Indlæg om Musik

Ghostbusters – det store flop

23. august 2020

I 1984 kom Ivan Reitmans komedie Ghostbusters. Plottet var helt igennem håbløst og nærmest uspiseligt. Tre parapsykologer laver en forretning med det formål at fange spøgelser i New York. Alene denne korte sammenfatning burde være nok til at afholde de fleste fra at se filmen. Når den alligevel lykkes bedre end man kunne forvente, så var det, fordi de bærende hovedkræfter var de tre veletablerede komikere Dan Aykroyd, Harold Ramis og Bill Muray, der var vant til at få meget ud af lidt. Så filmen endte med at blive en meget populær omgang underholdning, hvis succes blev understøttet af en fængende kendingsmelodi.

Heldigvis blev Ghostbusters dengang ikke genstand for kommerciel “exploitation” i form af en serie, sådan som konventionen foreskriver i Hollywood. Men for nogle få år siden fik Sony den ide at genoplive filmen. Men det blev besværliggjort af, at Harold Ramis i mellemtiden var afgået ved døden og Bill Murray ikke ønskede at medvirke. Derfor blev det besluttet at genopfinde filmen. I stedet for de tre mandlige komikere valgte man tre kvindelige – Melissa McCarthy (især kendt fra tv), Kristen Wiig, Kate McKinnon, Leslie Jones og Chris Hemworth (bedst kendt for Marvel-filmatiseringerne om guden Thor). Dan Aykroyd stod som producer og andre af de gamle skuespillere – Bill Murray, Sigournew Weaver – medvirker dog i små klip (såkaldte “cameo” optrædener), der primært har som funktion at minde yngre publikummer om filmens fortid.

Plottet i den nye udgave er mindst lige så tåbeligt og uholdbart som den gamle films. Den kvindelige kvartet finder sammen for at jagte spøgelser i New York og får hjælp af den unge mand, der arbejder for dem som receptionist. Nogen må have tænkt, at det var nyskabende at lade nogle unge kvindelige komikere – hvis fælles erfaringsgrundlag har været deltagelse i tv-serien Saturday Night Live – overtage hovedrollerne i den hellige ligestillings navn. Problemet er bare, at det slet ikke virker. De er ikke spor morsomme. Og bedre bliver det ikke af, at historien er ganske forudsigelig, uopfindsom, langtrukken og, ja, kedelig. Og det hjælper slet ikke på historien af den anvendte computeranimation slet ikke lever op til vor tids niveau. Og hvad skal man med en komedie, der kun er komedie på papiret, og som slæber sig af sted, ikke formår at aktivere smilebåndet og lattermusklerne det mindste. Det eneste formildende omstændighed ved gårsdagens visning på DR1 var, at tv-kriminalserien “Vera” kom bagefter.

Nej, den nye udgave af Ghostbustersi, er nok den dårligste film, jeg har set i rigtig mange år. Ja, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, der bare kom i nærheden af den. Og det siger trods alt ikke så lidt.

Opdatering: Og medens jeg har skrevet dette indlæg har jeg fundet ud af, at endnu en Ghostbusterfilm er på vej – Ghostbusters: Afterlife – der angiveligt forsøger at knytte an til den oprindelige film og har deltagelse i nogle af de overlevende skuespillere fra dengang.

50: Lou Reed takker af i Velvet Underground

23. august 2020

I dag for 50 år siden stod Lou Reed for sidste gang på scenen sammen med resten af Velvet Underground. På spillestedet Max’s Kansas City. Derefter tog Reed et job i sin fars firma i en kort periode. Velvet Underground fortsatte uden Reed og blev gendannet i 1993, men uden at kunne genfinde ånden fra gamle dage.

Koncerten på Max’s blev optaget på kassettebånd og senere – 1972 -udgivet på vinyl. Det er ikke et hovedværk i bandets diskografi, men en dokumentation af, hvor bandet var på det tidspunkt.

 

 

Da Dylan først bryder igennem

22. august 2020

Året er 1961 og den unge Bob Dylan er i Greenwich Village for at få igangsat sin karriere som kunstner. og i september måned får han til opgave at varme op for The Greenbriar Boys på Gerdes Folk City, et af folkemusikkens vigtigste steder. Og Dylans optræden overskygger helt de allerede berømte Greenbriar Boys i en anmeldelse i selveste The New York Times.

Mocha Java – eller latterkrampe mod corona

22. august 2020

En af mine bekendte følte, at optimismen var lidt presset på grund af coronaens allestedsnærværelse og indskrænkning af vores livsudfoldelse. Men heldigvis har coronaen ikke taget livet af humoren og den sunde latter. Og da jeg i dag – efter at have været på hundeluftningsudflugt – var i den lokale brugs for at shoppe lidt økologisk kaffe til min egen fornøjelse (fruen er tedrikker…), så kom jeg i tanke om ovenstående sketch med W. C. Fields. Noget af det morsomste, jeg kan vederkvæge mig med, når humørbarometert falder. Mocha Java!

En snegl på vejen…

22. august 2020

Det er lørdag. Og jeg har været med min ven hunden i  vores yndlingsbiotop Forsthaven. Det gør vi hver weekend som alternativ til ture i de allernærmeste lokalområde, som vi gennemtraver alle ugens andre dage. Og denne dags oplevelse var, at vi mødte en kæmpestor snegl. Ikke en dræbersnegl, heller ikke en sort skovsnegl, men en af dem med et hus på ryggen (jeg skal nok undlade at definere den nærmere – lundsnegl? vinbjergsnegl?). Og stor var den, og smuk var den. Og jeg nænnede ikke at flytte den og glemte helt at fotografere den. Hunden var ligeglad, for den havde fundet noget saftigt græs at fortære.

Og selvfølgelig kom jeg straks i tanke om min mors gamle grammofonplade med musikken fra den danske udgave af My Fair Lady ( med Gerda Gilboe, Mogens Wieth og Oswald Helmuth) og sangen om “En snegl på vejen er tegn på regn i Spanien”. Mine forældre, især min mor, var vild med den musik og vi havde været inde og se filmatiseringen med Rex Harrison og Audrey Hepburn.

Mundbind !?

22. august 2020

Så kom det da omsider. Påbuddet om, at vi alle skal bære mundbind i den offentlige trafik. Gældende fra midnat i går. Og det selv om alt tyder på, at virkningen af mundbind som smittebegrænsende tiltag er mikroskopisk forsvindende lille. En million danskere skal gå med perfekt anvendt mundbind i en uge for at forhindre at 1 dansker bliver smittet og kommer på hospitalet. Og påbuddet grunder sig især i, som tv-lægen Peter Geisling påpeger, at politikene har været under et politisk pres. Andre lande har indført mundbind, eksperterne har talt for indførslen af mundbind.

Hvad skal man dog mene og det?! Sikkert og vist er det, at det der især virker smittebekæmpende er det, vi allerede har gjort – holde afstand, rengøre hænderne (sprit, sæbe og vand) og undgår store forsamlinger. Mundbind er et lillebitte supplement.

Selv har jeg truffet en beslutning om, at jeg så vidt muligt vil undgå at bære mundbind. Skal jeg med offentlig transport vil jeg selvfølgelig gøre det – af hensyn til mine medtrafikanter og fordi jeg synes, vi skal bakke op om kampen mod corona. Men i det omfang jeg kan undgå situationer, hvor det er påbudt, vil jeg gøre det. Cykle og gå i stedet for at tage bussen. Køre med min lille bil, hvis jeg kan undgå tog og rutebil. Og i den dur.

Og min beslutning er bestyrket af, at jeg på mine traveture i nærområdet har set, hvordan brugte mundbind flyder alle steder, fx lige ved siden af en af de store kommunale skraldespand og på den nærliggende skoles område. Jeg er alvorligt bange for, at mundbind kan blive en dårlig undskyldning for at slække på de andre langt vigtigere forholdsregler – og ikke bare en påmindelse om coronaens tilstedeværelse.

 

Playing for Change møder John Denver

21. august 2020

Så blev man lige mindet om, hvad Playing for Change kan – og om, hvilken udmærket sangskriver afdøde John Denver var.

Carmelita

20. august 2020
I hear Mariachi static on my radio
And the tubes they glow in the dark
And I’m there with her in Ensenada
And I’m here in Echo Park
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Well, I’m sittin’ here playing solitaire
With my pearl-handled deck
The county won’t give me no more methadone
And they cut off your welfare check
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Well, I pawned my Smith Corona
And I went to meet my man
He hangs out down on Alvarado Street
By the Pioneer chicken stand
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Den afdøde sangskriver Warren Zevon kunne det der med at skrive sange,der ikke slørede virkeligheden.

All right now

20. august 2020

 

Nej, det var ikke ACDC, der opfandt den uforfalskede, rå rockandroll. Lyt bare til Free og deres *All right now”. Og så har vi slet ikke nævnt alle forgængerne….

Korte bukser

20. august 2020

I mange år, ja faktisk hele mit voksne liv, har jeg gået i korte bukser i sommermånederne. Og jeg er begyndt tidligt og sluttet tidligt. Den danske sommer er jo lunefuld. Og når nogen har stukket til mig og sagt ‘Går du stadigvæk i korte bukser’, har jeg afvist det med ‘Jeg går i korte bukser, indtil jeg får rim på knæene’.

Man kan selvfølgelig altid diskutere (gør det bare!), hvor klædeligt det er, at voksne mænd går i korte bukser. Men jeg har altid ladet det behagelige dominere over det påklædningsmæssigt politisk korrekte. Men jeg går dog ikke med sokker i sandalerne…

Nå, men de korte bukser fik mig straks på sporet af ACDC og deres koncentrerede udgave af rock and roll. Jeg ved ikke, hvad Elvis ville sige, men jeg holder meget af ACDC og deres elementære udgave af rock og rul.