En smutter og Lula og sådan

15. april 2023

I går fik jeg ikke lavet et opslag. Og det er ikke noget, der er sket ret mange gange i de 17 år, hvor s/s capac har sejlet rundt på det store internethav. Men i går kom der hele tiden noget i vejen og inspirationen var gået i flyverskjul. Så det blev ikke til noget om Lula, nej ikke engang et stykke musik.

Så det retter jeg lige op på. En af gårsdagens små, skjulte, gode nyheder var, at den brasilianske, socialistiske præsident Luiz Inacio da Silve – populært kaldet Lula – besøgte den kinesiske præsident Xi og de gav hinanden håndslag på, at konflikten i Ukraine kun kan løses gennem forhandlinger. Nyheden fik ikke den store opmærksomhed på de danske tv-kanaler, hvor man som sædvanligt fortabte sig i mikronyheder om konflikten derovre østpå og små indenrigspolitiske krusninger. For man skal ikke undervurdere betydningen af Lulas besøg og fredsinitiativ. Brasilien er et kæmpestort land med knap 215 millioner mennesker – verdens femte-største land – og en stor betydning for den globale samhandel.

2 har læst indlægget

The Jiggy Shuffle..

13. april 2023

8 har læst indlægget

Ups. Jeg overså et jubilæum: Jørgen de Mylius’ 60 år på DR.

13. april 2023

Ja. Det var faktisk i januar måned. DR skriver selv:

I januar måned for 60 år siden skrev den 16-årige gymnasieelev Jørgen de Mylius et klagebrev til DR. Han mente slet ikke, at Musikradioen – det nye P3 – havde styr på moderne rockmusik.

Brevet blev afgørende for Jørgen de Mylius’ liv. For den 22. januar 1963 blev han bedt om at komme ind til Radiohuset på Frederiksberg for at forklare sig for åben mikrofon.
Præcis en uge senere fik han sit første program – ’Mellem lektierne’ – med en hitliste på DR’s helt nye musikkanal. Jobtitlen var musikkonsulent, som 16-årig var han ansat på børnehonorar, og så har Jørgen de Mylius ellers været at høre og se i DR’s programmer lige siden.

Det imponerende jubilæum får mig til at genoptrykke, hvad jeg skrev i anledningen af mandens halvtreds år på statsradiofonien, for jeg har ikke ændret holdning siden dengang:

I dag er det nøjagtig 50 år siden Jørgen de Mylius startede som 16-årig radiovært for “Efter skoletid” i Danmarks Radio. Hvordan det gik til er en – set med nytidens øjne – ganske utrolig historie, som Jørgen selv fortæller detaljeret om i sin erindringsbog Tak for al musikken…

Uden Jørgen de Mylius’ utrættelige indsat for popmusikken, ville jeg ikke sidde og skrive dagligt om musik her i bloggen. Det er helt sikkert. Mylius var uden tvivl min første og vigtigste popformidler. Og det er jeg ham da uendelig taknemmelig for.

Jeg har da også med stor fornøjelse læst det meste af mandens selvbiografi. Og det har været fornøjeligt. Men – for der skal en lille dråbe malurt i jubilæumsbægeret, der er et lille men, selv om det måske er politisk ukorrekt at pointere det på selve hyldestdagen – det er lidt beskæmmende for mig at læse om Mylius’ opposition til de radiomedarbejdere, bl.a. Palle Aarslev, Hans Otto Bisgaard osv., der sidst i tresserne og første i halvfjerdserne tog over og tog sig af beatmusikken, bl.a. i programmet “Beat-rapport”. Mylius havde det – for at formulere det diplomatisk – svært med efterfølgernes fokusering på beatens progressive dimension, både den musikalske og den politiske. Og selv om Aarslev, Bisgaard m.fl. med sikkerhed – for det var almindeligt dengang, hvilket Mylius også dokumenterer grundigt – så lidt skævt til pophovedet Mylius, så krakelerer mit billede af en rummelig, altfortærende musikelsker. Eller rettere: her bekræftes min fordom om, at Mylius netop først og fremmest har været en ret holdningsløs formidler af harmløs pop.

Men det er måske også forklaringen på, at Mylius, der nærmer sig de 80 år, stadigvæk dukker op i DR – i lyd og på billede – for eksempel da han for nylig fik lov til at kommentere Dario Campeottos bortgang. Hvis man vil overleve på den sendeflade gør man klogt i at satse på den kommercielle underholdning og undgå at have kritiske kanter. Men – trods disse malurtdråber: Til lykke med de rigtig mange år i underholdningens tjeneste.

5 har læst indlægget

Fødselar: Sven Gaul – TV-2 – fylder 70

13. april 2023

Jeg var lige ved at glemme det. Men i forgårs fyldte TV-2 trommeslager og ankermand Sven Gaul 70 år. Pulsen i bandet Taurus, der siden blev til TV-2 (sammen med bassist Georg Olesen), der også har en fornem karriere som booker, formand i ROSA, medlem af Statens Musikråd og medlem af Københavns Musikudvalg  bag sig.

Og mon ikke vi får at høre fra Gaul og de andre igen. Intet tyder på, at det band har nået udløbsdatoen.

24 har læst indlægget

David Crosby i jazz-humør

13. april 2023

5 har læst indlægget

Torben Bille – in memoriam

12. april 2023

I dag er det ti år, siden Torben Bille døde.Hans blog eksisterer heldigvis stadigvæk – og tak for det! Men jeg kan godt savne hans ideosynkratiske kommetnarer til musikken. Uden Torbens stemme synes anmelderverdenen at være fattigere og mere ligegyldig.

Heldigvis kan de fleste af hans bøger stadigvæk fås i hvert fald på anden hånd. Men der burde skrives en bog – biografi eller mindebog om ham.

25 har læst indlægget

Hvem ringer klokkerne for?

11. april 2023

Ovenstående digt af John Donne står på forsiden af mit første eksemplar af Shakespeares “Macbeth. Skrevet med min egen ungdommelige skrift. Og det har siden fulgt mig, og jeg synes stadigvæk, at det er et rigtig godt digt.

3 har læst indlægget

Hvad vil USA egentlig med konflikten i Ukraine?

9. april 2023

The Economist magazine among others has been warning that Europe’s going to move towards deindustrialization if it continues to back the NATO-based, U.S.-run war, which much of the world now regards as a proxy war between Russia and the United States over Ukrainian bodies. Actually, it goes well beyond that. In response to U.S. demands, NATO has now expanded to the Indo-Pacific, meaning the U.S. has Europe in its pocket for its confrontation with China, for encircling it with a ring of states heavily armed with U.S. precision weapons.

Meanwhile, the Biden administration has called for a commercial war to prevent Chinese development for a generation. We can’t compete with them, so let’s prevent them from getting advanced technology. The supply chains in the world are so intricate that almost everything — patents, technology, whatever — involves some U.S. input. The Biden administration says that nobody can use any of this in commercial relations with China. Think what that means for the Netherlands, which has the world’s most advanced lithographic industry, producing essential parts for semiconductors, for chips. It’s being ordered by Washington to stop dealing with its major market, China, a pretty serious blow to its industry. Will they agree? We don’t know. Same with South Korea. The U.S is telling Samsung, the big South Korean firm, you’ve got to cut yourself off from your major market because we have some patents that you use. The same with Japanese industry.

Nobody knows how they’re going to react. Are they going to willingly deindustrialize to fit a U.S. policy of global domination? The Global South — India, Indonesia, Latin American countries — is already saying, we don’t accept such sanctions. This could develop into a major confrontation on the world scene.

Og min fordanskning af hensyn til dem, der ikke læser engelsk:

Magasinet The Economist, blandt andre, har advaret om, at Europa vil bevæge sig mod en af-industrialisering, hvis det (Europa) fortsætter med at støtte den Nato-baserede, US-drevne krig, som en stor del af verden nu betragter som en krig per stedfortræder mellem Rusland og de Forenede Stater over ukrainske kroppe. Men det går faktisk videre end hertil. Som svar på krav fra USA har Nato nu ekspanderet til det indiske Stillehav, og det betyder,, at USA har Europa i sin hule hånd i dets konfrontation med Kina. dets omkredsen af Kina med en ring af stater, der er tungt bevæbnet med amerikanske præcisionsvåben.

I mellemtiden har Biden-administrationen åbnet for en handelskrig, der skal forhindre kinesisk udvikling i en generation. Vi kan ikke konkurrere med dem, så lad os i stedet forhindre dem i at få avanceret teknologi. Forsyningskæderne i verden er så forbundne, at næsten alt – patenter, teknologi osv. – involverer amerikansk indflydelse. Biden-administrationen siger, at ingen kan bruge noget af det her i handelsrelationer med Kina. Tænk over, hvad det betyder for Holland, der har verdens mest avancerede litografiske industri, der producerer vigtige dele til halvledere til chips. Washington beordrer Holland til at stoppe med at handle med landets største marked, Kina, og det er et meget alvorligt slag mod dets industri. Vil de være enig? Vi ved det ikke. Det samme gælder for Sydkorea. USA fortæller Samsung, det store sydkoreanske firma, at det skal afskære sig fra dets største marked, fordi vi har de patenter, I bruger. Og det samme gælder for japansk industri.
Ingen ved, hvordan de vil reagere. Er de villige til at af-industrialisere for at passe ind i en amerikansk global beherskelsespolitik? Det globale Syd – Indien, Indonesien, Latinamerikanske lande – har allerede sagt, at de ikke accepterer den slags sanktioner. Det kan udvikle sig til en større konfrontation på verdens scene.

Ovenstående citat fra et interview med den legendariske amerikanske sprogforsker og indædte kritiker af USA, Noam Chomsky, er værd at læse nøje (på engelsk). For den sætter et stort spørgsmålstegn ved det venskab, der efter sigende eksisterer mellem USA og Europa, og som blandt andre statsministeren flere gange har fremhævet. Lige som det sætter spørgsmålstegn ved amerikanernes dybereliggende bevæggrunde for at føre krig i Ukraine pr. stedfortræder. Lige som det understreger behovet for en snarlig igangsættelse af reale fredsforhandlinger i konflikten mod øst.

3 har læst indlægget

…er kun et fattigt ord…

8. april 2023

Før internettet og før grafitti blev allemandseje var der lokumsdigtere og dem, der med kniv og andre skarpe genstande satte sig spor i bløde materialer, ikke mindst træers bark. En eller anden “Kilroy” var der engang og skrev en lille hilsen. Måske til en ven(inde). Måske blev det ikke til mere. Men nu står det der og forandrer sig med træets aldring og sætter forbipasserendes tanker i gang. Tak. Tag.

2 har læst indlægget

Det er ikke let…

7. april 2023

Sådan siger Paul McCartney i en samtale med Ronnie Wood (i The Ronnie Wood Show) om Chuck Berrys evne til at skrive poetiske sangtekster. It’s not easy.

4 har læst indlægget

Joni Mitchell på scenen..

6. april 2023

I sidste måned modtog Joni Mitchell den eftertragtede Gerschwin-pris. Og kvitterede med at synge to sange, efter i årevis at have været mere eller mindre tavs efter en længere periode med sygdom. Og selv om Joni er en alderstegen dame, så synes jeg hun klarer opgaven med bravour. Dels sangen “Summertime” fra Porgy & Bess og – sørme – så hendes egen klassiker, den uopslidelige “The Circle Game” fra 1966:

7 har læst indlægget

Om døde børnesoldater og freden som en stadig mulighed

6. april 2023

I mit forsøg på at være tv-abstinent kan det godt være svært at tilfredsstille sin tv-lyst. Men i går lykkedes det dog. Den stadigvæk halvt-hemmelige DR2-kanal brugte den gode sendetid fra kl 20 til at vise den franske dokumentar Hitler’s Teen Killers, der havde fået den danske title Nazisternes børnesoldater. Ser vi bort fra den forskellige vægtning de to titler er udtryk for, så var det en god dokumentar. Baseret på oprindelige tyske filmoptagelser fra de sidste par år af 2. Verdenskrig.
I 1943 erklærer Hitler ‘den totale krig’. Men han og det nazistiske regime har ikke soldater nok til at gøre hensigten til virkelighed. På det tidspunkt har man allerede mistet tre millioner tyske soldater ved fronterne. Især mod øst. Og der er brug for nye tiltag. Derfor gennemfører Hitler og hans militære ledere en omfattende rekruttering blandt landets teenagere, og det skal hverve 20000 unge til dannelsen af en ny soldaterdivision, den senere berygtede 12. SS Panserdivision Hitlerjugend.
Og vi får historien om, hvordan disse modtagelige unge mænd, ja drenge, indoktrineres og afrettes til at være en fortrop, når de vestlige allierede går i land i Normandiet. Og ved hjælp af interviews af overlevende fra den panserdivision får vi et forfærdeligt billede af, hvordan de unge med fysisk magt og voldsom disciplin og retorik bliver uddannet til at være regulære slagtere i krigens tjeneste. Og historien om, hvordan de bliver blodige, brutale bødler, de slagter mange soldater og civile, inden de selv bliver kanonføde for englændernes og amerikanernes fremmarch.
Selv om dokumentaren ikke svælger i blodige optagelser eller billeder af døde unge soldater, så er det skræmmende at opleve, hvad de unge tyskere oplevede – gennem interviewene.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der nu om stunder nærmest romantiserer konflikten i Ukraine, hvor andre unge mænd og civile dør og bliver lemlæstet under tilstande, der ikke er meget anderledes end dengang. Og dokumentaren får blot en til så meget mere at ønske en fredelig udgang på den igangværende konflikt, så mange andre unge ikke skal lide samme kranke skæbne som dem dengang og dem derovre.
Og efter at have set dokumentaren, der er at finde på DRs hjemmeside frem til august, var det en lillebitte smule opløftende at læse, at den franske præsident Macron under sit besøg i Kina har opfordret præsident Xi til at få Rusland til forhandlingsbordet, og at Ukraines præsident Zelensky omsider har åbnet op for forhandlinger med Rusland om Krims fremtid. Også formand for EU-kommissionen Ursula von Leyen har opfordret Xi til at kontakte Zelensky med henblik på fredsforhandlinger. Måske lysner det i øst..

2 har læst indlægget

Capac anbefaler: Trouble Cats – Hard Facts & Poetry

5. april 2023

I 2017 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Trouble Cats og deres livealbum fra det er i byen legendariske vandhul Fatter Eskild. En fin live-plade med vaskeægte roots-blues-rock i reneste aftapning, uden digitale svinkeærinder eller moderne overdrivelser. Det var tilbage til rødder i den bedste betydning af ordene.

Og nu er Trouble Cats ude igen. Denne gang med et studiealbum, der er kogt sammen her i Århus i Finlandsstudio og produceret af bandet og Jacob Worm. Hard Facts & Poetry er titlen, og den peger sikkert i retning af det ideal, bandet har for deres musik. Musik, der både indeholder virkelighedens hårde kendsgerninger og trivialiteter, men også poesien, som vi altid kan finde i sprogets sprækker og revner.

Og denne gange er alle sangene skrevet af hele bandet, dvs. Henrik Hansen (sang og mundharpe), Martin Blom (samng og guitar), Morten Brauner (bas, kontrabas og kor) og Henrik Thorsen (trommer og kor). To af sangene står Martin Blom dog alene for. Og det er tydeligt, at det er sange, der er skrevet af kollektivet, for de har en homogenitet og gennemgående soliditet. Det er garvet sangskrivning, der afslører både bandets sammenspillethed og dets kærlighed til rødderne, ikke mindst den blues, der altid har været og sikkert altid vil være kilde og inspiration til rockmusikken.

Og det er sange, der alle uden undtagelse er fængende og ørehængende. Slidstærke sange, der sagtens kan måle sig med det meste fra traditionen.

Og holdet spiller med energi og åbenlys spilleglæde. Og alle får lov til – i lydbilledet – at stå frem. Lige fra Henrik Hansens skarpe mundharpe, der allerede fra første skæring brænder sig igennem sangen, over Martin Blom guitar, der med slide sætter sig igennem  og videre til rytmemaskinen, Brauners bas og Thorsens trommer, der lægger en afgørende, fed puls under det hele.

Trouble Cats spiller musik, der vedgår arv og gæld til rockens rødder. Musik, der godt nok kigger tilbage i traditionen, men som vi som musikelskere har brug for en tid, hvor megen musik er i alvorlig fare for at blive tappet for livskraft af tom iscenesættelse og teknologisk overgreb. Hard Facts & Poetry er en plade, som der altid vil være behov for, og som der altid bør være plads til på pladehylden (og på radioerne afspilningslister). Det er den rene vare fra rockens rodnet. Og hermed varmt anbefalet.

Trouble Cats, Hard Facts & Poetry. Produktion: Trouble Cats & Jacob Worm. Eget plademærke. Er lige udkommet.

95 har læst indlægget

Dødsfald: Seymour Stein – pladeselskabsmand – er død, 80 år

4. april 2023

Seymour Steinbigle – kendt som Seymour Stein. Pladeselskabsmand, blandt andet vicepræsident i Warner Brothers Records og medstifter af Sire Records. Er nu død i en alder af 80 år. Talkings Heads har skrevet et mindeord, der fortæller meget om, hvilken mand Stein var og hvordan han adskilte sig fra de mange pladeselskabsfolk, der har været mere til gene end til gavn for musikken:

“Talking Heads are saddened to learn that Seymour Stein has died. He was our champion. He fought bravely for us and he remained loyal to us until the end. Some people can spot a diamond in the rough and Seymour was one of them. He offered us a record deal after seeing us only one time at CBGB, before even we felt we were ready. He waited impatiently for eighteen months until we finally said yes to his offer. Seymour’s life was one of great success and also great tragedy, but through it all he remained crazy about music. To hear him sing one of our own songs to us while barreling down Broadway in a Checker cab was one of our life’s great delights. We say this with respect to his beautiful daughter Mandy and to all of the Sire Records family. He was a mensch that we and the music business will never forget.
Chris, Tina, David and Jerry.”

4 har læst indlægget

Dario Campeotto er død – 84 år

3. april 2023

Et sted i min cd-samling står albummet Love is in the air fra 2001 med Dario Campeotto. Her fortolker han navne som Rolling Stones, Lou Reed og Barry White og bakkes op af mange, yngre repræsentanter fra dansk pop og rock. Jeg købte den, fordi jeg mente – og stadigvæk mener – at Dario Campeotto besad en stemme i særklasse i dansk populærmusik. Og fordi den sent i mandens karriere, der begyndte for alvor, da han i 1961 vandt det danske melodigrandprix med kendingsmelodien “Angelique”, var et vidnesbyrd om, at han ikke ville sættes i bås som bare en refræn- eller danskpop-sanger, men havde meget mere at byde på.

Dario Campeotto var hele vejen indbegrebet af professionalisme. Og med et humørfyldt væsen og en stor portion charme fik han et godt tag i danske lyttere og gjorde sig både som sanger og på de skrå brædder. Og så var Campeotto en del af Giro-413-lydtæppet i min barndom. Nu er han ikke mere, og den folkelige underholdning er blevet mere fattig.

4 har læst indlægget
4 har læst indlægget