CAPAC

De britiske beatgrupper, der udgjorde The British Invasion i USA, var kopibands – det gælder også The Beatles i begyndelsen. Og de kopierede flittigt amerikansk pop, bl.a. pigebandpop. Som her Herman’s Hermits, der plankede The Cookies’ “I’m into something good”. Herman og hermitterne fik stor succes med den sang til forskel fra The Cookies.

Også the Hollies kiggede over dammen for at fine materiale, der var værd at synge og udgive, og det gik ud over Evie Sands’ fine “I can’t let go”. Sands hittede i New York med sangen, der er skrevet af Al Gorgoni og Chip Taylor, der også er ansvarlige for Troggs store hit “Wild Thing”.

Forskellen på original og kopi? Måske – i hvert fald i Hollies tilfælde – at de gør en popsang til en beatting. Tilfører den gode sang noget energi, fremdrift og vildskab.

https://youtu.be/YKwWb47hDzg

https://youtu.be/rLaF3WZSFbg

Carole King var i de tidlige tressere en af de få (den eneste?) kvindelige sangskriver, der skrev sange til de mange pigegrupper, der dominerede poppen i USA før The Beatles kom til, kopierede nogle af pigegrupperne og sendte dem til tælling. Her er hun selv med en sang, der passer som fod i hose til tematikken hos pigegrupperne. En sang om en slem dreng, som mor ikke kan lide, fordi han – bl.a. – ikke lader sit hår klippe, men som pigen alligevel (I don’t care) er ganske betaget af. Uh-oh.

Det er virkelig et af de meget store træer i musikskoven, der nu er væltet. Joao Gilberto, bossa nova-pioner og – med en kliché – bossa novaens far, er død i en alder af 88 år.

Sammen med Antonio Carlos Jobim var han op gennem 1950’erne og 1960’erne med til at formulere bossa novaen som et barn af den brazilianske musik og den nordamerikanske jazz. En melodiøs, cool, sofistikeret easy listening eller pop, der bredte sig som en steppebrand fra Brasilien til resten af verden. Og var med til at puste liv i den optimisme og fremskridstro, som bar tresserne. Desværre fulgte den politiske virkelighed i Brasilien ikke med og Gilberto måtte leve i landflygtighed i mange år.

Fusionen af samba og jazz fandt et næsten perfekt udtryk, da Gilberto indspillede med Stan Getz på klassikere Getz/Gilberto.

I aften møder USA og Holland hinanden i WM-finalen i kvindefodbold. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg håber på, at Holland løber med pokalen, selv om det ser svært ud. For jeg har det svært med den America-First-mentalitet, der præger kvindelandsholdet og dets publikum. En ubehagelig selvovervurderende, selvsmagende, selvfejrende attitude, der kan ødelægge stemningen ved enhver god fodboldkamp.

Nå, men det var slet ikke derhen , jeg ville. Derimod til den gamle traver, “sport og politik”. Lige så længe jeg kan huske tilbage i sportens historie, så har sportsudøvelse og politik været tæt forbundet. Vi så det i trediverne, da Hitler afholdt Olympiske Lege, hvor førerfolket fik problemer både med at vinde og med deltagere med en anden hudfarve end den “ariske”. Vi så det i 1968, da medlemmer af Black Panthers demonstrerede på medaljeskamlerne. Vi så det, da den palæstinensiske gruppe Sorte September tog gidsler ved sommerolympiaden i 1972 i München. Blot for at nævne nogle at de store politiske begivenheder, der fik stor mediebevågenhed.

Men sammenfletningen af sport og politik er også til stede på et mindre dramatisk plan, som fx når den kvindelige amerikanske fodboldspiller Megan Rainoe løbende markerer sig politisk. I forhold til sit lands præsident, Trump, som hun ikke vil møde, sin fortsatte italesættelse af lige rettigheder for alle, inkl. LGBTQ-personer og sin skarpe kritik af en konservativ, mandsdomineret fodboldverden. Senest har hun i skarpe vendinger kritiseret, at det internationale fodboldforbund FIFA har lagt finalen i WM for kvinder på samme sag, som Gold Cup og Copa America, to mandlige turneringer. Dertil kommer, at kvinderne bliver underbetalt i forhold til mændene.

Det er godt, at der er personer som Rapinoe, der klart melder ud i politiske spørgsmål og ikke lader det hele drukne i vi-er-alle-i-samme-båd-ideologien, der ellers hersker i sportens verden. Hun er et forbillede for mange af verdens piger og man kan kun håbe, hun også er det i kraft af sin modige, ligefremme håndtering af politiske emner. Sportudøvelse på internationalt plan er en talestol for politiske emner. Det handler om at bruge den til det formål. Godt gået Rapinoe. Og lad så det bedste mandskab vinde.

Selv om han kan være lidt svær at genkende på fotoet ovenfor, så er det Ringo Starr, der sidder ved slagtøjet i Eddie Clayton Skiffle Group.

Efter at have forsøgt sig med job ved de britiske jernbaner og som barmand på et skib, der sejlede mellem Liverpool og Wales fik Ringo et job som en slags lærling ved Henry Hunt and Sons (ingeniørfirma), hvor han straks efter blev en del af Eddie Claytons band, der spillede for de ansatte i frokosstuen, ved lokale fester og amatørkonkurrencer. Vi er i 1956-57.

Og i december 1957 køber Ringos stedfader Harry Graves det første trommesæt til sin stedsøn. Et brugt sæt til 10 £, som Graves selv transporterer med toget fra London til Liverpool. Ikke længe efter køber Ringo – for lånte penge – sit eget Premier trommesæt. Og så er han for alvor i gang med karrieren. Han skifter til Darktown Skiffle Group og sidder ind hos adskillige andre bands, også jazzbands (Ringo var vild med jazz).

Via et fast job i Rory Storm and the Hurricanes kommer han til Hamborg og møder The Beatles, og resten er historie. I dag fylder den lille trommeslager 79 år og er rask, rørig og aktiv ved stikkerne. Og han vil sikkert sende sit Peace and Love til alle lykønskere.

I de forgangne uger har der været en ophedet debat om tidligere folketingsmedlemmers privilegier. Nærmere bestemt drejede debatten sig om, at fhv. folketingsmedlemmer fik lov til at beholde et frikort – på 1. klasse – til DSB. På tv kunne man høre den frafaldne Enhedslistekandidat og nu socialdemokratiske socialminister Pernille Rosendahl Krantz forsvare privilegiet ved at fremhæve fhv. statsminister Poul Rasmussen, der nu i tiden efter Folketinget rejste land og rige rundt og gjorde noget godt for de svage i samfundet. Krantz ville godt diskutere om det skulle være på 1. klasse, men ikke selve privilegiet.

Jeg tror eksemplet skal ses i en større sammenhæng. Man må principielt spørge, om det er rimeligt at politikere, blot fordi de er folkevalgte, skal tildeles nogen som helst privilegier, som ikke tilfalder andre borgere? Bedre pensionsforhold? Højere løn? Fri bolig? Vederlag i årevis efter udtræde af politik? Lukrative retrætejobs?

Jeg mener, at det er en uting at privilegere de folkevalgte. Det strider mod de demokratiske idealer, det skaber unødvendig afstand mellem de folkevalgte og vælgerne, det skaber såkaldt “politikerlede” osv. De folkevalgte skal selvfølgelig have en passende løn, medens de sidder på tinge, og skal have en garanti for, at de kan vende tilbage til det job, de havde før valget. Men ellers skal de arbejde og leve på samme betingelser som alle andre.

Nej, der er åbenbart ingen ende på Elvis Presley. Han var mit første musikalske idol (inden Beatles kom på banen), og jeg har stadigvæk et svagt punkt for Elvis, og jeg er til fals, hvis der kommer spændende nye udgivelser, der kan nuancere billedet af The King. Om det så er tilfældet med den 11-CD store Elvis Presley Live 1969 tør jeg ikke sige. Men i hvert fald er det en boks, der belyser hans koncertaktiviteter, efter at han var sluppet ud af sine filmkontrakter med Hollywood og igen fik kontakt med sit publikum. Selv om optagelserne er redigerede og opdateret lydmæssigt, og selv om der er sjældne optagelser med, så er det nok en lige stor mundfuld for selv en gammel fan som mig.

PS. Gå på Youtube og søg “Elvis Presley 1969” og du vil finde timevis af optagelser fra det år.

https://www.youtube.com/watch?v=2mOkMCoq1g4

På tv forklarer en japansk immigrant forskellen på japanske og amerikanske børnetegninger. Når en lille japaner skal tegne, begynder han/hun med at tegne bjerge i baggrunden og så huse og mennesker i forgrunden. En lille amerikaner begynder med at tegne et hus og nogle mennesker efter at have tegnet en horisontal streg, der angiver de amerikanske vidder. Og det var disse vidder, den japanske immigrant ville opleve, da han forlod sit hjemland for at blive kok i Amerika.

Og det er disse vidder eller landet, der møder en på Sweet Pete and the Lands debutalbum Land. På coveret, der viser en slags port til de uendelige strækninger, man finder derovre, og som har været inspirationskilde for sangskrivere gennem århundreder. Ikke mindst i countrymusikken. Og også musik og tekst på pladen inviterer ind på det store, åbne land med alle dets modsætninger, myter, mennesker og historier.

Og Sweet Pete (alias Peter Ole Pedersen) og The Land Band (Klaus Møller, strenge og kor, Palle Hjorth, alskens tangenter, Rasmus Skov, pedal steel guitar, Tobias Lange, trommer, Henrik Poulsen, bas, Christen Brunsgård, guitar, sang og musik og Morten Aron Larsen, kor) er tydeligvis forelskede i dette land og den musik, der er vokset op af det gennem tiderne. Især den moderne, alternative countrymusik med dens dybe americanarødder og stærke traditionsbevidsthed.

Med undtagelse af to sange, Bruce Springsteens klassiske “Cadillac Ranch” med sin mytomane dyrkelse af det bilmærke og Beau Brummels-sangskriveren Ron Elliotts “All time green” og dens hyldest til det at være på farten – i direkte og overført betydning, så er sangene forfattet af Sweet Pete og musikken gestaltet af Christen Bundsgård. Men det er sange, der bevæger sig inden for samme mytologiske rammer. Om at være i bevægelse på det store land, om de følelser og tanker det afsætter i sangskriveren osv. En slags americana-romantik med en realistisk og melankolsk kant, der også gennemsyrer musikken.

At lytte til Land er – i det mindste for en halvgammel dreng som mig – som at vende tilbage til den alternative countrys første tider i sluttresserne og starten af halvfjerdserne. Det kunne være musik fra arkiverne hos Gram Parsons, Flying Burrito Brothers, Pure Prarie League m.fl. Men det er det ikke. Det er moderne dansk alt-country, når det er bedst. Spillet med kærlighed til og indlevelse i musikken. Så autentisk, at selv amerikanerne må tage denne plade til sig, hvis der er nogen retfærdighed til (og det er der som bekendt ikke…). Hermed varmt anbefalet.

Sweet Pete & The Land Band. Land. Eget plademærke. Er udkommet.

Engang var der en skriverkarl på Information, der aldrig forsømte nogen lejlighed til at nedgøre John Denver. Og sådan kan vi alle have vores sym- og antipatier  (uden nødvendigvis at lufte dem hele tiden og så igen…). Men Denver er sådan en kunstner, der er vokset lidt i min agtelse hen ad vejen. Nu er han ganske vist død og borte, men hans sange står der stadigvæk og kræver en stillingstagen. Og her til morgen kunne jeg ikke slippe linjen (og den underliggende melodi) ‘all my bags are packed/ I’m ready to go’. Og det er selvfølgelig fra !I’m leaving on a jet plane”, der er en anderledes, bittersød brækket-hjerte-sang om at skilles. Splittetheden, smerten og alt det der. En god, langtidsholdbar tekst. En rigtig god melodi. Alt i alt en rigtig god sang. Her i Chantal Kreviazuks nøgne udgave.

PS. Denne udgave findes vist kun på et soundtrack til filmen Armageddon. Filmen er ikke værd at skrive hjem om, men et udmærket lydspor.

I går var det 50 år siden, Brian Jones blev fundet død i sin swimmingpool ved hjemmet i Sussex, England. Og i morgen er det lige så længe siden, Rolling Stones sammen med guitaristen Mick Taylor mindedes Brian Jones med en nu berømt koncert i Hyde Park, hvor et sted mellem 250000 og 400000 mennesker var til stede. I 2013 gentog bandet deres optræden i Hyde Park og dokumenterede denne koncert på såvel plade – Hyde Park Live – og DVD – Sweet Summer Sun.

Som bekendt vil den nye, socialdemokratiske regering som led i sine bestræbelser på at leve op til Parisaftalens mål afskaffe benzin- og dieseldrevne biler i løbet af de næste tyve år. Målet er af være dem kvit i 2030. Og det lyder jo forjættende og ambitiøst. Men det er også en svær øvelse, tror jeg.
En ting er, at de benzin- og dieseldrevne biler skal erstattes af transportformer, der er drevet af fx el, brint eller noget andet “bæredygtigt”. Det burde nok kunne lade sig realisere, hvis man satser målrettet på at få mere bæredygtig offentlig transport og gør de bæredygtige personbiler til at købe gennem nedsættelse af vægtafgifter osv. Men – hvor skal fx alle de ikke længere lovlige biler så hen? Det nytter jo ikke at eksportere dem til fx Afrika eller Asien, for så flytter vi jo bare CO2-udledningen. Personbilerne må enten delvist genbruges eller skrottes på forsvarlig vis.

Lykkes det at fjerne de benzin- og dieseldrevne biler, så er der også nogle erhverv, der skal omstruktureres. Fx benzinstationer (der måske kan omdannes til opladestationer?!), automobilforhandlere (der skal specialisere sig i de nye biltyper), mekanikerne, der skal omskoles osv. Nogle bliver måske nødt til at finde andet arbejde..

Noget andet, som jeg har tænkt lidt over, er, om det måske vil være en god idé allerede nu at forbyde reklamer for personbiler. Hvis man som jeg ser fodbold i disse dage, så kan man være helt sikker på, at de kommercielle tv-kanaler (fx TV2, kanal 5 m.fl.) viser masser af dyre bilreklamer for snart sagt alle bilmærker. I betragtning af, at vi skal af med de fossilt drevne biler, og i betragtning af, at rigtig mange mennesker i storbyer dør som følge af biludstødning, så burde man vel overveje et reklameforbud – på linje med forbud mod reklamer for tobak og alkohol på tv?! I hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at netop reklamer er med til at styre vores forbrugsvaner ind på bilkøb (ellers var der nok heller ikke nogen reklamer…).

Tv-zapperiet førte mig forleden ind i et program med den kendte, nu afdøde, amerikanske medieperson Anthony Bourdain, der herhjemme især er kendt for en lang række programmer om mad. En slags amerikanske svar på DK4s Mick Schack, blot på et andet og mere internationalt niveau. Og denne gang var Bourdain, der hængte sig selv sidste år lige før sin 62-års fødselsdag, på besøg i Nashville, hvor han spiste sig gennem byen. Men, som altid, hos Bourdain, så er spiseriet vævet ind i en historisk og kulturel kontekst. Og således også i den by, der er kendt som countrymusikkens Mekka.

Og netop den fordom, at Nashville er lig med country, fik Bourdain slået godt og kraftigt hul på i denne udsendelse, hvor det kom frem, at Nashville for længst er blevet en musikby i en lang mere og bred forstand. Her er country, men også rock, punk osv. Og der blev plads til at fortælle om sangerinden og sangskriveren Margo Price, der blev afvist af 30 store pladeselskaber, inden hun fandt nåde (og stor succes) som artist hos Jack Whites Third Man Records.

Og White selv medvirkede også selv i udsendelse, bl.a. i nogle fine klip, hvor han optrådte med sit band The Dead Weather, der rummer medlemmer fra The Kills, White Stripes, Queens of the Stone Age og Raconteurs. Og tilfældig- og heldigvis har nogen lagt et klip ud på nettet fra netop den udsendelse…

Og samtidig med Fairport Conventions folkudgivelse udkom også Nick Drakes debutalbum Five Leaves Left, der næsten understregede i hvilken retning den britiske folk skulle og ville bevæge sig den kommende tid.

Nick Drake blev kun 26 år, døde af en overdosis antidepressionsmedicin og efterlod sig ialt tre album, der siden har fået kultstatus her og hisset.

Og så blev jeg mindet om, at det er alt for længe siden, jeg har lyttet til det engelske folk-rock-band Fairport Convention. For et halvt århundrede siden udsendtes bandet tredje (!) album Unhalfbricking. Og netop i 1969 nåede bandet deres kreative og kunstneriske højdepunkt med hele tre album (de andre to er: Liege & Leaf og What we did in our holidays), der for alvor dyrkede inspirationen fra den traditionelle britiske folkemusik. Denne nyorientering, der også betød en let nedtoning af inspirationen fra Amerika, blev understreget af, at Sandy Denny kom med i bandet som sangerinde og sangsskriver.

Og det engelske publikum kvitterede for den nye retning ved at sende plade  højt op på hitlisten.

Let us be lovers, we’ll marry our fortunes together
I’ve got some real estate here in my bag
So we bought a pack of cigarettes and Mrs. Wagner’s pies
And we walked off to look for America
Cathy, I said as we boarded a Greyhound in Pittsburgh
Michigan seems like a dream to me now
It took me four days to hitchhike from Saginaw
I’ve gone to look for America

Laughing on the bus, playing games with the faces
She said the man in the gabardine suit was a spy
I said, be careful, his bowtie is really a camera
Toss me a cigarette, I think there’s one in my raincoat
We smoked the last one an hour ago
So I looked at the scenery
She read her magazine
And the moon rose over an open field

Cathy, I’m lost, I said though I knew she was sleeping
And I’m empty and aching and I don’t know why
Counting the cars on the New Jersey Turnpike
They’ve all come to look for America
All come to look for America
All come to look for America