Ja, så gik der lige fjorten år med at blogge under navnet Capac. Jeg tjekker ikke længere, hvor mange besøgende, bloggen har (men det er en del). Men den har læsere og brugere og fungerer efter hensigten. Den er min Wunderblock, min Moleskin, min runesten. Jeg skriver om det, jeg lyster. Og sådan vil det fortsat være.
I de mellemliggende år er der kommet mange blogs til, og mange er igen forsvundet eller i hvert fald blevet inaktive. Deriblandt mange af dem, der var med fra starten. Noget af det skyldes fremkomsten af de sociale medier, selv om jeg ikke kan se, hvad Facebook, Instagram osv. har at byde på i sammenligning med en fri,uafhængig, non-kommerciel blog!? Men sådan er der jo så meget, og der er heldigvis også kommet nye blogs frem rundt omkring, så capac er ikke alene (men det ville nu ikke gøre noget, hvis det skulle ske).
Selv om Coronavirus endnu ikke har kostet menneskeliv i Danmark og kun har ramt mindre end tusind borgere, så har smitten alligevel givet anledning til hysteri og panik. Jeg tænker især på pressens og mediernes håndtering af coronasmitten. I går lukkede DR1 således stort set ned for anden programvirksomhed end tv-avisen og den journalistiske opfølgning. Men heldigvis er der andre kanaler end den danske public service-kanal (?), der holder hovedet koldt og ikke uhæmmet lader sig rive med at pandemien. Derfor endte min tv-aften med, at jeg fik set et afsnit af den svenske musikudsendelsesserie Jills Veranda, hvor den svenske countryartist Jill Johnson inviterer forskellige musikvenner ind til samtale om musik og selvfølgelig musikalske indslag.
I går var gæsten Amanda Werne, der er kendt som (en del af) Slowgold.Jill møder Amanda i Nashville, hvor de sammen følger i sporet af Neil Young og hans album Harvest, der netop er indspillet i countryens hovedstad. Man hører, hvordan Werne fra barnsben af har lyttet til Young og ser, hvordan hun og Jill besøger det studie, hvor Harvest blev til. Man ser dem spille sammen og så videre. Og man fik en ubændig lyst til at genhøre Harvest.
Den kendte filminstruktør Peter Jackson (Lord of the Rings m.fl.) har lavet en dokumentarfilm om The Beatles med fokus på Tiden omkring indspilningen af gruppens sidste album Let it be. Dokumentaren byder på hidtid useete optagelser med bandet og – notabene! – hele den berømte tagkoncert på London’s Saville Row. Dokumentaren, der får titlen Get back offentliggøres i september i Canada og USA. Og resten af verden følger umiddelbart efter, kan man forstå!?
De to overlevende Beatler kommenterer filmen med disse ord:
Paul McCartney : “I am really happy that Peter has delved into our archives to make a film that shows the truth about The Beatles recording together. The friendship and love between us comes over and reminds me of what a crazily beautiful time we had.”
Ringo Starr :, “I’m really looking forward to this film. Peter is great and it was so cool looking at all this footage. There was hours and hours of us just laughing and playing music, not at all like the version that came out. There was a lot of joy and I think Peter will show that. I think this version will be a lot more peace and loving, like we really were.”
Og heldigvis forlyder det også, at den oprindelige film Let it be fra 1970, af Michael LIndsay Hogg, også vil komme i en restaureret udgave på et senere tidspunkt.
Jeg kender ikke ret meget til New Zealandsk pop og rock – bortset fra nogle plader fra det navnkundige plademærke Flying Nun. Så derfor fryder det mig, når jeg støder på noget godt dernede fra på nettet. Som fx bandet med det eksistentialistisk lydende navn Jean Paul Sartre Experience, der her leverer en simpel, sød popsang. eller The Magick Heads, der også ekcellerer i god pop her med den fortrinlige Jane Sinnott i forgrunden: “The Back of her hand”. Mere af den slags tak!
Avisen The Guardian refererer udfaldet af den seneste retssag vedr. Led Zeppelins mulige “plagiarisme”. Altså det forhold, at bandet har stjålet noget af en andens formodentlig originale sang. I dette tilfælde gjaldt det en af hovedhjørnestenene i bandets musik, nemlig sangen “Stairway to heaven”, som Michael Skidmore fra det californiske band Spirit mente havde stjålet et markant guitarriff fra Spirits sang “Taurus”.
Men selv om de to sanges brug af pågældende riff ligner hinanden meget, når det kommer til netop dette riff, så mente retten i San Francisco ikke, at der var tale om tyveri, men – forenklet sagt – om genbrug af en akkordrække, der med Jimmy Pages ord ‘har været der altid’. Sagt på en anden måde, at Led Zeppelin blot med succes og effekt havde genbrugt et musikfragment, der kan spores tilbage i musikhistorien til – i hvert fald – romantikken. Og Guardian hylder dommen som en sejr for kreativiteten, der jo netop, forstår man, er afhængig af at kunne gentage og citere elementer af musik, der allerede er skabt.
Og ingen tvivl om det: Med den moderne teknologi, bl.a. samplingteknologien, har jagten på musiktyvene nået nye hysteriske højder, der ikke anerkender det forhold, at alle musikere – som alle kunstnere i det hele taget – kun kan udfolde sig kunstnerisk og kreativt ved at bygge videre på musik/kunst, der allerede er skabt. Det nye opstår i måden, der gentages på.
Det er ikke første gang, vi oplever, at et stort parti imploderer eller smelter ned. Vi husker, hvordan Socialistisk Folkeparti måtte betale dyre lærepenge, efter at de havde været med i en socialdemokratisk ledet regering og havde lavet selvødelæggende politiske kompromisser.
Og nu er det Alternativet der er ude i noget, der ligner en nedsmeltning. Tilsyneladende – dvs. hvis vi følger mediernes logik – forårsaget af, at den nyvalgte leder Josephine Fock har opført sig kritisabelt over for andre partimedlemmer. Og selv om Fock tilsyneladende har opbakning i et flertal af partiets hovedbestyrelse, så er det tydeligt, at der er megen mistillid til hendes person – understreget af flere folketingsmedlemmers exit – og at hun endnu ikke fremstår som en politisk leder.
Hvordan skal man nu forstå denne let absurde situation, der er opstået i det ellers så succesfulde parti Alternativet? Jeg tror ikke, at man kommer ret langt i forståelse, hvis man – som mange medier gør – klamrer sig til den vinkel, der drejer sig om såkaldt “personfnidder”. Altså spørgsmålet om, hvorvidt en person – in casu Fock – har de rette egenskaber til at være partileder. For så glemmer man, at Alternativet fra sin start var alt andet end et parti. Alternativet var mere det, vi kalder en bevægelse. Lidt i stil med Occupy Wallstreet-bevægelsen. Ganske vist var der et vist fælles idégrundlag – fx ville man satse stort på bæredygtighed og “grøn” politik, man ville tænke et nyt vækstbegreb osv. – men organisatorisk og strukturelt skulle det hele først udtænkes. Og det er her, jeg tror, det er gået galt. For det, der er sket, er – set fra et fugleperspektiv – at Alternativet har forsøgt og forsøger at etablere en hierarkisk struktur, der ligner de traditionelle partiers strukturer. En oppefra-og-ned-struktur med en leder, en folketingsgruppe, en hovedbestyrelse og en medlemskare. Og det tror jeg er en alvorlig fejltagelse, der vil kunne få to konsekvenser: Enten dør partiet som sådan eller også transformeres det langsomt, men sikkert, til et ordinært parti, der vil forfalde til midtersøgende pragmatisme, sådan som man ser det i rigtig mange partier, fx Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Det fundamentale spørgsmål er, om Alternativet overhovedet har nogen fremtid som traditionelt parti i det borgerlige parlamentariske demokrati? Eller om ikke det er klogest, at Alternativet holder fast i sit udgangspunkt: At det er en bevægelse, og det er som sådan, det skal være en politisk faktor? På linje med andre folkelige, ikke-parti-politiske bevægelser, der findes i landet. Jeg tror ikke på, at man kan udgøre et reelt alternativ til den parlamentariske politik inden for parlamentarismens strukturelle rammer.
Blind høne finder også et korn, siger man. Og jeg har ofte nok her i bloggen beklaget mig over Danmarks Radios stedmoderlige behandling af musikken, især den levende musik. Men i går aftes overraskede den gamle mediekoncern mig alligevel med hele to timers levende musik under overskriften P8Jazz Alive – One night only. Det eneste, jeg kan beklage mig over, er, at der øjensynligt kun er tale om en engangsforeteelse. i hvert fald i den form.
De to timer bød på et herligt samvær med DRs Big Band og udvalgte gæster og med P8Jazz-radiovært Frederik Korfix som vært. Og man blev endnu engang mindet om, hvilket uovertruffent orkester DR Big Band er. Et band, man burde bruge meget mere på tv.
Programmet – og lignende programmer (retfærdigvis skal det understreges, at der har været programmer med DR Big Band før, men ikke af den her type med flere gæsteindslag) – kan ses på DRs hjemmeside – her.
Og et af de spændende navne programmet bød på var Alain Apaloo fra Togo (med pt. bosiddende her i landet). Her sammen med Sahra da Silva og bandet.
Ole Frimer behøver vist ikke den store introduktion. Og slet ikke her i det østjyske, hvor jeg sidder og skriver om musik m.m. Som der står på Frimers hjemmeside, så har han i årtier været ‘en prominent figur’ i det skandinaviske musiklandskab. Og med utallige koncerter – i forskellige konstellationer – og et betragteligt antal album har Frimer været en ypperlig eksponent for blues i dansk aftapning.
På sin seneste plade med Ole Frimer Band – Blålys – har bandet kastet sig over det danske sprog. Og denne nyorientering fortsættes på det seneste album, der hedder faerd. Altså færd, der er et gammeldags ord for bevægelse, det at bevæge sig fra et sted til et andet. Stavemåden skyldes måske, at pladen også kan og skal appellere til publikum uden for landets grænser.
Og faerd bevæger sig rundt. Fra barndommens Ålborg, tilbage i tiden til forfædrenes 1800-tals Nordamerika, til Galapagosøerne, hvor færdet bliver genfærd, til Los Angeles og videre endnu.
Og det ligger næsten i kortene at al den bevægelse fra sted til andet kalder på fortællingen. Det er det fortællingen gør, beskriver vores bevægelser i direkte og overført forstand. Og derfor er teksterne på faerd nærmere prosaen end poesien. Ja, der er nærmest tale om en slags talking blues, hvor sangen eller talestrømmen følger rytmen tæt, medens den forholder sig mere frit til det melodiske. Og det er netop det, Ole Frimer som forsanger gør: fortæller sine historier i et rytmisk fastholdt og pointerende, næsten hverdagsagtigt sprog, der rocker af sted på en sej bund af bluesfølelse.
Det betyder også, at sangene denne gang har fået et meget homogent og indbyrdes sammenhængende udtryk, og at detaljerne derfor kommer til at spille en stor rolle for det samlede udtryk. Som fx i sangen “Ses vi?”, hvor gæstemusiker Jacob Buchanans flygelhorn tilfører sangen en dimension af nordisk melankoli.
Samlet set har Ole Frimer Band begået et solidt album, der er båret af en konsistent og forenende idé, der styrer såvel det tekstlige univers som det musikalske. Det fungerer rigtig godt. Hermed anbefalet.
Ole Frimer Band. Faerd. Egen produktion. LongLife Records. Udkom januar 2020.
Det er næsten to år siden, jeg havde fornøjelsen af at-anbefale den irske brødreduo Hudson Taylors fine EP Feel it again. Dengang var udspillet præget af et moderne akustisk folkudtryk med klare rødder i fortidens folk. Og styrken ved den plade var brødrenes fornemme vokalarbejde og så en mærkbar sans for den gode popmelodi.
Og Harry og Alfie udfolder deres stærkeste sider optimalt på deres nye album Loving Everywhere I go. Pladen er indspillet i hjemlandet og i USA og produceret af John Rausch, der bl.a. har Taylor Swift på sit CV. Og Harry og Alfie har med de fjorten nye sange formået at finde et bredt musikalsk spektrum, der har taget farve fra mange stilarter, men alle har det tilfælles at de har den gode pops iørefaldenhed og forførelse i sig. Faktisk vil samtlige fjorten sange ubesværet kunne gøre sig på vor tids popstationers spillelister.
Tematisk kredser sangene, som titlen understreger, om at have et positivt livssyn og være åben over for, hvad livet bringer. Og det passer jo smukt til en gedigen popplade som denne. Pop, men ikke i den mest banale forstand. Harry og Alfie laver pop, der ikke kun appellerer til ungdommens popfans, men i allerhøjeste grad tager sigte mod et modent publikum, der ikke lader sig spise af med x-factor-metervare og musik, der er digitalt tappet for livskraft og -saft. Og Hudson Taylor leverer med Loving Everywhere I Go en portion moderne popmusik, der i kraft af sine melodier, sit flotte vokalarbejde og sine udsøgte arrangementer vil være langtidsholdbar. Hermed anbefalet.
Hudson Taylor. Loving Everywhere I go. Producer: John Rausch. Rubyworks. Er udkommet.
Bodil Gudrun Nielsen, bedre kendt som Trille, ville være fyldt 75 år i dag, men øde desværre i 2016. I disse tider, hvor antallet af kvindelige kunstnere inden for musikkens verden ønskes øget i ligestillingens hellige navn er Trille mere savnet end ellers. For hun fremstod som en særegen kunstner i sin egen ret, der ikke lod sig tage som gidsel for nogen sag – heller ikke kvindebevægelsen, der ellers gerne omfavnede hende og hendes sange om kvindelige emner. Vi må håbe, at nogen af de mange kvinder, der er på vej, kan tage tråden op efter Trille.
Og en af mine Trille-favoritter, “Mors lange cykeltur”, der viser, hvor dybt Trille solidaritet stak – langt dybere end “søstersolidaritet”, og nænsomt og poetisk hun kunne besynge noget fra hverdagen, som nogen – i hvert fali i min aldersgruppe – har let ved at genkende og måske endda identificere sig med.
For tiden genlæser jeg Ray Davies autobiografiske X-Ray fra 1994, hvor Davies’ og The Kinks’ historie fortælles, vævet ind i en fiktiv historie om en ung mand – et alter ego – der skal interviewe Ray om hans liv og levned.
Og helt tilfældig ser jeg så, at det er hele 55 år siden i dag, at The Kinks’ andet regulære album Kinda Kinks udkom. Ray Davies mente, at sangene på pladen var bedre end de tidligere, men indspilningen og produktionen led af hastværk, som skyldtes pladeselskabet. Men selv med spor af hastværk står albummet stadigvæk flot her mange år efter.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
