Indlæg om Musik

Noget om historieløshed og kunst og så videre

2. maj 2020

I forgangne uge læste jeg et sted på nettet (hvor kan jeg ikke huske…), at en person skrev, at ‘historikere’ begræder de unges mangelfulde historiske viden. Og selv om man skal være påpasselig med at generalisere, så er der utvivlsomt noget om det. Og det skyldes selvfølgelig ikke de unge selv, men det uddannelsessystem, de er eller har været henvist til at følge. Og sandt er det jo, at desto mindre vi kender til vores historie, desto ringere forstår vi vores egen livssituation og desto sværere har vi ved at håndtere ‘fremtiden’.

Tanken om historieløsheden spøgte i mit hovede i går, hvor vi markerede den 1. maj. Og vi at vi nærmer os 75-årsdagen for Befrielsen understregede blot spørgsmålets relevans. Og tanke fulgte mig hele dagen, helt frem til sent på aftenen, hvor jeg så lidt af den danske film  – af Anne-Grethe Bjarup Riis – fra 2012 om Hvidstengruppen (i titlen har man i øvrigt splittet det sammensatte navneord op – en ganske almindelig fejl). Og jeg måtte opgive at se filmen til ende. For jeg synes, at den mangler noget meget væsentligt for den slags historisk funderede film, nemlig at indfange tidsånden. Og det var ikke, fordi rekvisitterne og lokationerne ikke var på plads. Nej, det havde noget at gøre med dels skuespillernes sprogbrug og ageren og også med selve fortællemåden, altså klipningen og tempoet. Filmen formåede ganske enkelt ikke at overbevise mig om, at handlingen foregik i 1943-44 og ikke i 2012. Og det er en afgørende svaghed for en film at den type.

En helt anderledes sikker håndtering af historiske emner fandt jeg i gårsdagens afsnit af den britiske tv-serie Jordmoderen (Call the Midwife), hvor emnet suffragette blev taget op. I afsnittet står en af jordmødrene (og sygeplejerskerne) over for et problem: En gammel dame kommer ikke til lægen og får behandlet et alvorligt skinnebenssår. For hun har isoleret sig i sit hjem, omgivet af sine mange ting, bl.a. en kæmpestor bogsamling (hun er tidligere lærer). Det lykkes den  jamaicanske sygeplejerske at komme ind i hjemmet, hvor hun finder den gamle dame siddende i sin lænestol. Men den gamle dame er ikke umiddelbart til sinds at følge sygeplejerskens råd og vejledning, der bl.a. handler om, at hun af hygiejnemæssige årsager kan risikere at blive tvangsforflyttet til et plejehjem.

Det ender med, at den gamle dame, Clarice Millgrove (fremragende spillet af den 84-årige skotske skuespillerinde Annette Crosbie), skal flyttes til plejehjemmet med politiets hjælp. Og imod hendes vilje. Men inden vi når til det dramatiske højdepunkt får vi forklaringen på, hvorfor den gamle er så svær at få i tale. Det viser sig, at hun i sine unge dage – i 1920’erne – var en af suffragetterne. Dvs. en gruppe af kvinder, der med livet som indsats kæmpede for kvinders rettigheder, ikke mindst valgretten. Og gjorde det ikke kun i ord, men i gerninger, ofte voldsomme gerninger, lige fra brug af bomber, afbrænding af tomme huse og postkasser og bestormning af parlamentet. Det resulterede i, at flere af dem – heriblandt Clarice – blev sat i fængsel, hvor de indledte en sultestrejke, som igen resulterede i, at myndighederne tvangsfodrede dem ved at stikke en slange ned i halsen på dem og hælde “hundeæde” ned, så de ikke døde. Og Clarice får senere en fortjenstmedalje for sin deltagelse i sultestrejken. Og i den forbindelse fortæller Clarice med enkle ord, hvordan hun havde oplevet myndighedernes behandling af suffragetterne under sultestrejken.

Og selv om afsnittet er relativt kort og indslaget om suffragettehistorien tilsvarende kort, så lykkes det på fineste og mest overbevisende vis at trække historien ind i en fortælling, der ellers foregår i 1960’erne. Et smukt eksempel på, hvordan man kan håndtere historiebevidsthed uden at skulle gribe til de store falbelader. Og et fremragende argument for at se serien om jordmødrene som hele vejen igennem emmer af historiebevidsthed.

Afsnittet blev en påmindelse om, at vi ikke behøver at henfalde til vor tids almene historieløshed, men sagtens kan have historien med, både i kunst, underholdning og hverdagen. Og en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi i skole- og uddannelsessystemet styrker historieundervisningen. Ikke kun som selvstændigt fag, men i alle fagene. Og sørger for at stimulere børnenes og de unges interesse for historiske emner, så de selv kan følge op på det, når de forlader uddannelsessystemet.

 

Landsbyhospitalet – i dag

1. maj 2020

I ledige stunder arbejder jeg på at opdatere min Youtubespilleliste med sange fra tv-serien Landsbyhospitalet (The Royal) – nu med 181 numre – og det giver anledning til lidt netsøgning på udvalgte kunstnere og numre. Og i den forbindelse fandt jeg ud af, at tv-serien, der blev pludselig afbrudt (vist af påstået økonomiske årsager), har fået en aflægger, et såkaldt “rip off”, i form af en soap opera med titlen The Royal today.

Og som titlen siger, så er der tale om en serie – på 50 afsnit af en halv times længde – der følger landsbyhospitalet i nutiden, hvor den gamle jo foregik i tresserne. Jeg har ikke set nogle af afsnittene eller hørt, om DR måske kunne finde på at sende den. Men det er sådan set også lige meget, for charmen ved den oprindelige serie er netop, at den foregår i tresserne. Ikke kun på lydsiden, men i hele set-uppet. Tresserånden hviler på serien som en let dundyne og de historiske detaljer er på plads, sådan som man kan forvente af en solid britisk tvserie.

 

God første maj

1. maj 2020

Coronatidssange: Police – Voices in my head

30. april 2020

Yahya Hassan er død, 24 år

30. april 2020

Nyhedsmedierne har netop meddelt, at den unge digter Yahya Hassan er fundet død i sin lejlighed. Kun 24 år gammel. Den unge digter voksede op i Århus og havde palæstinensisk baggrund. Med udgangspunkt i sit eget liv og sine erfaringer skrev han sin første digtsamling, der blot hed Digte, og den blev den mest solgte digtsamling i dansk litteraturhistorie. Siden fulgte han den op med endnu en samling, der også blev modtaget positivt af såvel anmeldere som læsere.

Der er ingen tvivl om, at livet på mange måder var svært for Yahya Hassan, men han formåede at transformere sine oplevelser til kunst, til digtning. Og det er selvfølgelig alt for tidligt, at han er gået bort.