Indlæg tagget med samfund

Journalistikkens krise og demokratiets udvikling

31. maj 2009

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i Ã¥revis med enkeltstÃ¥ende lysende undtagelser. Og indtoget pÃ¥ internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier ogsÃ¥ af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – mÃ¥ske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset pÃ¥ økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fÃ¥et de samme medier til at satse pÃ¥ mere underholdning – pÃ¥ bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger ogsÃ¥ at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og sÃ¥ videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom pÃ¥ denne effekt er den sÃ¥kaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i sÃ¥vel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sÃ¥dan ideologisk minoritetsorganisation sÃ¥ ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmÃ¥l. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt pÃ¥ netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger pÃ¥ selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne sÃ¥ – pÃ¥ grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger rÃ¥t… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formÃ¥r at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg bestÃ¥r nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen bestÃ¥r i, at sÃ¥ længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, sÃ¥ fremstÃ¥r regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig pÃ¥ fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan fÃ¥r vi medierne tilbage pÃ¥ rette spor? Det er et demokratisk problem, nÃ¥r medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formÃ¥r at hÃ¥ndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen pÃ¥ en kvalificeret vis og er sÃ¥rbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her

Tronfølgerloven og monarkiets fortsatte beståen

29. maj 2009

I dag har jeg modtaget to kort, der giver adgang til stemmelokalerne den 7. juni. Et til EU-parlamentsvalget og sÃ¥ et til folkeafstemningen om den nye tronfølgerlov. Ang. sidstnævnte sÃ¥ har det slÃ¥et mig, at der har været megen diskussion om rimeligheden af en ligestilling mellem kønnene. Men der er noget andet, der bekymrer mig mere. Uanset, hvad jeg kunne finde pÃ¥ at stemme, vil det sÃ¥ ikke være en bekræftelse af monarkiets fortsatte eksistens? Hvis jeg stemmer nej bekræfter jeg den gamle lov, hvis jeg stemmer ja, bekræfter jeg den nye, ikke? Og som republikaner kan jeg da ikke bekræfte monarkiet…

HÃ¥r og krop – generationsforskelle…

16. maj 2009

I 1980 klippede jeg mit hÃ¥r kort og sagde dermed farvel til det lange hÃ¥r der havde fulgt mig – med et par kortere pauser – fra første halvdel af tresserne og frem. Det lange hÃ¥r havde mistet noget af den betydning, det havde i starten – som symbol pÃ¥ ungdommens oprør og alternative drømme… Det lange hÃ¥r hos mænd findes stadigvæk, men har ikke den samme betydning længere.
Jeg kom til at tænke på mit eget Beatles-hår, da jeg modtog en email fra mb. I mailen citeres instruktøren Ang Lee, der er Cannes-aktuel med sin fortolkning af Woodstock-festivalen, for følgende:

Det var næsten umuligt at finde unge mennesker i dag med hår på kønsdelene. Vi brugte jo ca. 200 unge mennesker som hovedstatister til at spille datidens hippier under Woodstock Festivalen. De blev undervist i at opføre sig som hippierne for ca. 40 år siden. Og det var altså virkelig svært at finde frem til folk med hår på kønsdelene, fordi især mange kvinder og også nogle mænd jo barberer sig i skridtet idag

Og manusforfatteren Jamens Scamus supplerer med disse ord:

Det var også en stor udfordring at finde statister, som var tynde, og som ikke havde en overdreven muskuløs krop, fordi de hele tiden går i fitnesscenter. Vi skulle jo portrættere en hippiegeneration, der ikke hele tiden gloede på sig selv i spejlet og barberede alt deres kønsbehåring væk. Og netop disse ting viser med stor tydelighed den store forskel mellem hippie-generation for 40 år siden og nutidens ungdom

Begge citater stammer fra dagens udgave af Ekstrabladet.

Der er ikke noget nyt i at se en sammenhæng mellem samfundsudviklingen og vores forhold til kroppen. Jeg vil afholde mig fra det lige her. Men forsøg selv med en udlægning… (Tak til mb for henvisningen)

Jeg klippede næsten mit hÃ¥r…

Kommunerne fattes penge

14. maj 2009

Uanset hvor mange retoriske krumspring regerinspolitikerne bruger for at fÃ¥ os til at tro, at der aldrig har været brugt sÃ¥ mange penge pÃ¥ det offentlige, og at “velfærden” aldrig har været sÃ¥ beriget som nu, sÃ¥ mÃ¥ det stÃ¥r klart for enhver med berøring med den kommunale offentlighed, at kommunerne for længst er kommet derud, hvor de ikke længere kan sikre en acceptabel standard. I gÃ¥r kunne man høre om en ældreinstitution, hvor de ældre fik lov til i timevis at sidde indsmurt i deres egen mad, fordi der ikke var ressourcer til at rengøre dem. Og en politiker fra de pÃ¥gældende kommune lagde ikke fingre imellem, da han skulle placere det økonomiske ansvar hos regeringen. Forleden kunne man høre den ellers meget diskrete og diplomatiske Erik Fabrin – Venstremand, borgmester og formand for Kommunernes Landsorganisation – udtale, at kommunerne mangler mindst 21 millliarder for at kunne sikre den mest elementære standard for borgerne.
Og i dag kan man læse en anden tankevækkende historie, der indirekte fortæller noget om pengenes betydning i spillet mellem kommuner og stat. Det drejer sig om en ung flugtfange, der i gÃ¥rsdagens nyhedsudsendelser blev omtalt som meget farlig. NÃ¥r man læser denne artikel fra Jyllands-Posten, sÃ¥ fÃ¥r man et helt andet billede – og en historie om en mentalt lidende ung mand, der sendes rundt i systemet, fordi der ikke er ressourcer nok til at varetage hans tarv. Det er skandaløst…

Servicesamfundets absurditet

12. maj 2009

Jeg har brugt en anseelig mængde tid denne formiddag med henblik på at få besvaret et ganske simpelt spørgsmål i min bank. Det eneste, jeg har opnået indtil nu, er at få lov til at indtaste mit cpr-nummer x-antal gange efterfulgt af en række selvvalgsindtastninger og en række pauser, hvorefter jeg hver gang er endt i Ålborg-afdelingen. Selv om jeg ringede til hovedafdelingen og Esbjerg-afdelingen. Jeg er normalt en tålmodig mand, men følelsen af at blive reduceret til en figur i en af Franz Kafkas fortællinger kan godt få adrenalinen til at koge i ens blod. Hvad fanden er det for et samfund, hvor man reducerer menneskelige relationer til automatiseringer og kalder det for service?

Twitter, Friendfeed, blogs…

12. maj 2009

Twitter er populær. Så populær, at nogle flytter aktiviteterne fra weblogs til den nye tjeneste. Og det kan man så fundere over. Hvad er tiltrækkende ved en tjeneste, hvor du kun har 140 tegn til din rådighed? Bevares, du kan smide links ind, men alligevel? Og med fx Friendfeed ser det endnu mere magert ud. Er det sms-kulturen, der tager overhånd? Er vi ved at udvikle os til en kultur, der kun kan udtrykke os i small messages? Er det skriftkulturens nye fase? Engang skrev man bøger, nu skriver man en strøm af små noter. De store fortællinger afløst af bittesmå fragmenter i en lind strøm? Tænk sig at være en anakronisme som blogskriver!

The Story of Stuff – Historien om vores ting

12. maj 2009

Hvorfor ikke starte dagen med noget at tænke over? Jeg faldt pÃ¥ Twitter over et link til Annie Leonards “The Story of Stuff“, en lille meget pædagogisk animationsfilm, der fortæller noget om, hvordan vi producerer de ting, vi konsumerer i vores verden. Den tyve minutter lange film er sponseret af Tiden Foundation & Funders Workgroup for Sustainable Production and Consumption. Se den, inden du gÃ¥r ud og køber ind…

Klassens tykke pige – og dreng

29. april 2009


I gÃ¥rsdagens aviser læste jeg, at et Ã¥rhusiansk seminarium solgte kurser til lærere, hvor de skulle lære at modtage øretæver fra eleverne og i den dur. SÃ¥ langt er vi altsÃ¥ nÃ¥et, siden dengang capac som ung hvalp i Esbjerg blev præsenteret for Vestre skoles udvalg af spanskrør. Der var tykke rør og tynde rør. Og i følge min far, der ogsÃ¥ var dreng i byen, sÃ¥ var det de tynde, der gjorde mest ondt, nÃ¥r de ramte bagen eller – værre endnu – fingrene pÃ¥ katederet…

Halvtredsernes “frie opdragelse” og det antiautoritære oprør fra tresserne og frem har fejlet, for sÃ¥ vidt det ikke er muligt etablere en gensidig respektfuld relation mellem lærer og elev… Men skolen er et spejl af det omkringliggende samfund, vi lever i. Som Hans Scherfig demonstrerede med romanen Det forsømte forÃ¥r, sÃ¥ er skolen et proportionsforvrænget spejlbillede af Samfundet. Og sÃ¥dan er det stadigvæk. Respektløsheden, mobberiet osv. lever i bedste velgÃ¥ende uden for skolegÃ¥rden, hvor den egomane individualisme i nyliberalismens tid dyrkes og fremmes socialt, trafikalt osv.

Tænk på dig selv! Og dernæst på dig selv og først i tredje ombæring på din næste, når lokummet (dit lokum!) brænder. Finanskrisen fortæller med al ønskelig tydelighed om, hvordan det går, når grådig individualisme får lov til at udfolde sig uhæmmet. Og om, at denne individualisme er en stor illusion. Vi er en del af hinanden, som de sang ude på Christiania. Uanset om vi kan lide det eller ej.


Min datter fulgte i sin skoletid diverse anti-mobning-uger og -projekter. Og det hjalp ikke en dyt. Eleverne lærte, hvad de skulle mene om mobning og hvilke teknikker, der skulle bruges til at undgå mobning. Men mobningen fortsatte desuagtet og blev nærmest forstærket af den viden, ungerne fik om mobningens virkemåde og psykologi. Og sådan har det været i mange år.

Jeg mærkede ogsÃ¥ mobningen pÃ¥ min krop, da jeg gik i skole. Og jeg sÃ¥ mange andre, der blev mobbet. Selv om mobningens begreb slet ikke eksisterede. I mange Ã¥r var jeg “klassens tykke dreng” og mÃ¥tte sluge adskillige stikpiller i den anledning – og overhøre bagtalelsens perfiditeter. Men der var grænser for, hvad jeg blev udsat for, for jeg var ogsÃ¥ klassens store, stærke dreng. De andre vidste godt, hvem der ville komme ned med nakken i en slÃ¥skamp.

Intet er sÃ¥ skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Og jeg tror ikke, at mobning altid fører til traumer osv., selv om den selvfølgelig sætter sine spor i ofrene. Og selv om det ikke gælder i almindelighed, sÃ¥ fik jeg noget positivt ud af mobberiet. Tidligt i min ungdom besluttede jeg mig for, at jeg ville gÃ¥ mine egne veje. Hvis jeg var “klassens tykke dreng”, sÃ¥ var det det, jeg var. Og fint nok med det. Jeg havde det som bøsserne, der tog identitetet pÃ¥ sig, nÃ¥r nogen rÃ¥bte Bøsse! efter dem: Jeg er bøsse! Jeg er den tykke dreng! Med mine ekstra kilo gik jeg min vej i livet,og mobberiet vaccinerede mig kraftigt mod enhver form for autoritær indflydelse og social kontrol. Længe inden vi nÃ¥ede frem til 1968.

NÃ¥r man nu pÃ¥ samfundsplan agter at forfølge “tykke” danskere, sÃ¥ tager jeg af samme grund kraftigt afstand fra den slags statsautoriseret formynderisk “mobberi” forklædt som sundhedspolitik. Min kommune skal sgu ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! I mit verdensbillede skal folk have lov til at spise og drikke sig en pukkel til, hvis det er det, de vil… OgsÃ¥ selv om det koster pÃ¥ sundhedbudgettet.


Men ikke alle fÃ¥r noget godt ud af mobberiet. I The Daily Mail kan man fx læse et interview med den underskønne Kate Winslett, der har været undertegnede (eller overtegnede) skribents kæledægge, siden hun slog igennem i Titanic. I sin skoletid blev hun kaldt for “Blubber”, blev lÃ¥st inde i skabet i formingslokalet og fik konstant at vide, at ingen nogensinde ville kunne lide (fancy) hende. Og selv i dag – med en Oscar-statuette pÃ¥ kaminhylden og en splinterny forside pÃ¥ magasinet Marie Claire føler Winslett sig som klassens “tykke pige”…

Kendere vil vide, at det er mere end forfængelig tale. For nogle Ã¥r siden lagde hun sag an mod et andet modeblad, der havde slanket hende i Photoshop…


Som sagt er skolen et spejl af det omkringliggende samfund. Og i den forstand er det bÃ¥de forfængeligt og hÃ¥bløst at tro, at man kan etablere anderledes relationer inden for skolens rammer. Jeg har aldrig forstÃ¥et eller accepteret den almindelige skelnen mellem skole og “virkelighed”. Skolen er en del af den sociale virkelighed – pÃ¥ godt og ikke mindst ondt. Derfor nytter det ikke meget at sætte “mobning” pÃ¥ skoleskemaet og tro, man kan stoppe det, for mobningen fortsætter ufortrødent i frikvarteret.

Ungerne ved nemlig godt, hvad det drejer sig om uden for skolegÃ¥rden: Uhæmmet konkurrence og selv-promovering med beskidte midler (eksamenssnyd, fusk med cv’er osv.). It’s a Jungle out there. Stein Bagger er ikke en undtagelse i vort samfund. Han er et symptom….

Dement velfærd

26. marts 2009

Der er mange forstemmende nyheder i dagens løb. Men en af denne dags nyheder gjorde et særligt indtryk. Det er kommet frem, at man pÃ¥ plejehjem rundt om i landet – blandt andet her i Ã…rhus (Tilst) – vækker demente ældre om natten for at tage dem i bad og iklæde dem deres tøj. Begrundelsen skulle være den, at det ville lette de ansattes arbejde i løbet af dagen. Heldigvis har nogle ansatte afvist denne praksis. Og nogle har endda taget deres gode tøj og har forladt jobbet. Al ære og respekt for dette mod og denne konsekvens.
Sagen er endnu et eksempel pÃ¥, at velfærd i vores samfund primært mÃ¥les i kroner og ører – og underordnes bureaukratiske og administrative hensyn… Beskæmmende.

Om den danske arbejdsmarkedsmodel – en radioudsendelse

20. marts 2009

På hjem fra job hørte jeg som som sædvanlig P1 Debat. Denne gang krydsede LO-bossen Harald Børsting klinger med Cepos-medlemmet Mads Hansen. Og det var morsomt. Faktisk må jeg le flere gange. Højlydt.
Emnet var den danske, såkaldte flexicurity-model med dagpengesystem og let adgang til fyringer m.m. Det sjove var, at Børsting, der er en erfaren, jævn, jordbunden mand med herlig dialekt, leverede en sønderlemmende kritik af den ideologisk omtågede Mads Hansen. Man fik virkelig et indtryk af, at Mads Hansen som flere af sine ideologiske kolleger fra Cepos har hovedet oppe i de ideologiske skydække, hvor det nærmeste, de kommer virkeligheden er en lige så ideologiske OECD-rapport. Hør udsendelsen. Det er morsomt.