CAPAC

Marjane Satrapis film Persepolis fra 2007 har længe stået på min imaginære liste over film, jeg skulle se. Og forleden kom muligheden så. I stedet for en tung dokumentar om en kendt persons lidelser på DR fik jeg sat Persepolis på.

En film, der bygger på Satrapis egen graphic novel, der fortæller en ung piges historie fra den iranske revolution og frem (ja og med tilbageblik til tiden før). Filmen, der vandt juryens pris ved Cannes-festivalen i 2007, starter i Orly lufthavnen i Paris, hvor den unge kvinde Marji (Marjane) sidder på en bænk og ryger – og tænker tilbage på og over sin barndom, og det der siden hændte. Og med hendes og til dels familiens synsvinkel fortælles Irans historie fra den iranske revolution i 1979 og frem. En historie om krig, undertrykkelse og en stadig kamp for at få styr på og mening med livet. Marji er lidt af en vildbasse, der drømmer om at gøre en forskel i verden, og i sin ungdom prøver hun forskellige anti-autoritære holdninger af, blot for at erfare, at ingen af dem rummer løsningen på alle problemerne. Men en konstant har hun dog i sine mange forsøg på at få mening med sit liv og at gøre en forskel, nemlig hendes bedstemoder, der har været det hele igennem og som insisterer på, at Marji skal være tro mod sig selv.

Filmen er holdt i streng sort-hvid æstetik, der er taget lige ud af forlægget. Og det virker meget mere levende end man forestiller sig. Dernæst udmærker filmen sig ved ikke at pege på nemme løsninger for den iranske befolkning, som den har som primært publikum. Filmen har ikke nogen simpel happy end, men lever mere højt på løbende at give stof til eftertanke ved at udfordre vores (og iranernes egne) fordomme om de historiske og kulturelle forhold. Og filmen ender med en åben slutning, hvor Marji tager en taxa bort fra lufthavnen. Taxichaufføren spørger hende, hvor  hun kommer fra, og hun svarer: “Iran”. Dermed viser hun, at hun husker, hvad hun har lært af sin bedstemor – ikke at glemme sin oprindelse og være tro mod sig selv. Og så kommer hun i tanke om dengang, bedstemoderen fortalte hende, at hun hver dag puttede jasminblomster ned i sin BH for at dufte godt.

Persepolis er med rette blevet berømt og belønnet. Det er en film, der bedre end mange tunge dokumentarer fortæller noget om, hvad det vil sige at vokse op og leve i et land som Iran. Kan kun anbefales på det varmeste.

Esben Bøgh Laursen kalder sig som kunstner Esben Langkniv, med et lån fra den berømt-berygtede danske “Robin Hood” Jens (Olesen) Langkniv, der huserede som fredløs i 1600-tallet og især Trediveårskrigen. Og med dette navn skaber Esben ikke en men flere forbindelser til fortiden. Jeppe Åkjær, der er et socialt-realistisk forbillede for Esben, har skrevet om Jens Langkniv. Det samme har en anden forudsætning, nemlig Lars Lilholt, der har viet både en sang og et helt album (hans andet) til netop denne mytologiske figur i jysk historie.

Og Esben trækker på alle disse forbindelser til det, der har været. Og med sit projekt Gudenåen, hvor han har taget dette vandløb som inspirationskilde for femten sange, der alle på den ene eller anden måde knytter an til den store å, går han både i Lilholts Aakjærs og andres fodspor. Ja, Esben fremhæver selv amerikaneren Woody Guthrie som et forbillede udi den kunst det er, at fortælle historier med udspring i det folkelige og med kun guitaren som akkompagnement. Man kunne også vove den påstand, at Esben Langkniv griber tilbage til den danske troubadourtradition, der går helt tilbage til folkevisernes tid. Det er der en sandhed i, som jeg tror Esben Langkniv vil goutere.

I hvert fald trækker Langkniv på en lang og sej tradition for at synge og fortælle historier, som altid har været der og sandsynligvis altid vil tiltrække nogle kunstnere. Behovet for at skrælle alle unødvendige udenomsværker – som der er rigtig mange af i vores tid – og komme ind til kernen i såvel det tekstlige som det musikalske.

Og sammen med Tom Bilde (kendt fra sit samarbejde med netop Lars Lilholt og Poul Krebs) har Esben Langkniv så skabt femten sange, der alle tager deres udspring i Gudenåens historie og resulterer i sange, der både er båret af humoristisk sans, sans for fordybelse og ikke mindst lysten til at fortælle en historie.

Musikalsk set kan det være svært at kategorisere pladen. Det er folk med mange krydderier fra andre af de store genrer. Her er lidt rock, lidt blues osv. Alt sammen tilsat i forhold til den historie, der skal fortælles.

Gudenåen er en rigtig fin plade, der bekræfter behovet for at genbruge traditionen og genopfinde de gamle dyder – at fortælle en god historie med en god sang. Og som sådan indskriver den sig smukt i en lang række af plader – både danske og udenlandske – der har håndhævet de basale kvaliteter i den folkelige musik. Hvis man er til Lilholt, Guthrie, John Mogensen, Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Ulf Lundell, for at nævne nogle af tradionens bærere i flæng, så kan man roligt indlemme Gudenåen i rækken. Hermed anbefalet.

Esben Langkniv. Gudenåen. Produktion: Tom Bilde, Esben Langkniv og Torben Laursen. Gateway Music. Udkom 7/8-2021

Cass Eliott eller Ellen Naomi Cohen, som hendes borgerlige navn var, var en på enhver måde stor sangerinde. Hun døde alt for ung, 32 år gammel, da hendes hjerte ikke ville mere. Men da – juli 1974 – havde hun allerede sat et kraftigt aftryk på populærmusikken med sin smukke stemme. Især som en del af Mamas & Papas – 1965-68 – var hun med til at definere lyden af tresserpoppen. Men også på en række fine soloindspilninger, en duoplade og som medlem af Big 3 og The Mugwumps fik hendes flotte stemme mulighed for at præge tresserlyden.

I dag ville hun være fyldt 80. Sådan skulle det ikke være, men musikken har vi da stadig, så nu vil jeg sætte Mamas & Papas på afspilleren.

Lesly Hornby Lawson, bedre kendt under kunstnernavnet Twiggy, fylder 72. Med sit tynde udseende (heraf navnet Twiggy), sine STORE, kønne øjne og sit sexede udseende var hun i fire år med til at sætte ild til tressernes modeluner. Hun blev et brand, længe før nogen havde støbt det begreb. Og efter tiden som fotomodel, gjorde hun karriere som skuespillerinde og sangerinde.

Som det fremgår af noterne til denne sang, så er der tale om Brian Wilson, Dean Ormsby (fra surfrockduoen Jan & Dean) og popduoen American Spring (Marilyn Wilson og Diane Rovell), der sammen under navnet The Laughing Gravy har lavet en ganske vellykket udgave af “Vegetables” (fra Beach Boys’ Smiley Smile-album fra 1967). Og fået den udsendt på det obskure plademærke White Whale (bedst kendt for the Turtles “Happy Together”) samme år.

Indspilningen stammer vist nok fra de famøse Smiley Smile-“sessions”, hvor Paul McCartney angiveligt også skulle have lagt vejen forbi studierne for at lægge stemme til et af de mange takes, der blev lavet. I følge rygtet skulle han gnaske selleri på en af udgaverne af “Vegetables”, men det er vist ikke blevet bekræftet af hverken McCartney selv, Brian Wilson eller andre med førstehåndskendskab.

I øvrigt figurerer sangen som en af Jan & Deans indspilninger, hvorfor man måske kan sige, at stranddrengene ikke bare har holdt legestue men helt fri – bortset fra Brian Wilson selv.

B-siden:

Og når vi nu alligevel er ovre i den boldgade, så er her American Spring (1971-73 + 77) med fru dengang-Brian Wilson Marilyn og søsteren Diane Rovell, der i øvrigt begge havde en fortid i The Honeys (1961-69). Skønsang produceret af Brian. …

https://youtu.be/LUIM8EjRXFY

Og lad os bare tage the Honeys – “the world’s first female surfing vocal combo” – med for god ordens skyld –

Forfatteren, musikeren m.m. Thorstein Leif Thomsen er død i en alder af kun 71 år, efter nogen tids sygdom. Det fremgår af hans Facebookside. Og den universitetsuddannede Thorstein skal ikke forbigås her i bloggen, for han har sat sit aftryk på dansk populærmusik. Selv har jeg flere gange omtalt ham og gruppen Charlatan, som Thorstein drev sammen med bl.a. Ivan Horn, Rene Wulff og Per Wium i halvfjerdsere og et stykke ind i firserne. Fem albums blev det til – alle med Thorstein Thomsen som omdrejningspunkt – senest det skammeligt oversete Pop (1981). Ud over Charlatans plader fik han udsendt nogle duoplader (med bl.a. Per Wium), en soloplade (se ovenfor) og albummet Vælg selv, hvor han spillede sammen med Mona Larsen, Tina Schäfer, Steffen Brandt og Finn Olafsson Band (1983). Hertil skal lægges en mængde børnemusikplader.

Men det blev ikke kun ved musikken. Thomsen fik et forfatterskab op at stå med romaner og børnebøger – og manuskripter til tv og film.

Nu er Thorstein ikke mere. Så trist.

Hverken alder eller corona synes at kunne lægge en dæmper på Rod Stewart. Således har han netop meddelt, at han udsender sit 31. album Tears of Hercules. Og Roden selv mener, at det er det bedste album han har lavet i mange år. Det må vi så tro på, indtil udgivelsen materialiserer sig. I øvrigt består pladen af nye, selvskrevne sange og coverversioner af bl.a. Johnny Cash. Og så er der selvfølgelig en smagsprøve ude med det samme…

[Foto lånt fra New Musical Express]

Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at den nittenårige Billie Eilish er det nye store dyr i Åbenbaringen, det store stjerneskud på poppens firmament. Og at hendes musik – de to albums When we all fall asleep, were do we go? (2019) og Happier than ever (2021) – er blevet godt modtaget af såvel pressen som publikum. Oven i købet har hun fået den ære, der ellers har været forbeholdt for gamle kendinge, nemlig at indsynge den seneste temasang til James Bond-filmen Time to die.

Og derfor har jeg sat mig for at lytte lidt til den purunge stjerne, der allerede – som fotoet fra den prestigefyldte Met Gala ovenfor understreger – har indtaget sin position blandt underholdningsindustriens privilegerede udvalgte.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at forstå den virak, som Bilie Eilish har vakt rundt omkring. En ting er, at hun – som påpeget af flere kritikere – nærmest hvisker sine sange. Hun synger ikke igennem, så man kan høre, hvad hendes stemme formår. Men som bekendt er det med stemmer et omstridt emne i populærmusikken. Og nogle af sangene, fx titelsangen til det nye album, er da iørefaldende på en meget nedtonet, næsten underdrevet, facon. Til gengæld får selviscenesættelsen, fremtoningen, indpakningen osv. fuld skrue. Den får ikke for lidt, når frøken Eilish skal markedsføres. Og det kan man – jeg i det mindste – opfatte som tidens mærke. Det ligger i tidsånden, at der skal gøres meget ud af iscenesættelsen. Det er de såkaldt sociale mediers æstetik og normativitet, der farver underholdningsindustrien. Og omkostningen er så, at de udvendige tager overhånd i forhold til det indvendige. Udtrykket dominerer over indholdet. Jo mere udvendig æstetik, desto mindre indholdsmæssig substans har man brug for – synes logikken at være.

I hvert fald har jeg efter nogen tids lytning måttet erkende, at jeg – lige som sangskriver Trinelise Væring (på sitet side33) – hurtigt har nået “et mætningspunkt for hviskeriet”. Og derfor har jeg kastet mig over countrydamer, der ikke hvisker, men krænger hele deres sjæl ud…

Og hermed ordet til Elle King og Tenille Townes, der har styr på både udtryk og indhold:

Når jeg går rundt og handler, iført mit vaskbare mundbind, så er der andre handlende, der kigger undrende på mig. Og de tænker nok deres! Men som jeg ser det, så er vi endnu ikke ude af pandemien – heller ikke herhjemme. Selv om folk kan gå til koncert, fodbold og i byen og udfolde sig som i gamle dage, så er smitten her stadigvæk.

Ud af en befolkning på 5 850 189 mennesker (4. kvartal 2021, Danmarks Statistik) er 4312400 færdigtvaccinerede, det seneste døgn er 370 blevet smittet, 116 er hospitalsindlagt (heraf 28 på intensiv) og 3 er døde det seneste døgn. Smitten huserer især blandt de ikke-vaccinerede (ca. halvanden million mennesker), og det vil især sige blandt yngre mennesker. Og med den førte coronapolitik, så lever vi altså med, at yngre mennesker bliver smittet, indlagt, dør eller får langvarige mén af sygdommen. Er det udtryk for at vi har lært noget af pandemien? Eller blot udtryk for, at ledende politikere har ladet sig forføre af lad-os-vende-tilbage-til-normaliteten-stemningen, der har været ret så dominerende i den borgerligt politiske opposition og i pressen? Og er det ikke bare frygteligt naivt og tankeløst at tro, at alt er godt, fordi vi her i vores lille nationale enklave har fået ret godt styr på smitten? Medens landene omkring os og længere ude stadigvæk oplever den ene bølge efter den anden skylle hen over befolkningerne med frygtelige konsekvenser. Lærer vi overhovedet noget af den pandemi?

Der er stadigvæk al mulig god grund til at holde fast i den adfærd, som pandemien har pålagt os: god hygiejne (ikke mindst hænderne), afstand til mennesker, man ikke omgås til daglig, og i det hele taget undgå situationer, hvor smitte kan opstå. Ser man tilbage på de mange epidemier, der har ramt verdens befolkninger gennem historien – sådan som fx Jeanette Varberg og Poul Duedahl gør i Den fjerde rytter – så står det klart, at det store øvelse for de epidemiramte samfund er at lære af epidemierne. At blive bedre til det. For der kommer andre epidemier i fremtiden, måske nogle der er langt alvorligere end coronaen.

Skal det være The Band Cahoots eller Procol Harum Broken Barricades? Valget var ikke lige til dengang jeg stod i Jaspers radioforretning og skulle investere mine begrænsede midler i et nyt musikalbum. Men valget faldt på The Bands fjerde album. Dels havde jeg ikke noget album med gruppen i forvejen, dels var det et yderst flot cover med et originalt maleri af Gilbert Stone med et motiv, der kunne minde en om den sidste nadver i det nye testamente. Og så var der selvfølgelig musikken, herunder Bob Dylans “When i paint my master piece”.

…så faldt jeg over Miranda Lamberts fortolkning af Elvin Bishops “Fooled around and fell in love”, som Rod Stewart nærmest har gjort til sin. En sang, der – i udgangspunktet i det mindste – er en mandesang. En sang, der sikkert ikke behager alle nutidens feminister. Og derfor er det virkelig rart at se og høre den altid seje Miranda Lambert sammen med nogle lige så seje kvindelige kolleger tage livtag med sangen, uden at ændre så meget som et komma i teksten. Godt gået piger.

1971 var albummets år. Ingen tvivl om det. Men der kom selvfølgelig også singler. Og blandt de største singlehits det år, finder man George Harrison “My sweet Lord”, John Lennon “Imagine”, Lynn Anderson “Rose Garden”, Rolling Stones “Brown Sugar” og Rod Stewart med “Maggie Mae”.

Sidstnævnte, velkendte sang blev nr. 1 i en række lande – Canada, USA, Storbritannien og Australien – og endte som den næstmestsælgende single i såvel USA som Storbritannien. Og den var også med til at sælge albummet Every Picture Tells A Story, der kom i  1971. Hverken pladeselskabet eller Rod Stewart selv troede på den sang, da den blev udsendt. Men publikum ville det anderledes, og den endte med at blive en af Stewarts kendingsmelodier. Der er blevet lavet coverversioner af sangen – bl.a. af Steve Overland (fra FM) – men de når ikke Stewarts egne fortolkninger til sokkeholderne.

Efter at have gnavet mig igennem Craig Browns murstenstykke bog om Beatles, var det egentlig meningen, at jeg skulle have en pause i musiklitteraturen. Men så kom jeg til at læse lidt i Christopher Sandfords monografi om The Rolling Stones, The Rolling Stones Fifty Years, og er blevet hængende lidt. Om jeg får læst den til ende i første omgang vil kun tiden vise (der ligger andre bøger på natbordet/skrivebordet og venter…), men ellers gør bogen indtryk af at være en gedigen, velresearchet og velskreven (uden at være nogen stor litterær oplevelse) og stor (500 sider) bog om The Rolling Stones. Og også en klassisk, ja traditionel monografi, der går ganske kronologisk til værks, begyndende med de oprindelige medlemmers familieliv og barndom. Og man mærker, at Sandford har gjort det før (med biografier om Mick Jagger, Keith Richard, Eric Clapton med flere) og ved, hvordan han skal rulle alle kendsgerninger og detaljer ud for læseren. Indtil videre har dt været en både oplysende og ganske underholdende læseoplevelse.

Det er lidt af en tilfældighed – efter at have læst mig mæt i anekdoter om Beatles i Craig Brownes bog, herunder anekdoter om deres berømte-berygtede rejse til Indien i 1968, så udkommer (i næste måned) den allerede roste og prishøstende dokumentar The Beatles and India på faste medier. Et kultursammenstød, der ikke mindst satte sig musikalske spor i The Beatles og var med til at stimulere tresserungdommens optagethed af østlig spiritualitet m.m.

John Lennons vel nok mest populære soloalbum, Imagine, udkom (i USA) for 50 år siden (og en månedstid senere i Storbritannien). En plade, der adskilte sig markant fra Lennons første post-Beatles-plade med Plastic Ono Band fra 1970. Væk var den rå lyd og de lige så rå, hudløse tekster. I stedet for fik man en mere blød Lennon ved et hvidt flygel.

Titelsangen blev en slags kendingsmelodi for Lennon. Og selv om råheden var gået af ham, så var der alligevel bid i teksterne, der handlede om fred og kærlighed, men også om hans egen personlige udvikling og et enkelt udfald mod sin gamle ven Paul med sangen “How so you sleep?”.

Pladen blev en succes hos kritikerne og publikum og er blevet genudsendt i en halvtredsårsjubiliæumsudgave, The Ultimate Edition, med masser af ekstramateriale.