CAPAC

Fra at være en skurk på forsiden af boulevardaviserne, så er den socialdemokratiske karrierekomet Jeppe Kofoed nu tydeligvis på vej tilbage i karrierefolden. Så vidt, så godt. For mandens lille tête-à – tête med en ung pige er ikke værd at bruge krudt på. Og slet ikke så længe man har en Venstre-finansminister, der har brugt skatteborgerkroner på værtshusbesøg, til hotelværelsesfilm etc. – uden at få ørerne i maskinen. For penge lugter ikke. Sex gør åbenbart. I medierne.
Kofoed-gate, som sagen allerede er blevet kaldt, handler i høj grad om moral. Og det er godt for moralen, hvis der er plads til sidespring af Kofoeds slags (pun unintended).
Men, alligevel er den helt galt med moralen – i det gamle arbejderparti. Det mest uanstændige ved sagen har været, som Anne Knudsen fremhæver i en leder i sidste uges Weekendavis, at ledelsen i DSU og Socialdemokratiet kynisk ofrede en ung pige i en højere sags tjeneste (partiets renommé).
Ikke alene udleverede man hende til kammeraternes mobning og drilleri (i følge rygterne), men eksponerede også hendes helt legitime amourøse forbindelse med Kofoed for forældrene (enhver med teenage-børn vil kunne forstå, hvor ydmygende det kunne tænkes at være på den måde at få krænket sit privatliv) og kastede hende for sensationspressens glammende flok af journalistiske hyæner. Som det fremgår af Knudsens leder, så er der tale om en decideret, illegitim krænkelse af den unge pige – fra de socialdemokratiske lederes side. Bedre blev det ikke af, at Kofoed ytrede sin fortrydelse (på skrømt?) for at redde sit eget skind. Det var at føje spot til spe. Også selv om der kun har været tale om et engangsknald.
Socialdemokraterne burde skamme sig, skriver Knudsen. Og hun har ret. Ofringen af den unge pige, der måtte se de mest intime detaljer om forholdet hængt ud i sladderpressen, vidner om et parti, der kun på overfladen er blevet moderniseret (à la Blair), men i sin kerne er plaget af småborgerlig bornerthed og ængstelse for ikke at være “stuerent” blandt de andre borgerlige partier. Den “sag” burde aldrig have forladt Esbjerg Højskoles matrikel.

På vej hjem i bil i går nat hørte jeg radioavisen, der kunne fortælle, at en meningsmåling udført af Capacent Epinion på bestilling fra DR Nyhederne afslører, at et stort flertal af de adspurgte er af den opfattelse,at Jeppe Kofoeds tête-à-tête med en ung dame ved et DSU-arrangement er et privat anliggende, der ikke kommer offentligheden ved. Kun 18% er af den modsatte mening.
Det mest interessante ved undersøgelsen er, at den peger på to skurke i “sagen”. Medierne – og så Socialdemokratiets ledelse. Hele 86 % mener, at medierne er gået over gevind i sagen. Og godt og vel halvdelen er af den opfattelse, at Socialdemokratiets ledelse har håndteret sagen dårlig eller endog meget dårligt. Kun 17% mener det modsatte.
Selv om meningsanalyser altid skal tages med et gran salt, så er det vel opmuntrende, at flertallet ikke er grebet af nypuritanisme og utidig moralisme i denne sag. Og så må man også sige, at såvel medierne som Socialdemokratiet har fået en ørefigen, der må give anledning til selvransagelse, -kritik og eftertanke.

I går faldt den unge, socialdemokratiske komet , den 34-årige Jeppe Kofoed ned ad karrierestigen. Ved et arrangement med den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU på Esbjerg Højskole gik Jeppe angiveligt i seng med en ung pige. Som en kvindelig journalist skrev i en af gratisaviserne – som jeg bladrer i på arbejde – så ‘ikke bare kyssede de hinanden. De havde sex.”. Uha.
Det skal lige tilføjes, at Jeppe Kofoed ikke havde begået noget kriminelt, for den unge pige var over den seksuelle lavalder. Hun er femten. Og hun var med til et arrangement, hvor det festlige er en vigtig del, så vidt man kan læse. Og det sker jo ved festlige lejligheder, at folk også har sex med hinanden – om ikke andet, så efter.
Vi er selvfølgelig ovre i den moralske dimension. Og i en diskussion om, hvad vælgerne kan forvente af politikere. Og “vi” – eller i hvert fald medierne og den politiske offentlighed – forventer åbenbart, at politikere, som det er blevet formuleret, “ikke taber hovedet” og holder sig på dydens smalle vej.
Bemærkelsesværdigt er det måske, at Kofoed ikke bliver undsagt af sin bornholmske valgkreds. Kredsformanden Anette Stæhr mener, at Kofoed har fået en lærestreg (ved at miste sine ordførerskaber på tinge), men at det ikke bør ødelægge han politiske karriere. Men medietromlen kører og spørgsmålet er måske, om vi er ved at få amerikanske tilstande i Danmark, når det drejer sig om – sex. Måske kan en lille god cigar vælte en politiker i dette land!?

Hvad skal vi mene? Skal politikere være bedre end os andre – når vi holder os inden for lovens rammer? Skal de være dydsmønstre og rene forbilleder? Eller kan vi acceptere, at hovedet tabes nu og da?! Jeg mener, vi har jo en statsminister, der bedrev “kreativ bogføring” og førte folketinget bag lyset som skatteminister (og blev gået), og han sidder som bekendt endnu…

Opdatering fredag: I løbet af torsdagen, hvor “sagen” rullede videre, kom der andre boller på suppen. Fra flere sider fik Jeppe Kofoed støtte fra folk, der mente, at “sagen” var blæst op. Filosofi-professor Lars-Henrik Schmidt mente, at der var en utidig sammenblanding af mandens rolle som repræsentant og som mandat. Hvem han gik i seng med, skulle vi ikke blande os i, så længe der ikke var tale om noget kriminelt.
I P1-debat forsvarede Zentropas Peter Ålbæk Jensen også Kofoed ud fra en betragtning om, at manden for det første ikke havde gjort noget ulovligt, og at pigen – for det andet – havde medvirket helt frivilligt. I øvrigt forsvarede han – meget sympatisk – unge, seksuelt modne pigers ret til at have sex med, hvem de vil. Også mænd, der er ældre end dem selv. Det mest interessante var nok, at skytset rettedes mod Socialdemokratiet. Det er partiets håndtering af “sagen”, der er kritisabel. Som det blev udtrykt var “sagen” endnu et eksempel på, at partiet er i dyb krise, “bange for sin egen skygge”. I stedet for at fare rundt som en elefant i moralismens porcelænsbutik, burde partiledelsen have valgt at forsvare Kofoed fra dag et.
Og Ekstra-Bladet kunne som sædvanlig ikke skelne skæg fra snot (pun unintended) og kastede sig ud – eller ned – i de seksuelle handlingers saftige detaljer…

Helt tilfældig kom jeg ind på en pladeantikvariatside, hvor man kunne købe to af den afdøde folkesanger Cæsars gamle grammofonplader – “Den Lange Hr. Jensen Og Andre Sjoferter” og “Potifar Forfra Og Bagfra” – for en pris af 30-35 dollars stykket. Førstnævnte var en EP, der udkom i 1965 på Hans Reitzels forlag. Dengang blev forlaget også kaldt for “Hans Rædsels”, fordi det var et af de forlag, der specialiserede sig i pornografiske skrifter. I ’65 rullede pornobølgen jo over landet. Og pornobølgen ramte folkbølgen… Cæsar indspillede en række sjofle sange, som vist nok blev ret populære (og de er da også genudgivet på en opsamling). Jeg kan huske, at det var et varmt emne i skolegården. Nogle af kammeraterne havde forældre, der havde pladen liggende. Og de kunne reciterer større dele af teksterne, som de havde lyttet til – når far og mor var i byen. Medens andre kunne fortælle om saftige detaljer fra sexromaner i forældrenes gemmer. Vibeke formastede sig oven i købet til at tage Soyas Sytten med – og læse i den i dansktimerne…
Mine forældre læste også Soyas roman, der set med nutidens øjne er ganske uskyldig. Og så husker jeg, at de havde en kopi af sexromanen “Prinsen og slavinden” (( I William O. Beavers (!) register over pornobøger fra 1965-1975 figurerer den under titlen “Slavinden og prinsen”, Point Press’ Porno-serie 1966, 156s. )). Det var i øvrigt samme roman, den norske forfatter Jens Bjørneboe (forfatter til sexromanen “Uden en trævl”, 1966) brugte som eksempel i sin egen forsvarstale, da han stod anklaget for at skrive pornografi.

I den verserende debat om købesex ser man til stadighed ordene “sexarbejde” og “sexarbejdere” på tryk. Og jeg som troede, at sex og arbejde var to forskellige ting!? En ting er vel, at nogle mennesker tjener penge ved at sælge sex, men derfor behøver det vel ikke at være et arbejde. Der er også kuponklippere og spekulanter, der tjener (gode) penge uden at arbejde. I min ordbog står der, at arbejde kommer fra tysk og betyder “slid” og “møje”. Sådan skulle det vel helst ikke være, når det handler om sex. Eller hvad?
Måske handler denne sprogbrug om, at vi i den nyliberalistiske danske virkelighed især har en målestok for tings værdi: arbejdet. Arbejder du, så er du noget. Fx avisbud. Arbejder du ikke, så er du i en eller anden forstand uden for. Det gode selskab. Luder, socialklient, pensionist osv. Arbeit macht virkelig frei.

Erotik og penge. Det er ikke kun i prostitutionens verden, at de to ting kommer i samspil. I dag afgøres det, hvor meget Paul McCartneys ex-frue Heather Mills skal have efter fire års ægteskab med Beatle-Paul. Det forlyder, at den tidligere nøgenmodel og nuværende miljøforkæmper Heather vil få omkring 25 millioner pund (ud af McCartneys formue, der anslås at være cirka 825 millioner pund).

Når jeg nævner det, så er det ikke for at moralisere, men blot konstatere, at skilsmisser ikke er for barnerøve, og at det kræver sin mand og kvinde at komme igennem en sådan uden store sår på sjælen. McCartney selv har lagt megen vægt på, at detaljerne fra ægteskabet og dets opløsning ikke kom frem i offentlighedens lys. Men noget tyder på, at det ikke kommer til at gå sådan. Hvis dommen i dag ankes, vil der være frit slag for saftige detaljer. Og eftersom Heather Mills har afvist at tie stille, så kunne man også tænke sig, at hun ville skrive en bog om det. Det gør man jo derovre.

Det vil så – med sikkerhed – blive afsløret, at Paul Mccartney også kun er et menneske som du og jeg, med svagheder, fejl og mangler. Og vil vil kaste os frådende over detaljerne for at få netop det bekræftet. Lige som vi gør, når vi læser Se & Hor, Billedbladet og de andre sladderblade (men kun hos frisøren, forstås!).

Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
There’s nothing you can do that can’t be done.
Nothing you can sing that can’t be sung.
Nothing you can say but you can learn how to play the game
It’s easy.
There’s nothing you can make that can’t be made.
No one you can save that can’t be saved.
Nothing you can do but you can learn how to be in time
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
There’s nothing you can know that isn’t known.
Nothing you can see that isn’t shown.
Nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be.
It’s easy.

Syng bare med: All You Need Is Love!

Den aktuelt kørende debat om et forbud mod køb af prostitueredes ydelser er præget af fordomsfuldheder og politisk korrekthed, hvor nypuritanske kvindesagskvinder går hånd i hånd med populistiske politikere, der mener at have en “sag”, der kan give stemmer. Derfor er det godt, at nogen forsøger at skille skæg fra snot, fx moralisme fra pragmatik, og at holde hovedet koldt og hjertet og underlivet varmt. Derfor kan jeg varmt anbefale, at man læser Leif Blædels anmeldelse af bogen “Købt eller solgt. Om prostitution og trafficking” i Weekendavisen fra denne uge.

Med sin vanlige snusfornuft angriber og kritiserer Blædel bogens selvbestaltede eksperter ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved eksperternes moralistiske forudsætninger. Som når han fx kritiserer den meget almindelige påstand, at kvinder til enhver tid vil fravælge prostitution, hvis de havde et andet valg. Denne påstand genfinder man fx i den ofte anvendte fattigdoms- eller nød-hypotese. At prostitution kun grunder sig i social nød. Blædel citerer forfatterne for at skrive: “Det er vores faste overbevisning [sic!], at ingen kvinde ville sælge sin krop, hvis hun havde et reelt alternativ!”. Hertil replicerer Blædel: “Jamen, har de damer virkelig aldrig hørt om piger, der gjorde et godt parti (hvad der for resten også er mænd, som gør)? Eller er det måske sådan, at de anser et salg af kroppen på livstid for ædlere end freelancehandel? Blædel har et godt øje for de blinde punkter, der er styrende i forbudstænkernes tankevirksomhed og slår som en høg ned på dem. Et andet og banalt faktum er fx, at kvinde-offer-tænkningen helt ser helt bort fra, at der også er mandlige prostituerede. En oplagt svaghed. Blædels artikel bærer den sigende overskrift: “Prostitution set med et enkelt øje”.

En anden læseværdig artikel finder man i Information fra den 14. marts, hvor Ander Haahr Rasmussen blandt andet tager fat på et andet, tungtvejende problem: At meget af den standende debat bygger på uvidenhed om prostitution og på misbrug af statistikker. Rasmussen har også fat i et andet og følsomt problem, nemlig, at det er svært at diskutere prostitution uden at involvere sine egne mere eller mindre afklarede forestillinger om, hvad sex indbefatter og bør indbefatte (altså moralismen…).

Anders Haahr Rasmussen har også et kritisk blik på kampagnen “Tag stilling mand”, der forenkler tingene og bygger på fordomsfuldheder og uvidenhed, iscenesat med en række mandlige kändissers udsagn. Man kunne for eksempel spørge: Hvorfor er der ikke nogle prostitutionskunder, der kommer til orde? Man må formode, at nogle af dem har taget stilling – for prostitution, på baggrund af konkrete erfaringer. Eller prostituerede?

Også den påtagede ligestillings- og kvindefrigørelsesposition får et skud for boven, når Rasmussen samstemmer Isabella Lunds spørgsmål: “hvilket syn [har] samfundet på kvinder, når man i feminismens og ligestillingens navn give mænd ansvaret for, om jeg som kvinde vil have sex med dem mod betaling”? Touché. Nogen har åbenbart patent på, hvad ligestilling og feminisme er, og mener sig berettiget til at tale på andres vegne. Den går bare ikke.

Apropos sexkunderne, så læs her.

Med www.sexarbejde.dk har de prostituerede fået et talerør på internettet. En række ludere, der af egen drift har valgt at arbejde som prostituerede kommer til orde på denne side, der meget passende kommer op at stå på et tidspunkt, hvor den politiske korrektheds vinde blæser i retning af en kriminalisering af sexkøbere. Siden er blevet realiseret i et samarbejde mellem Seksualpolitisk Forum, organisationen Gadejuristen og Sexarbejdernes Interesse Organisation. Det er et vigtigt initiativ, der kan være med til at at slå hul på myten om, at al prostitution bunder i social elendighed, stofmisbrug, tvang trafficking og så videre. Siden er en tiltrængt korrektion til politisk debat, der er præget af utilstrækkeligt informationsniveau og fordomsfuldhed.

Hør også Sus’ og Anette “Reden” Rix’ debat i anledning af kampagnen “Tag stilling mand” på P1 Debat.

En ny kampagne er skudt igang. En række kändisser (af hankøn) træder frem og vender tommelfingeren ned over for prostitution. Jeg har også taget stilling. Jeg støtter ikke nogen form for prostitution. Hverken den, der foregår på det seksuelle område, på arbejdsmarkedet (fx behandlingen af polske gæstearbejdere) eller i andre sammenhænge. Jeg er også imod trafficking og andet form for menneskehandel og imod, at kvinder og mænd skal prostituere sig selv, fordi de er blevet stofafhængige og kun kan financiere deres stofforbrug ved kriminalitet og ved at sælge deres kroppe. Eller gør det af social nød. Her og hisset.
Men jeg er også imod den politiske korrekthed, der vil gøre driftslivet til en harmløs, hyggelig aktivitet, der skal foregå inden for bestemte veldefinerede, acceptable rammer i et misforstået frisinds navn. Hvis man ikke kan forstå, at der er mennesker, der frivilligt sælger deres krop af lyst, at penge (smykker, pelse, mobiltelefoner…) måske oven i købet kan være stimulerende for den seksuelle lyst, at ydmygelse, nedværdigelse, underkastelse osv. kan være seksuelle lyster, så er man uvidende med hensyn til prostitutionens væsen og – hvad værre er – med hensyn til driftslivet i alle dets afskygninger (eller også fortrænger man det i hvert fald). Hvis købesex nu skal være det nye sundhedspolitisk korrekte forbudsobjekt efter tobak og alkohol, så betakker jeg mig.

Undersøg sagen, mand! – en alternativ blog

Forleden blev en ung bager tilkendt en erstatning på 100.000 kroner, fordi han havde været udsat for seksuel chikane af sin arbejdsgiver, der blandt andet mente, at bøsser skulle hænges. På trods af års seksuel “frigørelse” trives homo-fobien i bedste velgående. I dagens avis slås der et slag for bøsser som turister. Med Uffe Elbæk som talsmand – direktør for homo-sport-eventet World Outgames og selv bøsse – skal København gøres til en “homo-venlig” storby på linje med Berlin, Amsterdam og Barcelona. Fin nok. Det eneste, der lugter lidt, er, at det ikke er de homoseksuelle som sådan, der trækker, men deres penge…

Frisindet har trange kår i disse år. På Face-book forfølges mænd, der er “kønne” og/eller eksperimenterer med deres feminine sider, fx ved at bruge mascara. Der rapporteres flere såkaldte hate-crimes  (overfald på homoseksuelle) i danske byer og så videre. Man spørger sig selv, om vi er kommet ret meget længere end den gang, forfatteren Herman Bang kæmpede en heroisk kamp for at få lov til at være den, han var?
I morgen afsiges der dom i en historisk sag, hvor en bagerlærling har anlagt sag mod sin arbejdsgivere, fordi denne groft har chikaneret ham ved at kalde ham “psykisk syg” m.m. Vi krydser fingre for, at den formastelige får en økonomisk ørefigen, så vi kan komme lidt længere. Vi skriver trods alt 2008.

Forleden undrede en journalist sig over, at en filosof kunne beskæftige sig med damelingeri. Ellers et oplagt filosofisk emne, skulle man mene. Nu bringer avisen et nyt og lige så interessant emne på banen: høje hæle. I Berlingeren kan man læse – surprise! – at en italiensk (!) læge mener at have påvist, at høje hæle gavner seksuallivet. Ikke (kun), fordi der er godt for de mandlige øjne at se fruentimmere bevæge sig rundt på høje hæle, men fordi det styrker underlivsmuskulaturen hos kvinderne.
Enhver mandlig læser af dameblade – fx Alt for Damerne og Femina – vil nok genkende den undren, der vedrører kvinder og sko. Der er tale om en sand lidenskab. Mange kvinder elsker sko og køber dem i dusinvis. Herunder også dem med høje hæle. Hvad er der på spil her? Gefundenes Fressen for enhver filosof M/K.

Den svenske (bryst)bevægelse Bara Bröst har nu fået tilhængere i århus. På søndag vil medlemmer af Socialistisk Ungdomsfront iværksætte en såkaldt “kønskaotisk badedag” i svømmebadet Spanien, hvor mænd vil iføre sig bikinier og kvinder slippe brysterne fri fra deres indespærring bag BH’er og andet. I pressemeddelelsen hedder det: “Formålet med aktionen er, at folk skal selv have lov til at bestemme, hvornår bryster eller genitalier er seksuelle objekter, og hvornår de bare er en del af kroppen med samme status som en albue”.
Her i bloggen er vi jo medlemmer af FUK, der arbejder for en uddybelse af kønsforskellen og ikke en større forvirring, for slet ikke at tale om “kaos” – vi synes der er forvirring nok på det felt! – så vi overvejer at tage ned til Spanien for at dyrke en gammel mandefornøjelse: at kigge på bare damer. Og nynne med på Freddy Fræks gamle sang: Nu skal vi ud og se på damer! Vi er nemlig af den formening, at man ikke selv kan bestemme, om man vil opfattes som sexobjekt (helt eller delvist). Det er andres begær, der gør en (helt eller delvist) til objekt. Og så kan man protestere nok så meget. Og hverken slør eller heldragt ændrer på den sag (måske endda tværtimod).
Men som sagt: Forbyd sex! Afskaf det! Og held og lykke med arbejdet. I får nok at se til.

Tilbagefald 1 og 2