Indlæg tagget med Nostalgi

Mitch Mitchell – efter Hendrix

22. november 2009

Og hvad blev der sÃ¥ af trommeslageren Mitch Mitchell? Som tidligere omtalt døde Mitchell sidste Ã¥r pÃ¥ en turné, hvor han hyldede Hendrix’ musik, The 2008 Experience Tour. Han blev 62. I tiden efter the Experience deltog Mitchell i produktionen af Hendrix’ posthume værker, The Cry of Love og Rainbow Bridge. Og sÃ¥ dannede han Ramatam med guitaristen Mike Pinera (kendt fra Iron Butterfly) og April Lawton. Sidstnævnte var en talentfuld kvindelig guitarist og komponist, som døde alt for tidligt i 2006, kun 58 Ã¥r gammel. Det var ogsÃ¥ April Lawton, der sammen med Mitchell tegnede Ramatams kompetente rock.

Gruppen fik lavet to album, det Tom Dowd-producerede debutalbum Ramatam, der udkom i 1972, og toeren In April Came the Dawning of the Red Suns fra 1973. Af anmeldelserne af de to plader kan man forstå, at gruppen nok besad ferme instrumentalister, men den havde svært ved at finde sin egen egen stil. Det kneb også med at finde nogle sange, der var værd at spille. Og endelig fik bandet en stedmoderlig behandling af såvel producenterne som pladeselskabet. Bandet gik da også i opløsning efter album nr. 2.

I Ã¥rene efter Ramatam arbejdede Mitchell primært som sessionmusiker og var ogsÃ¥ med pÃ¥ forskellige kunstneres album, blandt andet Ex-Family-forsangeren Roger Chapmans “Mail Order Magic” fra 1980. For sÃ¥vel Noel Redding som Mitch Mitchell gælder det, at de aldrig rigtig kom ud af Jimi Hendrix skygge. Det var ham som bandleder, de skrev sig ind i rockhistorien.

Mitch Mitchell trommesolo m. Ramatam

Fat Mattress

22. november 2009

Da Jimi Hendrix døde måtte hans to medsammensvorne i The Experience, trommeslageren Mitch Michell og basisten og sangeren Noel Redding, finde nye musikalske græsgange. Uden Hendrix ikke noget Experience.

For Noel Reddings vedkommende var det ikke sÃ¥ svært. Han havde allerede, medens han spillede med Jimi, været med til at danne gruppen Fat Mattress sammen med sangeren Neil Landon (som allerede havde gjort sig bemærket i The Ivy League og Flower Pot Men – dem med “Let’s go to San Francisco”), guitaristen Jim Leveton og trommeslageren Eric Dillon.

Hos Hendrix havde Redding ikke fået mulighed for at komme igennem med sine egne sange eller som sanger. Det blev muligt i Fat Mattress, hvor han oven i købet kunne skrive sange samme med Neil Landon.

Det første album, “Fat Mattress”, kom i 1969 og fik beskeden succes i hjemlandet og i det øvrige Europa. Især nummeret “Magic Forrest”, der blev udsendt pÃ¥ single (m. “Petrol Pump Assistant” som B-side) gjorde sig nogenlunde. Et folk-pop-rock-nummer med tekstlig og musikalsk prægning af psychedelia. OgsÃ¥ pÃ¥ vor hjemlige P3 vakte LP-pladen en vis opmærksomhed. Og Fat Mattress fik lov til at være opvarmningsgruppen for Jimi Hendrix pÃ¥ dennes turné i USA. Gruppen optrÃ¥dte ogsÃ¥ pÃ¥ den meget omtalte Isle of Wight-festival i Ã¥ret 1969.

Måske var der ikke talentmasse nok i bandet til, at bandet kunne blive en permanent konstellation. I hvert fald måtte gruppen kort tid efter afbryde en USA-turné før tid. Og efter at have udsendt album nr. to med den alt andet end opfindsomme titel Fat Mattress 2, gik bandets medlemmer hver til sit.

Helt i glemmebogen er gruppen dog ikke gÃ¥et. Og det skyldes nok især debutalbummet, der indeholder lytteværdig folkpoprock med et anstrøg af sentressertidsÃ¥nd. I 2000 udsendte Castle Communication sÃ¥ledes en dobbeltcd-antologi med titlen The Black Sheep Of The Family: The Anthology, der indeholder 33 af gruppens indspilninger. I 2006 udsendte Castle Com. sammen med Sancturary Records endnu en dobbeltcd-samling med titlen “Magic Forrest: The Anthology“, hvor der er 38 numre med. Det ekstra numere er dog alternative udgaver (fx monoversioner og lign.).

Efter Fat Mattress dannede Noel Redding heavy metal-troen Road sammen med guitaristen Rod Richards og trommeslageren Les Samson. Og det blev til et album, Road, der udkom i 1972. Mere blev det ikke til – og pladen er da heller ikke noget mesterværk.

Samme år dannede Noel så sit helt eget band med det logiske navn Noel Redding Band, der bestod af Eric Bell (Thin Lizzy, Them) på leadguitar og Dave Clarke (sang og tangenter). Debutalbummet Clonakilty Cowboys fra 1975 afslører, hvad der var Noel Reddings problemer som musiker. En ordinær stemme, der ikke rigtig berettiger til en forgrundsrolle, og en musik, der har mere end svært ved at slippe sine inspirationskilder, Faces og Mott the Hoople. Og hvorfor lytte til Noel Reddings band, når man kunne få den rene vare, synes pladekøberne også at have tænkt.

I hvert fald solgte pladen ikke. Og det gjorde opfølgeren Blowin‘ fra 1976 heller ikke. Selv om pladen demonstrerer en hÃ¥rdere rock end debutten, kan den ikke skjule, at Noel Redding ikke havde talent nok til at bære et band. De fleste af sangene er da ogsÃ¥ skrevet i samarbejde med Clarke, lige som det var tilfældet pÃ¥ album nr. 1.

Efter Noel Redding Band spillede Noel i forskellige sammenhænge, inden han i halvfemserne var med til at danne gruppen Shut up Frank sammen med Mick Avory (the Kinks) og Dave Rowberry (The Animals). Gruppen har inspillet fire album. Den 11. maj 2003 blev Noel Redding fundet livløs i sit hjem i Clonakilty, Irland. Han blev 57 år.

The Doors – Live in N.Y.

18. november 2009

Det utrættelige nostalgiforlag Rhino har sammen med Bright Midnight Archives, der stÃ¥r bag The Doors’ arven, udsendt en 6-cd-boks med optagelserne fra gruppens sidste store optræden i The Felt Forum, New York, den 17. og 18. januar. En del af materialet har tidligere været udgivet, men med den nye fornemme udgivelse (med tilhørende bogudgivelse) dokumenteres revl og krat fra de to koncerter.

Argumentet for at udsende sÃ¥dan en luksuøs sag mÃ¥ selvfølgelig være, at The Doors var en af de mest karismatiske live-grupper i den periode – nÃ¥r det kørte for dem. Og det gjorde det i New York. Selv om lyden fra deres herostratisk berømte studioplader sidder godt fast i erindringens lydspor, sÃ¥ er det noget helt særligt at være med, nÃ¥r Jim Morrison folder sig improviserende, digtende og narcissistisk ud foran den tætte, svingende, tykke gumbo, som de tre andre leverer. Let it roll, Baby, let i roll…

Arc Angels – et genhør

16. november 2009

For et stykke tid siden omtalte jeg den talentfulde sangskriver og musiker Charlie Sexton og nævnte i den forbindelse, at han havde spillet i bandet Arc Angels.

Ud over Sexton bestod bandet af den ligeledes talentfulde guitarist Doyle Bramhall II, som nu om stunder spiller som sideman hos Eric Clapton, men har en fortid som musikalsk legekammerat for guitaristerne Stevie Ray Vaughan og Jimmie Vaughan. Og allerede som 16-Ã¥rig spillede han med i sidstnævntes band Fabulous Thunderbirds. PÃ¥ trommer var Chris “Whipper” Layton, der ogsÃ¥ havde spillet sammen med Stevie Ray i dennes band Double Trouble. Det samme havde basisten Tommy Shannon, der ogsÃ¥ havde arbejdet tæt sammen med ingen ringere end Johnny Winter. AltsÃ¥ et band med muligheder.

PÃ¥ grund af Doyle Bramhall IIs problemer med nÃ¥len i armen og trivielle interne uoverensstemmelser blev det kun til et enkelt album, “Arc Angels”, der udkom i 1992 pÃ¥ det prestigefyldte Geffen Records. Sangene var især skrevet af Bramhall og Sexton, men pÃ¥ flere numre fÃ¥r især Sexton hjælp af den skammeligt oversete sangskriver Tonio K.

Pladen fik fine anmeldelser og solgte ogsÃ¥ nogenlunde uden dog at kunne tilfredsstille de hungrende pladekøbmænd. Stilen er klart inspireret af Stevie Ray Vaughans bluesbaserede rock uden pÃ¥ nogen mÃ¥de at ende i epigoneri. Dertil er bandets medlemmer for gode sangskrivere og musikere. Det er en varieret plade med bÃ¥de ballader og mere rockende sager. Lyden er halvfemserfyldig med guitarerne fremme i lydbilledet. Det er storladen bluesrock af den slags, man stadigvæk kan lytte til, selv om produktionens tidsÃ¥nd er visnet…

PS. Arc Angels er i øvrigt blevet gendannet i år og har givet koncerter (se YouTube), og der er planer om medieudgivelser.


Arc Angels – Living in a Dream
by jj3000

Pete Seeger – Live in’65

14. november 2009

Pete Seeger, den 80-Ã¥rige amr. folkesanger og -sangskriver, kræver ikke nogen nærmere præsentation. Han var allerede en del af den sangskat, jeg fik ind med skolemælken i folkeskolen. “Little boxes on the hillside/Little boxes made of ticky tacky/Little boxes/Little boxes/Little boxes all the same/There’s a green one and a pink one/And a blue one and a yellow one/And they’re all made out of ticky tacky/And they all look just the same” osv., sang vi, hvis vi da ikke bøjede hovedet og nøjes med at nynne med uden at Ã¥bne munden. Som blues, rock’n roll’en og Woody Guthrie, sÃ¥ er Pete Seeger sÃ¥ amerikansk som apple pie. Og alligevel international i kraft af sit humanistiske engagement og sine sange ligefremme, folkelige appel. Nu er det sÃ¥ muligt at høre Pete Seeger som han lød pÃ¥ scenen i 1965 pÃ¥ nogle hidtil uudgivne indspilninger, optaget i Carnegie Music Hall, Pittsburg, PA. den 20. februar.

Not fade away

12. november 2009

There you go and baby here am I
Well you left me here so I could sit and cry
Well -Golly gee what have you done to me
Well I guess It Doesn’t Matter Any More

Do you remember baby last September
How you held me tight each and every night
Well whoops a daisy how you drove me crazy
Well I guess It Doesn’t Matter Any More

There’s no use me a crying
I’ve done every thing and now I’m sick of trying
I’ve thrown away my nights and wasted all my days
Over you

Now you go your way and I’ll go mine
Now and forever till the end of time
I’ll find somebody new and baby
We’ll say we’re through
And you Won’t Matter Any More

Buddy Hollys sange hører til dem, der let sætter sig fast pÃ¥ repeaten i min indre jukebox. De sidste par dage er det sangen “It does’nt matter anymore”, der er dukket op i tide og utide. Sjovt nok er netop denne sang ikke Hollys egen. Det er Paul Anka, der har skrevet den. Men Buddy gjorde den nærmest til en af sine egne sange med sin fortolkning.

Det var Linda Ronstadts loyale, smukke version fra albummet Heart Like A Wheel (1974), der satte det i gang. Og lidt tilfældigt faldt jeg sÃ¥ over albummet “Notfadeaway [remembering buddy holly]” (1996) pÃ¥ biblioteket. Som mange hyldestplader, sÃ¥ er den en blandet landhandel med mere eller mindre vellykkede fortolkninger. Denne plade er dog mest velllykket.

Selv om jeg ikke er meget for nekrofil genbrug af gamle kunstnere, sÃ¥ lykkes “samarbejdet” mellem The Hollies og Buddy Holly meget godt i “Peggy Sue Got Married”. The Mavericks overhælder til gengæld “True Love Ways” med mainstream-country-følsomhed, der reducerer Holly til croonerpop. Langt bedre gÃ¥r det for Nanci Griffith, der har allieret sig med The Crickets og giver en ligefrem popudgave af “Well All Right” (kendt fra især Blind Faith) med et svagt anstrøg af country. Los Lobos leverer en ret sÃ¥ respektløs 100% Lobosk udgave af “Midnight Shift”. Et fedt nummer, men man glemmer alt om Holly, medens foden banker i gulvet. Et af pladens højdepunkter er The Bands og The Crickets fælles udgave af “Not Fade Away”. Her mødes Hollys sangbare halvtredserrock med Bands velkendte, tætte, seje samspil, der swinger, sÃ¥ kaffekoppen er lige ved at vælte ned at bordet. The Tractors lægger sig tæt op af Holly selv i “Think It Over”, og sÃ¥ kan det jo ikke gÃ¥ helt galt, og det gør det da heller ikke, selv om udgaven ikke føjer noget til. Mary Chapin Carpenter gør Holly stor ære med sin smukke, klare, personlige og dog loyale udgave af “Wishing”. Endnu et toppunkt pÃ¥ pladen. Joe Ely og Todd Snider kaster sig frisk over “Oh Boy!”, der leveres som dansant rock, dog uden at nÃ¥ Holly egen udgave til kanten af de blÃ¥ ruskindssko. Mere modigt er det at gøre “crying, waitin, hoping” til en regulært bluesnummer, sÃ¥dan som Marty Stuart og Steve Earle gør. Susy Boguss og Dave Edmunds opdaterer “It Does’nt Matter Anymore” til et uptempo mainstream-country-nummer, og det lykkes pÃ¥ smittende vis. Man har svært ved at sidde stille i stolen. Det samme kan man ikke sige om Nitty Gritty Dirt Band, der trækker dynamikken ud af “Maybe Baby” og gør den til velspillet, men ganske tam countrymusik. Heller ikke Waylon Jennings og Mark Knopfler fÃ¥r fremkaldt mindet om Buddy Holly pÃ¥ deres alt for pæne udgave af “Learning The Game”. Alt i alt en ok plade, men heller ikke mere. Jeg tror, jeg vil vende mig mod den rene vare i nærmeste fremtid…

Stones’ Love You Live

10. november 2009

Rolling Stones’ dobbeltlivealbum Love You Live udkommer nu i remastered udgave. Og er man til Stones, sÃ¥ er den værd at anskaffe sig. Ikke mindst pÃ¥ grund af natklubkoncerten fra El Mocambo, Toronto, den 4. og 5. marts 1977. PÃ¥ denne ene pladeside vender Stones tilbage til deres egne rødder, de gamle R&B-sange, der var med til at gøre dem berømte, da de begyndte i Crawdaddy Club (Richmond, Surrey) tilbage i 1962. Man mærker ikke meget til balladen omkring Keith Richards narkotikasag pÃ¥ den optagelse! Til billedet hører ogsÃ¥, at optagelserne – ogsÃ¥ dem af El Mocambo – er kraftigt efterarbejdet i pladestudiet. Især er der lagt ekstra guitarer pÃ¥ rundt omkring. Det ændrer dog ikke ved, at der er fine optagelser iblandet. Især udgaverne af “Mannish Boy” og Chuck Berrys “Around and Around” er højdepunkter i Stones’ produktion. Pladen solgte vist rigtig godt, dengang den kom ud. Jeg købte den i Fonas daværende pladeforretning i Ã¥rhusianske Guldsmedegade, hvor der var mange eksemplarer til salg for næsten ingen penge. Danskernes interesse for Stones var vist lidt behersket i den periode…

The Kinks Choral Collection

10. november 2009

Måske er det oplagt at udsætte Kinks-sange for kor? I hvert fald synger publikum gladeligt med, når Ray Davies giver sine koncerter og fremfører sine gamle evergreens. Måske har Ray tænkt det samme. I hvert fald har han sammen med Crouch End Festival Chorus indspillet en række af sine sange. “You Really Got Me“, “All Day And All Of The Night“, “Waterloo Sunset” og seks numre fra Village Green Preservations Society. Med flere. Uncuts og BBCs anmeldere rynker på næsen og mener, at koreksperimentet ikke tilfører de gamle sange væsentligt nyt. Er der bare mavesure kritikere, der vil have helt nyt eller helt gammelt? Døm selv. Her er en smagsprøve.


Ray Davies – The Kinks Choral Collection
by Vivalabeat

Rodeoets skattepige

7. november 2009

NÃ¥r man er et notorisk rodehovede som mig, hænder det, at man ikke kan finde noget. I forgangne uge ledte jeg forgæves efter et par cd’er med the Byrds – uden held. Og det fik mig sÃ¥ til at købe et nyt eksemplar af bandets “Sweetheart of the Rodeo”. Og næppe havde jeg bragt eksemplaret hjem, før jeg spottede det gamle eksemplar pÃ¥ reolen… NÃ¥, men helt forgæves var det alligevel ikke. For det nye eksemplar rummer syv “bonusnumre”, og prisen var lav.


Nu har den sÃ¥ snurret lystigt pÃ¥ cd-drevet og mindet mig om, at det er en af de plader, jeg skal have med pÃ¥ den berømmede øde ø, nÃ¥r det engang bliver aktuelt. Sweetheart of the Rodeo udkom i efterÃ¥ret 1968, og var med til at støbe det emblem, der siden blev kendt som country-rock. Med pladen skiftede The Byrds ham – fra at være lettere psykedelisk inspireret rockband til countryrockere. Et egentlig stilbrud var der ikke tale om. Bandet havde tangeret country-musikken i flere ombæringer, men med den nye plade trÃ¥dte de i karakter som de traditionalister, de ogsÃ¥ var. Og var med til at gøre det legitimt at stÃ¥ ved sine rødder – selv om man var ungdomsoprører eller noget.

Det var også pladens fortjeneste, at den med et slags satte fokus på stortalentet Gram Parsons, der om nogen er indbegrebet af moderne country-rock. Og det var langt hen hans fortjeneste, at pladen i sidste ende fremstod som renlivet country, indspillet blandt andet i Nashville med en håndfuld, håndplukkede country-sessionmusikere af højeste karat. Clarence White, Lloyd Green og John Hartford, for at nævne et par stykker.

Pladens eftermæle som et af de stilskabende og banebrydende album i country-rocken skal ses i lyset af, at den vakte postyr bÃ¥de i den traditionsbundne country-lejr i og omkring Nashville og blandt The Byrds gamle rock-fans. Akkurat som Dylans Nashville Skyline gjorde et halvt Ã¥rs tid senere. Pladen solgte beskedent, men musikelskere i musikpressen overdængede den med roser og superlativer. Og det er jo set før – og siden.

Ud over en række country-standards, som er hentet fra Merle Travis, Cindy Walker og Luke McDaniel, rummer pladen to Dylan-sange, “You Ain’t Going Nowhere” og “Nothing Was Delivered”, begge kendt fra Dylans berømte Basement Tapes, der dengang kun cirkulerede som meget omtalt  bootlegplade.

PÃ¥ bonusnumrene kan man blandt høre countryficerede udgaver af sange af Tim Hardin (You Got A Reputation) og Gram Parsons (One Hundred Years From Now), men ogsÃ¥ en Chuck Berrysk rockversion af Parsons “Lazy Days”, som minder én om, at det ikke stod i papirerne fra starten af, at pladen skulle ende med at være et rent countryalbum.

Til historien om dette album hører ogsÃ¥, at Roger Mcguinn, der aldrig har sat sit lys under en skæppe, i den endelige version af albummet tillod sig at erstatte nogle af Gram Parsons vokale præstationer med sine egne. Hvilket gjorde Parsons sur. ForstÃ¥eligt nok. I følge rygterne var Mcguinn bekymret over, at den udefra kommende Parsons skulle fÃ¥ for stor opmærksomhed pÃ¥ hans og Byrds bekostning – og derfor endte det sÃ¥ med et kompromis. Parsons har dog siden fÃ¥et genoprejsning – post mortem – idet hans oprindelige indspilninger er blevet indlemmet pÃ¥ det bokssæt, der kom med Byrds i 1990 (There is a Season). Bedre sent end aldrig, som man siger.

Trods puristers alt for forudsigelige protester og – lige sÃ¥ velkendt et fænomen – intern jalousi blandt musikerne, sÃ¥ stÃ¥r tilbage, at Byrds med denne plade lavede et kommercielt flop, der stadigvæk inspirerer langt ind i countrymusikken og ikke mindst den amerikanske alternative country-musik. MÃ¥ske Byrds mest indflydelsesrige album overhovedet.


Byrds – You Ain’t Goin’ Nowhere

すまいる | MySpace Video

Picadilly Line: The Huge World of Emily Small

6. november 2009

Coveret ovenfor fortæller vist alt om den periode, musikken blev skabt i – og stilen. Ja, med gruppen Picadilly Line og deres eneste album “The Huge World of Emily Small” er vi tilbage i 1967. Gruppen, der var aktiv i en kort periode, var centreret omkring Rod Edwards og Roger Hand og er et af de tidligste eksempler pÃ¥ (vellykket) psykedelisk pop. Pladen blev produceret af Roger Cameron, der var Donovans producer, og Edwards og Hand blev bakket op af det hold af musikere, der stod bag Donovans “Sunshine Superman”, hvilket blandt andet vil sige Danny Thompson (bas), Alan Hawkshaw (tangenter), Herbie Flowers (bas) and Harold McNair (fløjte). Musikken er som sagt pop, men af den mere elaborerede slags med fine vokalarrangementer, som er inspireret af de store forbilleder bl.a. The Hollies og nogle af de amerikanske vokalgrupper, fx Harper’s Bizarre og Mamas and Papas. Og lyden er klar tresser-flower-power, let, luftig, drømmerisk. De senere Ã¥rs voksende interesse for psychedelia og prog-rock har sørget for, at dette unika er blevet genudgivet pÃ¥ cd med ekstramateriale, bl.a. en fortolkning af Bob Dylans “Visions of Johanna” og Everly Brothers’ “Gone, gone, gone”. Anbefales kendere af perioden.