Indlæg tagget med erindring

Mads Doss han var en en kon koltringsknæjt

27. november 2008

Her til morgen greb jeg mig selv i at nynne nedenstÃ¥ende sang, som jeg ofte hørte og brummede med pÃ¥, da jeg gik i folkeskolen. Den var et hit blandt pigerne. Jeg kan huske, at jeg undrede mig meget over, hvad en “kon koltringsknæjt” var for en størrelse. Og min lærer var flink til at forklare det (kon betyder en lille smule, koltring er en halvvoksen knægt).


Mads Doss
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih.

Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hun swedt, å somti hun frøs,
den drywwen slet ett hun ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sang:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih.

Å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sang, så de gjall owwe mosser og kjaer:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih!

Såen gek da en sommer, å da gik flier.
Lieg kjærrester så de fann o da.
I hien kam di no ikke mier,
men hjemm ve hweranner di lo da.
Å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih!

Tekst: St. St. Blicher, 1842

G’nat

27. november 2008

Jeg ligger i natten, fast besluttet pÃ¥ at holde mig vÃ¥gen, sÃ¥ jeg kan opleve det øjeblik, jeg falder i søvn. Det lykkedes heller ikke denne gang…

(Barndomserindring)

Good Night – The Beatles

En Davy Crockett-hue med hale – erindringsglimt

10. november 2008


Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at fÃ¥ en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra stÃ¥r ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der ogsÃ¥ kom i en dansk version (med hvem? MÃ¥ tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, sÃ¥ var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt pÃ¥ sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den mÃ¥ være udkommet midt i halvtredserne. Og sÃ¥ er den svær at finde pÃ¥ plade og cd.

Erindring: knallerterne

7. november 2008

Her i nabolaget møder jeg nu og da nogle unge drenge, der fræser rundt pÃ¥ nymodens tohjulede, motoriserede køretøjer. EU-scootere og hvad ved jeg. De er som oftes to eller tre pÃ¥ maskinen. Nogle gange er det en ung mand med en pige bagpÃ¥. PÃ¥ det punkt har verden ikke ændret sig en tøddel. Og nÃ¥r man sÃ¥dan gÃ¥r rundt og er ved at blive kørt ned – for selvfølgelig er de unge trafikanter fløjtende ligeglade med færdselsregler og almindelige hensyn – sÃ¥ er det, man mindes sin egen korte karriere som knallerist. Dengang, man en kort tid var grebet af fartdjævlen, og hormoner og ego styrede det hele. PÃ¥ det punkt har verden heller ikke ændret sig.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg måtte plage min gamle far for at få en knallert. Egentlig havde jeg slet ikke brug for den. Jeg havde en god, lysegrå SCO-cykel, og der var højst fem minutter til skolen. Men alle de andre havde en. Og selv min bedste kammerat havde fået lokket en gammel NSU ud af sin far.
I første omgang fik jeg sÃ¥ allernÃ¥digst lov til at overtage – dvs. lÃ¥ne – min fars gamle knallert med vridegear.

Den bar mærket Swell og lignede meget den her afbildede SCO autocykel. Den var sort, havde en drÃ¥beformet tank, en bred gummisaddel og baggagebærer. Det bedste ved den var, at den larmede ad h…… til og ikke respekterede den øvre hastighedsgrænse. NÃ¥r den først var kommet op i omdrejninger, kørte den hurtigere og hurtigere. Engang kørte jeg fra Nordby til Sønderho sammen med kammeraterne – og kom frem længe før de andre. Jeg kunne nÃ¥ at købe og spise en is, inden de nÃ¥ede frem. Ulempen var, at motoren blev ekstremt varm. Det forreste stykke af udstødningsrøret blev hvidglødende, og pÃ¥ et tidspunkt knækkede de helt af, fordi det var brændt igennem lige ved motoren. Da maskinen ikke længere stod til at redde – uden at der skulle investeres mange penge i den, forbarmede min far sig over mig og købte en Tomos Super med hele to gear til mig. Puch var ellers state of the art, men for mig var det en sort Tomos med twinsæde, der var sagen. Det var en lækker sag, men hurtig var den ikke. I hvert fald ikke, før der blev foretaget visse “tekniske ændringer” pÃ¥ den… I to Ã¥r var den min gode ven, men sÃ¥ kom kørekortet ind i billedet. Og med det forsvandt interessen for knallerter. Den endte sine dage pÃ¥ en spejderauktion nogle Ã¥r senere og er mÃ¥ske blevet en anden ejers transportmiddel.

Danske knallerter

Erindringsglimt: Jørgen Ingman – guitarist

31. oktober 2008

Navnet Jørgen Ingman – Ingeman, som min mor altid sagde -gled ind i mit øre og straks var jeg tilbage i barndommen. For Jørgen Ingman var nok den person, der Ã¥bnede mine ører for guitaren som soloinstrument. Eller i hvert fald var med til det. Sammen med sin daværende kone Grethe blev han et stort navn i Danmark, da de sammen vandt melodigrandprix med Dansevise, der er forblevet en evergreen og en af den europæiske sangkonkurrences mindeværdige sange. Fra barndommen er det ellers især hans udgave af Apache, der huskes. Nummeret gav Ingman en hitlisteplacering i – USA. BÃ¥de Apache og Dansevise var faste indslag pÃ¥ Giro 413, min barndoms ufrivillige soundtrack. Ellers kan jeg huske, at han havde sit eget guitar-brev-kursus, som blev solgt via reklamer i Familie-Journalen (tror jeg nok) og andre steder. PÃ¥ billedet sÃ¥ man den smilende Ingman med sin Les Paul Gibson-guitar. Jeg blev aldrig rigtig fan af Jørgen Ingman, der foretrak at udfolde sig i jazzen og som leverandør af easy-listening i dansk aftapning. Men dygtig, det var han indiskutabelt…

Dansevise

Wilma! Wilma! – The Flintstones – tv-erindring

28. oktober 2008



For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.

Abbott and Costello – fjernsynserindring

28. oktober 2008

William Abbott og Lou Costello var en amerikansk komikerduo, der havde stor succes i 1940’erne. Karakteristisk for deres humor var en fræsende leg med ord og lynhurtig replikudveksling ledsaget en slapstickagtig kaotisk handlingsforløb. I halvtredserne indtog de tv-mediet. Først som værter i noget, der hed The Colgate Comedy Hour; dernæst fik de deres eget The Abbott and Costelleo Show. I tresserne viste tysk tv nu og da nogle af Abbott og Costellos tv-serieindslag, og – sÃ¥ vidt jeg husker – ogsÃ¥ nogle af deres Marx Brothers-lignende spillefilm. Jeg kan huske, at jeg morede mig kosteligt over de to komikeres løjer. Det var ikke ret tit, de blev vist, men til gengæld brændte de sig fast. Og nu ser jeg sÃ¥, at der er udsendt en boks med femten (!) dvd’er med alle deres film – ialt 28 stykker – plus noget af deres tidlige tv-arbejde m.m. Julegaveønske.


Mere erindringsmad: risklatter

10. oktober 2008

Jeg ved ikke om det var mellemmaden eller den forestÃ¥ende jul (som flere forretninger allerede har taget hul pÃ¥!), der satte associationen igang. I hvert fald kom jeg til at tænke pÃ¥ risklatterne, som bÃ¥de min mor og min farmor lavede af de risengrødsrester, der blev til overs. Halvtredserne og de tidlige tresser var – for nogle i det mindste – nøjsomme Ã¥r, og man smed ikke madrester ud, med mindre de var uspiselige. Derfor risklatterne eller klatkagerne. Jeg elskede dem. MÃ¥ske fordi de var rigtigt tilberedt med æg og reven citronskal – plus det søde: syltetøj, sukker eller sirup. Opskriften findes endnu.

Hamborger mellemmad – erindringsstump

10. oktober 2008

Listemageren sendte mig tilbage til barndommen med et kort indlæg om mellemmad. Til min barndoms Hamborger mellemmader, som min mor ofte stak mig i hÃ¥nden, nÃ¥r der skulle noget indenbords mellem frokost og aftensmad. En simpel, men velsmagende spise bestÃ¥ende af et stykke rugbrød sammenlagt med et stykke fransk- eller sigtebrød. Smør imellem. Eventuelt ogsÃ¥ sukker. Selv foretrak jeg den simple uden sukker. Jeg kunne godt lide den rene smag af rug- og franskbrød, der løb sammen i munden. Jysk Ordbog skriver følgende: “Naar man er sulten, er det godt at faa en Hamborg´Mellemmad; den mætter godt. Den bestaar af “en Støk Brø (= rugbrød), aa en Støk Kaag” (= sigtebrød). Dette lægges sammen, og saa er der Sukker imellem. SVJy. E kaffe ladt æ stÃ¥, men tov en hamborre i e haend o gommelt lav æ strøvve hen øvve e gammel kjergÃ¥rd = kaffen lod jeg stÃ¥, men tog en hamborgermellemmad i hÃ¥nden og gumlede, mens jeg skyndte mig hen over den gamle kirkegÃ¥rd.”. Min mor omtalte altid maden som en Hamborger mellemmad (et vestjysk navn). Den gÃ¥r ogsÃ¥ under navnet Amagermad.

Sparebøsse – et erindringsglimt

3. august 2008

I min barndom var sparsommelighed en selvfølgelighed og ogsÃ¥ – en umulighed. For der var ikke ret mange penge at gøre godt med. Jeg tror nok, at jeg først fik min første bankbog, efter jeg var blevet konfirmeret…
Men pÃ¥ et tidspunkt fik jeg dog en sparebøsse. MÃ¥ske som et led i opdragelsen. Jeg husker det ikke. Men jeg var meget fascineret af sparebøssen. Set med nutidens øjne var den nok temmelig kedsommelig. Det var nemlig et ur, beregnet til at stÃ¥ pÃ¥ dækketøjsskabet eller kommoden. Det var af træ – teak, tror jeg – rektangulært med en stor urskive, der var gemt bag et glaslÃ¥g. GlaslÃ¥get kunne Ã¥bnes, sÃ¥ man kunne trække uret op. Og oveni det smalle, aflange ur, var der sÃ¥ en sprække, hvor man kunne indkaste sine mønter. Hvis man havde nogen. Jeg kan ikke huske, om der kom noget ud af opsparingen. Men jeg tror det ikke.