CAPAC

Med nyheden om Mel Ferrers død sendes jeg igen tilbage til barndommens og den tidlige ungdoms filmoplevelser i biografen og på tv. Den flotte, elegante mand har sat sig sine spor i mine erindringers annaler, selv om jeg har svært ved at forbinde ham med ret mange film. Dog husker jeg ham fra krigsfilmen “Den længste dag”, fægtefilmen “Scaramouche” og et enkelt afsnit af Columbo-tv-serien! Jo, og så selvfølgelig den film, hvor han måske fik sin bedste rolle, den charmerende bagatel “Lili” fra 1953, hvor ham fik lov til at spille over for den underskønne Leslie Caron. Nævnes bør også, at den traditionsbevidste tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder gav han en lille rolle i sin film “Lili Marleen” i 1981.
I øvrigt var Mel Ferrer kendt for sit lange, ægteskabelige forhold til ikonet Audrey Hepburn, og for ikke at være særlig begejstret for sit arbejde som skuespiller, som han betragtede som “en beskæftigelse i selvoptagethed”. Han ville hellere have haft en stor karriere som filminstruktør. Han fik dog også lavet nogle film, uden at det blev den store succes.
Sådan kan det gå. Hvil i fred.

På nettet læser jeg, at Velo Solexen blev lavet i Frankrig tilbage i 1946 som et pålideligt transportmiddel til den jævne mand og kvinde. Men historien går faktisk helt tilbage til århundreskiftet, hvor Solex-fabriken blev grundlagt. Siden blev den solgt i otte millioner eksemplarer i Europa og – ikke mindst – Skandinavien. Successen skyldtes ikke mindst, at den var kvik, økonomisk og pålidelig. Solexen kom i flere modeller.
Omkring 1960 fik Solexen hård konkurrence af Sociétés ABGs Velo Vap, der umiskendeligt var en klon, omend den var lyseblå og havde en rundere tank. Efter sigende var den en udmærket og solid konstruktion. Da den begyndte at dukke op i gadebilledet vakte den opmærksomhed. Men jeg tror ikke, at den fik helt den udbredelse, som Solexen havde…

Donald har rørt ved min erindringsgenerator. Velo Solex var kodeordet. Da jeg blev konfirmeret fik jeg en ny cykel, som jeg havde ønsket mig. Det var en lysegrå SCO med tre Tornado-gear. Jeg kan endnu huske, hvordan den stod inde på mit værelse, funklende ny og duftede herligt af cykelsmedeforretning. Jeg skulle primært bruge den til at køre til skole på. Der var ikke langt fra parcelhuset til Sædding Skole, vel en 500 meter eller sådan. Afhængigt af, hvilken af de to veje man tog.
På vej til skolen blev jeg som regel overhalet af Vibeke. Hun gik i min klasse og var lidt ældre end os andre. Derfor kunne hun køre på en Velo Solex. Vibeke var ikke blot den ældste af pigerne, også den mest begærede. Mørt hår og – for alderen – iøjespringende former. Dertil en hel del uimodståelig charme og talent for lattermild flirteri. Desværre var hun uopnåelig for os drengerøve. Hun stilede højere…
Når jeg tænker på Velo Solex, så ser jeg altid for mit indre blik Vibeke drøne af sted ad Neptunvej med vinden i det mørke hår…

I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg husker dog, at en dreng, der boede (eller måske besøgte) bygningen på hjørnet af Nygårdsvej og Strandbygade over for autoværkstedet, havde en legetøjsbil, der kunne drives frem ved hjælp af pedaler, der blev skubbet frem og tilbage. Bilen havde en kølerlignende forende og mindede mest af alt om en ældre racerbil. Og – kors – hvor var vi drenge misundelige. Og vi plagede den stakkels unge om at få lov at prøve. Og det lykkedes…
Ellers husker jeg en enkelt gang, hvor en sæbekassebil var attraktionen. Den klassiske model med et sæde, lavet af en (sæbe)kasse, fire hjul fra en udrangeret barnevogn, snoretræk og planker. Det var vild luksus i de fattige halvtredsere.. Mange år senere lavede jeg en finere model til min søn og hans kammerater. Og de elskede den.

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

St. St. Blichers “Det er hvidt herude” (1838) med Thomas Laubs musik (1914) var også en af de sange, vi ofte havde på tapet i folkeskolen. Tekster blev omhyggeligt forklaret og var med til at udvide ens sproglige horisont og bevidsthed.

I min lille selvbiografiske skitse nævnte jeg for nylig, at jeg har fået min musikinteresse fra min mor. Min far brød sig ikke om musik. Den eneste gang, jeg har hørt ham omtale musik, var da han fremhævede Holger Fællessanger. Men det var nok mest på grund af det nationale… Ellers skruede han altid radioen bort fra musikkanalerne. Min mor derimod holdt meget af musik. En overgang var det James Travis “Jim” Reeves (1923-1964), der var på grammofonen. Især sangen “I love you because” gik rent ind. Men også “Welcome to my World”, “Blue Christmas” m.fl.
Jim Reeves har jeg aldrig haft på plade og får det nok heller ikke. Men jeg kan godt høre, hvad det var, min mor hørte: En fløjlsblød, nuanceret, meget behagelig baritonstemme. Jeg kan godt forstå, at mange damer var begejstret for ham. Min mor fortalte mig begejstret med julelys i øjnene, at en af de kvindelige ekspedienter i Jaspers radioforretning havde de fleste af hans LP’er derhjemme.
Senere fik hun en periode med tysk underholdningsmusik. Men da var jeg (heldigvis) flyttet hjemmefra…

Jim Reeves – I love you because (norsk tv, 1964)

En email fra en ven fik mig til at tænke på dengang, hvor min tilgang til tegneserier foregik via min mors ugeblad Familie-Journalen og lokalavisen Vestkystens få striber. Blandt yndlingslæsningen var historierne om Knold & Tot og deres utyskestreger. Til disse hørte blandt andet at støde til Kaptajn Voms podagra-ramte fod i rullestolen. Og så var der Villy på Eventyr (den Villy, som Preben Kaas havde stået model til), Klaus Kludder, Ferd’nand m.fl.

I dag måtte jeg smide en del mandariner ud. De var ikke blevet spist og var derfor blevet mugne.

Da jeg smed dem i skakten kom jeg i tanke om sydfrugternes indtog i mit liv. Jeg husker det ikke selv, men fik historien fortalt af mine forældre.
Det første år af mit liv, hvor jeg boede med mine forældre på en loftsværelse, var i – ja, så længe er det siden – rationeringens tid. Ikke alt kunne fås. Og noget kun, hvis man havde mærker. Fx var kaffe endnu ikke frit i handlen.
Da min far sejlede, var han en af de udvalgte, der først fik adgang til nogle af de eftertragtede varer. Og det lykkedes ham at hjemtage rigtige kaffebønner og – en hel klase grønne bananer.
Siden skulle jeg igen og igen høre historien om, hvordan de drak kaffe fra morgen til aften, og om, hvordan bananerne lige pludselig blev modne allesammen på én gang. For det gør bananer i en klase. Et bananædegilde var resultatet.

I årene, der kom, var appelsiner og andre sydfrugter ikke hverdagskost. I starten af tresserne passede min farmor mig, medens min mor og far sejlede Middelhavet rundt med en stykgodsbåd, og i den periode var ugens højdepunkt fredag aften, hvor farmor og jeg hver især fik et æble (Belle Boskop) og en stor Jaffa-appelsin. Jeg tror ikke, at man i dag vil kunne forstå, hvor stort det var…

I min barndom blev min begejstring for de gamle komikere grundlagt. Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton, Harold Lloyd, W. C. Fields osv. Og det var ikke mindst i kraft af tysk tv, som vi – derovre vestpå – kunne se på linje med Danmarks Radio. Tyskerne var vældig flinke til at sende og genudsende Dick und Doff (Laurel & Hardy) og alle de andre. Forleden så jeg et lille glimt med en komiker, som allerede dengang kom til at stå mit humoristiske hjerte nær: Harry Langdon. I dag er han vist gledet lidt i baggrunden i forhold til de andre komikere. Og det er uretfærdigt og synd. For efter min mening er han helt på højde med de bedste af slagsen. Langdon havde som flere andre af kollegerne sin storhedstid i 20’erne. Som ung vaudeville-skuespiller blev han opdaget af den legendariske Max Sennett, der sørgede for at få instruktører som Arthur Ripley og selveste Frank Capra til at lave film med ham. Med sit unikke barnlige, betuttede udtryk og vævre kropssprog adskilte Langdon sig fra de andre slapstickhelte. Afdøde filmanmelder, skoleleder og Langdon-fan Jørgen Stegelmann skriver et sted:

“Harry Langdon er det evige barn, men vel at mærke et voksent barn, og i hver en lille næsten menneskelig bevægelse og ethvert forsigtigt blik røber han, at selve usikkerheden er den faktor, der giver hans liv indhold og styrke. Han er altid i sidelæns bevægelse i forhold til livet, men som ethvert barn er han umådelig stærk, når det gælder at få det, han vil have, noget, der smager godt, for eksempel. Det er noget majestætisk ved denne lille person, en urokkelighed af lutter mangel på egentlig tilpasning, og meget gribende, når han forsøger sig med noget, der ligner et smil”

His Majetsty, the Child. Jeg deler Stegelmanns vurdering. Som grøn knægt kluklo og skraldgrinede jeg, når Langdon var på skærmen. Og en kilde til min morskab har sikkert været en dyb identifikation med dette lille utilpassede menneskebarns sidelæns tilgang til livet…
I 1926 lavede han to mesterværker, Tramp, Tramp, Tramp og The Strong Man. Kort efter overtog Langdon selv styringen af sine filmopgaver, og det blev ikke helt det samme, selv om der er mange fine øjeblikke i stort set alle hans film. Og da tonefilmen gjorde sit indtog var det endegyldigt slut med Langdons filmkarriere.

The Strong Man – Long Pants – Tramp Tramp Tramp – His First Flame

Efter at have skrevet gårsdagens indlæg om Simone de Beauvoir faldt det mig lige pludselig ind, at jeg som ganske grøn capac faktisk skrev studentereksamensstil i dansk ud fra et uddrag af Beavoirs berømmede værk “Det andet køn“, der udkom på dansk i en trebindsudgave i 1965. Den ligger vist i mine gemmer et eller andet sted. Måske man skulle finde den frem og svælge i nostalgiske minder!? Jeg kendte ikke ret meget til Beauvoir og Sartre dengang, men havde dog hørt lidt, fordi vores dansklærer var meget optaget “de europæiske ideers historie” – bogen og sagen.
Hvad jeg husker af stilen er, at den drejede sig om det tilbagevendende spørgsmål om kønnet som natur vs. kønnet som natur. Et debat, der sådan set stadig pågår. Og at jeg vist hældede til den anskuelse, at kønnet var både og. I øvrigt fik stilen en fin bedømmelse.
Erindringen giver mig også lejlighed til at bringe Beauvoir som Vor Herre har skabt hende ((fotoet har været udstillet på fotografen Art Shays fotoudstilling i Chicago. Man kan læse lidt mere her.)) – takket være vores med-libertiner i ånden Bo. Fuk! Fuk!

I det lokale supermarked kom jeg i tanke om de butikker, der lå og i nærheden af min barndoms gade. Det var i årene før supermarkederne kom til.

På hjørnet af esbjergensiske Sjællandsgade og Nygårdsvej lå Slikmutters lille mejeriudsalg, som jeg tidligere er hensunket i minder over. Det samme gælder smørudsalget i Strandbygade.

Over for Slikmutters butik lå en slagterforretning. Den var lidt større, men ikke meget. Her handlede min mor nu og da. Og jeg var med flere gange og så, hvordan slagteren forvandlede skært kød til fars på sin blanke hakkemaskine. Kødet faldt i klumper ned på det særlige fedtafvisende hvide papir, hvorefter det blev pakket ind, først i det hvide papir og derefter i brunt slagterpapir. Slagteren var i sin hvide kittel, og der var en særlig lugt af frisk kød og røgvarer som stadigvæk kan kaldes frem i min erindring.

I Sjællandsgade – på stykket mellem Nygårdsvej og Nørregade – lå der flere småbutikker. Et lille stykke fra slagterforretningen lå en skomagerbutik nede i kælderen. Man skulle ned ad tre-fire trapper og ind gennem en snæver, lav, mørkegrøn dør. Her blev jeg flere gange sendt ned for at få forsålet nogle sko. Enten mine egne eller forældrenes. Der var lidt mørkt i rummet, og man blev mødt af en lugt af læder, fedt og lim. Et par gange oplevede jeg, at skomageren gjorde sit arbejde, medens jeg ventede. Så kunne jeg se manden skære det tykke, mørkebrune læder med bogstaver på den ene side til, efter at det var blevet limet fast på hælen. Derefter sleb, pudsede og farvede han det – og satte eventuelt en lille, halvmåneformet metaldims på, så hælen ikke blev slidt såhurtigt. Man kunne mærke og høre metaldimsen, når man gik på gaden. På en hylde bag ham stod det ene par slidte sko efter det andet og ventede på at ejeren skulle komme og afhente dem. Skomageren selv sad på en lille skammel med sit forklæde på og bøjede sig ned over sit arbejde.

Lidt længere ned ad Sjællandsgade i retning af Nørregade lå et andet mejeriudsalg. Ikke ret stort. Og jeg husker det især, fordi de solgte kandiserede æbler om sommeren. Når man gik hjem med sådan et æble på en pind, løb det røde sukkerstads ned ad pinden, og man fik klistrede fingre. De kandiserede æbler smagte himmelsk, og det var en stor fryd at sætte tænderne i det størknede sukker, der klæbede til tænderne, når man bed igennem det tykke lag.

På modsatte side lå en købmandsforretning, hvor vi handlede en gang imellem. Min mor havde en kreditbog hos en anden købmand nogle gader derfra, så derfor var det kun undtagelsesvis, vi kiggede indenfor. På erindringsbillederne er det især de store, skinnende kaffemøller i vinduet, der træder tydeligt frem. Imponerende flotte var de, og hver dag, når jeg gik til skole, kunne jeg se op på dem.

På hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade, ikke ret langt fra købmandsbutikken, lå endnu et mejeriudsalg. Det var lidt større end Slikmutters, men ikke meget. Jeg mindes ikke nogensinde at have sat mine ben i den forretning. Men i gymnasiet kom jeg til at gå i klasse med datteren til den daværende ejer.

Og så var der – for enden af Sjællandgade, beliggende i Nørregade – en lille kiosk, hvor jeg købte de fleste af mine popblade, da det blev interessant. Her købte mine forældre også tobak og ugeblade. Bestyreren var en venlig, voksen mand, der altid spurgte interesseret til det, man havde købt. Hvilket irriterede mig gevaldigt – dengang. Butikken var ikke ret stor. Heller ikke udvalget. Men kioskejeren var flink til at tage ting hjem til butikken, hvis man ønskede det.
Alle disse småbutikker er selvfølgelig væk i dag.

Al den snak om skraldespande fik mig til – alt medens jeg dumpede en fil i Windows-papirkurven – at mindes svinetønden. Den stod ved siden af de tre almindelige skraldespande bag ved det lille toetagers hus, vi boede i. Når man kom op fra cykelkælderen eller gik fra baggården i retning af Nygårdsvej, så kunne man ikke undgå at komme forbi den. Og lugte den. Den stank nemlig til himlen af fordærvede madrester.
Svinetønden var en gammel, rusten spand. Den var cylinderformet og havde ringe, riller eller bølger langs siderne. Måske havde den tjent som olietønde i sit tidligere liv.
Nogle gange om ugen kom en yngre, sorthåret mand og hentede indholdet, der bestod af levn fra de forskellige husholdninger i huset. Hvorefter han afleverede det hos en svineavler et eller andet sted i nærheden.
Hvorfor er det nu, man husker sådan en perifer ting? For mit indre øje kan jeg med stor tydelighed se den let ramponerede, rødrustne spand stå der ved siden af de andre. Måske, fordi den var lidt ved siden af? En outsider?

Et lille replikskifte ovre hos Uffe (Stenstropedia) – under det tilbagevendende omkvæd: I gamle dage var alting bedre – fik capac til at ihukomme barndommens nytårsfejringer. Jeg var ikke ret gammel, før det gik op for mig, at fejringen af det nye års komme indebar sjov i gaden og ballade. Det var – for denne aften – “tilladt” af lave drengestreger og slippe godt fra det uden at blive indhentet af de voksnes sanktioner. Ud over det obligatoriske afbrænding af “kinesere” og andet knaldfyrværkeri – som jo var tilladt dengang, suk – i opgange, baghaver og kældre, så var der især to utyskestreger, jeg kan huske. Et fast indslag var ophejsning af juletræer og cykler i de tilgængelige flagstænger. Det var et helvedes arbejde, for især cyklerne var centertunge. Men man gjorde det gerne i flok for at kunne nyde de voksnes arbejde med at få “jernhestene” ned igen. En anden yndet sport var at slæbe de gammeldags, kasseformede metalskraldespande (når de voksne havde glemt at lukke dem inde) op i opgangene og stille dem foran en tilfældig hoveddør. Gerne flere på en gang. Også disse metalspande var temmelig tunge og uhåndterlige, men det var sjovt at drille de voksne.
Erindringens lys er mildt, og jeg husker ikke eksempler på decideret hærværk fra min barndom. Ganske vist havde jeg hørt, at nogle af skraldespandene – med indhold – var blevet væltet i opgangene, men havde aldrig oplevet det selv.

Et foto af en våd, mørk mark fremkaldte en stemning af melankoli og mismod. Engang i mine yngre dage – før IC-3-togenes tid – rejste jeg ofte mellem århus og Esbjerg. Enten via Fredericia eller – som det var muligt en overgang – via Herning. Tilbage til barndommens by. Tilbage til det vestjyske.
Når man har rejst turen mange gange, så kommer man til at kende enhver detalje og enhver forandring, som årstidernes skiften afsætter i landskabet. Hver gang toget passerede den jyske højderyg fik jeg den der fornemmelse af “at være tilbage”. Det flade land med dets mere og mere sparsomme bevoksning af træer. Overgangen fra løvtræer til forblæste graner og fyrretræer.
Landskaber er stemninger. Engang læste jeg en fremragende semiotisk analyse af en novelle, der påviste, hvordan landskabet og vejret stod i direkte forbindelse med de fiktive personers følelser og stemninger. Og sådan er det nok også i virkeligheden. I hvert fald blev jeg altid ramt af en vis misstemning, en diskret melankoli, et svagt mismod, når jeg øjnede de våde, nøgne markområder i det vestjyske. Det var på de ture, jeg fandt ud af, at jeg nok skulle leve mit liv i byen.