Indlæg om Musik

Elvis’ mor synger…

15. februar 2019

Jeg har tidligere omtalt dokumentaren og den lille boks Elvis The Searcher, hvor Elvis’ forhold til traditionen tages under kyndig og kærlig behandling. Og musikken overbeviser en om, ikke alene den betydning, han har fået for populærmusikken, men også om hans loyalitet over for sine forgængere og sin dybe solidaritet med sin arbejderklassebaggrund. John Lennon sang om det særlige ved at være en arbejderklassehelt. Elvis var en arbejderklassehelt. Han glemte aldrig den fattigdom, han kom fra, som ex-konen Precilla understregede.

Og på den lille boks med dokumentarfilmens musik finder man på den tredje plade eksempler på de andre, gamle kunstnere, som Elvis lod sig påvirke af. Fra The Blackwood Brothers over Arthur Crudup og Bob Dylan til – ja – kongens egen mor, Gladys, der nok var “kvinden i hans liv”. Hvor stor en sangerinde, hun var, giver ovenstående optagelse ikke noget billede af, men der er ingen tvivl om, at hun var – på alle måder – “stor” i Elvis’ øjne.

Talking Heads versus Black Flag

15. februar 2019

I går aftes endte jeg også med at se en film på en ellers forudsigelig programflade med livsstildumheder og genudsendelser ad libitum. Denne gang drejede det sig om “filmperlen” 20th Century Women af Mike Mils fra 2016.

Filmen foregår i 1979, hvor en moder, Dorothea (spillet af Anette Benning), der lever et bohemeagtigt liv i et hus med to logerende, en mand og en kvinde, mener, at hun må hjælpe sin teenagesøn med at blive en rigtig voksen mand. Hun oplever, at hun har svært ved at snakke med drengen, og derfor allierer hun sig med den anden kvinde i huset, Abbie, og drengens veninde, Julie, og beder dem om at føre drengen på “rette spor”. Ret meget mere er der ikke at sige om filmens handling. Og ellers spilles der smukt i alle roller.

Filmen er også indirekte et signalement af en tid og en periode. Omkring slutningen af halvfjerdserne. Og det kommer i hvert fald frem på filmens lydspor, der også er udgivet på plade. Filmen indrammes af musik, der dels stammer fra før-krigsårene, der var moderen, Dorotheas, fortid, og dels af punkens og new wavens musik, den musik, som drengen tager til sig i sin opvækst. Og indirekte afslører de musikalske yderpunkter måske godt, hvor langt, der er mellem mor og søn, og hvor svært det kan være, at kommunikere over generationskløften, som man jo kaldte problemet dengang.

Og at musikken er en slags markør – for generationstilhørsforhold, men også for klassetilhørsforhold – demonstreres fint i en scene, hvor sønnen Jamie kommer op at tottes med en jævnaldrende. Jamie kommer til at fornærme den anden dreng, fordi han – Jamie – ved mere om klitorisorgasme og andet. Og det opfatter den forurettede som Jamies kulturelle overlegenhed, og derfor får han en omgang tærsk. Senere lader den unge mand også sin vrede gå ud over Dorotheas folkevogn, som han pynter med graffittien “Art Fag”, et slangudtryk, der netop tager sigte mod den overlegenhed, som Jamie har udvist. På den anden side af folkevognen har den fornærmede skrevet: “Black Flag”, altså navnet på det fremtrædende amerikanske punkband fra dengang.

Scenen følges op af en anden scene, hvor moderen danser med den mandlige beboer. Først til musik af Black Flag. Og det går ikke så godt. Dernæst sættes det samtidige band Talking Heads på grammofonen, og straks er de to voksne mere på bølgelænge med musikken. Den scene kan man lægge en masse betydning i med hensyn til generationsforskelle, men også til den radikalitet, hvormed bands som Black Flag satte en ny dagsorden i populærmusikken. Hvor Talking Heads kommer til at stå som det band, der trods bandets nyskabende nybølgemusik også repræsenterer noget fra traditionen i form af dansant melodiøsitet for eksempel.

Jeg vil gå et skridt længere og tillade mig at hævde, at lydsporet til filmen faktisk er en nøgle til forståelse af filmens tematik. Så man kan passende begynde at lytte til lydsporet. Så er man godt på vej i filmen.

 

BBC-bandlysninger

14. februar 2019

The Guardian har lavet en liste over sange, der fik den ære (og medfølgende gratis reklame…) at blive bandlyst på britternes public service-station. Og set fra vores situation i dag, hvor censurdebatten mest handler om store private, amerikanske, globale virksomheders – fx Facebooks – skalten og valten med brugernes data, så er det svært ikke at trække på smilebåndet, når man ser, at bandlysningen ramte:

Jovist, The Beep var deres public service-ansvar meget, ja pedantisk, bevidst.

 

En filmoplevelse: Remember

14. februar 2019

Af en eller anden grund, måske flere, har flere af de film, jeg har set den seneste tid haft med 2. Verdenskrig at gøre. Fx filmen om Sophie Scholl eller Saul’s søn. Noget af en forklaring ligger selvfølgelig i det forhold, at DR har det med at vise film med tematisk indhold.

Gårsdagens film var den kanadiske instruktør Atom Egoyans senese film fra 2015 Remember med en aldrende Christopher Plummer (mest kendt for sin rolle i Sound of Music) i hovedrollen som den gamle jøde Zev Guttmann, der bor på et plejehjem i New York.

Zev – der på hebræisk betyder: ulv – har et par uger forinden mistet sin kone Ruth og er ved at afslutte sin lange sørgeperiode – Shiva. Han er også dement og kan ikke huske, at Ruth er død, og bliver ved med at kalde på hende.

På plejehjemmet bor også Max Rosenbaum, der som Zev har været i Auswitz-udryddelseslejren. Og Max fortæller Zev, at han -altså Zev – har lovet, efter sin kones bortgang, at opsøge den nazist, der var ansvarlig for deres respektive familiers udryddelse i lejren. Og med et detaljeret brev i hånden sendes Zev af sted på en lang rejse for at finde den mand, der nu kalder sig Rudy Kurlander, men i virkeligheden hedder Otto Wallisch og var Blockführer, leder af den afdeling af  Auswitz, hvor Zev og Max var.

Rejsen kompliceres selvsagt af Zevs demens, der hele tiden spiller ham et puds. Men også af det forhold, at der er fire mænd med dæknavn Rudy Kurlander. Men med Max’ manuskript lykkes det for Zev at nå frem til den sidste Kurlander i South Lake Tahoe, Californien.

Hvordan den sidste konfrontation ender, vil jeg ikke afsløre, for slutningen er overraskende, men også en tankevækkende kommentar til filmens titel Remember, Husk. For ikke blot er det at huske et stort problem for en demensramt mand, der ikke engang kan huske, at hans egen kone døde for få uger siden. Men vores evne til at huske og erindre er generelt problematisk. Især når det drejer sig om den fortid, der ligger længere tilbage i barndommen og ungdommen. Og den drejning Atom Egoyans foretager til sidst kan netop  – og bør, tror jeg – forstås som en kritisk kommentar til vores allesammens umiddelbare tiltro til hukommelsens upåklagelige sikkerhed.

Og dermed bliver filmen en fin, subtil tilføjelse til den lange række af film, der tematiserer erindringen om holocaust og 2. Verdenskrigs rædsler. En påmindelse om, at vi ikke må glemme de forfærdelige ting, sker skete, men også om, at vi skal forholde os kritiske over for erindringens troværdighed. Men måske også en påmindelse om, at erindringen er mest troværdig, når den er kollektiv.

Under alle omstændigheder er det en god film, som alle filmelskere kun kan tage til sig.

Når en cowboy bytter sporerne ud med vinger

13. februar 2019

Apropos priser og nomineringer, så står Oscar-prisuddelingen – amerikanernes ypperste filmpriser – for døren. Og blandt de nominerede er Coen-brødrene med deres western The Ballad of Buster Scruggs. Og i filmen er der en sang om en cowboy, der bytter sine støvlesporer ud med vinger. Sangen er skrevet af ingen ringere end Gillian Welch og David Rawlings. Og de to har selvfølgelig også lavet en udgave af sangen. Den fortjener da en Oscar!