Indlæg tagget med seksualliv

Sexarbejdernes fremtid og “eksperterne”

3. december 2008

I et nyhedsbrev fra DR Nyheder kan man læse, at “eksperter har store etiske og menneskelige bekymringer pÃ¥ vegne af de prostituerede” og derfor ikke kan blive enige om, hvorvidt de skal anbefale en kriminalisering af prostitution eller ej.
Men hvem er disse “eksperter”? Og hvem kan med rette kalde sig “eksperter” med hensyn til de prostitueredes arbejds- og levevilkÃ¥r? Jeg vil vove den pÃ¥stand, at de egentlige eksperter mÃ¥ være de prostituerede selv. Det er dem, der ved, hvad de taler om. Som fx Sus fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), der pÃ¥ en nyligt afhold konference pÃ¥ Københavns Universitet argumenterede for, at en legalisering af prostitution var en forudsætning for forbedrede arbejdsforhold for udøverne.
En af de formodede “eksperter”, Majken Lundberg, “akademisk medarbejder i KvinderÃ¥det” gav udtryk for, at prostitution ikke kunne anerkendes som et rigtigt arbejde, ikke kunne sidestilles med andre erhverv, fordi udøvelsen af prostitution indbar nogle negative sociale, psykiske og fysiske konsekvenser. Men holder det argument? Er det ikke sÃ¥dan, at mange erhverv i dette land har negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser? Mig bekendt har der aldrig været sÃ¥ mange tilfælde af stressrelaterede sygdomme og andre arbejdsskader som i disse Ã¥r. For første gang nogenside har vi flere arbejdende mennesker pÃ¥ sygedagpenge end pÃ¥ understøttelse. Arbejdende mennesker sælger hver dag deres kroppe og hjerner pÃ¥ arbejdsmarkedet – og det har konsekvenser af fysisk, psykisk og social karakter. Hvorfor skulle det være ret meget anderledes, blot fordi det handler om det seksuelle omrÃ¥de? Er det et særligt “helligt” omrÃ¥de?

Smæk i den bare – noget om sex, vold og politik

26. oktober 2008

Er en endefuld vold? Hvis en familiefar bruger endefulde som led i optugtelsen af afkommet risikerer han vel at fÃ¥ en sag pÃ¥ halsen for børnemishandling!? Tugtelsesretten er for længst afskaffet. Noget helt andet er, hvis samme familiefar som led i hans og konens seksuelle “julelege” lægger fruen over knæene og spanker hendes popo rød og blÃ¥. SÃ¥ er det tale om en konsensus mellem de to involverede. MÃ¥ske stimulerer de oven i købet akten ved hjælp af film og fotografier, der dyrker samme SM-lyster. Og mÃ¥ske henter de oven i købet noget af materialet pÃ¥ det store internet.
I England er besiddelse af den slags materiale blevet potentielt kriminelt. En ny anti-pornografi-lovgivning, der retter sig mod sÃ¥kaldt illegale hard-core-pornowebsites. Med den nye lov kriminaliseres konsumenten, der benytter “pornografisk materiale, der afbilder nekrofili, bestialitet eller vold, der ser livstruende ud eller sandsynligvis vil føre til alvorlig beskadigelse af bryster eller genitalier”. Tidligere rettede lovgivningen sig primært mod producenterne af slige materialer.
Problemet med den nye lov er, at den kan gøres gældende over for fx kunstneriske billeder med temaer, der kan henføres til lovens beskrivelser. Og den vil kriminalisere store dele af SM-miljøet, hvor brugerne handler konsensuelt og anvender billeder, der kan synes voldelige for andre end dem selv. Der kan fx være tale om iscenesatte billeder, der illuderer voldtægt og andet.
I The Guardian kan man læse om fotografen Ben Westwoods kamp mod den nye lovgivning. Westwood har gjort en karriere af at tage billeder, der har SM-indhold. Hans hovedargument er, at de handler om sex ikke om vold.
Men kan man nu adskille de to ting sÃ¥dan? Det var det min indledende bemærkninger taler om. NÃ¥r man slÃ¥r hinanden i konsensuelle sex-lege, sÃ¥ er det ikke vold? Ikke “rigtig” vold? Erotikken har altid været forbundet med det grænseoverskridende. Det forbudte har altid været fascinerende, tiltrækkende og frastødende pÃ¥ samme tid, og der har været nydelse forbundet med overskridelsen af grænser. Derfor vil der ogsÃ¥ altid være behov for samfundsmæssige grænser for, hvad der er legalt, og hvad der ikke er. Fx er incest, pædofili og nekrofili (usømmelig omgang med lig) forbudt her. Særligt svært er det at lovgive pÃ¥ fiktionens omrÃ¥de. Skal det fx være lovligt at fremstille sado-masokistiske, incestuøse, pædofile eller nekrofile fantasier i kunstnerisk form, nÃ¥r lov forbyder disse handlinger i “virkeligheden”? Og hvad skal man stille op, nÃ¥r SM og andre perversiteter er blevet en del af den almindelige accepterede seksuelle adfærd i samfundet? Det er ikke let.

Social pornografi? Eller en social øjenåbner?

24. oktober 2008

Den pågående prostitutionsdebat lider gevaldigt af, at udøverne i utilstrækkelig grad er repræsenteret i debatten. Med enkelte undtagelser, som bloglands egen Luder. Det samme gælder alle de mænd (og kvinder!), der benytter sig af de prostitueredes ydelser. Ulempen er, at alt for mange taler på de prostitueredes (og i mindre grad brugernes) vegne. Og det betyder, at debatten let vrides skæv, især fordi alskens seksualmoralister har frit spil.


De sidste par dage har debatten kogt igen, fordi et københavnsk teater har fÃ¥et den interessante idé at invitere en rigtig, vaskeægte luder til at deltage i et teaterstykke, Pretty Woman A/S. Stykket opføres pÃ¥ Halmtorvet…


Moralister pÃ¥ begge sider af den politiske midte har allerede fordømt idéen. Pernille Frahm (SF) kalder ideen ‘ussel, respektløs og langt ude’ og en ‘styg form for social pornografi’. Dansk Folkeparti taler fra højrefløjen om en ‘ubehagelig udnyttelse af kvinder’. For en gangs skyld træder de gamle borgerlige partier Venstre og Konservative i karakter. Henriette Kjær udtaler:


“For det første er det ikke politikernes moral, der skal afgøre, hvad der er kunst i Danmark. Og for det andet skal politikere ikke blande sig i, hvad kunstnere bruger deres støttepenge til. Medmindre de altsÃ¥ gÃ¥r til noget ulovligt, og det er jo bestemt ikke tilfældet her”.

Kjær peger også på, at det er vigtigt at kunsten, i dette tilfælde teateret, tager kontroversielle emner op, fordi det kan åbne folks øjne for problemer i samfundet.


Det er helt surrealistisk at høre en konservativ politiker på den måde korrekse det store venstrefløjsparti for utidig moralisme og manglende forståelse for kunstens samfundsmæssige rolle! Hvor er frisindet blevet af på venstrefløjen? Hvor er solidariteten med de prostituerede blevet af?


Det skal lige tilføjes, at de prostituerede selvfølgelig deltager frivilligt og mod betaling i stykket. Akkurat som mange prostituerede i øvrigt gør, nÃ¥r de udfører deres sÃ¥kaldte “sexarbejde”…

Mere Lulu – puritanisme, censur og kritik

10. september 2008

Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen mÃ¥ man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmÃ¥let om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skÃ¥nes for kritik. For ogsÃ¥ her mÃ¥ vi sondre: mellem kritik og sÃ¥ censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men ogsÃ¥ som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehÃ¥ring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de smÃ¥ børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat pÃ¥ nogen mÃ¥de adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshÃ¥r i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hÃ¥rsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et Ã¥bent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man mÃ¥ finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager alts̴ afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer Рen gratisavis og et reklamebureau Рskal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘rÃ¥be højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet pÃ¥ publikum for at fÃ¥ opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmÃ¥lstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved, om plakaten er pÃ¥ bølgelængde med Wedekinds mere end 100 Ã¥r gamle stykke i sit grafiske udtryk?
HÃ¥rdt sat op, sÃ¥ henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altsÃ¥ de unge. Og sÃ¥ vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over mÃ¥let. Ja, mÃ¥ske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved sÃ¥ direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formÃ¥l at fÃ¥ sÃ¥ mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle pÃ¥, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med Ã¥ben, vÃ¥d mund slikke pÃ¥ en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sÃ¥dan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.

De forskellige billeder kan ses her.

Helen Mirren om date-rape..

6. september 2008


Helen Mirren er – i min begrebsverden – en af de store engelske skuespillerinder, der altid kan gøre en forskel i en film. Altid en nydelse af se pÃ¥, hvad enten hun spiller kriminalkommisær eller den engelske dronning. Og sÃ¥ er hun en dame, der ikke gÃ¥r af vejen for at slÃ¥ i bolledejen. Der er lidt Fay Weldonsk uregerlighed og provokatør i hende. Hun er ikke bleg for at tale den politiske korrekthed midt imod. Og det kan capac godt lide. Senest har hun fÃ¥et feminister og anti-voldtægts-aktivister pÃ¥ nakken, fordi hun har tilladt sig at problematisere fænomenet date-rape, altsÃ¥ det forhold, at en person (en mand som oftest) fÃ¥r gennemført en seksuel handling imod den anden persons (oftes en kvinde) udtrykkelige accept (sÃ¥ er det vist formuleret nogenlunde diplomatisk…). Mirren slÃ¥r fast, at der er tale om voldtægt, nÃ¥r den første person ikke respekterer et nej. SÃ¥ vidt sÃ¥ godt. Det er jo den tilbagevendende, indiskutable sandhed: Et nej er et nej. Og dog.. For det er her Helen Mirren sætter ind med sin problematisering. For virkeligheden er ikke sort/hvid. Den er ikke bare ja/nej. Og i hvert fald ikke den seksuelle virkelighed. Hvad Mirren opponere mod er, at voldtægtsmændene i date-rapes kan retsforfølges. Hvis fx en kvinde følger med en mand hjem i hans soveværelse efter en god aften i byen og en nej bliver taget for et ja i den seksuelle nærkamps hede, sÃ¥ mener Mirren, at man – dvs. kvinden – ikke kan gøre en retssag ud af det. Hun udtaler: “Jeg mener ikke, at hun kan bringe en mand for retten under de omstændigheder. Jeg synes, det er tale om et af de mere subtile omrÃ¥der i forholdet mellem mænd og kvinder som de selv mÃ¥ forhandle sig frem til en løsning pÃ¥”. Og Dame Mirren taler af erfaring og fortæller om dengang hun ung og naiv flyttede til storbyen og blev udsat for mænd, der pressede sig til samleje uden hendes samtykke.
Som sagt er Mirrens udtalelse blev mødt med protester. Man hævder blandt andet, at hun giver næring til fordommen om ‘at kvinder selv er ude om det’, nÃ¥r date-rape forekommer. Men Mirren benægter netop ikke, at der er tale om voldtægt. Hun problematiserer blot det forhold, at der er tale om en speciel situation, hvor retsvæsenet kommer til kort. To mennesker mødes og noget seksuelt opstÃ¥r, selv om den ene ikke vil gÃ¥ hele vejen. Der er ingen vidner. Kun de to. Det er ubehageligt, at det sker. Men det sker, selv om det ikke er retfærdigt. Men ikke alle menneskelige relationer kan reguleres af juridisk vej. Nogle gange mÃ¥ vi tænke os om og snakke os ud af det…

Cliff Richard – er han bøsse?

6. september 2008

Rygtet har gÃ¥et i Ã¥revis: Er Cliff Richard bøsse? Rygtet er igen dukket op i forbindelse med en ny biografi om Englands mest populære sanger gennem Ã¥rene. I bogen, som Daily Express har citeret flittigt, fremgÃ¥r det, at en forhenværende præst (af hankøn…) er blevet Cliffs personlige følgesvend. Om det seksuelle udtaler Cliff: “Jeg er dødtræt af mediernes spekulationer. Hvad rager det andre, hvad vi er som enkeltstÃ¥ende individer? I øvrigt tror jeg ikke, at mine fans ville bekymre sig om det”. Personligt er jeg da ogsÃ¥ flintrende ligeglad, om Cliff er mere til mænd end til kvinder. Men det seksuelle interesserer. Det er en kendsgerning. Og Cliffs udtalelser vil blot være mere benzin til nysgerrighedsmotoren…

Pin-ups og cheesecake…

5. september 2008

Igen kom jeg forbi hende den unge, afklædte dame i køleskabet – The Party Maker. Og det slog mig, at alle den legale billedpornografis fortræffeligheder og reklameublufærdighedens anmassende æstetik ufortalt – sÃ¥ mangler der noget. Noget, som gamle dages pin-up-piger havde. Selv om budskabet i bund og grund vel er det samme, sÃ¥ var udtrykket noget helt andet. Hos pin-upperne var sex-appealen iscenesat med alskens æstetiske og underfundige finurligheder. Antydningens kunst var i højsædet. Det samme var det grafiske udtryk. Ikke noget med bare at smække kødet op i fjæset pÃ¥ de arme mandfolk, der er styret af deres blikke… Selv om idéen med fotograferede pigemodeller gÃ¥r langt tilbage i tiden, sÃ¥ var det omkring Anden Verdenskrig – nærmere bestemt 1941 – at selve fænomenet “pin-up” dukkede op. Soldaternes behov for noget kønt at kigge pÃ¥, nye masseproduktionsmetoder m.m. gjorde det muligt at se pin-upperne alle mulige steder, lige fra snuderne pÃ¥ bombemaskinerne, pÃ¥ bagsiden af soldaternes garderobeskabe og til de mange magasiner, der blev trykt.
Med pornobølgen forsvandt meget af denne uskyldige-skyldige underholdning og blev forvist til nogle anakronistiske og nostalgiske dyrkere i magasinverden og samlere af gamle posters og post-kort…
Og – jeg behøver vel ikke at tilføje – at jeg godt kunne ønske mig, at noget af den tids æstetisk og smagfuldhed vendte tilbage i reklamerne og i øvrigt…

Betty Grable

Kafka var en gammel gris!

10. august 2008

En engelsk skribent og akademiker ved navn James Hawes har gjort den sensationelle opdagelse, at forfatteren Franz Kafka var til porno. Han abonnerede nemlig pÃ¥ de degenerede tidskrifter Der Amatyst og Die Opale, hvor man kunne finde “kunstværker”, der gengav bÃ¥de scener med fellatio og girl-on-girl-action. Det er dagbladet Information, der bringer historien om skandalebogen. Og billedet af en Franz Kafka, der med røde kinder og sved pÃ¥ panden studerer obskøne scenerier, passer dÃ¥rligt ind den helgengørelse, som er blevet Kafka til del. Kafka som det nærmest aseksuelle og fromme menneske, der ikke rigtig kunne realisere et kærlighedsliv og derfor kanaliserede energien over i kunsten. Følgelig mÃ¥ Kafka jo vippes ned af piedestalen, ikke? For man kan jo ikke være til porno eller have seksuelle fantasier, der gÃ¥r ud over de ægteskabelige pligter, uden at være en dÃ¥rlig kunstner ikke? Det kan vi slet ikke forestille os. Lige som det er forstyrrende at tænke pÃ¥ H.C. Andersen som en flittig onanist, nÃ¥r man lige har læst om den lille havfrue, ikke? Jo, nypuritanismen er sandelig nÃ¥et frem til litteraturhistorien! Hvad bliver mon det næste? Afsløringen af James Joyce som ægteskabsbryder!? Shakespeare som bifil orgiedeltager?! Vi kan slet ikke vente pÃ¥ de næste afsløringer af liderlige forfattere…

Seksualpolitikken Рog s̴ mig, sagde hunden

27. juli 2008

Errare humanum est, lærte jeg i latin-timerne i folkeskolen hos frk. Hvass. Det er menneskeligt at fejle, og vi gør det hele tiden. Der var ogsÃ¥ en fortsættelse: perseverare diabolicum (“at fremture er djævelsk”), som frk. Hvass ogsÃ¥ citerede, nÃ¥r vi brugte første del af citatet som undskyldning for vores forsømmeligheder med lektier og opgaver.
For lidt mere end et Ã¥r siden blev Seksualpolitisk Forum dannet. Og capac var ret sÃ¥ begejstret. Nypuritanismen var i fremmarch, og sÃ¥ dukkede der et forum op, der ville ‘pÃ¥virke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning’. Det faldt pÃ¥ et tørt sted. Kom som kaldet. Og uden at tænke ret langt ansøgte jeg om medlemskab af forummet.
Det var heri min brøde bestod. Jeg ansøgte om at blive godkendt som medlem af et forum. Allerede her burde mine alarmklokker have bimlet og bamlet. For man kan ikke bare tilmelde sig Seksualpolitisk Forum. Man skal godkendes. Man skal vejes for at se, om man nu er frisindet nok eller mÃ¥ske for frisindet… Hvis der var tale om en forening eller et parti, ville det være forstÃ¥eligt nok. Her har man et ideologisk grundlag, som man skal være enig om. Men et forum er i princippet et sted, hvor forskelligheder mødes og brydes. Fx kan der være uenighed om, hvor vidtrækkende frisindet skal være.

Nuvel. Min ansøgning blev vel modtaget, og man bad mig om at præsentere mig selv og min interesse for seksualpolitiske emner. Som sagt sÃ¥ gjort. Jeg præsentere mig selv kort og henviste til min blog. Det sidste skulle jeg nok aldrig have gjort. For i den forudgÃ¥ende tid havde jeg formastet mig til at forsvare en vis fhv. amts-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, der havde misbrugt sin stilling til at opnÃ¥ seksuelle ydelser fra nogle unge piger. I en – i øvrigt anonym – email meddelte man mig sÃ¥, at man ikke kunne optage mig i Seksualpolitisk Forum, fordi man var i tvivl om, hvorvidt jeg forsvarede Rudy eller ej. Og jeg fik i øvrigt at vide, at man ikke var enige om præklusionen og heller ikke om, hvordan man skulle forholde sig til fx pædofili.
Og det er da rigtigt. Jeg forsvarede – og vil fortsat forsvare – den tidligere amts-chat-konsulent. Ikke, fordi han misbrugte sin betroede stilling til at lokke unge piger med modeldrømme ud i et prostituerende arrangement, men over for en pøbelsk presse, der anklagede og dømte manden pÃ¥ forhÃ¥nd. For mig handlede det ikke først og fremmest om mandens sÃ¥re menneskelige liderlighed, men om retsprincipper, som en sensationshungrende presse med TV2 og boulevard-aviserne i spidsen var fløjtende ligeglade med. Jeg skrev ironisk, ja, sarkastisk om Rudy og kaldte ham flere gange – med digteren Peter Laugesens øgenavnstilskrivning “Pikken fra Herning”. Fx skrev jeg i forbindelse med en omtale af Bill Brysons erindringsbog Thunderbolt Kid følgende::
“Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke pÃ¥ de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser pÃ¥ at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok fÃ¥ sin fortjente straf for det. Men den smÃ¥lumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre…”.
Frederiksen fik siden en dom for ‘udbredelse af utugtige billeder af unge piger’, men var allerede da blevet straffet af seksualmoralisterne: Han mistede sit job, sin kone, forholdet til sine børn – og sit navn. Det sidste i bogstaveligste forstand: Han mÃ¥tte skifte navn.
Frederiksens store ‘forbrydelse’ var ikke at han forfulgte sin liderlighed. Det var, at han gjorde sig selv til en af de “børnelokkere”, som hans egen ekspertise skulle beskytte børn imod… Man havde sat ræven til at vogte høns.
Jeg vil gÃ¥ sÃ¥ langt som til at sige, at jeg forsvarede Frederiksen over for en pøbelpresse, der hellere end gerne sælger ud af retsprincipper og etiske normer, hvis bare man kan sælge aviser og fÃ¥ markante seertal, men jeg forsvarede ogsÃ¥ mandens ret til at være liderlig og forfølge sine liderlige lyster – sÃ¥ længe det sker inden for lovens og de professionsetiske rammer. Det sidste drejer sig om, at man i betroede stillinger – fx som lærer, chat-konsulent osv. – ikke misbruger sit job til seksuelle lystgevinster.
Jeg skulle aldrig have ansøgt om medlemskab af Seksualpolitisk Forum. Det var en fejl. Seksualpolitik Forum var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Et sted, hvor diskussionen af frisindets grænser kunne komme fuldt til udtryk. Og for mig starter frisindet for alvor, når man stiller de ubehagelige spørgsmål (fx om de unge pigers rolle og bevæggrunde i sagen om Rudy Frederiksen ), der antaster ens egne seksualmoralske normer og grænser.
En sÃ¥dan diskussion kommer Seksualpolitisk Forum aldrig til at blive, sÃ¥ længe man insisterer pÃ¥ at tale “med én stemme”.

Tilbagespoling (scroll selv ned)

Den kastrerende anmelder…

26. juli 2008

PÃ¥ grund af varmen fik jeg først taget hul pÃ¥ Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil fÃ¥ ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det mÃ¥lt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af mÃ¥let, hvis hun mener, at sÃ¥dan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, pÃ¥ nogen mÃ¥de berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man mÃ¥ skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. NÃ¥r jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, sÃ¥ hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, sÃ¥ skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.