Indlæg om Musik

50: The Who – Live at Leeds

19. maj 2020

Apropos Pete Townshends fødselsdag, så er det 50 år siden i disse dage, at albummet Live at Leeds udkom. Optaget i februar det år og tænkt som en anderledes opfølgning af albummet Tommy. Man kan vel sige, at The Who – på næsten Rolling Stonesk manér – vendte bøtten og fandt tilbage til den forrygende rock, de begyndte med i starten af tresserne. Pladen står stadigvæk som et af de bedste livealbums gennem rockens historie, og det er da noget af en bedrift.

I hælene på Billy Cross: Cat Mother and the all night newsboys, Meat m.fl.

19. maj 2020

[Coronarelateret sang, lånt fra Cross’ Facebookside]

Som nævnt læser jeg pt. – blandt meget andet – Billy Cross’ lille erindringsbog Så langt så godt. Det er en letlæst bog, hvor Cross fortæller om sit liv som studerende og musiker fra de unge år og frem. Og undervejs hører man selvfølgelig om de mange musikalske sammenhænge, han indgår i. Fra The Esquires og videre.

Blandt de navne, man høre om, er Cat Mother and the night newsboys, der omtales om dels et Jimi Hendrix-fund (han mistede dog hurtigt interessen…) og dels som et af de første ‘roots’-orkestre, som Cross støder på.

Andre bands, Cross er involveret i, er Meat, der vist ikke får udgivet noget, og Black Sabbath, der må skifte navn og er lige ved at få en pladekontrakt, der dog forpurres af et bandmedlem, der er blevet lidt for glad for heroin. Men bedst kendt er nok bandet Sha Na Na, der nok er bedst kendt for deres optræden på Woodstock-festivalen. Cross giver et fint billede af dette retro-rock-band, der er dygtige musikere, men som plages af indbyrdes konflikter.

 

Pete Townshend – 75 år

19. maj 2020

Forleden så jeg – som omtalt – en dokumentar om Woodstock-festivalen. Og der var et lille glimt med The Who. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Kors, hvor har Townshend dog en gennemslagskraft i The Who. Og sådan har jeg altid haft det med Pete Townshend. Han guitar i the Who var og er markant.

I dag fylder den unge mand så 75, og vi må med rette nævne alle hans andre meritter. Sangskriver, producer, forfatter og så videre – læs eventuelt min omtale af hans memoirer – her.

Suzi Q – portræt af en rigtig rockpige

18. maj 2020

Uden ligefrem at være fan, så har jeg beundret Suzi Quattro, lige siden hun dukkede op i halvfjerdserne. Og hun er stadigvæk aktiv. Så sent som i 2019 udkom hendes seneste album, det syttende, No control. Og hun optræder også rundt omkring, bl.a. på retro-festivaler som Esbjergs tresserfestival.

Så det er helt passende, at Suzi Quattro nu er blevet genstand for en dokumentarfilm om hendes liv. Suzi Q hedder den, og den kan allerde købes på dvd.

Capac anbefaler: Favor – Crush

17. maj 2020

På nettet kan man rundt omkring se og læse om, hvordan vor tids elektroniske og computeriserede musikproduktionsmuligheder efterhånden har taget livet af såvel pop som rock og anden populærmusik. Og der er da ingen tvivl om, at de digitale muligheder kan blive en blindgyde eller ligefrem motorvej, hvor musikken ikke hjælpes frem og understøttes med tværtmod aflives. Eksemplerne er legio.

Men der er også eksempler, der viser, at udstyret og dets muligheder i de rette hænder kan stå i musikkens tjeneste. Et nyt eksempel på denne truisme er Favors plade Crush. Bag kunstnernavnet Favor gemmer sig Jeppe Gade Hviervelkær. Og som Favor har han lavet en plade, der som produkt er et barn af sin tid. Såvel produktion som instrumentering er udpræget (fuldstændig?) digital.

Men det, der gør Crush, til en vellykket popplade, er, at den bærer sin elektroniske og digitale klædedragt på en måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at den først og fremmest er en moderne popplade. En plade, man kunne forestille sig, at the Bee Gees eller nogle amerikanske soulkunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede, havde lavet, hvis de havde været unge i dag og havde haft nutiden digitale muligheder.

Crush er en plade, der lever – og lever godt og højt – på sine lette, næsten skrøbelige melodier, som Favor fremfører med en lys, levende stemme. Melodier, der signalerer sommer og dagdrømme og helt tydeligt fremstår som en probat modgift til tidens hang til melankoli, navlepilleri og sortsyn – og som en diskret opfordring til at nyde livet, synge med, danse og komme i feststemning. Det er en let, men ikke letbenet, svævende, drømmende oplevelse at lytte til Favor. En plade, der må kunne gøre sig i den sommer, vi venter på lige nu i coronaens skygge. Crush er en af den slags plader, der gør en lettere om hjertet, som et glas med lækre bobler på en dansk sommeraften. Hermed anbefalet.

Favor. Crush. Producer: Morten Søgaard. Celebration Records. Udkom 27. marts 2020.

Capac anbefaler: The Great Dictators – One Eye Opener

17. maj 2020

Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.

Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:

your world is ending

hell is a new beginning

democracy is a cute little lie

here comres the tide

here comes the tide

to wash us away

there was one eye open

everybody’s dyring

everybody’s dying

to feel something

everybody’s dying

everybody’s dying

to feel something

keeping up apperance

keeping down the sickness

was it at clash of a melting together

again today, when people met

here comes the tide…

everybody’s dying

everybody’s dyring to feel something…

mama’s little man don’t feel to good

mama’s little man don’t feel to good

someone asked for some change

the someone took the money and ran away

everybody’s dying

everybody’s dying

Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.

Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.

Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.

Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.

 

The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.

 

Wilco båndet i Mexico

16. maj 2020

New Yorks båndentusiaster nåede at opsnappe Wilco, da bandet i januar gav koncert i Mexico, inden en vis virus satte en stopper for den slags løssluppenheder.

John Prine i kvindehænder

16. maj 2020

Umiddelbart ville man måske sige, at det var et umage par – John Prine og den unge, rebelske countrymø Miranda Lambert. Men lige få umodståelig fræk og rebelsk, hun er, lige så fint får hun tilegnet sig Prines sang “That’s the Way the World goes ’round”, gjort den til sin og sat sit eget musikalske og feminine aftryk på den. Det klæder Prine at blive rocket op og få en let vrissende kvindestemme til at udtrykke sangteksten.

PS. Sangen er en af to coverversioner, som Miranda Lambert har på sit tredje album Revolution.

Astrid Kirchherr er død, 81 år

16. maj 2020

[Astrid Kirchherr sammen med Stuart Sutcliff, Pinterest foto]

Endnu et dødsfald. Den tyske fotograf Astrid Kirchherr er død i en alder af 81 år.

Hun blev født i 1938 og overlevede 2. Verdenskrig i eksil i de baltiske lande. Da hun vendte tilbage blev hun fotograf og startede sin karriere på natklubber i Hamborg. Det var her hun løb ind i nogle Liverpooldrenge, der siden blev verdensberømte som The Beatles, og hun indledte et forhold til en af drengene, Stuart Sutcliff.

De nåede at bliver forlovede, inden Stu alt for ung (21) døde af en hjerneblødning. Og Astrid tog nogle af de første fotos af The Beatles. Fotos der er gået over i historien om gruppen som nogle af dem, der identificerede gruppen som sådan. Hun forblev ven med drengene og fotograferede dem bl.a. i forbindelse med filmen Help. Siden blev hun gift med den trommeslager, der afløste Ringo Starr i Rory Storm and the Hurricanes, Gibson Kemp. Og hun er blevet portrætteret i den udmærkede film om gruppen Backbeat, hvor hun spiller en vigtig rolle.

Astrid døde d. 13. maj. Der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.

Phil May – forsanger i The Pretty Things – er død, 75 år

16. maj 2020

The Pretty Things er rundet af samme kunststudiemiljø som The Rolling Stones’ Mick Jagger og Keith Richard. Ja, faktisk spillede mange af dem sammen, inden det rigtig blev til noget med Stones og Pretty Things. Men Pretty Things kom lige i kølvandet på Stones, og fik hurtigt det renommé, at de var en tand mere beskidte ( i mere end  en forstand) en The Rolling Stones. Ellers var udgangspunktet det samme: En stor kærlighed til the blues. Pretty Things tog navn efter en sang af Willie Dixon.

Selv om Pretty Things har været aktive fra 1965 og til 2018, så var deres storhedstid i de unge år med den vilde, rå Rhythm and Blues. Men som andre med samme udgangspunkt blev de påvirket af den psykedeliske musik og det, der kom efter. Med S. F. Sorrow lavede de (vist nok) den første rock opera, som man noget misvisende kaldte den slags conceptplader. Også new wave-musikken lod de sig farve af. Og hele vejen igennem var det Phil Mays stemme (og mundharmonika), der udgjorde en vital del af bandets sound. Nu er Phil May død. Ikke af noget coronarelateret, men af komplikationer i forbindelse med en hofteoperation (han havde pådraget sig en hofteskade ved en cykelulykke…).