Paul McCartney genopfundet

12. marts 2021

Hvad gør man, når man er blevet en ældre herre, men det kreative overskud ikke vil falde til ro? Og man lige har udgivet sit seneste opus, den allerede berømte III’er? Jo, man lader sig da inspirere af tidens trang til genbrug (sampling, remix og hvad sådan noget ellers hedder) og lader en flok unge mennesker kaste sig over II’erens sangkatalog og laver en ny udgivelse. Hvor svært kan det være? Musikken får ekstra markedsføring, pensionskontoen styrkes og alle er glade. Eller? Jeg tror nok, jeg holder mig til Macca selv.

16 har læst indlægget

Dødsfald: Trevor Peacock

11. marts 2021

Skuespilleren og sangskriveren Trevor Peacock døde d. 9. marts i en alder af 89 år. Han led af demens i sine sidste år.

Hvem var Trevor Peacock, vil du måske spørge!? Når jeg vil nævne ham her, så er det, som fotoet ovenfor afslører, fordi han var ophavsmand til Herman’s Hermits store hit “Mrs. Brown you’ve got a lovely daughter”, der blev nr. 1 i USA og Canada i 1965, men ikke blev udgivet som single i Storbritannien. Sangen var egentlig skrevet til et britisk tv-stykke, men det var altså Peter Noone og Co. der fik fornøjelsen af hitlisten. I øvrigt troede Noone og kollegerne slet ikke på pladen eller på, at den ville hitte i USA, men med The British Invasion var Herman og hans hermitter blevet et stort navn på den anden side af Atlanten, og den ærkeengelske sang faldt i amerikanernes smag.

Trevor Peacock skrev meget andet musik, men det var med Mrs. Brown han kom på hitlisten, og det er da værd at huske.

12 har læst indlægget

Keith Richard – og kokainen

10. marts 2021

 

I øvrigt læste jeg, at det var Rolling Stones’ manager Andrew Loog Oldham, der i 1963, hvor han gav Stones en kontrakt med pladeselskabet Decca, slettede s-et i Keiths efternavn. Fordi det efter hans – Oldhams – mening lød mere som en rockstjernes navn, hvorimod Richards lød som efternavnet på den lokale slagters stik-i-rend-dreng. Tja.

 

18 har læst indlægget

The Becketts

9. marts 2021

De blev vist aldrig til det store. Og det er uvist om bandet The Becketts overhovedet eksisterer mere. Kvintetten -Andy Hobsbawm, Debbie Johnson , Howard Francis , Mike Paine, Nick Osborne, Simon Ashdown – har lavet to album, hvoraf det ene er et minialbum, og nogle singler, men er vist ikke slået igennem uden for det lokalområde, de har huseret i. Og dog – for til Becketts meriter hører, at de har en erklæret fan i P. J. Harvey. Og det er dog noget…




13 har læst indlægget

The Who sælger ud igen…

9. marts 2021

The Whos 1967-album var – som så meget andet i musiklivet – et kompromis. Pladeselskabet ville have et nyt album, men Pete Townshend synes ikke, at han havde sange nok et helt album og valgte derfor at forbinde de sange, han havde, med hinanden med radio-reklamer og -jingles. Men inden det nåede så langt fandt han ud af, at det var bedre at  Who lavede deres egne jingles og reklamespots, og sådan blev The Who Sell Out til –  et album, der indfangede den voldsomme kommercialisering, som greb populærmusikken i tresserne med reklamefinansierede piratradioer og ekstrem markedsgørelse af den folkelige musik.

Nu fejres albummet med et oppulent bokssæt, der er fyldt til randen med bonusmateriale og andet. Ialt 112 skæringer. LIge noget for inkarnerede Who-fans og pladesamlere.

 




6 har læst indlægget

Husker du Terry Reid?

8. marts 2021

Hvis ikke, så er det forståeligt nok, for historien om Terrence James “Terry” Reid er en af mange historier om et betragteligt talent og mange spildte muligheder.

Allerede som 15-årig var Reid i gang med musikken som medlem af bandet Peter Jays Jaywalkers. Da var han lige kommet ud af skolen og spillede allerede i et andet, lokalt band The Redbeats, der havde en vis succes i lokalområdet St. Ives, hvor Reid kom fra.

I 1966 blev Jaywalkers valgt som opvarmningsorkester for selveste Rolling Stones på deres turné i Storbritannien. Og på turen mødte Reid Graham Nash, der foreslog, at Jaywalkers skulle skrive pladekontrakt med den engelske afdeling af Columbia Records. Det resulterede i bandets debutsingle “The Hand don’t fit the glove”, der blev et mindre hit. Men kort tid efter opløstes Jaywalkers.

Da havde Terry dog vakt den kendte manager og producer Mickie Mosts interesse, og denne sørgede for at blive Terrys manager og for at Reid fik indspillet både en singleplade – “Better by far” – og et album Bang, Bang You’re Terry Reid. Singlen vakte nogen opsigt, men albummet solgte ikke stort. Næste skridt var, at Terry sammen med to andre musikere blev opvarmning for Cream på deres 1968-Amerikaturné. Her lykkedes det for Reid at få skabt et kultpublikum. Især for sin optræden på Miami Pop Festival høstede Reid anerkendelse i musikpressen og hos publikum.

Selv om albummet Bang, bang you’re dead altså ikke solgte, så blev pladen et hit blandt andre musikere. The  Hollies, Crosby, Stills & Nash og REO Speedwagon indspillede forskellige versioner af sangen “Without expression”,og det var lige før den – under titlen “Horses through a rainstorm” – kom med på Crosby, Stills, Nash & Youngs Deja Vue, men blev dog i sidste øjeblik erstattet af Stephen Stills’ “Carry on”.

Den største karrieremæssige chance fik Reid dog, da The Yardbirds gik i opløsning. Jimmy Page ønskede at lave et nyt band – The New Yardbirds, senere Led Zeppelin – og opfordrede Terry til at blive det nye bands nye forsanger… Men Reid var på det tidspunkt allerede engageret til to nye Rolling Stones-turneer og en med Cream. Derfor ville han have kompensation af Page for at stille sig til rådighed. Det blev ikke til noget, og Reid foreslog derfor Page, at han skulle spørge den ukendte Birmingham-sanger Robert Plant. Han foreslog også Page, at han skulle tage trommeslageren John Bonham med. Og sådan blev det.

Tal om spildte muligheder eller dårlig forvaltning af et talent. I hvert fald blev banen kridtet op for en karriere, der især blev baseret på arbejde som sessionmusiker, sideman og solokunstner med beskeden succes. Måske lå det bare ikke i kortene, at Reid skulle blive superstjerne, selv om talentet var til det. I dag er han 71 år og stadigvæk aktiv, selv om han ikke er helt fremme i rampelyset.




26 har læst indlægget

8. marts – Kvindernes internationale kampdag

8. marts 2021

Det er Kvindernes internationale kampdag i dag. Og uanset, hvad man måtte mene om “sexisme” og “”#meetoo”, så understreger det bare, at der stadigvæk er noget – meget – at kæmpe for. Og som de gamle rødstrømper lod os forstå, så findes der kun reel ligestilling, hvis den gælder alle.




10 har læst indlægget

Sangskriveren Ray Davies

7. marts 2021

‘Når jeg har skrevet den, lavet pladen, så er det ikke min mere, det er din.’ Sådan cirka siger Ray Davies i dette interviewklip fra canadisk tv. Intervieweren vil gerne vide, om det betyder noget for Davies, at hans sange betyder noget for nogen i publikum, når de første gang oplever den. Men Davies insisterer på den afstand, der er. Han har lavet sangen. Punktum. Du oplever den i en anden kontekst, og det er noget andet. Og lidt længere henne i interviewet skelner han mellem den kunstner, han selv er, og fx Andy Warhol eller John Lennon, som i højere grad “var” deres kunst. Det er en ikke uvæsentlig skelnen, fordi Ray Davies med sine tanker placerer sig selv på linje med modernisterne i moderne litteratur. Forfattere, der insisterer på, at deres værker skal tale for sig selv, når først de er lavet. Værker, der skal læses som sådan – uden tilbagekobling til forfatteren og dennes biografi. Det var det, den franske litterat Roland Barthes skrev om i sit essay om “Forfatterens død”.

Denne tænksomme forståelse af sin kunst forklarer måske også, hvorfor Ray Davies ofte har en ironisk distance til sin sangskrivning og sin kunst. Det oplever man fx, når han fortæller om den – fx på albummet Storyteller eller i selvbiografiens X-Ray. Når han fx forklarer, hvordan “Autumn Almanac” blev inspireret af en rundrygget gartner, der arbejdede i Mushwell Hill, hvor Davies er vokset op og stadigvæk bor. En sang, der udspringer af det nære liv, Davies og hans familie levede i Mushwell Hill, men som, når først den er publiceret, skal opfattes på en anden måde af lytteren. Ikke som et lille stykke selvbiografisk erindring, men som et selvstændigt lille kunstværk.




34 har læst indlægget

Lyden fra dengang der var radio til: Beat-Rapport anno 1972

7. marts 2021

Jeg har ofte fremhævet DRs musikprogrammer fra tresserne og halvfjerdserne for deres store betydning for formidling af moderne musik. Desværre er alle disse programmer ikke blevet bevaret fr eftertiden eller tilgængelig på DRs arkivside. Det kunne ellers have været udbytterigt. Men takket være Kurt Mose er jeg blevet gjort opmærksom på et klip fra programmet “Beat-Rapport”, hvor bl.a. Hans Otto Bisgaard sørgede for, at vi lyttere fik hørt, hvad der rørte sig inden for beatmusikken. I det pågældende klip, der findes på siden www.danskkulturarv.dk handler det om Culpeper’s Orchard og deres album Going for a song. Bisgaard interviewer Niels Vangkilde og Tom McEwan. Lyt med her.




17 har læst indlægget

Citat – apropos krænkelseskulturen

6. marts 2021

Jeg har i princippet stor sympati for arbejdet med at revidere historien. Der er skævheder, som det må være tid til at rette. Det er virkelig mænd, som har valgt traditionen. Litteraturen har husket på sine kvinder, men i kunst- og filmhistorien er fordrejningen udtalt. Og sær. Frem til 1930 var industrien for begge køn. Da man når til at skrive historien ned, bliver den en klub for hvide mænd. Det gælder også i forhold til etnicitet. Jeg var langt i mit virke som kritiker, før jeg blev opmærksom på den tradition, en hel parallel historie, som eksisterer for afrikansk-amerikansk film.

Ikke alene bliver de vilkår rettet, når vi justerer perspektivet. Vi får også en rigdom af nye værker foræret. Der er så mange store oplevelser gemt i den marginaliserede kunst. De bliver hentet frem nu og kan fryde i lyset.

Alligevel er jeg i chok over måden, som man vil afskrive Roman Polanski og Woody Allen på. Polanski er 87 år, Allen blev 85 i december. Skal de 100 film, som de to mænd har skabt, bare fjernes? Sådan vil annulleringskulturen – cancel culture – gerne have det. Og den er stolt af sit arbejde.

Det er naturligvis en bekvem måde at få fred for historien på. Man kan mere eller mindre sætte en streg ved årtusindeskiftet, da nettet, som vi kender det, blev til. Så slipper man for at lære om alle de indviklede ting, som kom før. Det var sikkert ikke så vigtigt. De havde ikke engang mobiltelefoner.

Bo Green Jensen – Weekendavisen 5. marts 2021]

 

 




12 har læst indlægget
12 har læst indlægget