Indlæg tagget med Film

Jens Jørgen Thorsen – Stille Dage i Clichy

22. januar 2009

I et anfald af nostalgi har jeg indkøbt Jens Jørgen Thorsens Stille Dage i Clichy på dvd.  Jens Jørgen Thorsen havde jeg fornøjelsen af at møde in persona engang og snakke med; og jeg har altid godt kunnet lide denne provokatør og vildbasse i dansk kulturliv. Som kunstner  – maler og filmmager – var han, efter mine begreber, en lille kunstner. Ofte spændte provokationen ben for det kunstneriske. Helt galt gik det, da balladen om Thorsens Jesus-film gav os en forsmag på, hvad der var i vente med Muhammed-tegningerne, samtidig med, at Thorsen demonstrerede sin egen ufølsomhed over for den religiøse tekst. En middelmådig film blev det til, da den omsider blev realiseret i starten af 1990’erne. 
Alligevel lykkedes det ham at lave noget seværdigt. Fx filmatiseringen af Henry Millers opus Quiet Days in Clichy. Da den kom frem, fik den på puklen i dagbladene, og nogle følte sig anstødt af nøgenheden i filmen. Men det, jeg bemærkede, da jeg så filmen første gang, var, at den indfangede en tid(sånd) og en stemning. Filmen er fra 1970, og selv om den foregår i 1930’erne, og handler om forfatterspiren Henry og vennen Carl og boheme-liv med mange damer, så var det også tresserfrigørelsens vinde, der blæste gennem filmen. Netop i disse år, hvor alt lukker til i småborgerlig, småskåret selvtilstrækkelighed og bornerthed, kan det være en lise at gense en film som Stille Dage i Clichy…

Stille Dage i Clichy (Quiet Days in Clichy, Jens Jørgen Thorsen, 1970) clip 1

Trine Michelsen er død

20. januar 2009

Magister Gaasegaaek gør mig opmærksom på, at Trine Michelsen er død. Trine, der var datter af den kendte tv-filmmand Ole Michelsen (“Bogart”), blev kendt som en efterspurgt nøgenmodel, men havde også en mindre, men markant, karriere som skuespillerinde. Det var jobbet som pin-up, der gav hende et par roller i nogle italienske B-film med gysende og erotisk indhold. Hun fik også en mindre rolle i den seriøse amerikanske film Pigen i Gyngen, en filmatisering af Richard Adams roman af samme navn. Sent i karrieren var hun også med i Lars von Triers Idioterne og nogle af Søren Faulis film. Trine døde af kræft, kun 42 år gammel. Hvil i fred.

Trine mindes også på Facebook

Aftenens film: Under kærlig behandling (The Treatment)

18. januar 2009

I den lokale brugs er der for tiden masser af billige dvd-tilbud til en tier. Langt fra alle er lige interessante – masser af obskure splatterfilm og deslige – men ind imellem kan der gemme sig små perler. En af dem er den relativt ukendte Oren Rudavskys “The Treatment”, der har fået den lidt nemme danske titel “Under kærlig behandling”.

 

 

Filmen er fra 2006, og jeg mindes ikke at have læst om den eller set den på biografprogrammet. Men min interesse blev vakt, da jeg kunne se, at selveste Ian Holm havde en central rolle som den argentiske (!), fredianske psykoanalytiker Ernesto Morales. Mere appetit på filmen fik jeg så, da jeg også kunne læse at den dejlige Famke Janssen havde den ene af hovedrollerne i filmens kærlighedshistorie.


Filmens plot er ikke nogen overraskelse. Litteratur-lektoren Jake Singer er blevet forladt af sit livs kærlighed, den blonde smukke Julia, og man forstår, at årsagen ikke var kærlighedens opløsning, men Jakes personlige problemer. Han har da også sit at slås med. Jævnligt går han til sin argentiske psykoanalytiker, hvor han får kærligheden at føle (“Min kærlighed er ikke et skjold, det er et sværd!”, som Ian Holm siger et sted…).

 

Jake har mistet sin mor som fire-årig og lider endnu under savnet af hende. Og forholdet til faderen er også lige efter den freudianske bog: Sønnen har ikke levet op til faderens forventninger om at blive læge, og følelsesmæssigt har de lidt svært ved at nå ind til hinanden.


Den i og for sig ganske banale kærlighedshistorie sættes for alvor igang, da Allegra (Famke Janssen) dukker op i Jakes liv. Hun er for nylig blevet enke og – viser det sig – har to adoptivbørn, hvoraf det mindste endnu ikke er blevet accepteret af adoptionsmyndighederne, hvilket kommer til at få betydning for filmens forløb. Allegra forelsker sig i Jake og vader bogstaveligt talt ind i hans liv og vælter ham omkuld. Hvilket man godt kan forstå, når man ser hende føre sig frem på lærredet…


Jeg skal ikke afsløre, hvordan filmen ender. Men de to kærester skal selvfølgelig gennem en række problemer, sådan som forskriften kræver, før filmen kan finde sin slutning. Men der spilles godt på alle rækker. Chris Eigemann, der spiller Jake, er rigtig god som litteraturlæreren, der har brændt fingrene på kærligheden og må se den pokkers kærlighed lue igen. Birollerne er fint besat. Og så er der Ian Holm, der med sin aparte argentinske psykoanalytiker (den sidste store freudianer i Amerika!), der leverer nogle uforglemmelige analytiske scener, hvis han da ikke ligefrem forfølger Jake (i det ubevidste) og forsøger at gribe ind i hans liv…

Find den i rodekasserne. Den er mere end alle pengene værd. Mindst…

Steven Sebring: Dream of Life – om Patti Smith

14. januar 2009

Så kom den endelig på dvd, Steven Sebrings usædvanlige portræt af Patti Smith. I en periode på 11 år har Sebring fulgt roc-divaen og lader kameraet fortælle om hovedpersonens liv – på godt og ondt. Filmen blev vist på CPH:DOX 2008 og har fået fine anmeldelser rundt omkring på grund af sin ukonventionelle dokumentariske form.

Se filmens trailer her.

Nowhere Boy – John Lennon som hvalp

13. januar 2009

I august sidste år omtalte jeg en kommnede film – Nowhere Boy – om John Lennons barn- og ungdom. Nu er projektet så langt, at der er sat navne på nogle af rollerne. Kirstin Scott Thomas får den ærefulde rolle som Lennons strenge auntie. Lennon selv spilles af Aaron Johnson, og som den elskede, savnede mor ses Anne-Marie Duff. Instruktøren er den relativt ukendte Sam Taylor Wood. Om som nævnt er det Control-manus-forfatteren Matt Greenhalgh, der igen er på spil. Så helt umuligt kan det vel ikke blive…

Erindringsglimt: The Parent Trap (Forældrefælden), 1961

6. januar 2009

Det var en kommentar fra AagePK, der sendte mig tilbage i tiden. Det første erindringstrip i det nye år, men forhåbentlig ikke det sidste. Men i hvert fald blev jeg returneret til dengang, jeg var en lille purk, der endnu ikke helt havde fattet interesse for det modsatte køn. Og så alligevel. Der var nogle piger, der på en eller anden vis tiltrak sig min opmærksomhed. George i “De Fem”-bøgerne og -filmene. Og så hende Haley Mills, der fik stor succes med sin dobbeltrolle som Susan og Sharon i Disney-filmen “The Parent Trap”, på dansk “Forældrefælden”. En meget amerikansk hyldest til familien og ægteskabet. Filmen var en dundrende succes og Hayley Mills lå på hitlisten med sin ganske charmerende udgave af “Let’s Get Together”. Med sin ungpige-uskyldige-friske udstråling blev hun mange unge drenges første våde drøm dengang.
Filmen er i øvrigt blevet genindspillet i 1998 med gossip-stjernen Lindsay Lohan i dobbeltrollen.

Suk! ;-)

School of Rock

4. januar 2009

I går aftes genså jeg noget af Richard Linklaters film “School of Rock” fra 2003. Jeg har set den før, og synes ikke det er verdens bedste musikfilm. Ungerne spiller såmæn ok, sådan som børn nu gør, men hovedrolleindhaveren Dewey Finn (som Jack Black) er ulidelig som karikeret rock-nørd.
Der er dog to positive ting at sige om filmen. For det første er den – alt andet lige – en hyldest til rock’n roll. For det andet så leverer soundtracket et genhør med en række perler fra samme musikgenre. Fra The Who (Substitute) over The Doors (Touch Me), Cream (Sunshine of your Love), Led Zeppelin (Immigrant Song), T. Rex (Ballrooms of Mars), The Ramones (My Brain is hanging upside down) og til Modern Lovers med Roadrunner. Nej, for resten. Sidstnævnte er netop ikke med på det originale soundtrack, men dukker op i filmen. Og det fik mig til at tænke på, om der overhovedet er lavet en bedre udgave af dette nummer!? I hvert fald en perle. Og genhøret fik mig til at smede Modern Lovers debutalbum på grammofonen. Et mesterværk i naivistisk rock’n roll.

The Modern Lovers – Roadrunner

Happy ABBA New Year

31. december 2008

2008 var også året, hvor de fire svenskere fik en genoldigt come-back takket været musical-filmen “Mama Mia”, hvis succes på lærredet og dvd-markedet gjorde alle de mavesure kritikere til skamme. Og mindede os andre om, hvilken popsangskat, der ligger i Björns og Bennys bagkatalog.

Wallace & Gromit: A Matter of Loaf and Death

27. december 2008

Jeg nåede – heldigvis – lige at se den allernyeste film om makkerparret Wallace & Gromit (da. Walter & Trofast), som DR med fin timing sendte her til formiddag. Hvis man er til gammeldags stop-motion-film, så er der ikke meget, der er bedre den Oscar-vindende Nick Parks små film. I det seneste opus er der tale om en kombineret kærligheds- og kriminalfilm i et bagermiljø. Jeg skal ikke afsløre for meget om handlingen, for det ville være synd for eventuelle fans af Park. Men den nye film lever helt og aldeles op til forgængerne. Her er den samme udsøgte sans for en absurd historie, samme glæde ved små overraskende detaljer (fx har Trofasts puddelveninde en plade med Doggy Osmond (ikke Donny), der synger “Puppy Love”…), en nærmest Storm P’sk talent for udvikling af alskens mekanik og teknik og en charmerende sans for at skabe “ægte” engelske miljøer. Vi må håbe, den snart genudsendes – og kommer på dvd.

Gensyn med “Gensyn med vennerne” (1984)

26. december 2008

I går aftes udstrålede Danmarks Radio Laurence Kasdans film “The Big Chill” – “Gensyn med vennerne” på dansk – fra 1984. En film, der er gefundeness fressen for enhver med hang til tressernostalgi.
En gruppe af gamle venner mødes i de tidlige firsere. Anledningen er, at en af de gamle venner – Alex – har taget livet af sig selv. På symbolsk vis inkarnerede den afdøde Alex alle de drømme, der engang i tresserne, bandt de unge mennesker sammen. Og hans død symboliserer så også drømmenes fortabelse. Eller gør den?!
I hvert fald bliver begravelsen en anledning for de tilbageblevne til at finde svaret på, hvorfor Alex tog sig af dage – og derigennem også finde svaret på, hvordan det gik med alle de smukke drømme fra dengang. Jeg kan huske at Peter Wivel gennemheglede filmen dengang den udkom, fordi den tillod sig at positivere tressernes tabte drømme. På den led kom filmen på et upassende tidspunkt, hvor det borgerligt-liberale opgør med “68” og halvfjerdserne så småt var ved at tage form.
Men set herfra er filmen en fin beskrivelse af, hvordan det går, når man midt i al materialismen og karriereræset glemmer, hvad man kom fra, og hvem man var. Drømmene om et bedre og anderledes liv dør ikke, fordi de ikke bliver absolut realiseret, men de bliver en belastning, når de forsøgsvis fortrænges. I en vis forstand er filmens budskab: At man finder nøglen til de nutidige problemer, man har i sit liv, i fortiden. Man må forsone sig med den, man var, og man må ikke glemme sine drømme.
Filmen hovedpersoner spilles af en række fine skuespillere med Glenn Close, Kevin Kline, William Hurt og Jeff Goldblum i spidsen. Og soundtracket er den rene uforfalskede nostalgi med sange af Smokey Robinson, The Rascals, Procol Harum, Carole King m.fl.

Eartha Kitt er død, 81

26. december 2008

Det er ikke så forfærdeligt længe siden, jeg skrev om Eartha Kitt. Nu er meldes hun død i en alder af 81. For mig var Earthe Kitt en af den fremtrædende sangerinder, der formåede at forene fornem sangfortolkning med en udpræget sans for elegance og en sensualitet, der lå langt fra de renskurede, mainstream-poppigers fremtoning. Hun beskrev sig selv som en “sexkilling” og legemliggjorde billedet som Catwoman i den legendariske tresser-tv-udgave af Batman.
Men Eartha var også en kvinde med sine egne meninger. Således blev hun persona non grata i USA, da hun i tresserne leverede en skarp kritik af amerikanernes krigførsel i Vietnam. Ved et selskab hos den daværende præsidentfrue Lady Bird Johnson skulle hun havde udtalt: “I sender dette lands bedste mænd af sted for at blev skudt og lemlæstet. Det er ikke underligt, at de ungerne gør oprør og ryger pot”!. Hun måtte forlade Staterne til fordel for Europa – men i årene efter gav udviklingen hende ret i kritikken. I 1974 vendte hun tilbage og optrådte med stor succes på Broadway. I hele seks årtier var Earthe Kitt aktiv som skuespiller og sanger. Underholdningsverdenen er blevet fattigere med hendes bortfald. Hvil i fred, Eatha.

It’s a Wonderful Life – den korte version…

24. december 2008

Det er vist den ultimative Hollywood-Christmas-Feel-Good-film… Se den her i en kort udgave.

link

Stephen Kings film-top-10

13. december 2008

Tiden er inde til listomani. Ethvert medie med respekt for sig selv opremser, hvad de mener har været de bedste plader, dvd’er, bøger osv. For tiden er jeg lidt immun over for disse lister, der ofte forekommer at være temmelig forudsigelige… Men der er  da inspirerende undtagelser. Fx er jeg faldet over horror-forfatteren Stephen Kinks personlige top 10 over seværdige film. Og jeg kan godt lide hans lidt selvudslettende kommentar til rollen som filmkritiker: “Jeg er ikke troværdig, når det drejer sig om film. Tak fx dette års Saw-film. Jeg sad der på mit favoritsæde – tredje række midtfor, så lærredet rejser sig tårnhøjt foran mig – og min forhjerne tænkte: åh, mand, det er der dette års største bunke cinematisk hundebræk. Men resten af hjernen tænkte Jeg er i bioooografen! ER DET STORT ELLER HVAD?”. Tal om falsk beskedenhed! For selvfølgelig er en dreven gyserforfatter en god filmkritiker. Han kender jo spillets regler. Og så følger ti skarpe, korte omtaler af filmene: 1. Dark Knight, 2. Slumdog Millionaire, 3.WALL-E, 4. Tropic Thunder, 5. Funny Games, 6. The Bank Job, 7. Lakeview Terrace,8. Ruins,  9. Redbelt, 10. Death Race.
Det er ikke udfolde analyser, King, byder på, men små skarpe definitioner, der får en til at ønske, at man havde filmene stående på dvd-hylden. Som når han fx omtaler Batman-filmen på den måde, at den “er for hætte-og-tights-filmen hvad Godfather II var for gangster-filmen: en genre-definerende begivenhed”. Så er det sagt!  Læs mere her.

“Das Kapital” – som film

7. december 2008

Det skulle være sikkert og vist, at den berømte russiske filminstruktør Sergej Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin m.fl.) og den irske forfatter James Joyce (Ulysses, Finnegans Wake m.m.) mødtes en novemberdag i 1929, hvor de blandt andet snakkede om filmatiseringen af Joyces “Ulysses” – og Karl Marx’ “Das Kapital”. Samtalerne fandt sted få dage efter det store børskrak, den Sorte Fredag.
Umiddelbart lyder det som et vidtløftigt projekt. Hvad skulle den joyceske roman og Marx’ økonomiske kritik have med hinanden at gøre? Jo, Joyces roman handlede blandt andet om et subjekt, der ikke er tekstens herre, men på det nærmeste flyder med teksten som en prop i Liffey floden og går i opløsning. Og Kapitalen kan læses som en fortælling omvarernes, pengenes og kapitalens odysse – og om bugøjsernes og proletarerne som marionetter i et økonomisk spil, de ikke er herre over. Eisenstein havde æstetiske forestillinger om et filmsprog, der brød med ikke bare den traditionelle linieære fortællestruktur, men også sin egen montage-teknik.

Nu – midt i den aktuelle, globale finansielle krise – tager tyskeren Alexander Kluge – som folk, der læste på universitetet i halvfjerdserne vil huske som medforfatter til bogen ‘Offentlighed og Erfaring’ – tråden op fra Eisensteins idéer og udsender tre DVD’er med titlen Nachrichten aus der ideologischen Antike, Marx – Eisenstein – Das Kapital, der gennem 55 kapitler forsøger at realisere nogle af Eisensteins tanker, heriblandt fremstillingen af dele af Kapitalen i en visuel og musikalsk form.

The Pretty Things anno 1966

6. december 2008

I 1966 skød instruktøren Anthony West sammen med Caterian Arvat en 14 minutter lang film om og med beatmusikkens slemme, langhårede drenge – The Pretty Things. Nu er det omsider muligt at se det meste af filmen – i en god kvalitet – på nettet. Se klippene her (klip 2 finder du i bjælken til højre). Ren og uforfalsket nostalgi.