Indlæg tagget med blog

WordPress og malware – mere…

28. april 2009

Som bekendt har bloggen her været genstand for malware-infektion. Og jeg vil gerne dele de erfaringer, jeg har erhvervet mig med disse kineserier. I forbindelse med det seneste angreb, gjorde jeg det, at jeg downloadede hele wordpress-folderen fra serveren til en særlig folder på mit skrivebord. Derefter virusskannede jeg folderen. Det afslørede af malwaren – i form af iframe-html-kode – havde inficeret alle index.php-filer – ikke bare i WordPress, men også i samtlige temaer på serveren. Se nedenstående figur, der viser en oversigt. For at det ikke skulle være løgn, så downloadede jeg alle andre filer fra serveren til en særlig folder og skannede dem også. Man ved jo aldrig… Men jeg fandt ingen infektion uden for WordPress. Problemet kan altså fjernes ved at rense de pågældende filer for infektionen (hvis man ellers kan identificere scriptet..). Det sikreste vil måske være at lave en ren installation af WordPress – og de temaer, man ønsker.
Når man så har renset skidtet, bør man forny alle sine passwords (WP, database osv.), for i følge WordPress.org har kineserne hacket sig ind… Det betyder selvfølgelig også, at det kan ske igen.
Et andet godt råd er, at lave en backup af hele WordPress-folderen og tilhørende filer i roden af biblioteket, så man hurtigt kan overskrive inficerede filer eller hele folderen… Når der er brug for det.

Vi fortsætter kampen og giver selvfølgelig ikke op…
N

capac igen på radiobloggen

25. april 2009

På vej hjem fra et trafikalt kaotisk århus hørte jeg Ruth Storm læse noget velkendt op. Og jo, sandelig om ikke capac igen har fået æren af at blive læst op i DRs Radiobloggen. Denne gang med en postering om Paul Mccartney, medierne og den fortsatte saga om fildelingen på internettet.

Jeg synes, det virker rigtig godt med de oplæsninger. Det giver en ekstra dimension i oplevelsen af blogteksterne fra de forskellige webloggere…
PS. Jeg opdager lige, at der også er et andet indlæg fra denne signatur: Beskæftigelsesminister Clausescu Hjort Frederiksens arvtager, hvor capac ikke lægger fingre imellem…
link

Malware – “kineserier”

23. april 2009

Som nogle af læserne allerede har opdaget – og gjort mig opmærksom på, tak for det – så er der for øjeblikket problemer med malware hos capac.
Der er tale om såkaldt Iframe-malware, der består af små omdirigernede html-koder, der bliver lagt ind i index-filerne. Et kinesisk “firma” står bag eller er involveret. Det største problem er ikke at fjerne tekststykket, men at finde ud af, hvordan lortet kommer ind – og forehindre det. Indtil videre har min research på nettet være nedslående. Noget tyder på at min udbyder ikke har styr nok på anti-virushåndteringen og at WP har nogle oplagte svagheder – også i version 2.71, som jeg kører.
Hjælp og tålmodighed fra jeres side er selvfølgelig velkommen. Og råb endelig op, når I oplever noget malware-relateret på bloggen.
PS: Min udbyder – One.com – mener ikke at Ifram-angreb er deres problem… Henviser til, at kineserne enten må af snust sig frem til mit password (er selvfølgelig ændret…) eller svagheder i et script i WordPress (men hvilket? Et plugin måske?).

Malware på bloggen – og en lille smart google-ting

21. april 2009

Kommentator Michael (mb) har været så venlig at fortælle mig at capac endnu engang har været hjemsøgt af malware i form af en af disse hersens iframe-tingester, der lægges ind på bloggens index-side.
Jeg arbejder fortsat på at finde veje til at forebygge den slags dårligdomme. Og det er en hjælp, når i læsere gør mig opmærksom på, at noget er galt.
I dag faldt jeg over en smart lige Google-forespørgsel, som kan hjælpe en med at finde ud af, om der er noget galt:

http://google.com/safebrowsing/diagnostic?site=the-site-you-want-to-check.com

Når man indtaster forespørgslen med fx sin egen url i enden, får man en udførlig rapport. Den løser selvfølgelig ikke det generende problem, men er en handy og hurtig test af ens side.

Utilbørlig nynarcissistisk selvpromovering og skamløs reklame…

2. april 2009

Citat;
Capac er en af de største og mest produktive musikblogs i Danmark. Bloggen der har eksisteret siden 2006 skriver vidt og bredt om musik – fra Dylan til Spandau Ballet. Capac – “Jeg skriver blog, fordi jeg lider af alvorlig skrivekløe og spekulative tilbøjeligheder.”

– jeg takker for omtalen og henvisningen…

Malware igen…

26. marts 2009

Listemageren aka Klaus har gjort mig opmærksom på, at hans Avast-anti-virus-program kæftede op. Og ganske rigtigt, så var min hjemmesides index-fil inficeret med kinesisk malware med titlen “HTML:Iframe-inf”. Det skulle nu være rettet. Sig endelig til, hvis der skulle komme nye kinesere i lysthuset…

Journalistikkens fremtid? Selvmord eller triumf?

25. marts 2009

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.


Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…


Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.

Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.


Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?


Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…

Sitemap – find vej i bloggen

21. marts 2009

Efter opgradering til WordPress 2.71 er det lykkedes at få gang i pluginet Sitemap igen. Det betyder, at bloggens læsere nu kan få en kategori-opdelt oversigt over bloggens sider. Sitemap indeholder 132 sider, så der er noget at gå i gang med, hvis man har lyst..
Sitemap finder du i venstre sidebjælke under punkte Sider.
.

George Brown-film-dvd-meme….

15. marts 2009

Gabs (The Emperors New Rags The II) har tagget mig. Og tag – tak! – for det. Memet tager udgangspunkt i den liste dvd’er, som Barrack Obama forærede den engelske primeminister George Brown, da han besøgte USA for nylig. Listen er således ud:
Citizen Kane, The Godfather, Casablanca, Raging Bull, Singin’ in the Rain, Gone with the Wind, Lawrence of Arabia, Schindler’s List, Vertigo, The Wizard of Oz, City Lights, The Searchers, Star Wars: Episode IV, Psycho, 2001: A Space Odyssey, Sunset Boulevard, The Graduate,
The General, On the Waterfront, It’s a Wonderful Life, Chinatown, Some Like it Hot, The Grapes of Wrath, ET: The Extra-Terrestrial and To Kill a Mockingbird.

Og reglerne er sådan: Giv dig selv to points for hver film, som du ejer og har set (kun et point, hvis du ejer den, men endu ikke har set dvd’en endnu), et point hvis du har set den, men ikke ejer dvd’en, og ingen points for dem, du hverken har set, købt eller er blevet foræret.
Set: Dem alle sammen (25 points)
Ejer: Schindler’s Liste, Chinatown (4 points)
Ialt 29 points.

Og jeg tagger Klaus, Uffe, Bo og Donald

In.cgi – blogs og maliciøse varer eller?

14. marts 2009

Efter at have opgraderet WordPress til den seneste udgave på grund nedbrud – eller hvad man nu skal kalde det, når bloggen ikke vil vise sig på skærmen – så dukkede der lige pludselig et lille cgi-skrift op, når jeg gik ind på forsiden. Men kun i Ubuntu. Jeg ignorerede skriftet. På pop-op-vinduet kunne jeg se, at skriftet stammede fra en webadresse med endelsen cn, der er et foretrukket domæne-suffix i Kina. Jeg gik ind på siden, men der var et login, som spærrede for yderligere research. Efter en dags tid forsvand cgi-skriftet så af sig selv. Har nogen forsøgt sig med noget på bloggen?

Opdatering: Jeg har forsøgt med en række tiltag (sikkerhedsskanning, test af “dårlig naboskabs”-links m.m.) og håber, det hjælper. Hvis I kan bidrage med beskrivelser af problemer i oplever ved at besøge min blog så skriv. Til kamp mod det onde!

Opdatering 2: Fjernelsen af kineserierne har åbenbart også haft en positiv betydning for mængden af spam, der siden i går er faldet en del…

WordPress og malware?

12. marts 2009

Et blognedbrud, et par email og en enkelt kommentar satte en research i gang angående wordpress-softwaren og malwareinfektioner. Og jeg fik bekræftet, at – selvfølgelig – er WordPress ikke forskånet for den slags. Men jeg fandt også et nyttigt plugin – Exploit Scanner – der kan finde djævelskabet på ens site. Adressen er her. Pluginet forudsætter WP 2.6.3 eller højere. En skanning af både database og filer viste ikke tegn på infektion. Måske har installeringen af 2.7.1 ordnet problemet?

Bloggen har været midlertidigt nede…

10. marts 2009

Jeg beklager, at bloggen – uvist af hvilken grund – har været utilgængelig. Jeg vender frygteligt tilbage, når andet arbejde er udført – sandsynligvis engang i nat! ;-). Til gengæld har jeg så fået opgraderet til version 2.71. Og det lykkedes vist helt godt…

Musikblog: musikken søger nye veje til publikum…

27. februar 2009

Jannick fra Battle & Bounce har sendt mig noget information om den unge gruppe Venice, der om kort tid barsler med et nyt album “Sober”. Og hvordan kommer man så bedst ud til sit publikum i disse internet-fildelingstider, hvor musikbranchen skal omstille sig til de digitale vilkår? Venice forsøger sig med en blog, for derved at være til stede dér, hvor det sner. Hvis du vil i kontakt med de unge musiklyttere, så må du være til stede i deres netværk. Og de unges netværk hedder Twitter, Facebook og weblogs m.m. Hvad der kommer ud af det, vil tiden vise. Mit gæt er, at det afhænger af, hvad Venice vil bruge siden til. Hvis de blot kører traditionel marketing på bloggen, så dør den, tror jeg. Gør de bloggen til et personligt “ansigt” om deres musik og liv som musikere, så er der noget at gå efter. Held og lykke med initiativet. Besøg bloggen her.

Radiobloggen igen, igen…

26. februar 2009

Foranlediget af en forespørgsel fra Tine – omme i London vil jeg lægge et link her til de to indslag, hvor jeg har haft fornøjelsen af at blive podcastet fra DRs Radioblog. De gamle udsendelser gemmes åbenbart ikke på hjemmesiden, så man skal kende sin besøgelsestid (abonnere på podcastene!), hvis man vil høre blogland gennem kvindemund…

capac radiopodcast nr. 1

capac radiopodcast nr. 2

Radiobloggen fortsætter i øvrigt ufortrødent, så følg med derovre…

Radiobloggen igen – nu med Vampyrpingvin

4. februar 2009

Glem ikke blogosfærens audio-versionering på DRs P1. Seneste med Regitzes meldinger fra den Hede Hule og  perkele-associationer… Download her.